Nyhed
Læsetid: 1 min.

Skud mod rockerborg markerer optrapning

Nerverne er tyndslidte hos rockere og indvandrerbander. Det er årsagen til en optrapning i antallet af skyderier, som nu også rammer uskyldige, mener politiet
Indland
23. februar 2009

Da to personer i hættetrøjer i går kl. 13.10 affyrede to skud mod Hells Angels' rockerborg på Svanevej i København, var det ifølge politiet tredje gang på fem dage, at opgøret mellem Hells Angels og kriminelle bander førte til skud i København.

De mange skyderier tyder på, at nerverne sidder helt uden på tøjet, vurderer den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Poul B. Hansen.

"Bandegrupperingerne er meget på tæerne over for hinanden i øjeblikket. Vi har haft mange skyderier de seneste fem dage. Det er en form for optrapning eller i hvert fald et overraskende stort sammenfald af skyderier inden for kort tid," siger Poul B. Hansen.

Øjenvidner har fortalt, at det var to mænd i hættetrøjer, der kørte forbi rockerborgen og afgav skuddene fra en Peugeot 309. Det ene skud gik gennem en rude i rockerborgen og borede sig fast i loftet inde i bygningen, hvor to personer befandt sig. Ingen kom dog noget til.

"Det er en form for markering. Chancen for at ramme nogen er ikke så stor, når man skyder så langt ude fra," siger Poul B. Hansen.

Efter skyderiet forsvandt gerningsmændene væk i høj fart ad Frederikssundvej i retning mod Nørrebro.

Flere skudepisoder

Episoden kommer dagen efter, at to unge danske mænd blev beskudt under en dramatisk biljagt på Frederiksberg. De to mænd har ikke forbindelse til rockergrupperinger, og det er politiets teori, at gerningsmændene selv tilhørte en indvandrerbande og forvekslede de to unge med rockere. De afgav fem skud, hvoraf to ramte de unges bil, uden at nogen dog kom til skade.

Den slags forvekslingsskud skyldes, at bandemedlemmerne er bange, forklarer fungerende chefpolitiinspektør Mogens Lauridsen:

"Jeg tror, de er bange. De er bange for hinanden. De er bange for politiet. Der er ingen tvivl om, at de er helt oppe på lakridserne. Det er selvfølgelig også derfor, det er endnu farligere," siger han til DR Nyheder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her