Læsetid: 1 min.

Sundhedsforsikringer skubber svage patienter bagerst i køen

Med en sundhedsforsikring i hånden kan man komme til speciallæge med det samme. Imens skal folk uden forsikring ofte vente i månedsvis. Det skaber øget ulighed i sundhedsvæsenet, lyder advarslen
Steen Bonde måtte vente mere end et år på at komme til neurolog, da han skulle have justeret doseringen af sin medicin. Havde han haft en privat sundhedsforsikring, var han kommet i behandling inden for 10 dage.

Steen Bonde måtte vente mere end et år på at komme til neurolog, da han skulle have justeret doseringen af sin medicin. Havde han haft en privat sundhedsforsikring, var han kommet i behandling inden for 10 dage.

Nicolai Lorenzen

Indland
2. februar 2009

Skal man til neurolog, ortopædkirurg, hudlæge eller anden speciallæge, er det en rigtig god idé at have en privat sundhedsforsikring. Så er man nemlig sikret behandling inden for 10 dage.

Uden sådan en forsikring kan man risikere at skulle vente i månedsvis. Ifølge en rundringning, som Information har lavet til et bredt udsnit af speciallæger, skal man hos tre ud af fire neurologer vente i længere end en måned på at komme til behandling. Skal man til ortopædkirurg, er det lidt hurtigere: Her skal man i godt halvdelen af tilfældene vente i mere end en måned. Og ifølge en opgørelse fra hudlægeforeningen Danderm er der i gennemsnit seks ugers ventetid på behandling hos en hudlæge.

Den markante forskel i adgangen til speciallæger er et stort problem, lyder det fra Jes Søgaard, direktør for Dansk Sundhedsinstitut:

"Speciallægerne har en meget vigtigt funktion, hvor de afgør folks adgang til hele sundhedsvæsnet. Så det er meget alvorligt, hvis man skal vente for lang tid på behandling," siger han.

Også fra flere læger lyder der hård kritik.

"Forsikringerne er en bombe under det fornemste adelsmærke i vores sundhedsvæsen: Lige adgang for alle," siger praktiserende læge Arne Hantho.

Ifølge den tidligere formand for Etisk Råd, Ole J. Hartling, er de lange vente-tider en trussel mod sundhedslovens formål om "let og lige adgang til sundhedsvæsnet".

"De private sygeforsikringer er en trussel mod lægeløftets budskab om, at vi skal behandle alle, uden hensyn til om de er rige eller fattige," siger Ole J. Hartling.

Ny serie: Ulighed i sundhedsvæsnet

Sundhedsloven lover let og lige adgang, gennemsigtighed og kort ventetid i det danske sundhedsvæsen.

Men lovens flotte hensigter bliver ikke ført ud i livet: De rige og højtuddannede har meget lettere adgang til behandling. Og uligheden i det danske sundhedsvæsen er stigende. Det sætter Information spot på i denne artikelserie.

Har du selv oplevet uligheden i sundhedsvæsnet, så skriv til
ulige@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Sundhedsforsikringer skubber svage patienter bagerst i køen"

Det er vel dybest set også det, der er hensigten med forsikringerne...

Ok ja, den store fortælling om velfærdsstatens ( og de gode sæders) forfald. Det er bare endnu en konspirationsteori, ikke ?

Næ, det er mønstret vi ser i sundhedsvæsnet, skoler og sågar politi ... for nu blot at nævne nogle enkelte områder. Sænk niveauet så de, der kan betale, føler sig "inspireret" til at søge til private hospitaler, private forsikringer, private skoler og private vagtværn.

Skidt med de, der står tilbage med resterne af velfærdssamfundet, de kan jo bare se at blive rige.

Modellen er kendt i USA.

Solidaritetsmodellen var kendt i Danmark for nogle årtier siden.

Steen Rasmussen

Efter at det havde været almindeligt her hos os gennem mange år med vores velfungerende velfærdsstat/sundhedsvæsen, at det slet ikke var noget problem at overleve, fordi de basale behov var dækket ind hos alle, blev man inden for nyliberale og socialdarwinistiske grupper enige om at genindføre kampen for overlevelse.

Man syntes, det var for nemt at overleve og at det var blevet for kedeligt at leve, især for dem selv der havde svært ved at se fordelen i at være rigere end andre. Der var med andre ord nogle med penge, der ikke kunne finde meningen med tilværelsen, bl.a. fordi de havde misforstået Darwin fra begyndelsen. Derfor valgte man at gøre det til et problem at overleve for andre end sig selv.

Herefter kunne ingen længere være i tvivl om, hvad det drejer sig om, nemlig at overleve.

At der så stadig var nogle, der holdt på, at det måske ikke er selve kampen om at overleve, der er meningen med livet, eller det der bør karakterisere det, men at spørgsmålet om meningen måske snarere bør gå på indholdet i livet, ja den slags overflødige spørgsmål forsvandt i kampens hede herefter. Lige som beskrivelsen af udviklingen og indholdet i de privilegeredes liv som perverst da også undgik de privilegeredes opmærksomhed. Det havde de trods alt alligevel ikke overskud til at forholde sig til.

Og som de selv havde vedtaget, så er det vinderne, der skriver historien dvs. dem selv. At de kalder det de bedst egnedes overlevelse, det taler for sig selv.

@Steen Ole Rasmussen: Ja, vandringen tilbage mod savannen og dernæst op i træerne er godt undervejs - The Big Evolutionary Reverse.

Steen Rasmussen

@ John Fredsted
Hvis bare vi kunne vide, at der var en slags savanne eller nogle frugttræer at kravle op i efter det store evolutionære tilbageskridt!

Jeg er besat af tanken om, at menneskeheden tilsyneladende har misforstået Darwin i en sådan grad, at man tror at meningen med livet er at overleve. Det forekommer mig indlysende, at mennesket på rigtig mange måder tenderer mod at have mistet det legitime i sin adfærd, fordi dets adfærd præges alt for meget af konkurrencemomentet i sig selv, de liberale og kommercielle succeskriterier, som har ophøjet selve kampen for overlevelse til meningen i livet. Dels truer vi med at smadre vort eget naturlige livsgrundlag, som forsvinder i takt med vor egen succes med at mangfoldiggøre os selv og skrue op for forbrug af begrænsede naturlige mulighedsbetingelser for os selv, dels forarmer vi selve livet ved at reducere meningen med det til den misforståede udgave af darwinismen.

Som bevidst løn-arbejdssky føler jeg mig uden for, for god til en verden, der tilsyneladende er nødt til at gøre det til et problem at overleve, for at have et indhold i tilværelsen. At det kan blive et problem at overleve, fordi de misforståede darwinister lever som om det var det, er skæbnens ironi. Men det er ikke udtryk for hverken udvikling eller retfærdighed, hvis disse åh så produktive idioter hiver tæppet væk under os alle. Men ikke en gang det, forstår de, fordi de netop har så pisse travlt med at gøre kampen om at smadre det for sig selv og hinanden til deres egen succes.

Darwin har aldrig defineret overlevelsen som et mål i sig selv. Evnen til at overleve under de givne forudsætninger er måske nok en absolut forudsætning for livet med dets indhold. Men kun en forudsætning. Meningen og definitionen af den tilhører derimod livet, som selvfølgelig skal være der for at kunne skabe meningen i sig selv. De gode tilstande og den vegeterende nydelse af livet tilhører og legitimerer livet. Det forstår de mislykkede socialdarwinister ikke en skid af.

Derfor har ministerrådet i EU med vor egen Hjort og vort eget folketingsflertal bag sig stemt for en generel arbejdsuge på 48 timer på EU-plan, med mulighed for at landene indfører arbejdsuger på op til 60 timer. Hvad det kunne komme til at betyde for arbejdsløsheden og fordelingen af det arbejde, der er, ja det hører vi ikke om. Hvad markedsfundamentalisterne med deres socialdarwinistiske livsidealer er parat til at skabe af problemer for det store folkelige flertal, bare for at få den mening ind i livet igen, som handler om at overleve, for i det mindste at have det at leve for, det er ikke små ting.

Jeg er glad for at kunne overleve som kombineret bolighaj, periodevis samfundsnasser, forfatter, snakkehoved og savskærer. At føle stoltheden ved at være for god til de misforståede darwinisters praksis, at kunne tale dem imod, og forklare disse vindere, at de er taberne, det egentlige problem, det føles godt, det giver mening, selv om denne mening trods alt kun kan være midlertidig, fordi den selv bygger på en form for destruktion, destruktion af noget destruktivt.

Det autentiske indhold, det positive, det selvstændige, den sande modsigelse i forhold til den destruktive patetisk selvbekræftende orden skal findes i ledigheden, friheden fra den destruktive produktion og det destruktive forbrug. Dem der på en gang kan bidrage til opløsningen af arbejdsløshedsproblematikken, ved at gå ind for den demokratiske fordeling af den smule lortearbejde der egentlig behøver at blive udført, i stedet for at gå ind for den ulige kamp om det godt betalte lønarbejde, der er tilbage, og som vedkender sig det gode liv i ledighed, det er dem, der er løsningen på de nuværende problemer. Kære venner, det er os bevidst arbejssky og socialt ansvarlige, der er løsningen på mange af de nuværende problemer, som flyder i slipstrømmen på jagten efter den økonomiske vækst.

http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-44.pdf

@Steen Ole Rasmussen: Jeg tror såmænd ikke, at der er tale om en egentlig misforståelse af Darwin, for en misforståelse kræver velsagtens, at man først har gjort sig et forsøg på at forstå ham.

Og det tror jeg ikke er tilfældet. Jeg tror derimod, at dem der kæmper mest indædt, netop er de mennesker, som ikke tør indrømme overfor dem selv eller for andre, at de er bange. Jeg er sikker på, at vi alle er bange, i større eller mindre udstrækning. Filosoffen J. Krishnamurti siger det således i "Frihed i nuet":

"De fleste af os er lige så bange for at leve som for at dø. Vi nærer ængstelse for vores familie, vi frygter den offentlige mening, vi er bange for at miste vores arbejde, vores tryghed, og der er hundreder af andre ting vi frygter. Den enkle kendsgerning er at vi er bange, ikke bange for dette eller hint. Hvorfor kan vi ikke se denne kendsgerning i øjnene?"

Så længe de fleste mennesker ikke kan indrømme overfor sig selv, som en start, og dernæst over sine medmennesker, at de er bange, så længe er der behov for at operere med skjulte dagsordener, der skaber mistillid, der skaber vold, der skaber krige, etc.

Er det ikke det vi har bedrevet siden tidernes morgen? Vi har sat mennesker på Månen, vi kender vores egen DNA struktur, vi kan bygge ultrahurtige computere, vi kan scanne vore hjerner, men vi er ganske åbenlyst helt ude af i stand til som art at hæve os over det, som vi deler med de fleste andre biologiske eksistensformer: Banal aggression. Vi sidder stadig på Colosseum i det gamle Rom, nu bare med fjernbetjening.

Steen Rasmussen

@ John Fredsted
Jeg kan godt se den angst for mig, som du taler om. Men jeg mener at f.eks. den eksistentialistiske udgave af angsten, den nærmest substansmystifistiske udgave af den, og forklaringen omkring angsten som en menneskelig grundstemning er forkert og endda meget lidt konstruktiv.

Den angst, jeg ser for mig, kan jeg bedst beskrive med en situation. For ca 20 år siden var jeg på vej på min cykel i godt humør, fordi jeg havde en fræk aftale. Så fik jeg øje på en gråkrage, som sad i toppen af en gammel gran, viklet ind i fiskesnørre. Hurtigt besluttede jeg mig for at gå ind i det nærmeste parcelhus for at låne telefonen, så vi kunne få falck til at komme og skyde det ulykkelige kreatur ned, så det ikke skulle lide mere. Men det pæne ægtepar i villaen havde ufattelig svært ved at forstå min gode intention, der hvor jeg stod med mit lange hår, bare fødder og svedende glad og travl. Jeg kan næsten mærke frygten i rummet med de fine møbler og den fine orden, da jeg gik hen over de ekstremt velholdte tæpper til telefonen. Og det kæmpe mas jeg havde med at overbevise dem om, at de selv kunne forklare falckmanden med bøssen hvor dyret var, så jeg kunne komme videre.

Menneskene i deres fine stuer er ikke født med den angst, som de er besat af. Men de har oparbejdet den igennem et helt liv, hvor de ikke har lavet andet end at forsikre sig mere og mere mod de risici og uventede begivenheder, jeg blev en af.

Jeg havde også en forsikringsmand der ville sælge mig en livsforsikring, for som han sagde, der kan jo ske alverden ulykker, f.eks. kunne man falde og brække benene på en trappe. Jeg købte ingen livsforsikring af ham, og læste i avisen et par måneder senere, at han var død i sengen sund og rask. Det er lidt perverst, men jeg lo mig røv i laser.

@Steen Ole Rasmussen: "Menneskene i deres fine stuer er ikke født med den angst, som de er besat af."

Enig, for ingen mennesker fødes med deres angst. Jeg taler ikke om en eller anden medfødt (eksistentiel) angst, som jeg synes at fornemme, at du tiltror mig, men derimod om en fremvoksende angst, der mere eller mindre starter så snart mennesket (relativt tidligt i dets liv) bliver selvbevidst.

Jeg tror, at hvis denne fremvoksende angst, eller det at være grundlæggende bange, ikke erkendes hos flertallet af mennesker, så bliver den projiceret så massivt ud, at vores kultur forvrides, normalt med det resultat, at de fleste bliver endnu mere (uerkendt) bange.

Steen Rasmussen

@John fredsted
Jeg er glad for at mine bange anelser var ubegrundede.

Der bliver brugt for meget af livet på at forsikre sig imod det. Hvis det er det, du mener med det sidste, så er vi helt enige.