Læsetid: 4 min.

Sluk dog kulkraftværkerne - ikke vindmøllerne

Danske vindmøller producerer så meget el, at man snart vil tvinge dem til at stå stille. Hvis det skal lykkes Danmark at blive uafhængig af fossile brændstoffer, er det ikke vindmøller, men kulkraftværker, der skal straffes, siger professor i energiplanlægning Henrik Lund
Vindmøller producerer strøm, når vinden blæser. Det er naturens vilkår, og det må vi leve med og lære at udnytte og så få varmeværker drevet af kul i stand til at kanalisere el over i varme, da el ikke kan lagres, mener professor i energiplanlægning Henrik Lund.

Vindmøller producerer strøm, når vinden blæser. Det er naturens vilkår, og det må vi leve med og lære at udnytte og så få varmeværker drevet af kul i stand til at kanalisere el over i varme, da el ikke kan lagres, mener professor i energiplanlægning Henrik Lund.

Jørgen Schytte

28. februar 2009

Fra første oktober slukker de vindmøller, som producerer strøm på tidspunkter af døgnet, hvor der produceres for meget strøm.

Det kommer nemlig til at koste vindmølleejerne 1,70 kr. for hver overflødig kilowatt strøm, de sender ud i elnettet. Det nytter bare ikke at stoppe vindmøllerne og samtidigt lade kulkraftværkerne blive ved med at producere, mener professor i energiplanlægning Henrik Lund.

"Den strøm, der bliver produceret, kan ikke lagres. Men det betyder ikke, at det er vindmøllerne, der skal stå stille om natten. Det er da kulkraftværkerne og naturgasværkerne, der skal slukkes for," siger professoren fra Aalborg Universitet.

Ifølge Henrik Lund er problemet ikke, at vindmøllerne producerer strøm. "Problemet er, at der er kulkraftværker, der producerer strøm. Det er det, vi skal holde op med. Hvis Danmark skal lykkes med at være uafhængig af fossile brændstoffer, så skal vi begynde at arbejde med, hvordan vi får de kulfyrede kraftværker til at holde op med at producere strøm, når der ikke er brug for det," siger han.

Professoren mener ikke, at vindmølleejerne skal straffes, fordi de producerer strøm.

"Vindmøller producerer strøm, når vinden blæser. Det er naturens vilkår, og det må vi leve med. Vores mål er ikke, at vindmøllerne skal holde op med at producere. Vores mål er, at kulfyrede kraftværker holder op med at producere. Så hvis der er nogen, vi skal straffe, så er det de kulfyrede værker, som ikke kan nedjustere deres produktion. Kulkraftværkerne er ikke i stand til at træde tilbage, når vindkraften er trådt ind på scenen. Men det er ikke vindkraftens problem," siger Henrik Lund.

Energiprofessoren forklarer, at en af ulemperne ved mange af kulkraftværkerne er, at de ikke kan slukkes.

"Meget af vores elektricitet bliver produceret på dampturbineværker, som ofte er kulfyrede. Men netop de værker har den egenskab, at man ikke bare kan slukke for dem, for det tager et døgn for dem at starte op igen. Så hvis vi gerne vil have, at værkerne skal producere om dagen, så bliver de også nødt til at producere om natten," siger Henrik Lund.

El må omskabes til varme

Det er typisk om natten, at produktionen af strøm bliver for stor, og for meget strøm kan skade ledningsnettet. Derfor mener Henrik Lund, at kulkraftværkerne skal gøres mere fleksible.

"Først og fremmest handler det om at få kraftvarmeværkerne til at regulere produktionen, sådan som man begyndte at gøre det i 2004. Det næste er at supplere værkerne med varmepumper, som kan aftage strømmen og omdanne den til varme. Dem er der rigtig mange fjernvarmeværker, der gerne vil have, og der er også mange værker, der har spurgt Told og Skat, hvad reglerne er for pumperne. Men Told og Skat er ikke i stand til at svare, og så længe de ikke er det, er der ingen, der tør investere i pumper. Det er åbenbart for indviklet for dem at forstå deres egne regler," siger Henrik Lund.

Han kender til flere fjernvarmeværker, som stadig venter på svar fra Told og Skat.

"Det er meget uheldigt. Især fordi mange har regnet på, at varmepumperne vil gavne samfundet. Men lige nu er pumperne strandet samme sted, som de var for tre-fire år siden," siger han.

Ideen om et strafgebyr til vindmølleejerne er ifølge Henrik Lund et helt forkert sted at gribe ind.

Regering uden strategi

"Det handler jo om, at vi skal have flere vindmøller, og at kulkraftværkerne skal holde op med at producere eller bruge et andet brændsel. Jeg har ikke hørt nogle politiske partier udtrykke uenighed i ambitionen om, at Danmark på sigt skal være helt uafhængig af fossile brændstoffer. Hvis det er målet, så er man nødt til at begynde at arbejde med, hvordan kulkraftværkerne kan holde op med at producere," siger han.

Henrik Lund efterlyser en strategi fra regeringen.

"Regeringen bør lave en plan for, hvordan de vil nå det mål, de har sat. Den plan vil indebære, at vi bygger flere vindmøller, og at vi ikke levetidsforlænger kraftværkerne. For hvordan skal vi ellers få Danmark til at være uafhængig af kul, olie og gas" spørger professoren.

"Man kan ikke klandre DONG og Vattenfall, at de bliver ved med at drive de kulfyrede kraftværker, så længe regeringen ikke har fortalt dem, hvornår de skal holde op med det," lyder det fra Henrik Lund.

Han vurderer, at en ny lovgivning på området har lange udsigter.

"Hvis du som regering eller folketing skal lave en lov om, at vi ikke skal have kulfyrede kraftværker mere, så er man jo nødt til at have en plan for, hvordan vi så skal få el. Og så længe vi ikke har den plan, er det svært at lave en lov. Både Ingeniørforeningen og Teknologirådet har lavet en plan, men regeringen har ingen," siger Henrik Lund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Det er ikke 1. april, vel?

Man tror, at det er løgn. Det er sådanne tåbeligheder, der gør, at jeg alvorligt har overvejet at iføre mig en integralstyrthjelm før jeg læser nyheder for at undgå, at jeg i ren og skær frustreret affekt slår mig så hårdt for panden, at jeg ender på skadestuen.

Jeg nægter at tro, at der skulle være teknologiske vanskeligheder, der kan forhindre oprettelsen af et system, hvorigennem overskydende elektricitet fra vindmøllerne kan sælges til andre lande i verden. Det kan da kun være politisk vilje, der atter engang mangler. Vor Herre til hest, så kom dog igang for pokker.

"Både Ingeniørforeningen og Teknologirådet har lavet en plan, men regeringen har ingen," siger Henrik Lund."

- hvad i himlens navn foregår der dog??
Sidder de og snorksover inde på Christiansborg?

John Fredsted

"Sidder de og snorksover inde på Christiansborg?"

Nej, det tror jeg skam ikke, at de gør. I deres infantile magtfnidder er de i deres fælles sandkasse så energisk optaget af at bygge deres egne små sandslotte og rive deres modstanders ditto ned, at de ikke ser, at der er bulldozere på vej imod dem.