Nyhed
Læsetid: 4 min.

Stofbrugere tilbydes værerum - nu med toilet!

På Vesterbro i København indvies i dag et privatdrevet værested for stofbrugere, hvor gæsterne endda må benytte toiletterne
På Vesterbro i København indvies i dag et privatdrevet værested for stofbrugere, hvor gæsterne endda må benytte toiletterne
Indland
20. februar 2009

Se her! Vesterbro'eren Michael Lodberg Olsen åbner begejstret døren ind til to toiletrum: "Ingen andre steder, hvor stofbrugerne kommer, er der åbne toiletter. Hverken hos Mariatjenesten eller i Mændenes Hjem er der toiletter!"

Vi befinder os en tidlig morgen i en lys og moderne café på adressen Halmtorvet 9 C, få minutter fra Hovedbanegården og midt i det københavnske Vesterbro.

I café Dugnad serveres gratis morgenmad og aftensmad til kvarterets stofmisbrugere, men hjemløse og andre løse fugle frekventerer også cafeen. På en gammeldags grammofon i hjørnet spiller en plade med Dire Straits.

I eftermiddag indvies café Dugnad officielt, og både byens socialborgmester og landets sundhedsminister vil personligt kaste glans over begivenheden.

Men tilbage til toiletterne: I et hjørne står der en høj, hvid plastikspand med tætsluttende låg. Den er til brugte kanyler, og da Michael Lodberg Olsen ryster den, lyder den godt fyldt.

"Jamen, vi aner da ikke, hvad folk laver, når de går på toilettet. Det blander vi os ikke i, men selvfølgelig hører der toiletter til, når man åbner en café," fortsætter Michael Lodberg Olsen entusiastisk og tilføjer:

"Mange stofbrugere har dårlig mave, så det er jo ikke mærkeligt, hvis de er lidt længe ude på toilettet."

Tagbrand

Café Dugnad er et foreløbigt højdepunkt for græsrodsforeningen Dugnad, der i flere år har samlet lokale vesterbroere og andre i en fælles indsats for at løse de problemer, som stoffer og stofbrugere uvægerligt medfører for Vesterbro. Netop i denne uge har politiet offentliggjort resultatet af de brandtekniske undersøgelser af en tagbrand i november i den nærliggende Abel Cathrinesgade. Branden udviklede sig så voldsomt, at 40 beboere er tvangsforflyttet i syv måneder. Ifølge politiet var det to stofbrugere, der havde sneget sig ind i den ellers velaflåste ejendom og op på loftet for at fixe.

"Allerhelst vil vi lave et regulært fixerum, men det må vi ikke for regeringen. Så nu har vi lavet både en café og et sundhedsrum, som ligger lige ved siden af. Så er vi klar den dag, fixerum bliver tilladt," forklarer Michael Lodberg Olsen, der selv bor på Halmtorvet. Han henviser til en dugfrisk meningsmåling fra nyhedstjenesten Altinget. dk: 74 procent af landets befolkning støtter nu fixerum, heriblandt et markant flertal af DF-vælgere.

Torben og møllehjulene

På et bord i cafeen sidder Torben, 47 år. Han sælger bladet Hus Forbi og har været stofbruger i snart 30 år, forklarer han, mens han spiser sin morgenmad. Han kalder sig 'Byens bedste', og det tilnavn har han haft, lige siden han for mange år siden var sælger for Synoptik-kæden. Han har været på afvænning mindst seks-syv gange, men har nu accepteret at leve som stofbruger resten af sit liv.

"Jeg ryger råhypnoler og F2'ere (sovepiller) og er i øvrigt på metadon. Donerne fixer jeg," siger Torben.

Ved nabobordet hænger to unge ind over bordet med hætterne trukket ned over hovedet. Pludselig vågner den ene, en pige, og siger:

"Møllehjul? Jeg har det så dårligt. Er der ikke nogen, der har nogle Møllehjul?"

Torben forklarer: "Møllehjul, det er 20 milligrams-metadoner. Navnet stammer fra, at der i gamle dage var et kryds i pillen. Der er også fem-milligrams doner, flydende doner, og så er der 'klinik-doner'. Dem er der ingen, der vil have."

Pigen har forladt cafeen, nu kommer hun ind igen og forsvinder ud på toilettet.

"Jeg tror ikke, hun vil fixe," vurderer Torben sagkyndigt. "Det vil ingen gøre med Møllehjul, det er for stort besvær til for lille en dosis. Det ville man kun fixe, hvis man havde det virkeligt dårligt og skulle have en omgående virkning."

Smarte stole

Police har afløst Dire Straits på cd-afspilleren, og Michael Lodberg Olsen udpeger endnu en fiks detalje ved cafeen: Stolene. De er forsynet med et løst sæde, som kan klappes op og fungere som låg over et lille rum.

"En stofbruger bærer som regel alle sine ting på sig, og her kan de lægge deres sager ned i rummet, vippe sædet ned, sætte sig oven på stolen, og så er deres sager godt beskyttet mod at blive stjålet, hvis de skulle falde i søvn," fortsætter Michael Lodberg Olsen.

Dugnad har ved siden af indsatsen for fixerum også udgivet bøger, pjecer og andet materiale med forslag til forbedringer for stofbrugernes barske hverdag.

"Se den her lille gule plastæske. Det er en handy boks til at fjerne brugte kanyler i. Og så kan den også bruges som ølåbner," griner Michael Lodberg Olsen. Plastboksen er udviklet i tæt samarbejde mellem en dansk designer og stofbrugere.

"Stofbrugere er jo verdensmestre i innovation. De bruger jo hele deres liv på at omgå regler og finde sprækker i systemerne," siger han.

Café Dugnad drives i et partnerskab med Københavns socialforvaltning. Og ifølge Michael Lodberg Olsen er cafeen og det kommunale sundhedsrum en mellemstation på vejen til et regulært fixerum: "Det er absurd, at vi her har et sundhedsrum med ansatte sygeplejersker og socialrådgivere, mens stofbrugere må fixe sig udenfor," siger Michael Lodberg Olsen.

Og ganske rigtigt: Da cafeen lukker kl. 9, sidder en ung lyshåret pige og kryber sammen i snevejret i en døråbning lige udenfor. I hånden har hun kanylen.

Serie

Narkopolitik på pumperne

Seneste artikler

  • FN's kamp mod narko er slået fejl

    13. marts 2009
    10 års FN-indsats for at komme narkotikaproduktion og -handel til livs er slået fejl. Nu mødes FN's medlemslande for at lægge en strategi for de næste 10 år. Men hvis de ikke erkender, at de sidste 10 års indsats har været en fiasko, nytter det intet, lyder kritikken
  • Minister afviser fixerum

    9. marts 2009
    Der bliver ikke rokket en tøddel ved regeringens klare nej til fixerum, siger sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) forud for FN-topmødet om narko
  • Vesterbro vader i kanyler

    5. marts 2009
    Hver dag renser frivillige fra SprøjtePatruljen det københavnske Vesterbro for kanyler og andet sprøjteaffald. Men det er svært at følge med, når stofbrugerne kun har gaderne at fixe på
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her