Nyhed
Læsetid: 3 min.

Erik, Erik, Henning, Anker og Jørn går til kamp mod ligestillingslov

Kommunerne foreslår, at centrale dele af lovgivningen om ligestilling ophæves. En forenkling, der vil spare tid, mener KL, der bliver mødt med kritik fra ministeren, ordførere og forskere
Med formandsskabet i spidsen vil Kommunernes Landsforening stoppe registreringen af, hvor mange kvinder der er ansat i kommunerne, samt hvilke funktioner kvinderne indtager. Funktionerne i KL-s formandsskab er derimod givet, idet Erik Fabrin (billedet) fra Venstre indtager formandsrollen. Socialdemokraten Anker Boye er næstformand, men også Henning Jensen (A), Erik Nielsen (A) og Jørn Sørensen (B) er en del af KL-s øverste politiske ledelse.

Med formandsskabet i spidsen vil Kommunernes Landsforening stoppe registreringen af, hvor mange kvinder der er ansat i kommunerne, samt hvilke funktioner kvinderne indtager. Funktionerne i KL-s formandsskab er derimod givet, idet Erik Fabrin (billedet) fra Venstre indtager formandsrollen. Socialdemokraten Anker Boye er næstformand, men også Henning Jensen (A), Erik Nielsen (A) og Jørn Sørensen (B) er en del af KL-s øverste politiske ledelse.

Indland
20. marts 2009

Der er lige så mange borgmestre i Danmark, der hedder Erik, som der er kvindelige borgmestre.

Nu lancerer den ene af dem, nemlig Kommunernes Landsforenings formand Erik Fabrin et forslag, der vil gøre op med centrale dele af ligestillingslovgivningen.

Kommunerne skal slippe for en række ligestillingsregler, foreslås det i KL's nye udspil til forenkling af en række statslige regler. Udspillet lægger op til, at staten afskaffer to centrale paragraffer i 'Lov om Ligestilling af mænd og kvinder'. Væk skal den nuværende paragraf om, at der skal indstilles både mænd og kvinder til kommunale udvalg, råd og nævn, og væk skal paragraffen om, at alle kommuner hvert andet år skal redegøre for den kommunale ligestillingsstatus.

Forslagene lanceres sammen med en række andre forenklingsinitiativer, der generelt skal lette de administrative byrder i kommunerne.

"Medarbejderne i kommunerne bruger i dag for lang tid på at administrere bureaukratiske statslige regler. Hvis regeringen gennemfører de mange forslag og forenkler reglerne, vil medarbejderne få mere tid til at yde service overfor borgerne," hedder det i forslaget.

Men knap har KL's forslag set dagens lys, før det møder kontant afvisning fra flere sider. Karen Jespersen (V), minister for Ligestilling og Velfærd afviser prompte idéen:

"Ligestillingsredegørelserne er rigtig gode til, at kommunerne kan vise over for borgerne, hvilke initiativer de tager for at fremme ligestillingen, så jeg er ikke enig i, at de bør afskaffes. Jeg mener også, at besværet er skåret ned til et minimum nu, hvor der er mulighed for at lave redegørelserne og indberette elektronisk," svarer Karen Jespersen til Information pr. mail. Heller ikke kravet om, at kommunerne skal indstille både mænd og kvinder til udvalgsposter, vil hun gøre op med:

"På det andet felt - nemlig kommunernes kritik af, at de skal indstille både en mand og en kvinde til råd, nævn og udvalg - anser jeg det for særdeles vigtigt, at også kommunerne er med på denne del af ligestillingen."

Men at KL overhovedet henviser til afbureaukratisering, når udspillet foreslår en afskaffelse af ligestillingsredegørelser og et farvel til princippet om, at der skal indstilles både mænd og kvinder til kommunale udvalg er helt hen i vejret og et kæmpemæssigt tilbageskridt for dansk ligestillingspolitik, mener flere ligestillingsordførere.

Tilbage til abestadiet

Pernille Vigsø Bagge, der er ligestillingsordfører i SF køber ikke argumentet om forenkling og kalder forslaget grotesk:

"Så er vi tilbage ved abestadiet, og det her har ikke en skid at gøre med forenkling. Det er jo et spørgsmål om at omgå den ligestillingslov, der er vedtaget i Folketinget, og det synes jeg simpelthen er grotesk," siger hun.

Socialdemokraternes ordfører Julie Rademacher mener heller ikke, det handler om forenkling, men om politik - hun møder ligeledes udspillet med hård kritik:

"Det vil være et kæmpe tilbageskridt for ligestilling. Hvis man gør det, så tyder det på, at politik går hen og bliver en eller anden mandeklub, hvor man bare lige vedtager at afskaffe ligestillingsredegørelserne. Det siger noget om, hvor grelt det står til i kommunerne," siger hun.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen tilslutter sig kritikken og kalder kommunernes udmelding absurd:

"At kalde ligestillingstiltag for overflødigt bureaukrati er ærlig talt den lammeste undskyldning, jeg længe har hørt. Og at budskabet oven i købet kommer fra et område, der skriger på ligestilling, gør udmeldingen endnu mere absurd."

Eksperter kritiserer også

Kønsforsker og professor ved Stockholms Universitet Drude Dahlerup fraråder også KL's forslag, der vil være et ligestillingspolitisk tilbageskridt:

"Ved at have de redegørelser skabes der en debat og et pres for at gøre noget," siger hun og sammenligner det med et eksamensprincip, hvor kommunerne skal bevise, at de rent faktisk gør noget på området. Desuden er det samme metode, man bruger i FN, hvor Danmark også skal kunne redegøre for ligestillingsarbejdet, fortæller Drude Dahlerup.

Ligestillingsforsker og lektor ved Roskilde Universitet Karen Sjørup mener ikke, at KL nogensinde har prioriteret ligestilling, men alligevel er forslaget mærkeligt:

"Det er et meget, meget mærkeligt signal at sende, for der er et stort ligestillingsunderskud i kommunerne," siger Karen Sjørup.

Information havde ikke mulighed for at få en kommentar fra nogen af mændene i den politiske ledelse i KL, men afdelingschef Mikala Kreiser forklarer, at udspillet udelukkende handler om en regelforenkling:

"Det er på ingen måder en nedprioritering af den kommunale ligestillingsindsats," siger hun og forklarer, at redegørelserne i dag ikke er garant for ligestilling:

"Det at have et bureaukrathåndtag er ikke nødvendigvis det, der fremmer ligestilling. Vores synspunkt er, at det må være op til den enkelte kommune at vælge, hvordan de selv vil arbejde med ligestilling."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her