Læsetid: 1 min.

Læger skubber arbejdsløse bag i køen

Patienter i job kommer forrest til operation på landets sygehuse. Det er direkte i strid med lægeløftets krav om at behandle alle efter behov
9. marts 2009

Hvis man skal opereres i knæ, hofte eller ryg, er det en klar fordel at have et arbejde. Så kommer man hurtigere til behandling på de offentlige sygehuse. Fire ud af fem speciallæger i ortopædkirurgi vælger nemlig at operere patienter i job før arbejdsløse, pensionister og studerende, selv om de ud fra en lægefaglig vurdering har samme behov. Det viser en undersøgelse foretaget blandt 71 speciallæger af en specialestuderende på statskundskab på Københavns Universitet.

"Patienten med arbejde har en nytteværdi over for samfundet og den familie, han forsørger," siger en af de 71 læger, ortopædkirurg Jens Ole Laursen fra Sønderborg Sygehus til Politiken.

Han erkender, at hans praksis strider mod lægeløftets krav om, at alle patienter skal behandles efter behov, ligesom Sundhedsloven også lover lige adgang til behandling for alle patienter.

Helt uacceptabelt

Danske Patienter, en paraplyorganisation for patientforeningerne, er stærkt fortørnet over den praksis:

"Det kan vi slet ikke acceptere. Det er en ulykkelig situation," siger Danske Patienters direktør, Morten Freil.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) vil ikke blande sig i, at lægerne lader patienter med job springe over i køen til operation.

"De mest syge skal ganske enkelt til først. Prioriteringen overlader jeg trygt til lægerne, der jo er forpligtet på deres lægeløfte," lyder det fra ministeren.

Information har i en række artikler beskrevet, hvordan private sundhedsforsikringer er med til at øge uligheden i det danske sundhedsvæsen. En ulighed, der altså nu for alvor er rykket ind på de offentlige sygehusgange.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu