Læsetid: 1 min.

Videnskabsminister: 'Forskningsfriheden er ikke truet'

Sagen om en forsker fra Aalborg Universitet, der blev pålagt at undervise i en bestemt bog, handler ikke om forskningsfriheden, siger videnskabsminister Helge Sander. Han mener dog, at der kan være ’enkelte knaster’ i den nye ledelsesstruktur på universiteterne
Indland
4. februar 2009

Videnskabsminister Helge Sander har ofte sagt, at forskningsfriheden er intakt og efterspurgt eksempler på, at den enkelte forskers frihed er truet på landets universiteter som følge af den nye universitetslov.

Men sagen om Charlotte Bruun fra Aalborg Universitet, der blev pålagt at undervise i en bestemt bog, får ham ikke til at ændre holdning til den sag:

"Jeg føler ikke, at en forskers forskningsfrihed er truet, fordi vedkomne ikke selv kan bestemme pensum og lærebøger," siger Helge Sander.

- Synes du, det er i orden, at man bliver pålagt at undervise i en bog, som man ikke mener, er egnet?

"Det her område er hverken reguleret i den tidligere eller den nuværende lov. Så der er ikke noget nyt i det i forhold til universitetsloven.

- Men synes du, det er i orden, at man gør det?

"Jeg kan ikke kommentere på enkeltsager mellem universitetsansatte og ledelsen," siger Helge Sander og tilføjer:

"Men det er indiskutabelt, at det overordnede ansvar for kvaliteten af en uddannelse ligger hos dekanen. Jeg ønsker ikke at detailregulere universiteterne i forhold til den del af ledelsen," siger Helge Sander som heller ikke ønsker at kommentere den konkrete trussel om en fyring, som efterfølgende kom fra dekanen, fordi Charlotte Bruun ikke ville benytte bogen.

Ny lov

Helge Sander har også efterlyst eksempler på, at den nye ledelsesstruktur på universiteterne har begrænsninger. Efter den nye universitetslov blev indført, har lederne fået mere magt - og hvor lederne før var demokratisk valgt af de ansatte, er de nu ansat af rektor.

Derfor har ansatte, der er utilfredse med deres ledere ikke længere noget at skulle have sagt:

"Vi har en anden ledelsesstruktur, og den fungerer efter min bedste opfattelse fint. Ingen ledelsesstruktur fungerer uden knaster eller forskellige forhold, der skal ændres i indkøringsfasen. Men den tidligere ledelsesstruktur var sandelig heller ikke uproblematisk. Så jeg vil meget gerne fastholde den, vi har nu."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her