Nyhed
Læsetid: 3 min.

Canadier truer Fogh

Frankrig genindtræden i NATOs integrerede samarbejde kan skade Fogh - 'Frankrig støtter USA's forslag om canadier', siger tidligere NATO diplomat
Indland
14. marts 2009

Udsigterne til, at Anders Fogh Rasmussen kan udskifte visitkortet og flytte til Boulevard Leopold III i Bruxelles - hvor NATOs hovedkvarter ligger - bliver mindre, når Frankrig genindtræder i alliances militære samarbejde.

Det vurderer den tidligere canadiske NATO-ambassadør David Wright.

"Det er opfattelsen, at Frankrig vil støtte USA's kandidat. Og han er Peter MacKay, Canadas forsvarsminister," siger den tidligere diplomat.

Det er en ny udvikling. I sidste uge var der forlydender om, at Tyskland, Storbritannien og Frankrig var enige om at støtte Foghs kandidatur. Ifølge den tyske avis Süddeutsche Zeitung havde de tre store europæiske landes regeringschefer valgt den danske statsminister. Men - ifølge diplomatiske kilder - har Frankrig altså nu besluttet sig til at støtte MacKay.

"Det er en realistisk tolkning. Sarkozy ønsker at skabe bedre forhold til Barack Obama og USA, men samtidig skal han pacificere den USA-kritiske del af sit parti. Ved at støtte MacKay - der taler fransk - kan han gøre begge dele. Det vil være lidt af et fransk mestertræk," vurderer Cécile Kérébel fra det ansete franske udenrigspolitiske forskningscenter Institut Français des Relations Internationales (IFRI).

Frankrig og NATO

Udviklingen kommer efter Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy tidligere på ugen bebudede, at Frankrig vil genindtræde i NATOs integrerede samarbejde. Det forlod Frankrig i 1966. Den daværende præsident General Charles de Gaulle mente dengang, at det nordatlantiske forsvarssamarbejde var for domineret af USA.

Sarkozy - der repræsenterer det gaullistiske parti UMP - har politisk haft svært ved at vinde politisk sympati for sin beslutning. Hervé Morin, Frankrigs forsvarsminister, var angiveligt imod beslutningen. Han er ikke alene. Også tidligere forsvarsminister, den indflydelsesrige indenrigsminister Michèle Alliot-Marie er angiveligt skeptisk overfor beslutningen.

Men det ser Cécile Kérébel som endnu en grund til, at det bliver MacKay og ikke Fogh, der overtager NATO-generalsekretærposten efter hollænderen Jaap de Hoop Scheffer.

"Sarkozy har behov for at vise, at han får indflydelse på NATO, og at beslutningen om at genindtræde ikke er et knæfald for USA. Ved at vælge en canadier - en mand fra et delvist fransktalende land, som mange franskmænd har stor sympati for - kan han vise, at Frankrig har indflydelse."

Andre eksperter deler denne opfattelse. Bastian Giegerich fra den anerkendte tænketank International Institute for Strategic Studies i London mener også at Peter MacKays kandidatur "nu er mere plausibelt".

"Man skal vel heller ikke glemme, at Fogh var endog meget tæt på Bush administrationen. Det gør ham ikke just populær i Det Hvide Hus. Obama blev valgt på sin modstand mod krigen i Irak. At vælge en mand, der dels har støttet Irak-krigen, dels har skabt fjender i den arabiske verden - som følge af Muhammed-tegningerne - er måske ikke indlysende," lyder det fra den britiske ekspert.

Han tilføjer - ligesom de andre iagttagere - at "intet er afgjort".

"Det hele er spekulation. Men rygter opstår ikke ud af det rene ingenting. Fogh står oplagt svagere nu end han gjorde for en uge siden."

Det har hidtil været antagelsen, at NATOs generalsekretær skulle komme fra et europæisk land. Men det mener eksperterne ikke spiller en rolle.

Et andet forhold, der kunne tale for Peter MacKay, er, at "det er Canadas tur". Det skriver den canadiske avis The Toronto Star.

Den tidligere canadiske udenrigsminister John Manley var en af topkandidaterne i 2003. Ifølge The Toronto Star beklagede den daværende canadiske premierminister overfor George Bush, at USA ikke havde støttet Manleys kandidatur. Canada har - efter USA - det største kontingent soldater i Afghanistan.

Peter MacKay selv afviste i torsdags rygterne: "Jeg har ikke planer om at forlade canadisk politik. Jeg har mange opgaver som parlamentsmedlem for Nouvelle-Écosse," sagde MacKay til CBC.

Den nye generalsekretær skal tiltræde 1. august. Beslutningen ventes offentliggjort ved NATOs topmøde i Strasbourg 3.-4. april.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det kan være vanskeligt at vurdere holdbarheden i de forskellgie stand-up kommentatorers politiske kandestøberier om hvorvidt Anders Muhammedkrise Rasmussen nu får en retrætepost i udlandet eller ej.

En ting burde imidlertid væres sikkert. Hvis Fogh ikke får jobbet, så kommer han godt nok på en vanskelig opgave, når han efterfølgende skal forsøge at genoprette sin autoritet som Danmarks statsminister!