Tre skud dræbte tirsdag aften en psykisk syg 32-årig mand, der angreb politiet med en sabel under en tvangsindlæggelse på Nørrebro i København. Den 32-årige er tidligere soldat på Balkan og er bare det seneste navn på en efterhånden lang liste over tidligere soldater, der går amok.
Men listen kan desværre risikere at blive meget længere, mener formand for Kammeratstøtteordningen for Veteraner, Bjarne Hesselberg:
"Den unge mand, der gik amok, hører til historien om, hvor dårlige vi har været til at tage os af hjemvendte soldaters krigstraumer. Men selv om forholdene er blevet bedre, så er psykisk støtte stadig et af de helt store huller, når det gælder hjemvendte soldater."
Vibeke Schmidt, der er chefpsykolog på Institut for Militærpsykologi, er enig i, at indsatsen for tidligere hjemvendte soldater ikke har været systematisk nok før i tiden: "Jeg er sikker på, at indsatsen godt kan blive endnu bedre, men de sidste par år er indsatsen nu blevet udbygget ganske betragteligt."
Bjarne Hesselberg mener ikke, der findes nok ekspertise i, hvordan man behandler psykisk skadede soldater, og det skal der gøres noget ved politisk: "Fremover vil vi jo se langt flere soldater med psykiske mén, fordi vi har sendt langt flere soldater ud de sidste 10-20 år."
Veteranpolitik
Bjarne Hesselberg så derfor gerne, at Danmark fik en decideret veteranlov ligesom i Norge og Sverige. Og en mere målrettet politisk indsats over for hjemvendte soldater ser også ud til at være en af konklusionerne fra Forsvarskommissionen.
Ifølge et udkast fra kommissionens kommende rapport, som Information er i besiddelse af, mener kommissionen, at "Forsvarsministeriet bør have en eksplicit veteranpolitik (...) Politikken bør beskrive den vifte af muligheder der er for hjælp og støtte til håndtering af mulige psykiske og sociale belastninger, samt fysiske skader som følge af udsendelsen. Endelig bør politikken tage højde for, at den udsendtes indsats skal værdsættes, og at samfundets ansvar herfor skal tydeliggøres."
SF's forsvarsordfører og medlem af Forsvarskommissionen, Holger K. Nielsen mener, at der brug for bedre forhold for de hjemvendte soldater.
"Det er nødvendigt med en veteranpolitik, så vi ikke som i det tragiske tilfælde her risikerer, at folk går rundt i meget lang tid og har det skidt. Vi er blevet en krigernation, men det er som om, at vi ikke har villet erkende de problemer, der følger med."
Medlem af Forsvarsudvalget for Venstre, Gitte Lillelund Bech, mener, at indsatsen hele tiden bliver forbedret for de udsendte soldater: "Det psykologiske beredskab bliver forbedret fra hold til hold, der kommer hjem fra Afghanistan." Hun bakker dog også op om en samlet politik for veteranerne.
Gruppen er nøglen
Militærsociolog Claus Kold mener, at problemet er, at de hjemvendte soldaters psykiske problemer ikke bliver håndteret rigtigt i dag:
"Krig handler om at slå mennesker ihjel og ødelægge ting, og det er et meget begrebsløst område. Derfor oplever soldaten, at det kan være meget svært at sætte ord på. Soldaten har jo aldrig været sådan et sted før - uden for det civile samfunds lov og ret, og det kan gøre det meget vanskeligt bare sætte sig ned og snakke om, hvordan de har det."
Claus Kold mener, at fællesskabet med de andre soldater er nøglen til at hjælpe de udsendte tilbage til en normal tilværelse, fordi mange af de problemer, som de hjemvendte tumler med, også er opstået for andre i gruppen af udsendte eller simpelthen er skabt af gruppens måde at fungere på.
"Vi bliver nødt til at fastholde kampgruppen, når de kommer hjem og efteruddanne dem i at komme videre under supervision fra psykologer og andre fagfolk," siger Claus Kold.
Utroligt at der skal et tragisk dødsfald til, før man forstår, at der følger et ansvar for de udsendtes psykiske velbefindende med, når man sender folk til krigszoner.
Der er lige kommet en ny rapport om, hvad Danmark skal kunne præstere militært - er psykisk behandling ved hjemkomst på nogen måde behandlet heri? Jeg tvivler...Større forpligtigelse, større ansvar. Flere udsendinger, flere hjemvendte. Mere krig, mere traume.
Og at "Det psykologiske beredskab bliver forbedret fra hold til hold, der kommer hjem fra Afghanistan.", er næppe en stor hjælp - især ikke hvis man var udstationeret på Balkan for 10 år siden. Det skægge ved sindet er jo trods alt (bl.a.), at vi kan huske, og dét betyder, at problemerne kan vende tilbage/opstå mange år forskudt fra begivenhederne. Det er jeg i øvrigt ret sikker på, enhver psykolog (militært ansat eller ej), kan fortælle om.
Alt andet end øjeblikkelig handling på det her område er decideret uansvarligt. Hvis staten insisterer på at sende folk i krig, må den også sørge for, at soldaterne kan vende tilbage til et normalt liv efterfølgende. Både for soldaternes skyld, for de borgere det kan gå ud overs og for noget så negligeret som anstændighedens.
I stedet for at opfinde den dybe tallerken igen, så kunne de danske myndigheder jo tage kontakt til lande der har lidt mere erfaring med hjemvendte soldater end vi har.
F.eks USA eller England, der har haft deres del af soldater ud i den vide verden.
Disse lande må da have gjort sig nogle erfaringer med dette probelm læge før vi i DK begyndte at sende soldater til udlandet.
"Kommission: Danmark skal have veteranpolitik"
Jamen det har Danmark så sandelig da også:
Danske soldater er ikke en flok tøsedrenge, der tager skade af en smule krig, så der er ikke noget at komme efter!
Casper
Så vidt jeg kan se, har man her i USA gjort den erfaring, at problemet kan ignoreres ud fra en cost/benefit-analyse, og det er vel strengt taget det man har gjort i Damnark osse. En enkelt soldat der går amok kan godt få røvene op ad sæderne for en stund, men så besinder man sig alligevel og sir at hva fan, resten lider i stilhed, så dem behøver vi ikke at bekymre os om. Hvis de alligevel er sindslidende, så vil det være for meget bøvl at gøre noget ved det, fordi endeformålet vil jo altid være at få dem mobiliseret til arbejde, og hvis det ikke kan lade sig gøre, så kan det vist ikke betale sig at spilde penge på'et.
Man kunne måske som samfund spørge, om det i det hele taget er det værd at deltage i alle de krige, men med Fogh undervejs til nato, er sdignalet not, at der kommer mere i stedet for mindre, og det hjælper jo osse gevaldigt med shipping-kontrakter for mærsk, byggekontrakter og den slags. Så det er godt at hjælpe til med at knokle tredieverdenslande som jugoslavien og hvad de nu allesammen hedder, det er ikke sådan at holde styr på, knokles skal de i hvert fald.
Uden at have meget forstand på det her, så mener jeg, at man måske burde undersøge, om man på forhånd (altså inden udsendelse til uroområder) kan identificere en del af de personer, som kan tage mentalt skade?
Ved ansættelser i private firmaer benytter man ofte konsulentfirmaer til at lave diverse psykologiske egnetheds-tests - kan det ikke lade sig gøre med soldater?
USA har naturligvis et nationalt center for PTSD - jeg skal beklage, at det fremgår af deres hjemmeside at de er ved at skifte server, så forbindelsen er elendig,
www.ncptsd.org
yderligere link med informationer der er knyttet til veteraner:
www.military.com/benefits/resources/ptsd-faqs
og det fremgår af sidste link, at næsten 30 procent af de der har opholdt sig i krigszoner udvikler PTSD.
Jeg ved at man i det danske forsvar fastholder at procentdelen er langt mindre, men det er altså sådan, at PTSD kan udvikle sig over år, så det vi ser nu er kun toppen af isbjerget - hvis vi ser 10-15 år frem, kan vi altså forvente en stigning til 1/3 af de unge mennesker der har været sendt afsted på mission, vil udvikle PTSD i større eller mindre grad.
Problemet for veteraner både i USA og DK er at det er vanskeligt at erkende for veteranen selv, at der er noget galt, man har jo været ude og gøre en indsats, og man er vel ikke en "tøse-dreng", så de kommer altså ikke selv og siger at der er noget galt - det er jo ikke netop en mandig attitude.
Jeg tror derfor at det er nødvendigt så at sige at "spænde ben" for dem når de kommer hjem, og sætte ind med psykologisk screening og opfølgning gennem flere år, for at kunne tilbyde den nødvendige hjælp så hurtigt som muligt.
Man kunne forestille sig en hot-line, hvor pårørende kunne henvende sig, så der var kvalificerede folk til at rykke ud og yde den rigtige hjælp.
Det næste reelle problem er, at man ved, at det samfundsmæssigt koster rigtig mange penge til pensioner, behandling mv. og der er store problemer for veteraner i USA med at få den hjælp de har behov for, og det er vel nærmest sådan i Danmark også.
I den aktuelle tragiske sag risikerer samfundet tre ofre - den dræbte soldat, der ikke fik den nødvendige hjælp, og måske to ny PTSD ofre, nemlig de to politifolk, der i selvforsvar dræbte ham.
Det fortvivlende ved PTSD er at det skal behandles hurtigt, og at det ikke nødvendigvis kan behandles. Der tilbydes medicinsk hjælp og terapi, men der er ikke nødvendigvis nogen redning i det, kun lindring af de værste symptomer.
Man kan ikke sortere personel fra på forhånd - der er intet i soldaternes personlighedsstruktur, der viser hvem der bliver ramt.
Man ved at man kan skadereducere, ved ikke at tillade personel at opholde sig i krigszoner ud over 4 måneder, dvs. færre får PTSD, ligesom ældre - over 40 år, også er i mindre risiko.
Problemet netop for veteraner er, at de udsættes for farlige situationer, de risikerer at dø, eller deres kammerater risikerer det, de ser ulækre ting, de oplever faren - alene det at opholde sig i en krigszone, forøger jo ens risiko for at blive slået ihjel, og det lægger jo et konstant pres på en, som man nok skal have prøvet for rigtigt at forstå.
De lever kort sagt i en situation, som afviger så meget fra normalt, dagligt liv, og oplever deres normale værdigrundlag sat ud af spillet, og det pres det lægger på den menneskelige psyke skader altså helt op til 30 %.
De er ikke "kyllinger" de er normale mennesker der bliver udsat for så store belastninger, at de tager skade af det.
Fagfolk inden for psykiatrien forklarer det således -
det er en normal reaktion - på unormale ydre omstændigheder.
Følgende link forklarer hvad der sker når livstruende situationer opstår.
http://www.centerforptsd.dk/forstaa.html
Det tager ikke lang tid for aviserne at samle en artikel med soldater der har opført sig tosset gennem ti år.
"Befriende" at man kan sætte en etikette på de unge fyre - soldater der har været i FN tjeneste - så skal vi jo ikke tænke mere, men kan blot sætte hjernen på automatpilot.
Væk med kritisk analyse af data - han har jo været soldat. Væk med undersøgelser om der er statistiske sammenhænge. Væk med begreber som årsagssammenhæng. Alt er sket fordi han var soldat.
Det næste bliver at alle der har været udsendt som soldat i FN tjeneste skal visiteres for sabler og håndgranater.
Det er tragisk at en psykisk syg person skal ende sine dage på den måde, men er det virkeligt kun fordi han var soldat? Vi er mange der har været afsted, hvor stor er sandsynligheden for at man tager sit eget liv efter en tur med den blå hjelm på? Hvor stor er sandsynligheden for at man bliver kriminel? Større eller mindre end en tilsvarende gruppe der ikke har været afsted?
Forskning - ikke fordomme tak.
med venlig hilsen
Lennart
@ Niels Mosbak
En privat behandler vil sikkert gerne have at PTSD bliver behandlet professionelt.
Jeg siger ikke at PTSD ikke skal behandles.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann:
"Væk med begreber som årsagssammenhæng. Alt er sket fordi han var soldat."
Der er da i dette tilfælde tale om en meget entydig årssagssammenhæng mellem et trauma der angiveligt er opstået i forbindelse med militær tjeneste i Bosnien, og så et amokløb forårsaget af denne traumatiske tilstand.
Kan du virkelig ikke selv se det selvmodsigende i din påstand, Kampmann?
@Lennart Kampmann
Man har allerede lavet mængder af undersøgelser, der afdækker at der er en sammenhæng. Det er jo ikke noget nyt fænomen - det har heddet noget forskelligt undervejsbl.a. "granat-chok" osv.
Under 1. verdenskrig løste man i de britiske styrker problemet, særdeles radikalt - hvis soldaterne blev ramt af "granat-chok" og nægtede at kæmpe videre, blev de stillet for en militær stand ret, og derefter henrettet som kujoner.
Vi må jo som udgangspunkt antage, at de soldater der sendes ud, er sunde og raske på alle måder.
Hvis de ikke har nogen forudgående anamnese, og de begynder at udvise afvigende adfærd senere, må man jo finde årsagen - og når adfærden de udviser, har symptomer i retning af PTSD - der er velbeskrevet i den medicinske litteratur - så behøver man jo ikke forske så meget, man behøver såmænd blot at anvende princippet i Ockhams Ragekniv.
Og nej, han endte ikke sine dage på den måde fordi han var soldat, men fordi han var blevet syg af at være det, og ikke fik den fornødne hjælp.
Jeg er enig i, at det er fint med en veteranpolitik. Men lad os nu ikke igen tro, at vi kan loese problemerne ved at klientgoere personer, der kort sagt bryder loven, og som i dette konkrete tilfaelde umotiveret gaar til angreb paa to politifolk. Det er ikke i orden. Det er helt uacceptabelt og uundskyldeligt, uanset om han led af PTSD eller noget andet.
Den døde mand, Torben, blev ikke hjulpet før det var for sent.
Behandlere og læger i psykiatrien begræder, at der ikke er hjem, skånejob eller væresteder, for personer, som har været i behandling. Folk tror, at problemet er, at det koster penge. Men måske problemet er, at ingen gider have med de syge at gøre.
Det er også synd for politifolkene. De overlevede, men vil også være påvirket af det. De må have været skrækslagne.
@Birgitte Skot Nielsen
Dit indlæg viser, at der tilsyneladende ikke er grænser for den menneskelige uvidenhed -
Der var tale om en mand der var syg - det er stadig således i den danske straffelov, at mennesker der er sindssyge i gerningsøjeblikket ikke betragtes som kriminelle, men som syge, og behandles derefter - ikke med straf men med behandlings tilbud.
Han reagerede som han gjorde, ikke fordi han var en "ond kriminel", men fordi han var en angst, syg mand, der p.g.a. sin sygdom havde en forvrænget virkelighedsopfattelse.
Det havde været ønskeligt at han var blevet behandlet, i stedet for at blive slået ihjel, men det var ikke ham der svigtede, det var det samfund han havde tjent med sit liv og helbred som indsats.
Som tidligere udsendt til bla. Afghanistan og Kosovo, kan jeg undre mig over den bedrevidenhed, der udvises i debatten. Et gennemgående tema, synes at være tvangsbehandling og overvågning af psykologer. Koert sagt, er alt sat ned på mindste fællesnævner. er der mon nogen der har overvejet at spørge dem, som det handler om? Se evt. www.veteranhjem.dk