"Hvor mange penge bruger du på en uge?," spørger Nabil Darwish og retter kameraet mod sine nye danske venner.
800 kr., 2.000 kr., 1.000 kr., lyder svarene.
"Hvor mange penge bruger du selv?" lyder modspørgsmålet.
"Ingen," svarer Nabil Darwish og smiler.
Filmen om penge er projiceret op på væggen og kører i sløjfe, mens lyshårede, mørkhårede, tørklædeklædte og rastafari-flettede mennesker snor sig rundt i de små tætbefolkede lokaler. Klagende arabisk sang lyder fra scenen, og duften af specialbrygget eritreansk kaffe spreder sig fra cafeen.
Det er åbningsaften for det nye kulturcenter Trampolinhuset i centrum af København, og på alle poster arbejder asylansøgere aktivt, for Trampolinhuset er deres sted, og deres mulighed for at fortælle om sig selv og mødes med det samfund, de så gerne vil være en del af.
Midt i lokalet står Nabil Darwish og ser på sin egen film. Han er 34 år og afvist irakisk asylansøger. Han lever i Danmark på sjette år, og for at skulle fremme hans motivation for at rejse tilbage får han ikke længere penge at leve for, men til gengæld kost og logi i asylcenter Sandholm.
Han ser ikke sig selv som et offer, der skal befries fra lejren. Men med sin film vil han gøre opmærksom på, hvor svært det er at hjælpe sig selv, når man ikke må tjene sine egne penge.
"Jeg ser mange intelligente mennesker her i lejrene, som kan gøre nytte i samfundet. Men de her mennesker og deres ressourcer bliver spildt, og i stedet drukner lejrene dag for dag i sygdom, både mentalt og fysisk hos asylansøgeren, men det bliver også en sygdom i det danske samfund som helhed. De fleste i lejrene kan ikke lide det, men hvad skal de gøre? Ingen lytter til dem. Folk bliver som børn, der skal holdes i hånden hele tiden. De er nødt til at lade andre sørge for alt til dem. Mad, sundhed, skole," fortæller Nabil Darwish.
For to måneder mødte Nabil Darwish for første gang de danske idémagere bag Trampolinhuset. Sammen med syv-otte andre asylansøgere sad han og kiggede meget skeptisk på de tre kunstnere og omkring 20 studerende, der var mødt op for at gøre deres dagligdag lysere med kunstprojektet Asyl Dialog Tanken.
Farligt at tænke
"De troede, de kunne forbedre vores liv ved at male væggene i andre farver og hænge billeder op af os. Det ville overhovedet ikke gøre en forskel," fortæller Nabil Darwish og ryster smilende på hovedet.
Alligevel gav han og de andre asylansøgere projektet en chance, for det gælder om at holde sig i gang, når man hverken må arbejde eller lære dansk. Ellers kommer man til at sidde og tænke. Tænke over, hvordan det hele skal ende. Og så giver man op, fortæller Nabil Darwish.
Det var et af de problemer ved at bo i et asylcenter, som gruppen af asylansøgere, kunstnere og studerende diskuterede sig frem til i fællesskab, og derfor blev kræfterne koncentreret om at skabe nogle permanente projekter, hvor man samtidig kan komme i kontakt med omverden, forklarer kunstner Morten Goll, der er en af tre initiativtagere til Asyl Dialog Tanken.
"Asylansøgerne lever i isolation, fattigdom og handlingslammelse, og det er meget værre end de forhold, de bor under. Om de så boede i et telt, ville de andre problemer betyde mere. Derfor droppede vi ideen om at ændre på arkitektur og indretning," siger Morten Goll.
I små grupper filmede asylansøgere og studerende hverdagen i asylcentrene, og da projektet først blev kendt i lejrene, strømmede det til med asylansøgere, der også ville være med. For på den måde kunne de bryde ud af offerrollen og selv bestemme, hvordan de ville fremstilles. "Vi skal kun hjælpe dem til at hjælpe sig selv. For det giver dem ikke værdighed som individer, hvis de ikke selv kan arbejde for at blive lykkeligere," siger kunstner Morten Goll.
'Luk lejren' er ingen løsning
I Trampolinhuset flokkes folk nu om scenen. Morten Goll holder åbningstale på engelsk, og Nabil Darwish tolker til arabisk.
"Det er så let at sige 'luk lejren', men spørgsmålet er, hvad man skal sætte i stedet," lyder det først på det ene og så på det andet sprog.
Trampolinhuset er et bud på et svar. Med sin centrale placering lige ved Kongens Nytorv i København har flere danskere fået mulighed for at mødes med asylansøgere, og ideen er at bryde den mur ned, der eksisterer mellem de to samfund.
Mens børnene tegner med farvekridt på væggen i børnehjørnet, kan man lære dansk og arabisk, asylansøgere kan få gratis retshjælp, eller man kan lære mere om andre kulturer ved at tage sig en kop kaffe.
"Mama, kan du lave en kop til min ven," spørger en gæsterne. På en skammel midt i mylderet sidder Elsa Hapte fra Eritrea og udfører en af de vigtigste ceremonier i sin kultur. Alle kalder hende 'Mama', som man også gør af respekt for ældre i Eritrea. På gulvet foran hende står det medbragte blus, hvor hun selv rister og koger kaffebønnerne. Hun hælder kaffen frem og tilbage mellem kander og kedler for at udføre ceremonien på den helt rette måde. Inden hun serverer den, søder hun kaffen med fire skefulde sukker. På bordene står små gule, grønne, brune og røde kager, som Elsa Hapte også har bagt. Folk bestemmer selv prisen på kaffe og kager, men ikke en krone går til Elsa Hapte og de andre asylansøgere selv. De må ikke tjene penge, så Asyl Dialog Tanken kan ikke hjælpe dem ud af deres fattigdom. Det er heller ikke det vigtigste, siger Nabil Darwish.
"Trampolinhuset kan skabe en forbindelse. Folk kan komme og spørge, hvor er du fra, hvilket sprog taler du. Det giver et sted, hvor folk fra begge samfund kan mødes. Det her er ikke løsningen. Men det er det bedste, vi kan gøre med det, vi har. Vi er normale mennesker og har ikke store politiske dagsordener. Vi prøver bare at ændre de fejl, vi ser," siger Nabil Darwish.
Asylavis som de hjemløse har deres
Ud over kulturhuset har gruppen bag Asyl Dialog Tanken også skabt en ny avis Vis-a-vis, der skal skrives og sælges af asylansøgere og danskere. Inspireret af de hjemløses avis Hus Forbi skal avisen give læserne indblik i, hvordan verden ser ud for en asylansøger.
Pengene fra avisen og Trampolinhusets café skal gå til at etablere et permanent kulturhus, når Trampolinhuset lukker den 15. marts. Men det vil kræve halvanden million kroner årligt, anslår kunster Morten Goll. Så uanset hvor meget kaffe, Elsa Hapte brygger, afhænger projektet af velvillige fonde.
Ved et af bordene sidder georgiske Erik Jakubjan. Med boremaskine, hobbykniv og hammer har han været med til at forvandle Trampolinhuset fra en rodet byggeplads til et kulturhus, og i dag kan han slappe af. For ham er projektet allerede en succes, selv om det ikke skulle lykkes at tjene penge nok til et permanent kulturhus og en fast asylavis.
"Vi har arbejdet sammen med mange studerende fra Kunstakademiet og Arkitektskolen, og vi har lært dem at kende som søde og sjove mennesker," siger Erik Jakubjan.
"Før det her projekt havde jeg ingen nære danske bekendte, så det er allerede en forandring. For problemet er, at vi er isolerede."
Jeg bliver så glad, når jeg læser artiklen fordi det kun bekræfter mit eget indtryk af Trampolinhuset.
Jeg følte samme lethed, da jeg overværede lanceringen af ideen om det nye blad forleden, og også den samme smittende glæde da jeg slog et smut forbi den anden aften og oplevede hvordan alle dansede og sang og vred sig til fremmede rytmer, mens smil og latter gjaldede rundt i trampolinen.
Det gav mig virkelig lyst til at hoppe, og forsøge at se hvor højt trampolinhuset kunne løfte mig op.
Jeg tror, at alle andre havde det på samme måde.
Tillykke med det flotte initiativ!! Godt gået.
Mange hilsner
Michael Svennevig
Hvor er det dog befriende at der er nogen mennesker som ikke bliver ved med at gøre deres liv så elendigt som muligt, i håb om at vække medynk.
Det er uværdigt, og kontraproduktivt.
Det viser sig jo hver gang at man prøver at smide velfungerende mennesker ud, så bliver lokalsamfundene edderspændt rasende.
Det lukker simpelt luften ud af DF's fordomme.
Samtidigt svækker det naturligvis argumentet om at alt er samfundets skyld, men det tager jeg gerne med.
pøj-pøj herfra.
Mis Information?
Jeg har nogle kommentarer til Emil Rottbølls artikel
Jeg synes at Trampolinhuset er et godt initiative og jeg håber det lykkedes at skabe bedre kontakt mellem asylansøgere og danskere. Der er også brug for et værested / kulturhus, hvor asylansøgere kan lave aktiviteter uden for asylcentrene. Men jeg mener at dem bag Trampolinehuset gøre asylansøgeres sag et bjørnetjenste ved at give mis-information om asylansøgeres situation og nuværende muligheder. Desuden undrer det mig at Dagbladet Information ikke har undersøgt nærmere hvad der blev fortalt; det viser en mangel på journalistik. Jeg fremæver to eksemplar.
Det er forkert at asylansøgere ”må ikke lærer dansk”. Det må de gerne, men det er et begrænset tilbud udlændingeservice betaler for. Fx. til ansylansøgere som har børn der går i skole og dem der der skal tage en undannelse der foregår på dansk fx i frisørskolen. Der er mange asylansøgere der går lovligt til dansk undervisning i centrene og andre steder.
Dagbladet Information skriver at ”de må ikke uddanne sig”, som om det er et faktum. Det er forkert. Der er mange asylansøgere der uddanner sig. Røde Kors Huset på Frederiksberg er fuld af asylansøgere fra kl. 08.15 til 15.45 mandag til fredag på kurser i bl.a. alfabetisering, dansk, engelsk og PC kørekort. Jeg kender asylansøgere, som går på tekniske skole, universitetet og på IT kurser hos microsoft.
Der er allerede mange individer og organisationer der knokler for asylansøgeres rettigheder og et bedre liv – og at der er et initiativ til kun kan gavne asylansøgere. Men vi er alle nødt til at blive vel informerede, og at tage agt ikke at skabe misledende billeder af asyllivet i medierne. Det underminerer alle af os og vores arbejde i vores fælles formål. Mis – information i artiklen formindsker troværdighed i såvel Trampolinhus projekt og Dagbladet Information.
Patricia Brander:
Jeg må lige tage Information i forsvar her - Emil Rotbøll påstår ikke, at asylansøgere generelt ikke må lære dansk. Der er tale om en udtalelse fra Nabil Darwish, som muligvis vedrører hans egen og andres situation. Som du selv beskriver forholdene, lader du selv til at mene, at ikke alle har mulighed for at lære dansk, og Nabil Darwish' udtalelse handler vel netop om den del af asylansøgerne, som ikke har den mulighed. Andet påstås hvert fald ikke, så kritikken er for mig at se uberettiget.
Hvad angår uddannelse: ja, asylansøgere må gerne lære noget, men må de uddanne sig? Jeg må indrømme, at jeg ikke kender nok til reglerne for voksne asylansøgere, men jeg ved i hvert fald, at børnene - selv om de går i skole - ikke har ret til f.eks. at få en afgangseksamen. Har de voksne ret til en uddannelse på papiret?
Mvh
Patricia
Selvfølgelig krydstjekker jeg med andre kilder, om de informationer, jeg får, er korrekte.
Nabil Darwish må ikke lære dansk, og det samme gælder for alle andre afviste asylansøgere.
Han får ingen penge, men det er der andre, der gør.
Fokus i artiklen er ikke at beskrive forholdene for asylansøgere. Det er at beskrive, hvad de selv gør for at forbedre deres situation.
Jeg vil godt medgive, at sætningen i underrubrikken om, at 'de ikke må uddanne sig', er misvisende, for f.eks. får Nabil Darwish engelsk-undervisning. Men han og mange andre har ikke mulighed for at tage en egentlig uddannelse, møde danske studerende og integrere sig i samfundet.
Læs om mere asylansøgeres vilkår her:
http://www.nyidanmark.dk/da-dk/Ophold/asyl/asylansoegernes_vilkaar/asyla...