København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad

Det ville være oplagt også at omlægge al busdriften til elbusdrift. Det vil måske være nødvendigt at mindske bussernes størrelse, men så kan man sætte flere ind på linierne. Her er der et område hvor man ikke behøver vente år på at markedsmekanismerne slår igennem - det ordnes gennem lovgivningen.

Og så skal det være gratis eller meget billigere at tage cyklen med i toget.

Dagbladet Ínformation tænker stort, bekvemt og uforpligtende.

Når man læser sådan en artikel, så tænker man, ja det kan sagtens lade sig gøre at reducere CO2 udslippene, der er ikke grund til at være så pisse negativ altid. Men samtidigt så kan man ikke andet end lægge mærke til, hvordan den reelle forståelse for det moderne samfund glimrer ved sit fravær.

Relationen mellem de forskellige politiske niveauer, mellem viljen incitamentet til at beslutte noget forpligtende, individ og politiske institutioner imellem, lige fra det europæiske plan, over det landspolitiske til det kommunaltpolitiske glimrer ved sit fravær. Hvad vil og hvad kan Københavns kommune beslutte. Hvad vil det betyde i forhold til det enkelte individs råderum.

De tekniske muligheder er der måske, men den ændrede livsstil er vel langt mere fundamentalt afgørende for noget som helst, og hvad skulle gøre at københavneren lige pludseligt ville alt det her.

Det hele virker fromt, bekvemt og uforpligtende.

Ínformation mangler det format, der skal til, for for alvor at behandle hele problematikken omkring det sociale og dets evne til at ændre på sig selv af hensyn til den ydre nødvendighed, vi finder i form af natur og klimatiske livsbetingelser. Det moderne samfunds nuværende form for succes er sit eget største problem. Og de interessante bidrag glimrer ved sine fravær, fordi de er for ubekvemme i forhold til den foretrukne selvbeskrivelse, de plejer ikke mediets engagement i egen overlevelse, politikernes bestræbelser på at blive genvalgt eller individets oplevelse af sig selv som økonomisk højtflyvende succes.

Problemstillingen kan ikke andet end at vende op og ned på de økonomiske, sociale og individuelle kriterier for hvad der er succes. Det er tabuet, som man ikke gider forholde sig til.

http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-53.pdf

@Steen Ole Rasmussen: Tak for dit indlæg.

Jeg sad med samme fornemmelse, men tænkte at jeg måske hellere måtte afholde mig fra at brokke mig igen (som jeg gør stort set hele tiden over vores måde at forholde os til for eksempel klimatruslen på), når der nu endelig var noget, der umiddelbart forekom lovende.

Men du har netop fuldkommen ret: Problemet er ikke af teknisk natur, men af kulturel natur. Der er noget helt galt afmarcheret med det moderne menneskes selvforståelse.

Jeg tvivler således også stærkt på, at disse planer, der skam ér meget smukke, har nogen rimelig chance for at blive realiseret, når de materielt begrænsende konskvenser bliver åbenbare for den moderne borger (i København).

@Steen Ole Rasmussen: Og tak for dit link til artiklen "Moderne ansvarsforflygtigelse", som jeg lige har læst. Jeg er grundlæggende enig med dig.

Du skriver blandt andet: "Sagt på en anden måde, hvis den enkelte har tilstrækkeligt ondt et eller andet sted, så
vil vedkommende være parat til at ofre hele verden, bare for at slippe for smerten. Og den smule
klimaproblematik, der har manifesteret sig i den moderne borgers begrænsede forstand, har for
længst givet de fleste så meget kvalme, at de er parate til at ofre verden for at slippe for mere
lidelse."

Det er ramt lige på kornet, tror jeg.

Du skriver også: "Først når man for alvor bliver i stand til at tvivle på de gældende kriterier for succes, vil man starte
det pinlige arbejde med at omkvalificere de gamle og danne sig nogle nye."

Det tror jeg ikke længere på nogensinde komme til at ske. Den samlede destruktive energi i det som jeg kalder for den banale biologiske aggressivitet, som vi deler med alle biologiske væsener, vil til enhver tid formodentligt overmande det fåtal af mennesker, der formår at tøjle dette så tilstrækkeligt, at de kan formulere og efterleve andre succeskriterier end fysisk magt og økonomisk og materiel status.

@Steen Ole Rasmussen: Lige en tilføjelse.

Er det med vilje, at du skriver "... succes i morderne forstand ..." (med et ekstra r i moderne, så det minder om mord), eller er det bare en skrivefejl?

@ John Fredsted

Behovet for at gøre sig populær slår igennem på alle niveauer. Især hos de medier, som lever af at gøre sig populær: http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf

Man kan ikke overleve som medie, på de betingelser der gælder nu, hvis man samtidigt skal reflektere over det moderne samfunds evne til at tage vare på sig selv, og bringe disse refleksioner til torvs på forpligtende måde. Det er et kæmpe problem for os alle sammen, men det undskylder ikke mediernes performance.

Den eneste, af de skrivende medarbejdere på Ínformation, som tør nærme sig det selvmodsigende i det moderne samfunds forsøg på at opnå succes, det er Ejvind Larsen. Men selv hos ham, finder (i det mindste) jeg selv en form for eskapisme i hans forhold til paradoksien, som det jo drejer sig om, og altså tabuet om det.

DØV-heden kaldes flot ved navn, men modsigelserne anprises nærmest, som undskyldningen for ikke at orientere sig alt for forpligtende og for det ikke at beskrive noget, der kunne ligne et alt for manifest kategorisk imperativ af både rationel og moralsk karakter. Paradokserne bliver i Ejvind Larsens udgave til noget i retning af, at så er der alligevel frit valg på alle hylder!

Jeg mener ikke, at det moderne samfund kommer på funktionelt niveau med sig selv, før det indrømmer højlydt, at dets succeskriterier er dets største problem. At de samlede forsøg på at nå succes i moderne forstand tenderer mod at underminere forudsætningerne for almindelig social og individuel succes i det hele taget. Dette paradoks er så helvedes forpligtende, og så fundamentalt at det forlanger en langt mere sammenhængende analytisk og RATIONEL KONSISTENT OG FORPLIGTENDE tilgang, end den man i øjeblikket praktiserer på noget medie noget sted.

Over alt er der en tendens til, at man mister sin legitimitet i almindelig bekvemt snak og med sit forsøg på at overleve på de betingelser, der nu gælder. Det er det der er problemet, og det skal Ínformation ned til, før den bliver værd at forholde sig til igen.

@ John Fredsted
Jeg så ikke din sidste kommentar, før jeg svarede på din forrige. Nej, det var ikke med vilje.

@ John Fredsted
Jeg tror dybest set på, at den medfødte dovenskab kan være en del af løsningen på og opløsningen af de problemer, vi skaber for os selv. Det har jeg skrevet ca. 14 sider om her:
http://www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-52.pdf

Jeg tror, der ligger et kæmpe potentiale i denne dovenskab. Tænk på, hvor meget energi vi bruger på at gøre vores små poder nyttige.

Selv var jeg rigtigt doven, da jeg var lille. Jeg elskede at lege og spilde tiden. Så kom jeg i skole, hvor jeg blev moppet ind til jeg blev smidt over i universitetet, hvor der den gang stadig var plads til at tænke selv. Her regnede jeg så ud, at man må forstå den moderne rationalitet, hvis man skal forstå nyttighedens begrænsninger, og det faktum at meningen ligger i overskuddet af overflødighed og unyttighed. Og det sjove ved det er, at de kæmpe ressourcer, som bruges på at disciplinere os til præstationer og nyttighed, de vidner om potentialet for frigørelse. Hvis man slækker på de i mine øjne destruktive disciplinerende tiltag, så oplever man måske en slags frigørelse som er direkte konstruktiv for løsningen af de problemer, vi laver for os selv med vore mislykkede succeskriterier. Altså er løsningen ikke så sur igen.

@Steen Ole Rasmussen: Din omtale af nyttighed fik mig til at tænke på følgende citat i romanen "Udødeligheden" af Milan Kundera:

"Summen af alle menneskers nytte gennem alle tider rummes fuldt ud i verden, som den er i dag. Hvoraf fremgår: intet er mere moralsk end at være unyttig."

Jeg er enig med Kundera: Det såkaldt nyttige - vore succeskriterier (som du velsagtens vil kalde dem) - er grundlæggende ødelæggende, eller mindre kategorisk; ukonstruktive. Årsagen er, såvidt jeg kan se, at alt for mange ressourcer går tabt i denne aggressivt, konkurrerende såkaldte 'nyttighed', der mest af alt handler om at vinde, så andre kan tabe. Når jeg tænker på denne vores tilstand, så får jeg næsten altid et billede på nethinden af 20 fluer i en potte lort, alle lidenskabeligt optaget af at få en bid.

Jeg tror ikke på, at vores medfødte dovenskab kan være en del af løsningen. Og jeg tror heller ikke på, at det at slække på disciplinen er løsningen, for det er så bestemt min opfattelse, at ethvert menneske skal disciplineres. Men det skal naturligvis være på en konstruktiv grundlæggende kærlig måde. I mine øjne er den grundlæggende kulturelle opløsning - for eksempel mangel på respekt for autoriteter (politifolk, lærere, etc.) - som vi i disse årtier er vidne til netop forårsaget af manglen på disciplin.

Jeg er derimod [se for eksempel http://www.information.dk/157807, som jeg ved, at du er (delvist) uenig i] af den overbevisning, at vore nuværende vanskeligheder grundlæggende skyldes, at vi lever i en kultur - som vi naturligvis selv har skabt, og vedvarende genskaber - hvor melankoli, afmægtighed, sorg, angst og frygt er mentale tilstande, som de fleste af os har (endog) meget indgående kendskab til, men som vi ikke for alvor tør indrømme eller indse omfanget af, hverken overfor os selv, og slet ikke overfor hinanden.

Derfor er vi nødt til at operere med skjulte dagsordener. Derfor er vi nødt til at fiske efter surrogater. Og så videre. Eric G. Wilson skriver følgende i hans bog "Against Happiness":

"... to desire only happiness in a world undoubtedly tragic is to become inauthentic ..."

"Without the agitations of the soul, would all of our magnificently yearning towers topple? Would our heart-torn symphonies cease?"

Steen Ole Rasmussen

Du har helt indlysende ret i at modernitetens succeskriterier for individet er kontraproduktive for selve samfundets overlevelse.

Jeg mener dog hverken at dette er en hemmelighed eller et tabu; der findes universitetskurser der beskæftiger sig indgående med dette paradoks, og det er mit indtryk at mange i den unge generation er sig meget bevidste om det. At medierne ikke skriver om det, afspejler kun deres alt for generelle mangel på dybdeborende, kritisk analyse.

Jeg er heller ikke så opgivende og pessismistisk som du. Historien er ikke slut, og kriterier for individuel succes eller "det gode liv" er ikke universelle hverken i tid eller sted. Der er mange andre former for menneskelig livsudfoldelse der virker både mere meningsfuld og tilllokkende end den nuværende danske, hvor man arbejder sig ihjel og drukner sorgerne i forbrug.

Desuden har jeg svært ved i det pessimistiske manifest, som du linker til, at finde en plausibel forklaring på hvorfor København overhovedet er kommet op med det præsenterede forslag. Hvis ansvarsforflygtigelse til enhver tid var den mest tillokkende vej, måtte det vel forventes at de københavnske politikere ville forholde sig helt passive med henvisning til, at den centralfascistoide regerings benspænd forhindrede dem i at være progressive.

Endvidere giver det jo ud fra din analyse ingen mening at københavnerne skulle vælge politikere som har åbne målsætninger om at "begrænse" (i neoliberal forstand) deres handlerum gennem grønne afgifter, pligter, regulering, etc.

Jeg vil anbefale Københavns Kommune at indkorporere nogle accountability-mekanismer i deres forslag - altså nogle mekanismer hvormed borgerne kan holde politikerne fast på og ansvarlige for, at målene bliver nået. Dette skal være en slags demokratisk "modydelse" for at borgerne følger de nye retningslinier om affaldssortering etc. Det vil være en demokratisk nyskabelse af dimensioner men også en nødvendighed hvis man for alvor skal engagere folk i foretagendet.

Dette kunne eksempelvis være et halvårligt offentligt møde på en lokal plads hvor man redegør for opnåede delmål, modtager ideer, besvarer kritik. Og politikere der evt. viser sig ikke at være opgaverne voksne (dvs. som ikke i et tilfredsstilledende omfang når delmålene) skal have forhåndsforpligtet sig på i givet fald at overdrage opgaven til andre, mere kompetente personer.

En klimatænketank er en god ide. Husk at inddrage folk fra alle tænkelige relevante felter og folk fra alle samfundslag. Husk at lokalsamfundet er altafgørende.

Fin ide, men jeg frygter at det bare er store ord.

Steen & John

Enig - Kbh-planen ligner mest et glansbillede - og i overskriften igen flosklen "verdens første" - så er konkurrence- og kamp-genet aktiveret.

Minder mig om min tid i erhvervsministeriet, hvor den såkaldte koncernledelse udspyede nye værdier, missioner og visioner i lind strøm - at kunne skifte de såkaldte værdier uafladeligt, vidner jo per definition om, at sådanne værdier er værdiløse.

Mener at en bæredygtig tilgang til vores eksistens forudsætter en helt radikal aflæring af den voldsomme "læring" mennesket i disse tider er påtvunget. Og i denne proces, med lidt held, vil det gængse opblæste ego lære at relativisere sig til helheden (jeg/vi) og der, ud af indsigt og forståelse vælge nøjsomheden.

@Ralph Sylvestersen: '...overskriften igen flosklen "verdens første" - så er konkurrence- og kamp-genet aktiveret.'

Du har fuldstændig ret. Den vigtige detalje havde jeg faktisk selv overset.

Disciplin er mange ting. Succes i moderne forstand tenderer alvorligt mod at være sin egen største trussel. Vi disciplineres bl.a. fra små af til at ofre evnen til at lege og vegetere til fordel for evnen til at producere og forbruge. Vi lærer at de økonomisk højtflyvende kan forbruge sig ud af den mangel, de skaber omkring sig med deres overforbrug og svineri. Det er den form for disciplin, jeg gerne vil have blødt lidt op, lige som de patetiske og aldeles rigide former for rationalitet, som det modernes paradoksale succeskriterier lever ved.

1,6 million danskere er på overførsel. De bliver beskrevet som tabere af de storforbrugende og storsvinende, der bilder sig ind, at de er løsningen på alle problemer.

Måske skulle disse overflødige mennesker lære at leve livet og forstå sin overflødighed som det egentlige overskud, helt uafhængig af de tabende vinderes verdensbillede. Måske skulle pjalteproletariatet bruge sin demokratiske magt, begrænse mulighederne for at producere og forbruge sig ind i det, der ligner det moderne samfunds selvnegation. Måske skulle vi bevidst arbejdssky mennesker vise vejen med et godt eksempel. Stjæle lidt af de overproduktives arbejde, sætte dem ned i tid, sætte dem ud af deres store biler og huse, ud på landet, hvor de kunne falde lidt ned. Det er mit forslag, mit bud på dovenskabens konstruktive funktion i fremtiden, og det behøver John Fredsted ikke være enig med mig i, han er god at være uenig med her.

De tabende vindere har modtaget skattelettelser og bankpakker af det offentlige for flere hundrede milliarder kr. , fordi markedet ikke længere kan holde røven oppe på sig selv. Staten, som ellers er problemet måtte altså redde det, der alligevel ikke var løsningen på vore problemer.

Hele det politiske system er så fikseret i at redde markedet, fordi de tror på markedet som løsningen på alle problemer, så de helt glemmer statens sande position og overmagt i redningsprocessen. De er så fikseret i deres tro på den økonomiske vækst i privat regi, at de glemmer deres egen styrke. Hvordan skal disse ekstremt overtroiske politikere nogen sinde sætte sig igennem over for markedet, og reducere den økonomiske vækst, selv om det nu er den der skaber problemerne ikke bare for markedet selv, men også for det sociale og naturen i det hele taget? www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-43.pdf

Hvis man ikke kan se, at det er et tabu, at økonomisk vækst er selve problemet, ja så kan man ikke se det moderne samfund. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-48.pdf

Der skal vendes op og ned på begreberne om hvornår man er taber og vinder. Man skal se problemerne i øjnene. Københavns kommune har ikke set det sociale i øjnene med de forslag, der skitseres i artiklen. Ikke en eneste københavnsk politiker tør lade være med at lefle for forbruget og svineriet, når det kommer til stykket. I stedet taler man om, hvad man skal og kan gøre i teknisk forstand. Ren eskapisme. www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-50.pdf

Det moderne individs angst og frygt skyldes paradoksets fundamentale karakter. Der er masser af grund til at frygte John Fredsted.

Når man ser på, hvordan de misforståede demokrater varmer sig ved hinanden og deres bortforklaringer af de videnskabelige udgaver af konsekvenserne af det moderne liv, så kan man kun have hån til overs for dem, der bryster sig af at være optimister i situationen, og som samtidigt påstår, at de har fattet paradokset og at paradokset i øvrigt for længst er erkendt på Københavns Universitet. Gud fri mig vel, hvor skal man være forfalden til bekvemt snak for ikke at se, hvordan dialogerne kører rundt om i de danske medier, og hvordan viljen til overhovedet at respektere den videnskabelige autonomi glimrer ved sit fraværd i de kommercielle mediers selvbestaltede profetier om fremtiden for det globale klima. http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-33.pdf

Retten til at skalte og valte med sandheden gælder i juridisk og demokratisk forstand, og den demokratiske proces tenderer mod at miste enhver forpligtende karakter, fordi man ikke kan finde ud af at bøje sig for det forbandede faktum, at de misforståede demokrater altså ikke kan ophæve de mere naturbestemte former for nødvendighed med deres fuldt ud demokratiske og pladderoptimistiske beslutninger.

Virkelighedens niveauer, mosaikken af delrationaliteter med deres iboende tendens til at ophøje sine egne perspektiver til det eneste saglig gørende hver for sig, er det der karakteriserer det moderne samfund.

Distinktionen, som kan indføres mellem naturen med dens nødvendighed og det moderne samfund, den praktiseres på delrationaliteternes betingelser. Den økonomiske, politiske, juridiske, videnskabelige, mediepolitiske, individuelle, religiøse rationalitet relaterer sig til distinktionen, men med udgangspunkt i hver sine forudsætninger for hvad der er rationelt.

Den overordnede rationalitet mangler, dvs. den rationalitet, der omfatter og kan integrere det moderne samfunds paradoksale succeskriterier på alle samfundets niveauer, der hvor det agerer og realiserer sig selv performativt både praktisk og semantisk, den mangler. Den nødvendige overordnede rationalitet mangler, den videnskabeligt beskrevne naturlige nødvendighed må integreres i samfundets selvbeskrivelse og fremmedbeskrivelse.

Sandheden om det moderne samfund er udemokratisk, ubekvem, den er uforenelig med de herskende succeskriterier som de udleves i dag.

Derfor må rationaliteterne reformeres på alle niveauer, dvs. den højere nødvendighed må integreres, der hvor samfundet virkeligt skaber sig selv og altså truer med at underminere sig selv. Ellers så risikerer vi at det går ad helvede til, og det er der virkeligt grund til at skide i bukserne over, hvis man da ellers er engageret i sin egen og sine kærestes fremtid.

Jeg kom vidst til at skrive at der er grund til at være bange for John Fredsted, det var ikke det jeg ville skrive, jeg ville bare give ham ret i at der er grund til at skide i bukserne.

Krigserklæring?
Udtalelse fra dagens G20-minister møde, jf. /ritzau/AFP .

"- Vi er klar til at gribe til enhver handling, der er nødvendig for at sikre, at væksten genskabes, og vi er fast besluttet på at gøre det i lige så lang tid, som der behøves, sagde den britiske finansminister, Alistair Darling."

Om det så skal koste livet!

@Steen Ole Rasmussen:

"Vi disciplineres bl.a. fra små af til at ofre evnen til at lege og vegetere til fordel for evnen til at producere og forbruge:" Fuldkommen enig. Opblødningen af denne form for disciplin er jeg skam helt og aldeles med på, for det er forudsætningen for, at vi for alvor kan gøre noget fornuftigt ved vore nuværende kolossale vanskeligheder.

"Måske skulle pjalteproletariatet bruge sin demokratiske magt...": Jeg er bange for, at det ikke nytter noget, for de udgør stadig mindretallet, så i et repræsentativt demokrati er de uden reel indflydelse. Derfor kan jeg heller ikke se, hvorledes "Stjæle lidt af de overproduktives arbejde... " skulle blive en realitet. Nej, som jeg har skrevet flere gange andre steder, så er jeg i dag af den sørgelig opfattelse, at vi kommer til at stemme os selv lukt ned i afgrunden.

"... det er et tabu, at økonomisk vækst er selve problemet ...": Enig. De statslige redningspakker verden over, hvor gigantiske tab i den private sektor skandaløst socialiseres, er udtryk for, hvor langt man vil gå for at undgå at tale herom.

@Ralph Sylvestersen: Tak for den update. Ingen overraskelse der, naturligvis. Det er helt i tråd med Steen Ole Rasmussens "... det er et tabu, at økonomisk vækst er selve problemet" ovenfor.

Ja, Ralph, disse G20-ministre er stærke i troen.

De er og tilbeder den sociale bærme af økonomisk højtflyvende, der hænger med røven nederst i social og økologisk forstand, når de fiser jorden rundt igen og igen for at møde hinanden, hvor de bekræfter hinanden med deres budskab om, at markedet er løsningen på alle problemer.

For dem skal staten for alt i verden holde sig fra deres økonomiske gevinster, når de går godt, for deres overskud er af det gode, det der driver det hele. Men når de så har sejlet økonomien ad helvede til, ja så skal staten overtage deres nederlag, nationalisere tabene. Så skriger de op om bistandshjælp hyklerisk og imod al deres egen bragesnak om liberal markedsøkonomi.

Verdenshistoriens største statsfinansierede hjælpepakker har set dagens lys inden for det sidste halve år. De tager form som skattelettelser til den højtflyvende bærme, bankpakker, nationalisering af rådne aktiver, statsstøtte til GM, Ford, Opel m. fl. Vi må have gang i firhjulstrækkerne for at få råd til at redde klimaet, siger de. Vi må have jorden til at rotere om den økonomiske vækst, hvis vi skal have råd til at redde den.

Denne bærme forstår selvfølgelig ikke begrænsningerne i den rationalitet, de praktiserer. Deres økonomiske rationalitet fungerer som det moderne samfunds religionserstatning, som farlig overtro.

John Fredsted, jeg tror ikke, du er helt klar over hvor mange, der reelt står uden for arbejdsmarkedet, lige som mange på arbejdsmarkedet i virkeligheden hader deres arbejde, og gerne ville dele det med andre, hvis ikke fagforeningspampere, politikere og arbejdsgivere netop var enige om at forhindre arbejdsdelingen og den nedsatte lønarbejdsbaserede overproduktion.

Min overbevisning går i retning af, at man kan kombinere den motivation, som jeg finder i mig selv, i retning af lønarbejdsskyhed med det nødvendige hensyn til den ydre naturlige nødvendighed og det socialt integrerede hensyn til den.

Det, der giver mig håb, er de kolossale mængder af psykisk pres det moderne samfund yder mod sig selv for at disciplinere sig selv til overproduktion og overforbrug. Det vidner om hvor meget af livet der går til at forme og presse livet i den destruktive retning. Lige så stor energien bag den forfejlede disciplinering er, lige så stort er potentialet for frigørelse.

Jeg tænker egentligt her lidt på emancipation, som de gamle frankfurterfolk gjorde. Altså Herbert Marcuse, Horkheimer og Adorno.

Men selvfølgelig kan jeg sagtens dele dine bange anelser angående det moderne demokrati. Jeg siger jo også, at det langt fra fungerer nu. Men jeg fæster mit håb til det, at man måske kunne indrømme at det ikke virker.

Forudsætningen for, at det ikke skal gå ad helvede til, er at det moderne samfund for alvor forstår at det går ad helvede til.

@Steen Ole Rasmussen: Jeg kunne umuligt have sagt det meget bedre. Jeg tror lige, at jeg gemmer linket til dette dit indlæg.

Hov, vore indlæg krydsede hinanden. Min kommentar var tiltænkt dit forrige indlæg, altså http://www.information.dk/185401#comment-116977.

@Steen Ole Rasmussen:

"... de kolossale mængder af psykisk pres det moderne samfund yder mod sig selv for at disciplinere sig selv til overproduktion og overforbrug": Så absolut.

"Forudsætningen for, at det ikke skal gå ad helvede til, er at det moderne samfund for alvor forstår at det går ad helvede til.": Så absolut.

SPORVOGNE. København bliver aldrig en grøn by uden sporvogne i gaderne, som det ses i de sammenlignelige storbyer, herunder samtlige hovedstæder i Vesteuropa (bortset fra Island).
De elektriske sporvogne (som politikerne af en eller anden grund kalder letbaner), bygger på en
gennemprøvet teknologi, forbedret med chopperstyring og lignende.

Jeg har aldrig set det attraktive, ved at blive puttet ned i et hul i jorden, når vi har sådan en smuk by som København. Metroen, som man skal være "heldig" for at bo i nærheden af, har jo sine enorme og sindssyge udgifter, som selv afskrevet over skal vi sige 25 år (et kvart århundrede) ikke er miljøneutrale, tværtimod.

Og så det jo en kendt sag, at der ikke må vokse træer i nærheden af metroen, når den kører over gadeplan, fordi den førerløse teknik ikke tolererer grønne blade på skinnelegemet. Derfor er der så bart i Ørestaden og omkring Vanløse og Flintholm. Svaret må være: Grønne sporvogne (eller såkaldte "letbaner", til erstatning på A- eller visse, centrale dele af S-linjernes dieselbusser.

Svaret blæser i vinden, og ruller som sporvogne i de europæiske storbyers gader - undtagen naturligvis i København.

Kære Angelica Correa, Steen Ole Rasmussen, John Fredsted og Ralph Sylvestersen –

– hvor er jeres indbyrdes enig- og uenigheder dog vedkommende.

Jeg følger dem med levende anspændthed. De behøver næppe mine tilslutninger og frasigelser. Men når Steen (Ole Rasmussen) et 'godt stykke oppe' i tråden her direkte inddrager min ringhed på yderst nærgående vis, må jeg forsøge et svar.

Steen skriver: »Den eneste, af de skrivende medarbejdere på Ínformation, som tør nærme sig det selvmodsigende i det moderne samfunds forsøg på at opnå succes, det er Ejvind Larsen. Men selv hos ham, finder (i det mindste) jeg selv en form for eskapisme i hans forhold til paradoksien, som det jo drejer sig om, og altså tabuet om det.

DØV-heden kaldes flot ved navn, men modsigelserne anprises nærmest, som undskyldningen for ikke at orientere sig alt for forpligtende og for det ikke at beskrive noget, der kunne ligne et alt for manifest kategorisk imperativ af både rationel og moralsk karakter. Paradokserne bliver i Ejvind Larsens udgave til noget i retning af, at så er der alligevel frit valg på alle hylder!«

Tak for kaffe!

Nærgående kalder jeg Steens opskænkning – hvilket er anerkendende ment. Den sorte drik berører mig – 'jeg føler mig ramt', som det så fladt – uforpligtende! – hedder.

For jeg deler jo hans, Johns (Fredsteds) og Ralphs (Sylvestersens) opfattelse af, at udsigterne for planter og dyr [herunder den dyreart, der kalder sig mennesket (og når den går på universitetet for homo sapiens sapiens)] er grufulde.

Fordi vores dyreart, der som bekendt kan diskutere naturen, som var den et objekt uden for den selv og den selv fundamentalt uafhængig af naturen, bilder sig ind at kunne behandle naturen, som om den i sig selv ingen grænser har og derfor principielt ingen grænser sætter for vores dyrearts magt over og forbrug af den. Hvilket har medført den herskende totalitære tro på Den Økonomiske Vækst. DØV har jeg tilladt mig at døbe denne grænseløse magtreligion, der i øvrigt ofte går under betegnelserne sekularisering og ateisme.

DØV bliver natur-ligvis ikke mindre grufuld af at blive markedsført som grøn vækst og standses måske først, når naturen selv gør det med sine egne grænser. Hvad naturforskere – anført af især klimaforskerne – stadig mere alarmeret advarer imod kan være nært forestående.

For at bringe os ned på jorden fra vores storhedsvanvittige forestillinger om at kunne opnå den endelige og ubegrænsede magt over naturen ved hjælp af paradoksalt nok netop naturvidenskaben(!), teknologien og teknikken, formidlet af et altomfattende pengemarked, forekommer Johns betragtninger af melankoli, afmægtighed, sorg, angst og frygt som uomgængelige vilkår mig yderst påtrængende. Og således, ja, oplivende...!

Men på samme måde virker sandelig Steens betragninger – over nyttighedens begrænsninger og dovenskaben, lediggangen som roden til alt godt og legen – også! Løsningen er ikke så sur igen.

Alligevel får Angelica for mig prisen med betragningen: »Hvis ansvarsforflygtigelse til enhver tid var den mest tillokkende vej, måtte det vel forventes at de københavnske politikere ville forholde sig helt passive med henvisning til, at den centralfascistoide regerings benspænd forhindrede dem i at være progressive.«

Kald det så bare et gennemsnitsmenneskes livsløgn at håbe på, at Angelica Correa, Steen Ole Rasmussen, John Fredsted og Ralph Sylvestersen ikke er de eneste menesker i hele verden at håbe sandhedserkendelse af.

Kaldr Steen det så for, at så er der alligevel frit valg på alle hylder, så bliver jeg til gengæld ked af det.

Kærlig hilsen

Ejvind

– og til Madeline Rundsten: Ja, lad os få sporvognene igen. Også fordi de så herligt er til umådelig gene for de satans biler.

John f Kennedys ord i 1963 bragte usa til månen i 1969.

Vi kan det vi vil. det eneste vi mangler det er viljen til at gøre det. jeg er af den fundementale holdning at udvikling det kommer ikke gradvist, nej udvikling, kommer som en stor ketup effekt, først med en masse ryst af flasken, efterfuldt af alt den ketup som man behøver i rigelige mængter.

computeren PCeren, ja hvem kan huske det herens år. 1990 ? det er idag 19 år siden. dengang der var det meget meget få der hade en pc. eller en computer overhovet, internet det kunne ligeså godt være noget som der var en del af et fiske redskab, som det var et computer netværk. nu her 19 år siden ja behøver man at tegne en kurve for antallet af PCere pr dansker europæer eller verden borger ?. nej vel hvornår kom den explution i antallet af PCere på nettet ? jo antallet er nok ca fordoblet på verdens plan i løbet af de sidste 2-3 år. og vi er på bare 10 år gået fra at en pc var noget for en nørd til at være et dagligdags redskab for alle. mobil telefonen ( behøver ikke at gentage den samme smøre igen bare om mobil telefoner vel).

nej udvikling det er ikke noget som sker gradvist udvikling. det er evulusionære hop eller kvantespring.

min bil, den køre idag ca 23 km litteren med rigeligt plads til 4-.5 personer, det er en Fransk C3 HDI. der er lavet af ca 93% genbrugs eller genbrugelige dele. min næste bil bliver med 99% sikkerhed en elbil. der forbruger vindens kræfter til at drive mig og min familie derhen hvor vi ønsker at køre batteriet ja det skifter vi som der er behov for det for jeg ejer da ikke mit batteri nej det leaser jeg med afregning pr kørt km. derfor er det irelevant hvilket batteri der sider i min bil ikke. om bare 5-10 år ja der køre vi alle i elbiler. og de forsile gamle dinosaure vil til den tid, virker lidt som el plade spiller idag, romandisk ja man hygger da sig med sine gamle plader men til dagligt der bruger alle da deres mp3 spilller eller nettet hvor man henter den musik som man skal bruge nu. det var forøvrigt kun ca 2-3 år siden at det blev almindeligt.

Jeg udfasede min VHS maskine for ca 6 år siden. og idag ja der ser jeg aldrig mine gamle vidio bånd. åå jo det tog ca 7 år fra at de første DVD maskiner kom på markdet til at de var allemands eje, omkring år 2000. idag ja der vil blue ray afløse DVDen uden vi lægger mærke til det om 5 år ja der har vi alle en blue ray maskine. der gemmer ca 10x så meget information på samme størelse disk. jo for bare 3-4 år siden der var hardisk recotere ufatteligt dyre i dag kan du ikke købe en, satelit modtager uden om 10 år der ved jeg ikke hvad jeg bruger men det bliver 100% netbaseret jeg tror ikke jeg har mine film der hjemme i fremtiden nej de ligger på en server på nettetsom jeg har adgang til altid .

Problemet med energi det er det faktum at vi kramp agtigt holder fast i et gammeldags alleredede udfasnings bart elsystem hvor vi ser på energi produktion som noget der skal ske på et stort værk, nej er der noget som vores netværks samfund har lært os så er det decentrale små enheder er langt mere effektivt en store forsile dinosauere.

Det er ikke andet end en beslutning det kræver for at opbygge de nødventige små decentrale kraftværker til erstatning for de store kulkraft værker, og den vindkraft der skal svinge i mellem decentrale krafværker og vind sol og bølge energi. for idag der kan solceller snart producers så billigt så de kan bygges ind i alt tegl stens tage, hus mure, vinduere, ja hele vores hus kommmer om meget få år til at producere mere energi end vi behøver. i huset. vores vaske maskiner, opvakse maskiner ja de tager varmt vand fra hanen, og har et batteri tilknyttet så de lader i løbet af natten eller dagen hvor der er mest billig energi, resten af huset ja det forbruger næsten ingen energi, bort set fra oven, induktions kogeplader de forbruger ca 1:10 energi end en keramisk kogeplade. og diode lys ja de forbruger ca 1:100 del energi end lavenergi pære. vi forbruger ca 60% mere energi end vi behøver til opvarming og elforbrug med transport energi ved skiftet til elbiler ja så forbruger vi nu ca 80% mere energi end vi behøver i fremtiden. vi kommer aldrig til at mangle energi.

Dvs det eneste vi manger for at denne vision for fremtiden er virkelighed jo det er visonære politikere som JFK, der fortæller os ja det er muligt når vi vil det, for vi har teknologien. lyt ikke til de politikere der siger det er umuligt det vil tage år før vi har udviklet teknologien, ja det er faktisk at sammeligne med dem der i 1990 spurgte sig selv ja den der pc og mobil telefon vil den fænge ann nej det tror jeg næppe de er sku fordyre, til at det nogensidne kan blive hvermands eje.

@Ejvind Larsen: Dejligt at se dig deltage i debatten. Det er sjældent, at jeg har set dig gøre således.

Kære Ejvind, jeg skrev: ” Paradokserne bliver i Ejvind Larsens udgave til noget i retning af, at så er der alligevel frit valg på alle hylder!” Det var altså ikke for at gøre dig ked af det. I det hele taget er der ikke en eneste af dem, som jeg har diskuteret med her elle andre steder, som jeg ikke på foranledning var parat til at dele adskillige kopper øl eller andet med. Men jeg havde følgende udtalelse for mit indre øre, da jeg skrev det:
”Herligt. Lige meget hvad man gør, er det dog i hvert fald forkert. Så gælder det om at vælge det efter tid og sted mindst ringe. Det er det, man har demokratiet til.”
http://www.information.dk/158154

Citatet er hevet ud af en sammenhæng, men er dog nogen lunde sigende synes jeg selv. Lige som jeg kunne citere mig selv for følgende:
”Demokratiet
Demokratiet er den perfekte undskyldning for ansvarsforflygtigelse. Vi har kun en stemme, og må bøje os for, hvad andre mener.

Stemmeafgivelsen er hemmelig, og vi kan aldrig forpligtes til at redegøre for vore præferencer ud fra en overordnet rationalitet eller hensynet til nogle mere sande almeninteresser, end dem, vi deler i troen på at individuel succes er alle andres succes. Demokratiet bliver brugt som den perfekte undskyldning for ikke at integrere hensynet til naturen og de former for udemokratisk nødvendighed, der omgiver og betinger det moderne samfunds fortsatte succes.

Det store ”pragmatiske” flertal er altid gået ind for de mest bekvemme tilbud om mening og selvforståelse. Således var danskerne stort set tilhængere af Nazismen så længe den lignede det store ariske flertals succes. Først da man i begyndelsen af 1943 kunne se, at Hitler ville tabe krigen, vendte det passive flertal sig væk fra tyskerne, for så ved afslutningen af krigen at slutte sig til sine befriere, og den amerikanske udgave af succes. Her har vi stået siden.

Alle kan dække sig ind under flertallets, markedets lov, friheden til at vælge. Demokratiet siger, at der skal være plads til alle, også os, som gør, at her bliver mindre og mindre plads til andre end de mest succesfulde. Vi repræsenterer de få, der lægger beslag på størstedelen af verdens absolut begrænsede ”lebensraum”, og stemmer på de politikere og holder de medier, der lever af at fortælle os, at vi kan forbruge os ud af den mangel og de økologiske katastrofer, som vi har skabt omkring os med vort overforbrug og svineri.

Politikernes magt er betinget af, om de kan sælge os et populært budskab. Sandheden om en asocial, videnskabeligt beskrevet og udemokratisk naturlig nødvendighed, dvs. budskabet om at vor livsstil er sit eget største problem, det kan ikke sælges.”
http://arbejdsforskning.dk/pdf/art-53.pdf

Jeg synes i øvrigt at du gør troløsheden/ateismen til et problem i sig selv. Det kunne jeg godt se som lidt af et problem, for hvis kun troen skulle kunne rede os fra DØV-heden her i verden, så ser det rigtigt skidt ud i mit perspektiv.

De københavnske politikere kan sagtens og til enhver tid beskrive sig som nogle helte, der stiller sig initiativrige op over for det onde, det politiske system på højere plan. Og hvis man er imod EU så kunne man på nationalpolitisk plan undskylde rigtigt meget med henvisning til dette monetaristiske monster. Ind til videre må man bare konstatere at hverken de københavnske, de onde nationale og overnationale nogen sinde har været i stand til at sige det som det er, at der er fanme ikke frit valg med hensyn til om man vil cykle eller køre firhjulstrækker f.eks. Og det er bare et eks.

@Steen
Øl eller det der er bedre er jeg helt med på, gerne bæredygtigt gæret :-)

Mht. danskernes nazistiske tilbøjeligheder under 2. verdenskrig - der ligner "vi" nok de fleste såkaldte civiliserede folkeslag - og situationen er ikke stort anderledes den dag i dag.

@John Fredsted

Ja, kære John, det er ganske rigtigt alt for sjældent, jeg blander mig direkte i debatten her på websiden. Skønt jeg dog ikke så sjældent refererer til den i mine mere eller måske navnlig mindre Frie Ord.

Dog, ingen regel uden undtagelse. Se f.eks.: http://www.information.dk/183477

Men ellers hjertelig tak for takken.

@Steen Ole Rasmussen

Ja, kære Steen, det er ganske rigtigt, at ind til videre må man bare konstatere at hverken de københavnske, de onde nationale og overnationale nogen sinde har været i stand til at sige det som det er, at der er fanme ikke frit valg med hensyn til om man vil cykle eller køre firhjulstrækker f.eks. Og det er bare ét eks.

Men det skal vel ikke tvinge os til at sætte hele vores lid til opkomsten af en eller anden Øko-Stalin?

Hvad skal vi så?

Her må anføres det forsvar af min strategi over for dig, som Jeppe Brogård rykkede ud med her på websiden den 18. juli sidste år.

Se: http://www.information.dk/162197

Jeppe skrev: »Tak til Steen Ole Rasmussen for den klare og overdådige analyse af to skrivetraditioner på bladet/forumet (Information). Afsluttende med en overbevisende dom over det politiske establishments laisses faire politik, som til forveksling ligner ingen politik..

Jeg er dog uenig i dommen over Ejvind Larsen. Denne evigt baskende sommerfugl har rollen som vækkelsesprædikant for de endnu omvendelige, snarere end den revolutionære frontløber imod det dersens politiske establishment.

Med sin dialog med kultens foregangsmand (Erik Rasmussen fra Ugebrevet & Huset Mandag Morgen) tager Ejvind Larsen netop denne rolle alvorligt. Snarere end at skabe sig en modstander i sin nys fundne partner – ved at slå om sig – lader han det nye individs egen tænkning arbejde for sagen. Jeg gætter på, at det er mere effektivt end at låse partneren fast i modsatrettede synspunkter.

Vi andre revolutionære, derimod, vi er sgu bagud. Hvis jeg skal følge med skal jeg have min kommune med i ETS, den europæiske klimabørs, eller måske snarere CCX, den amerikanske klimabørs Chicago Climate Exchange.

Selvom jeg tog cyklen på arbejde hver dag, ville det blot spare 1 ton CO2 om året. Det viser lidt om, at 40 km cykeltur pr. arbejdsdag kun løser 1/9 af mit CO2-problem.«

Hvad angår mine bemærkninger om sekulariseringen og troløsheden/ateismen, var de såmænd bare at forstå som (åbenbart mislykket) ironi. Megen påstået sekularisering og ateisme er i sin forgudelse af DØV jo selv religion af værste inkvisitoriske ortodoksi.

@Ralph Sylvestersen

Ja, kære Ralph, det er ganske rigtigt, at situationen i dag ikke adskiller sig stort fra dengang »vi« samarbejdede på det hedeste med Nazityskland for at opretholde og øge DØV. Hvad Information i øvrigt blev grundlagt som modstandsavis imod.

Og så glæder vi os alle til Steens hjemmebryggede, fynske mjød på kompromisløst bæredygtigt gær.

Her er ganske rigtig intet frit valg på alle hylder...

Som del af demokratiet, må jeg kunne sige det som det er, at der er grænser for friheden. Nødvendigheden kan ikke afskaffes af de misforståede demokrater; de kan ikke vedtage og ændre naturlovene i deres inderkreds.

Når man ud fra misforståede og pladderdemokratiske forsøg på at undgå at støde nogen fra sig ikke længere kan sige det, som det er, at friheden er begrænset, hvad rækkevidden af, hvad man meningsfuldt kan beslutte demokratisk angår, så er det demokratiet der har et problem. For det giver ikke mening at stemme om hvorvidt der er plads til vor livsstil eller ej.

Når man kalder mig stalinist, fordi jeg fortæller de misforståede demokrater, at de fanme ikke har frit valg i forhold til den satans udemokratiske natur med alle dens love, så er det de misforståede demokrater der gemmer sig og spiller fallit . Så er det medietænkningen, de kommercielle interesser i aldrig at skubbe nogen fra sig, bare fordi de opfører sig idiotisk, tilhører det store flommefede og selvtilfredse flertal af forbrugere, bl.a. af aviser, som burde have overlevet sig selv, fordi de i deres forsøg på at overleve på de betingelser der gælder nu, har mistet deres eksistensberettigelse!

Demokrati er godt, pladderdemokrati er noget lort.

Kære Ejvind,

Ind i mellem bliver venlighed desværre opfattet som (s)vaghed...

Demokrati, ja! - men, det sker at jeg forfalder til ønsketænkning og en styreform som det tibetanske præstestyre kan da friste - der hvor et præsteskab ud af indsigt vælger deres leder....

Jeg har været på arbejde (shame on you Maria! det burde forbydes ved lov) og først nu lægger jeg mærke til de sidste to kommentarer.
Ja, hvad skal vi stille op med Ejvind Larsen, denne utrættelige, evigt baskende, sommerfugl, der elsker og insisterer på at respektere både naturen og demokratiet (vel at mærke det levende og forpligtende demokrati med plads til alle – også de såkaldte ”misforståede demokrater”)? Den slags demokrati er noget besværligt noget og det er meget generende at have sådan en sommerfugl rendende rundt. Det burde ligeledes forbydes ved lov.
Og lige til sidst: ”ind i mellem bliver venlighed desværre opfattet som (s)vaghed…” hvorfor? og
hvorfor demokrati vs. præstestyre? Har vi ikke allerede i dette vældigt oplyste land et demokratisk præstestyre?

@Maria F.

Angående præstestyre;
som nævnt, "forFALDer til ønsketænkning" - det var Dalai Lama jeg havde i tankerne, et menneske jeg anser som værende ganske udviklet - iøvrigt foreslår Dalai Lama demokrati, ifald det skulle komme til et frit Tibet.

Netop dit eget billede af en baskende sommerfugl foreklarer tildels mit udagn om venlighed kontra (s)vaghed - og fx. forekommer udtrykket DØV-heden noget bovlamt ((s)vagt).

@Ralph Sylvestersen

”Netop dit eget billede af en baskende sommerfugl foreklarer tildels mit udagn om venlighed kontra
(s)vaghed – og fx. forekommer udtrykket DØV-heden noget bovlamt ((s)vagt).”

Billedet af en ”baskende sommerfugl” eller rettere ”evigt baskende sommerfugl” er ikke mit eget og burde derfor have stået i anførselstegn. Udtrykket har jeg fra Ejvind Larsens sidst kommentar i tråden her og er i øvrigt ikke Ejvind Larsens eget men en vis Jeppe Brogårds.
Men jeg er ikke sikker på jeg forstår hvad du mener:
For mig er en sommerfugl noget smukt, noget vi skal værne om; noget skrøbeligt måske, men aldeles ikke svagt eller vagt. Desuden skrev jeg ”denne utrættelige, evigt baskende, sommerfugl” og netop disse ord ”utrættelige” og ”evigt” (som du undlader) udtrykker efter min mening den styrke og vedholdenhed som Ejvind Larsens livslange indsats er præget af.

At udtrykket DØV-heden skulle forekomme noget ”bovlamt ((s)svagt)” er jeg aldeles uenig i.
I en verden hvor vi ustandselig må snuble over utallige akronymer, synes jeg netop det er ret morsomt og meget rammende at kalde Den Økonomiske Vækst for DØV.

Men for nu at gå tilbage til udgangspunktet.
Du skrev: ”ind i mellem bliver venlighed desværre opfattet som (s)vaghed…” og jeg spurgte: hvorfor? Og jeg spørger igen: hvorfor? Er det sådan en verden vi vil? Skal venligheden bandlyses? Bliver vi stærkere og bedre demokrater af at gå rundt og slå hinanden oven i hovedet? Du behøver ikke at svare :)

Ang. præstestyre: her kom ironien til at løbe af med mig, men tak for din forklaring.

Kære Maria F

Ja, en sommerfugl er som andre insekter et smukt væsen, ikke desto mindre hænder der at mennesker, med et klask dræber sådanne…og måske bliver netop sommerfugle anset for at være særligt sarte og skrøbelige.

Mht. DØV, en spontan reaktion kunne være at forbinde ordet med et handicap, måske oven i købet noget medført som naturligt kalder på medfølelse, overbærenhed mv. - og nååa, de kan jo ikke gøre for det, osv. – og dermed, implicit en art ansvarsforflygtigelse – hvilket må anses som værende mindre heldigt i forhold til Planetens tilstand.

Kære Ralf Sylvestersen

”Ja, en sommerfugl er som andre insekter et smukt væsen, ikke desto mindre hænder det at mennesker, med et klask dræber sådanne…og måske bliver netop sommerfugle anset for at være særligt sarte og skrøbelige.”

Hvor sørgeligt… og det er frygteligt synd for sommerfuglen, men sandelig også synd for de mennesker der gør det. Hvorfor dræbe et sart og skrøbeligt væsen bare fordi man kan? Så er man efter min mening for alvor svag, for man var ikke stærk nok til at lade være…
Lad os derfor værne om sommerfuglen - for sommerfuglens og vores egen skyld.
Og jeg holder stadigvæk på at sart og skrøbelig ikke er det samme som svag. Og hvad vil det sige at være svag? Selv mener jeg at et menneske først er rigtig stærkt, når det tør vise sine svagheder.

”Mht. DØV, en spontan reaktion kunne være at forbinde ordet med et handicap, måske oven i købet noget medført som naturligt kalder på medfølelse, overbærenhed mv. - og nååa, de kan jo ikke gøre for det, osv. – og dermed, implicit en art ansvarsforflygtigelse – hvilket må anses som værende mindre heldigt i forhold til Planetens tilstand.”

Jeg kan godt forstå, hvad du mener, men er ikke helt enig. At døve mennesker på grund af deres handicap kalder på vores medfølelse og overbærenhed er ikke ensbetydende med at de så også implicit skal betragtes som værende ansvarsfrie.
Nej, jeg synes, som tidligere sagt, at det er meget rammende at kalde Den Økonomiske Vækst for DØV: Den (indbildske) store, mægtige og usårlige økonomiske vækst - i sidst instans os selv - håbløst fanget inde i sin egen (selvforskyldte)døvhed…
Godt at der stadig findes smukke sommerfugle, som insisterer på at kalde os til fornuft - for vores egen og Planetens skyld.

@Maria F.: "Og jeg holder stadigvæk på at sart og skrøbelig ikke er det samme som svag. Og hvad vil det sige at være svag? Selv mener jeg at et menneske først er rigtig stærkt, når det tør vise sine svagheder."

Smukt!

Jeg er fuldkommen enig. Noget sådant sjæleligt vederkvægende burde politiske og økonomiske medier være fyldt med. Sikke en komplet andet verden vi så med sikkerhed ville befinde os i.

@John Fredsted:
”Jeg er fuldkommen enig. Noget sådant sjæleligt vederkvægende burde politiske og økonomiske medier være fyldt med. Sikke en komplet andet verden vi så med sikkerhed ville befinde os i.”

:-)

Hvad venter vi på? Lad os sende dette glædelige og indlysende budskab til samtlige ansvarshavende chefredaktører verden over!

@Maria F.: Nu er det ikke for at agere lyseslukker, men jeg tror ikke, at et sådant budskab ville finde vej til spalterne i økonomiske og politiske medier. For det vil ikke finde afsætning hos læserne, der velsagtens er mennesker med magt, eller wannabes, der ønsker magt.

Det er nemlig min opfattelse, at et menneskes behov for- og stræben efter magt er omvendt proportionalt med dets evne til at rumme sådanne nænsomhedens budskaber - fordi mennesket gennem sådanne budskaber ville komme i kontakt med den angst og frygt, som det forsøger at kontrollere gennem magt.

Dette er i mine øjne kernen i den destruktionens ringslutning, der stort set vil umuliggøre en fornuftig løsning af de gigantiske vanskeligheder - klimatruslen og ressourceknapheden - som menneskeheden nu står overfor. Krige vil blive resultatet.

Where there's a will, there's a way.

Desværre ser jeg ikke reel vilje hos magthaverne til at konfrontere planetenes menneskeskabte problemer -- til gengæld ser jeg masser af vilje til at spinne ussel mammon og kyniske politiske manøvrer af krisen. Vis-a-vis NATO poster og anden idioti. Har de ingen skam i livet?

I guess not.

Ja, det er en grusom verden vi lever i og som borgere i et demokratisk samfund har vi hver især et ansvar; vi kan ikke bare sige at det er magthavernes skyld det hele, for vi har selv stemt på dem og er vi ikke tilfreds med deres indsats kan vi stemme på nogle andre næste gang eller stemme blankt - det har altid undret mig at folk ikke benytter sig noget mere at dette glimrende demokratiske stykke værktøj; det ville muligvis give stof til eftertanke, hvis, lad os sige, 40 procent af vælgerne valgte at stemme blankt…

Jeg vil nødig udtale mig om, hvorfor mennesker stræber efter magt. Nogle gør det nok af rene egoistiske grunde (herunder måske som en slags terapi mod angst og frygt…), mens andre gør det muligvis, fordi de har en oprigtig tro på at de kan ændre verden til det bedre. Dette gælder også for os almindelige borgere, når vi stemmer eller på anden vis forholder os til verden omkring os. I et demokratisk samfund har vi trods alt alle sammen en lille smule magt, men gider vi bruge det?

http://www.youtube.com/watch?v=eLiwaA4PmR0&feature=related

Bedre sent end aldrig: Tak til alle i tråden her uden undtagelse, men Maria og John har desuden skrevet noget om mig personligt, der har gjort mig så glad, at jeg gerne ville have kunnet sige mere end tak. Ethvert forsøg herpå har imidlertid vist sig at blive for patetisk og, ja, selvoptaget, så I må også nøjes med et t og et a og k. Men nu ved I altså det.

Og til Steen: Aldrig i livet kunne jeg drømme om at påstå, at du er stalinist. Jeg spørger kun, hvordan du/vi i praksis så undgår at blive det, når du i øvrigt så rigtigt skriver, at »det giver ikke mening at stemme om hvorvidt der er plads til vor livsstil eller ej«? Lige som videnskabsfolkene og teknikerne ikke overlader det til fri afstemning. talmajestæten og flertalsdiktaturet, om Newtons tyngdelov bør følges eller ej, når et par amerikanere skal sendes til månen. Af den grund er det forkert at kalde dig stalinist, fordi du fortæller de misforståede demokrater, at de fanme ikke har frit valg i forhold til den satans udemokratiske natur med alle dens love, »Demokrati er godt, pladderdemokrati er noget lort,« lyder din konklusion.

Men hvordan opnår vi det demokrati, der hverken er pladderdemokrati eller stalinisme, Steen? Det var, hvad jeg gerne ville have dig til at udrede. Når vi foreløbig er i en situation, hvor de fleste åbenbart mener, at spørgsmålet om der er plads til vores livsstil eller ej, er til fri afstemning.

S.u.

Venlig hilsen
Ejvind

De fleste går til DMI, når de vil have det bedst kvalificerede bud på morgendagens vejr. Men når det drejer sig om klimaforandringer, så har medier og mediebrugere gennem længere tid opbygget en solid dansk tradition for at slå sig op som selvbestaltede vejrprofeter.

Den veletablerede konsensus, som er bygget op internt i det videnskabelige system af klimaeksperter, bliver af de selvbestaltede vejrprofeter mistænkt for og beskyldt for at være en sammensværgelse, vendt mod fremskridtet, bestukket, korrumperet, sammenspist osv.

De selvbestaltede vejrprofeter mener sandheden omkring sammenhængen mellem den menneskeligt betingede forøgelse af atmosfærens indhold af CO2, gående fra 280 ppm før den industrielle revolution til de nuværende ca. 384 ppm, og den globale stigning af gennemsnitstemperaturen på 0,74 grader celsius i samme periode, skal kvalificeres af dem selv, med deres tilfældige referencer til hvad der nu måtte byde sig af mere eller mindre foretrukne beskrivelser desangående på det store World Wide Web.

De er sjældent i stand til at redegøre for, hvorfor netop dette spørgsmål skal afgøres i de almindeligt demokratiske sammenhænge, og altså ikke i de kredse af eksperter, som man ellers stoler på, når det drejer sig om morgendagens vejr. Nej pludseligt er spørgsmålet kastet ud til almindelig debat, og retten til at omtale, hvad der er op og ned, betinges af om man selv har fundet det rigtige svar på WWW og altså ikke hos DMI, der ellers er ganske velorienteret om, hvad der har med både morgendagens vejr og den klimatiske udvikling at gøre.

Således har man diskuteret i de danske medier gennem mere end 30 år. Sandheden er for ubekvem. Sammenhængen mellem den økonomisk/socialt betingede tilførsel af CO2 til atmosfæren og temperaturstigningerne er dokumenteret, så godt det lade sig gøre.

Den usikkerhed, der findes, omkring omfanget af de potentielle ulykker vi kan forvente som resultat af vor adfærd i fremtiden, er blevet brugt og vil blive brugt som undskyldning for at skalte og valte med beskrivelsen af sandheden helt demokratisk men hamrende ukvalificeret i videnskabelig forstand. Intet bliver her accepteret som farligt, med mindre det er 100 % sikkert, at det er farligt, og med mindre man ved præcist, hvilke konsekvenser det farlige vil få. Det kun tilnærmeligt forudsigelige vejr er i demokratiets misforståede navn det ikke forudsigelige, og dermed ikke at tage hensyn til, eller at se som konsekvens af de virkninger, der kun med meget stor sikkerhed kan aflæses i fremtidens klimafænomener som konsekvens af vor nutidige og fortidige adfærd.

Det er med det moderne samfund, som det er med fiskeren, der har det moderne samfunds indstilling til den mest pålidelige vejrudsigt/klimaudsigt der kan fås; man vælger at stå til søs, fordi udsigten kun melder orkan med 99 % sikkerhed. Og man begrunder det med, at man ikke vil tage hensyn til vejrudsigten, før den er 100 % sikker. Resultatet er forudsigeligt med 99 % sikkerhed.

De sømænd, der orienterer sig sådan, er der ikke mange tilbage af, fordi de allerede er blevet sorteret fra af naturlige og hamrende udemokratiske grunde.

Det historisk nye er, at det moderne samfund aldrig har fyldt så meget i sin omverden før, og at det derfor heller ikke har tradition for eller erfaring med at se sin egen indflydelse på sit livsgrundlag som en trussel for sig selv. Vi har altid været vant til at se truslen som noget ydre, og har derfor svært ved at forstå, at netop vor egen succes er blevet det største problem.

Det moderne samfund er blindt for sig selv. Forblindet af succes.

Den største udfordring for det moderne samfund består i overhovedet at få øje på sig selv, sin selvforskyldte umyndighed, de selvnegerende tilbøjeligheder der ligger i den herskende adfærd. Det drejer sig om at få øje på sig selv, som den der ser, og at erfaringen er en del af problemet, sådan som den falde nu.

Op gennem modernitetens implementering har den moderne form for succes været funderet i de ekstremt specialiserede former for rationalitet og effektiv tankegang, der knytter sig til det moderne samfunds delfunktioner. Således er det politiske system bestemt af sin egen rationalitet, det videnskabelige, de psykiske systemer, det juridiske, det økonomiske, virksomhederne, medierne og alle funktionsområder og organisationer har deres egne kriterier for succes, nytte og funktion.

Under og over det hele hviler der en idiotisk nærmest religiøs og stærk tro på, at det hele bidrager til en højere form for rationalitet. Miljøproblemerne og især klimaproblematikken beviser, at det langt fra er sådan at delrationaliteterne er forenelige med en højere rationalitet. Tværtimod er det klart, at hele det moderne samfund er ude af stand til at agere rationelt, når det drejer sig om samlet at koordinere og tage hensyn til hele det moderne samfunds og menneskehedens fælles naturlige livsforudsætninger.

FNs klimakonference har sandsynligvis kun den effekt, at den foregøgler at nogen agerer og implementerer hensynet til de overordnede mulighedsbetingelser af klimatisk art i samfundets måde at agere på. Men også FN er determineret af delrationaliteter. Her viser det sig at delaspekterne, delrationaliteterne er i stand til at feje hensynet til de mere sande almeninteresser til side, ud fra sine egne mere snævre kriterier for mening, nytte, funktion og succes. I demokratiets navn bliver den videnskabeligt beskrevne nødvendighed til et politisk kompromis, politisk håndværk, politisk succes, økonomisk succes, videnskabelig succes, en god historie, et godt drama, masser af glorier der kan pudses osv. Men succes i snæver politisk, økonomisk, videnskabelig, individuel forstand svarer ikke til hele samfundets succes. For økonomisk vækst fører til øget forbrug af begrænsede ressourcer, øget udslip af CO2, og politiske succes er betinget af, om man bekræfter vælgeren i det hensigtsmæssige i at denne har økonomisk og personlig succes. Videnskabeligt er det ikke sikkert, at den i snæver videnskabelig forstand bedst kvalificerede udgave af sandheden giver størst prestige, især ikke hvis sandheden er ubekvem for resten af samfundet, og det er langt fra sikkert at medierne kan tillade sig at sige ret det, som det er, hvis de skal overleve. Hvis de vil overleve, er de sikkert nødt til at slikke brugeren noget så læsterligt længe i røven. Hvis man vil overleve som individ, medie, politiker, videnskabsmand i det moderne samfund, så er man nødt til at agere, som om man ikke bidrog til de overordnede problemer, som truer med at negere det hensigtsmæssige i de delrationaliteter, der dominerer og afstikker forudsætningerne for at fungere i det moderne.

Man agerer, som om man bidrager til det fælles bedste ved at bestræbe sig på at opnå succes inden for de delrationaliteter, der dominerer det moderne samfunds måde at se og kvalificere sine erfaringer på. Men der er ikke nogen overordnet rationalitet i den herskende adfærd. Tendensen går mod, at man smadre legitimiteten i sin adfærd med sine forsøg på at overleve eller få succes på de gældende kriterier for succes.

Det eneste, der kan føre til en form for genetablering af legitimiteten i forsøgene på at opnå succes, er modet til at genoverveje og geninddrage det faktum, at vi p.t. har forflygtiget den overordnede rationalitet, ansvaret for de forudsætninger der gælder for gyldigheden af delrationaliteternes isolerede formål, funktioner og nyttighed. Vi agerer som om delrationaliteterne fungerer komplimenterende i forhold til en højere mening eller rationalitet. Kun derved kan vi bevare skinnet af mening, det skin som dækker over den nødvendighed vi eksekverer i frihedens navn; den potentielle underminering af forudsætningen for gyldigheden af de sociale delrationaliteter.

Modet til at møde paradokserne, rationalitetens sammenbrud, dens grænser, forudsætningen for den kvalificerede forpligtende kritik, det mod mangler.

Paradokserne er ikke litterære uforpligtende former for logiske og kun teoretiske øvelser og lege. De afslører grænserne for gyldigheden af de problemstillinger, som dikterer os, hvad vi kan forstå på baggrund af vort kognitive stadie. Vi må lære at se disse grænser og betingelser for gyldigheden af det, vi kan definere som problemer.

Problemet er ikke at overleve i økonomisk forstand, eller at få brød på bordet. Problemet er heller ikke at Ínformation risikerer at gå neden om og hjem, gud fri mig vel!

Ínformation kunne vinde ved for alvor at begynde at medreflektere de vilkår, der gælder for avisen i dens virke, og disses betingende karakter for hvordan det overhovedet er muligt for et kommercielt medie at behandle en miljøproblematik, der i den grad sætter spørgsmålstegn ved det forenelige i at dyrke mediets succes med hensynet til samfundets mere naturgivne former for betingende nødvendighed. Avisen har jo dog som slogan at være uafhængig af økonomiske interesser, og har i modsætning til andre medier ikke ophævet den kommercielle succes til sin egen ideologi.

Det er godt nok ikke sikkert, at man kan overleve som medie, hvis man for alvor begynder at beskrive det uforenelige i at overleve på de gældende betingelser med hensynet til samfundets naturligt givne eksistensbetingelser, men så kunne man da i det mindste skrive, at der er ting, som ikke lader sig gøre, men som netop burde gøres, selv om de ikke lader sig gøre, uden at man går neden om og hjem. Man kunne da i det mindst indrømme, at ens egen succes, på de gældende betingelser, betyder, at man har mistet sin eksistensberettigelse. Det kunne da også gribes både underholdende og aldeles forpligtende an. Det ville også sætte mediebrugeren i en position, hvor denne fik mulighed for at reflektere lidt over sin egen rolle. F.eks. er der en stor underholdningsværdi i budskabet om, at vores overlevelse som medie vidner om, at de som læser ikke har for fem potter pis mellem ørerne, der er værd at appellere til. Og tak fordi de holder avisen.

@Steen Ole Rasmussen: Som jeg læser dit lange indlæg ovenfor, fortvivler du over vores manglende rationalitet. Jeg har det selv på samme måde, men nogle foredrag på nettet, har overbevist mig om, at sådan er vores natur. Du kunne ligeså godt fortvivle over, at vi f.eks. har 2 arme og 2 ben.
Spørgsmålet er, om vi har metoder til at kompensere for vores manglende evner.

Ifgl. moderne psykologisk forskning træffer vi vores "rationelle" beslutninger med - vores følelser.
Se foredraget "deceiving images" her http://www.linktv.org/programs/orwell_deceiving - hvor prominente psykologer fortæller herom, ganske vidst i forbindelse med moderne propaganda.

Også Harvard-psykologen Daniel Gilbert fortæller om hvorfor vores hjerner er dårlige til at håndtere klimaspørgsmålet http://globalpublicmedia.com/professor_daniel_gilbert_on_the_partys_over...
Ifgl. ham (og min hukommelse - det er et par år siden, jeg hørte det) - er vores hjerner dårlige til at håndtere farer, der er:
* Langt væk i tid
* Hvor den farlige ændring sker gradvist
* Som ikke kan identificeres med noget, der ser farligt ud (et rovdyr, eller en farlig terrorist med fuldskæg)
.... og et par ting til, som jeg har glemt.

Skal der virkelig ske noget, er vi nok nødt til at sælge klimaproblemet på samme måde, som man sælger Coca Cola og amrk. præsidentkanditater. Ved hjælp af stærkt emotionelt ladede budskaber og ikke mindst, billeder.

Den slags gør man rutinemæssigt og dygtigt i erhvervslivet: Se f.eks. her den berømte co2-reklamer fra Exxon http://www.youtube.com/watch?v=7sGKvDNdJNA
og her
http://www.youtube.com/watch?v=Wq_Bj-av3g0&feature=related

Uhyggeligt, men effektivt. Ikke desto mindre, er det nok den metode, der skal til for at ændre tingene.

.. men naturligvis med det modsatte budskab af de 2 co2 reklamer ovenfor. :)

Kære Jens Bryndum

Jeg har så afgjort ikke forstand på propaganda. Mit projekt går ud på at appellere til det organ, som kan kører alt ud i ekstremer. Mit forslag til Ínformation og min gode ven Ejvind Larsen om at begå økonomisk selvmord, er lige så intrigant, polemisk og håbløst i praksis, som det er skabt af det organ, jeg eksplicit omtaler som ikke værende fem potter pis værd i min afsluttende bemærkning.

Men jeg henvender mig til dette organ alligevel, og beviser dermed eksplicit og performativt selvmodsigende, at jeg alligevel tror på det.

Jeg tror ikke på, at der "er" en overordnet rationalitet. Men jeg tror faktisk på, at hvis vi for alvor tager den skabte dokumentation for at det går ad helvede til ind i alle afkroge af det moderne samfund som det det er, et videnskabeligt faktum, og dermed for alvor forstår at vor succes er selve problemet, og at der er grund til at skide alvorligt i bukserne, ja så kan vi ændre retning.

Ind til videre bliver de fleste kræfter brugt på at overbevise os om, at det slet ikke er så slemt alligevel. Det er der flest penge i, flest stemmer osv. osv.

Demokratiet kan først genvinde sin myndighed, når det har erkendt sin umyndighed. Politikerne kan først genvinde deres legitime magt, når de er holdt op med at stræbe efter den, på de vilkår der gælder for succes nu. Medierne kan først genvinde deres legitime tilværelse, når de holder op med at bestræbe sig på at overleve for enhver pris.

Først når vi forstår at der er grund til at skide i bukserne vil der være begrundet håb for fremtiden.

Venligst Steen

"Først når vi forstår at der er grund til at skide i bukserne vil der være begrundet håb for fremtiden."

Jeg er enig i, at det er nødvendigt at forstå problemerne, men jeg mener ikke det er tilstrækkeligt.
Hvad jeg prøver at vise eller sandsynliggøre ovenfor er, at i tillæg til at forstå, er det nødvendigt, at vi også FØLER. Ellers sker der ingenting.

Metoderne til at få store menneskemængder til at føle, og derfor handle eksisterer, og selvom de hidtil er blevet brugt til at få os til at købe, forbruge og stemme, kan de måske også bruges konstruktivt?