Nyhed
Læsetid: 1 min.

Betjent frikendt for vold mod journalist

Danmarks første sag om politivold mod en journalist er afgjort med sejr til politiet. Retten fastslår, at beviserne ikke er klare nok
Indland
21. marts 2009

Københavns byret frifandt i fredag en betjent, der var tiltalt for vold mod den tyrkiske CNN journalist Ünsal Turan. Retten lagde især vægt på, at vidnerne i sagen afgav modstridende forklaringer.

Journalisten havde anmeldt betjenten for et kraftigt slag i brystet. Det fik han angiveligt under sit forsøg på at fotografere en episode, hvor fire tyrkiske drenge blev stoppet af politiet og visiteret en februar aften sidste år på Vesterbro i København.

Betjenten sagde i retten, at han kontaktede journalisten og tilfældigt ramte hans bryst, da han med hævet pegefinger bad journalisten gå, fordi de fire drenge ikke ønskede at blive fotograferet. Men det var ikke rigtigt, sagde to af drengene, som vidnede i retten. De havde ikke noget imod at blive fotograferet.

Journalisten fastholdt i retten, at betjenten slog ham.

Rettens konklusion var, at beviserne ikke rakte til at dømme betjenten for vold.

Ünsal Turan mener, afgørelsen har alvorlige konsekvenser.

"Den slags adfærd forhindrer journalisters frie arbejde, og så længe den slags afgørelser finder sted, fortsætter volden," siger han.

Det er altså ikke et personligt nederlag, men et fagligt, mener Ünsal Turan, der vil skrive om afgørelsen på blandt andet CNN.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her