Et center for grønne taler og nagende tvivl

De går og øver sig ude i Bella Centret. I sidste uge var det 2.000 videnskabsfolk fra hele verden som via 58 workshops og 600 mundtlige oplæg forsøgte at gøre status over klimaets tilstand. I denne uge har det været 1.700 CO2-købmænd, projektmagere og kvotemarkedsanalytikere, der har drøftet, hvad pristurbulensen på CO2-markedet betyder for klimabeskyttelsen - og vice versa.

Til maj mødes så alverdens virksomhedsledere til World Business Summit on Climate Change for at lytte til Al Gore og Ban Ki-moon og granske erhvervslivets ansvar og muligheder i en klimaforstyrret verden.

I juni følger 1.500 lokalpolitikere fra hele verden for at diskutere kommuners bidrag til redning af planeten. Og til september kaldes der sammen til Nordic Climate Solutions, hvor 1.000 internationale investorer, erhvervsfolk og ingeniører vil drøfte "nye markedstrends, rammebetingelser og markedsbarrierer at overvinde" i en varmere verden.

Alt sammen i Bella Centret og alt sammen generalprøver på the real thing, klimatopmødet i december, der ventes at trække flere deltagere end alle de forudgående klimaseancer i centret tilsammen - for ikke at nævne de tilrejsende aktivister, der ifølge egne udsagn skal tælles i titusinder.

Klima, klima, klima, klima, klima, klima

Der er mange dagsordner og motiver. Nogle vil sælge projekter og tjene penge. Andre vil lave revolution. Atter andre rider med på bølgen af medieopmærksomhed, konferencerejser og gratis frokoster. Rigtig mange er engagerede ildsjæle, hvad enten de som klimaforhandlere møder i jakkesæt og stram slipse-knude eller som klimaaktivister optræder i alle regnbuens farver og forklædt som pingviner.

Men alle steder rumsterer de samme spørgsmål: Lykkes det her? Får vi en ny global klimaaftale i København? Kan den redde os, eller bliver den bare en sovepude og hindring for mere vidtgående handling og forandring? Er det overhovedet det rigtige sted at lægge sine kræfter? Er det de rigtige spørgsmål, vi rejser?

Kun én ting er sikker: Når regeringschefer, ministre og forhandlere fra omkring 190 lande den 18. december rejser sig og klapper af sig selv og hinanden i Bella Centret (som en FN-diplomat siger: 'Den slags kan pr. definition kun ende på én af to måder: Som succes eller som meget stor succes'), så vil klimaet for en tid forsvinde fra dagsordenen.

"Jeg synes ikke, jeg har noget liv," sagde forleden Yvo de Boer, FN's klimachef og manden, der 24 timer i døgnet holder sammen på forhandlingsspillet. Som de Boer vil Connie Hedegaard, Al Gore, Nicholas Stern, Rajendra Pachauri, forhandlerne, embedsmændene, eksperterne, erhvervsfolkene, ngo'erne, pressefolkene og alverdens avislæsere og tv-seere den 19. december være dødtrætte af klimaet og ønske enten blot at sove eller at få andre overskrifter og begivenheder at forholde sig til. Og ude i Bella Centret vil det øjeblikkeligt være business as usual med allerede planlagte forbrugsmesser om camping og golf (januar 2010), mode og både (februar) samt biler og bolig (marts).

Hvordan kampen for at redde civilisationen fra klimakaos vil genvinde momentum efter klimatopmødet, og hvem der fortsat vil føle sig som del af den, er spørgsmål nok så afgørende som dét, der lige nu står forrest: Får vi en klimaaftale i København eller ej?

Jeg tror, vi kan

Yvo de Boer holder fast i optimismen.

"Jeg tror, vi kan. Vi er nødt til at nå frem til en aftale i København om et langsigtet svar på klimaændringerne," siger han til Information. Al Gore er på linje:

"Jeg tror faktisk, vi får en aftale i København," sagde han forleden til The Guardian.

Sådan er der mange professionelt engagerede aktører, som til det sidste vil holde fast i optimismen og troen på, at der kan vedtages en meningsfuld klimaaftale. Det gælder også de store internationale ngo'er, hvis raison d'être er at udøve pres på beslutningstagerne for at opnå det bedst mulige resultat. Som udtrykt af David Turnbull, direktør for 450 internationale organisationers klimanetværk, Climate Action Network (CAN):

"FN-processen er selve stedet, hvor løsningen må eksistere, fordi dette er et globalt problem, som alle har en aktie i. Processen fik fremdrift med vedtagelsen af en køreplan i Bali forrige år, og den har nu fået yderligere fremdrift med den ny regering i USA. Vi vil yde alt, hvad vi kan, for at sikre en stærk klimaaftale i København."

Men ikke alle er optimistiske. USA's hidtidige ambassadør i Danmark, James P. Cain, tror f.eks. ikke, der kan vedtages en ratificerbar klimaaftale til december. Snarere en tekst med beskrivelse af en fortsat proces, der kan bringe klimamålene inden for rækkevidde.

"Der er simpelthen ingen chance for, at en ny klimatraktat kan godkendes af Senatet, som landet ligger," vurderede Cain, da han forrige uge talte på Århus Universitets store klimakonference.

En meningsmåling offentliggjort i tirsdags på analysevirksomheden Point Carbons konference for CO2-købmænd vidner om dalende tro på en aftale. Blandt knap 3.000 adspurgte branchefolk siger 59 procent, at de tror, en aftale vil blive indgået - et fald fra 71 procent sidste år. Godt 23 procent tror, det vil mislykkes - det er mere end en fordobling siden 2008. Point Carbon forklarer den øgede skepsis med den langsomme fremdrift i forhandlingerne i kombination med den globale økonomiske krise.

Eileen Claussen, formand for det uafhængige Pew Center on Global Climate Change og tidligere chef for USA's miljøstyrelse, sagde i denne uge, at verden måske skal forberede sig på, at København kun leverer rammerne for en kommende klimaaftale.

"Vi kan stadig gøre meget betydelige fremskridt mod en endelig aftale, og den bedste måde at gøre det på, er måske at sigte efter en stærk midlertidig aftale i København," sagde Claussen.

Også Yvo de Boer åbner for, at en Københavns-aftale næppe bliver rigtig færdig.

"Jeg tror, der vil være nogle detaljer og tekniske elementer i en sådan aftale, som man vil være nødt til at få på plads efterfølgende, eftersom det kræver mere tid," siger han.

Hvis aftalen er for dårlig

Mest bekymrede er måske i virkeligheden de, der faktisk forudser vedtagelsen af en klimaaftale - men en aftale så utilstrækkelig, at den blokerer for mere vidtgående handling i årtier.

"Jeg er dybt pessimistisk," siger Svend Auken, Danmarks tidligere miljø- og energiminister, der forhandlede Kyoto-aftalen og kender storpolitikkens spil så godt som nogen.

"Ingen reducerer reelt, og de tre afgørende forudsætninger - at USA får styr på et effektivt mandat, at EU genindtager sin førerrolle, og at der sikres nye penge til u-landene - er meget, meget langt fra at blive indfriet."

Auken frygter, at Københavnsmødet bliver en ren diplomatisk eksercits:

"Alt tegner til en succes med masser af bekymrede analyser, dristige taler og lunkne løfter. Faktisk ringere end Kyoto."

Bekymringen for en svag aftale var også at spore blandt deltagerne på Københavns Universitets videnskabelige klimakongres sidste uge. Det fremtrædende medlem af FN's Klimapanel professor Stefan Rahmstorf, Potsdam University, frygtede, at forskerudsagnet om, at et stop ved to graders opvarmning giver 50 procent chance for at undgå klimakatastrofer, af politikerne udlægges som, at det er okay med et kompromis, der sigter på tre grader.

Den britiske fysiker John Ashton, nu klimaekspert for den britiske regering, formulerede skismaet således:

"I naturvidenskab handler usikkerhed om variationen i et signal: Med hvor stor sikkerhed kender vi udsvingene i et signal, som vitterlig er der? I politik bruges usikkerhed ofte som udtryk for, at der nok slet ikke er noget signal - med den politiske konklusion, at intet bør gøres. Og med beskeden til forskerne: 'Kom tilbage, når I ved, at der er et problem.' Der er mange, som enten af uvidenhed eller ond vilje er villige til at forveksle den ene slags usikkerhed med den anden."

Så kombinationen af manglende klima-indsigt og prioritering af andre hensyn - kriseramt økonomi, geopolitik, genvalgschancer - kan lede alverdens beslutningstagere til et kompromis af en klimaaftale, der reelt ikke beskytter planeten og civilisationen. Sådan som mange siger, det er tilfældet med den gældende Kyoto-aftale fra 1997. Aftalens beskedne mål var at reducere de underskrivende i-landes udledninger med 5,2 procent inden 2012 - ved FN's seneste opgørelse for tiden frem til 2007 var udledningerne fra i-landene uden for Østblokken steget med over ni procent. I dag satser vestlige lande og virksomheder i høj grad på at nå deres mål via Kyoto-aftalens 'fleksible mekanismer', dvs. retten til at købe CO2-kreditter i øst- og u-lande eller regulær 'varm luft' fra østlande. Ikke mindst EU presser i forhandlingerne hårdt på for at udbygge det internationale CO2-handelssystem, så det fra 2015 omfatter hele OECD, og så hele samfundssektorer i u-lande som Kina og Indien kommer under et kvoteloft med tilhørende CO2-kreditter, der kan købes af bl.a. vestlige lande og virksomheder.

"Indtil nu har reaktionen fra u-landene været temmelig negativ, fordi de ser det som en bagdør til at pålægge dem reduktionsmål," siger FN's Yvo de Boer. Og fra CO2-købmændenes konference i Bella Centret meldte Nick Campbell, klimachef i lobbyorganisationen Business Europe, at "jeg må indrømme, at Københavnsmødet begynder at skræmme mig".

"Jeg spørger mig selv, hvordan dette skal bringes i mål. For mig er det at tage et spring i blinde med sin forhandlingsposition for at se, hvad modreaktionen er," sagde Campbell til Reuters om EU-udspillet.

Tvivlsomt selskab

"Det, der tales om for København, er en styrkelse af Kyoto-tilgangen, et kvotesystem med CO2-kompensation og nødudgange, som med garanti vil fejle, når det gælder om at sikre de nødvendige, hurtige udledningsreduktioner," sagde på forskernes kongres James Hansen, chef for NASA Goddard Institute og en af klimaforskningens pionerer.

Hansen er en af dem, der i dag siger hellere ingen Københavns-aftale end en svag aftale, der låser verden mange år frem. Hans kollega professor Kevin Anderson, forskningschef ved det britiske Tyndall Centre, mener, forskerne skal blive ved at presse politikerne, men han anser chancen for en tilpas ambitiøs klimaaftale for "meget, meget spinkel".

Hos de internationale ngo'ers klimanetværk siger David Turnbull:

"Vi kæmper for en aftale, der sætter os på det rette spor og ikke låser os fast på svage mål eller en forkert retning. At opnå en aftale, der gør det muligt at klappe i hænderne og sige 'vi blev enige', er ikke nok. Sker det, vil vi være de første til at kritisere resultatet."

- Kan der komme et punkt, hvor CAN må sige: Dette tegner uacceptabelt. Vi fraråder vedtagelsen af en aftale'?

"Der er ingen Plan B for planeten. Det er en skræmmende tanke, at København kan mislykkes. Men hvis vi når et punkt, hvor det sandsynlige resultat vil blokere for at reducere CO2-udledningerne i overensstemmelse med videnskabens anbefalinger, så vil vi sige fra," siger Turnbull.

Dilemmaet ved undervejs i processen at undsige en klimaaftale, der tegner svag, er, at man bringer sig på samme hold som de klimaproblemsbenægtere, der - ofte med ideologiske motiver - agiterer mod en Københavns-aftale, fordi de ikke vil have indgreb i den eksisterende energiøkonomi og i den personlige frihed til at gøre, hvad man vil.

Folk som Tjekkiets præsident, Vaclav Klaus, der forleden i en tale om EU's klimaindsats sagde, at "de næppe vil røbe deres sande planer og ambitioner, som er at stoppe økonomisk udvikling og sende menneskeheden adskillige århundreder tilbage."

Grænserne

Svaret på dilemmaet kan være erkendelsen af, at ingen klimaaftale i sig selv kan afværge krisen. Hvor skrap aftalen end måtte blive, er der mangfoldige andre fronter at sætte ind på.

Som i den daglige praksis, hvor f.eks. ATP torsdag meldte, at man nu investerer 2,2 milliarder kroner i vedvarende energianlæg. Eller hvor Grameen Bank i Bangladesh har sikret installation af 250.000 enkle solenergianlæg i fattige landsbyer. Hvor byrådet i Ringsted oplyser, at man som hjemlig kommune nr. 31 har påtaget sig ambitiøse CO2-reduktionsmål. Hvor EU-Kommissionen omsider har udfærdiget lovgivning, der fra 2012 forbyder traditionelle glødepærer og påbyder energieffektiv gadebelysning, angiveligt med en årlig CO2-besparelse på 32 mio. ton til følge. Hvor Nørrebro Bryghus nu vil være Danmarks første CO2-neutrale bryggeri.

Men indsatsen for klimaet drejer sig også om de stimulus-pakker, der nu vedtages nationalt og regionalt for at hjælpe de kriseramte økonomier. Pavan Sukhdev, direktør og økonom i Deutsche Bank, gjorde under denne uges Point Carbon-konference opmærksom på, at der ikke er meget 'New Green Deal' over de hidtidige krisepakker.

"Af de 2.800 milliarder dollar, der hidtil er puttet i stimulus-pakker, kan kun 300-450 mia. siges at gå til grønne projekter. Resten - initiativer for omkring 2,5 billioner dollar - sendes efter de forkerte ting," sagde Sukhdev med henvisning til investeringerne i traditionelt vækstskabende, men ikke bæredygtige initiativer.

"Det går godt, lige indtil det går galt," skriver den hjemlige energianalytiker Klaus Illum om den traditionelle, eksponentielle vækst i sin nye bog Om-tanke, der argumenterer for, at den dobbelte økonomiske og klimamæssige krise "med ét har bragt os frem til det verdenshistoriske vendepunkt ved vækstens grænser".

Samme erkendelse spøger hos New York Times' berømte kommentator Thomas Friedman, der i sin klumme forleden skrev:

"Lad os i dag bevæge os ud over de normale grænser for analyse af vor økonomiske krise og stille et radikalt spørgsmål: Hvad nu hvis krisen af 2008 er udtryk for noget meget mere fundamentalt end en dyb recession? Hvad hvis den fortæller os, at selve den vækstmodel, vi har skabt over de seneste 50 år, simpelthen er økonomisk og økologisk ubæredygtig, og at 2008 var tidspunktet, hvor vi ramte muren - hvor Moder Natur og markedet begge sagde: 'Ikke mere.'"

Ude i Bella Centret, i den by, der vil være verdens første CO2-neutrale hovedstad, har de pakket sammen efter denne uges CO2-kvotehandlere. I morgen åbner en messe for sko og tasker.