Nyhed
Læsetid: 5 min.

'Gud er grum'

Da Zimbabwes finansminister i torsdags var færdig med at udbetale lønninger, var statskassen tom
Indland
30. marts 2009
Det er et svært job i en vanskelig tid, for Zimbabwes finansminister Tendai Biti fra partiet Movement For Democratic Change (MDC). Information møder ham i Zimbabwe.

Det er et svært job i en vanskelig tid, for Zimbabwes finansminister Tendai Biti fra partiet Movement For Democratic Change (MDC). Information møder ham i Zimbabwe.

Philimon Bulawayo

HARARE - "Gud er grum," stønner finansminister Tendai Biti, allerede før jeg har fået sat mig.

"Jeg kan ikke fordrage Robert Mugabe, og nu laver jeg hans beskidte arbejde med at rydde op efter 28 års rod."

Som næstformand i oppositionspartiet Movement for Democratic Change, MDC, er det Biti's opgave i landets samlingsregering at få økonomien på fode igen efter den højeste inflation, noget land i verden nogen sinde har oplevet. Som finansminister bestyrer han en 'butik', hvor de samlede indtægter kun når op på 20 millioner dollar om måneden, mens alene lønudgifterne til de offentlige ansatte er 30 millioner. Derudover bør han skaffe yderligere 70 millioner månedligt for at kunne finansiere resten af statsbudgettet.

Det kan han ikke, og han kunne have tilføjet, at de vestlige donorer i øjeblikket behandler ham mindst lige så grumt som Vorherre.

"Pengene kommer ikke," sukker han.

"Vi skriger efter dem. Vi kan ikke opbygge en retsstat eller demokrati uden penge, men donorerne vil have demokratiske forandringer, før de hjælper os økonomisk. Jeg har ikke tid til at diskutere, om hønen eller ægget skal komme først - jeg har brug for en halv høne og et halvt æg samtidig. Så skal vi nok klare resten selv."

Ambitiøs plan

Biti fremlagde i sidste uge en ambitiøs plan for genopretning af landet. På kort sigt skal man bruge to milliarder dollar til at kickstarte økonomien og genopbygge nøglesektorer som sundhed og uddannelse.

Planen kræver samlede investeringer på i alt fem milliarder. Det er småpenge i sammenligning med de økonomiske stimuleringspakker, som vestlige regeringer de seneste måneder har bevilget sig selv, men alligevel langt mere, end de umiddelbart er parate til at investere i vækst, demokrati og stabilisering af Zimbabwe.

Den International Valuta-fond har netop afvist at yde nye lån før gamle restancer er betalt, og USA's regering har samtidig forlænget økonomiske sanktioner med et år. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har på sidste uges besøg i landet bevilget 20 mio. kroner i humanitær hjælp, og efter hende kom den norske kollega med et tilsvarende løfte. De er øremærket katastrofehjælp til syge og sultende og kan ikke umiddelbart indgå i statskassen. Donorerne kræver håndfaste forbedringer af retstilstanden, især et stop for forvisningerne af hvide farmere fra deres ejendomme, før de vil give større penge.

"Men vi har brug for at vise for eksempel politicheferne, at balancen er tippet," siger Biti.

"Hvis vi skal have politiet ud og standse f.eks. invasionerne af de hvide farme, så er der nogle politichefer, der skal vove et stort spring og tro på, at den gamle tilstand ikke vender tilbage. En af vore vigtigste måder at vinde folks tillid på er at sørge for, at de får deres løn."

Frihedsønsker

At donorerne i afrikanske lande ofte rangerer på niveau med Vorherre er et kendt forhold, men intet sted er det mere tydeligt for tiden end i Zimbabwe: De holder landets skæbne i deres hænder.

"De ønsker, at vi skal skaffe politiske fanger fri, de ønsker, at vi skal gøre medierne frie, men vi bruger al vor tid på at rende rundt og lede efter penge til at betale de offentlige ansattes løn, for vi ville ikke kunne holde til en strejke blandt landets få tilbageværende lønmodtagere. Vi gik ind i samlingsregeringen for at løsne statens greb og forberede landet på en demokratisk reform. Men så længe vi hænger fast i dette økonomiske kviksand, kommer vi ikke i gang med disse mål. Og mislykkes vi, risikerer Zimbabwe at ende som med en sammenbrudt stat og uvægerligt efterfølgende blodige opgør."

Små skridt

Foreløbig er der små, men klare tegn på, at Bitis plan lykkes. Første skridt var at betale de offentlige ansatte en bonus på 70 amerikanske dollar i februar, 100 i marts. Det er ikke store beløb, men i stedet for de værdiløse zimbabwe-dollar, Mugabe-regeringen distribuerede fra sin rødglødende seddelpresse, har udbetalingen af 'rigtige' penge medført, at de offentlige ansatte har kunne købe fornødenheder, at forretningerne har kunnet fylde hylderne igen, og at økonomien hostende er ved at komme i gang. Og nok så væsentligt: Det skaber forandring: Pludselig ser man mænd i orange arbejdstøj rydde bunkerne af skrald, der har hobet sig op i årevis. Andre er i gang med at skære det mandshøje græs ned, der vælter ud fra vejenes rabatter. Sygeplejersker og skolelærere, der holdt op med at tage på arbejde, fordi transportomkostningerne oversteg lønnen, er vendt tilbage til sygestuer og klasseværelser.

En af de mest slående forbedringer er prisfald på fornødenheder som fødevarer. Inflationen nåede 213 millioner procent i juli sidste år, hvorefter myndighederne opgav at offentliggøre nye tal, mens stigningerne nådesløst galopperede videre. Da centralbanken i onsdags for første gang siden 'forandringen' havde målt den månedlige inflation, kunne den offentliggøre et tal på minus tre procent: Priserne var faldet.

Det er store resultater for en regering, der reelt kun har været på plads en måned. Samtidig meddelte det britiske mineselskab, Mwana Africa, at det investerer seks millioner dollar i at genåbne landets største guldmine, Freda Rebecca, som blev lagt i mølpose som følge af Mugabe-regeringens vanrøgt: Den krævede al udvundet guld afleveret i nationalbanken, hvorefter den fik stadig mere værdiløse zimbabwe-dollar retur. Mineselskabet har tilstrækkeligt tillid til Biti og hans nye regering til at genstarte produktionen.

"Men det vil tage tid, før genåbningen også medfører betaling af afgifter til min kasse," stønner finansministeren.

Foreløbig er lykkedes ham at skrabe penge nok sammen til lige præcis at betale lønningerne i både februar og marts i kraft af skatter og afgifter, men "vi overlever på øl- og cigaretsalg," siger Biti ironisk.

"Det går jo ikke i længden."

Ramt af krisen

I næste uge mødes Zimbabwes nabolande i SADC-samarbejdet for at diskutere Zimbabwes økonomi, men alle er fattige og hårdt ramt af den internationale økonomiske krise, især det bratte fald i priserne på deres eksportmineraler, og selv de relativt rige Sydafrika og Angola vil næppe yde større beløb - men hellere deltage med forargede og passionerede krav til den vestlige verden om at betale. Opmærksomheden rettes dernæst mod G-20 landenes møde, men også her står egennytten i lyset af krisen sandsynligvis først i kø, så ingen politisk ansvarlige i Zimbabwe tror på, at det internationale samfund for alvor finder penge frem før engang efter Verdensbankens årsmøde i slutningen af april.

Spørgsmålet er, om Biti kan trylle en tredje gang, og skaffe april-lønnen før dette møde eventuelt lukker op for nye midler.

Uden for hans kontor, på gaden neden for, står politibetjente og skolelærere på tredje dag i kø ved den statslige Postbank for at få deres løn.

"Når den er betalt, har jeg intet tilbage til det offentliges medicin, til dens elektricitetsregning, til mad, jeg har intet. Det er derfor, jeg har brug for hjælp! Ellers synker vi. Jeg håber bare, at danskerne og deres regering forstår, at demokrati er en proces, at genopbygning af landet er en proces, og at de vil bidrage til, at processen lykkes."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her