Læsetid: 2 min.

'Jeg var naiv, da jeg troede på, at det offentlige sundhedssystem stadig virkede'

Efter mere end to års ventetid på en rygoperation på Rigshospitalet blev Per Schwalbe henvist til en privatklinik. Det, der i det offentlige tog flere år, blev gennemført på bare tre måneder - endda af den selv samme overlæge som på Rigshospitalet
-Det var et helvede på det tidspunkt. Jeg levede mit liv på piller. Jeg ved ikke hvorfor, der skulle gå et halvt år, før de overhovedet havde tid til at se på mig- siger Per Schwalbe.

-Det var et helvede på det tidspunkt. Jeg levede mit liv på piller. Jeg ved ikke hvorfor, der skulle gå et halvt år, før de overhovedet havde tid til at se på mig- siger Per Schwalbe.

Kristine Kiilerich

6. marts 2009

Et lille billede af en håndgranat hænger på køkkenbordet, der adskiller 60-årige Per Schwalbes åbne køkken fra hjørnestuen. "Klageskranke - træk et nummer", står der med sorte bogstaver over, og en sort pil fører ens øjne ned på granaten.

"Den minder mig lidt om mit seneste møde med sygehusvæsnet," siger den tidligere folkeskolelærer, der i dag er bosat på Bornholm.

I mere end to år ventede han på en operation på Rigshospitalet af overlæge Peter Blyme, før tålmodigheden sidste sommer slap op. Per Schwalbe bad om at blive henvist til et privathospital, men her fik han sig en stor overraskelse. For den ansvarlige for operationen her var den selv samme Peter Blyme, som han havde stået i kø til i årevis på Rigshospitalet.

"Jeg blev godt nok overrasket, da det gik op for mig, at det var Peter Blyme, der skulle operere mig på privathospitalet. Det er jo klart, at det offentlige sygehusvæsen ikke kan følge med, hvis det private suger alle de gode læger og sygeplejersker til sig," siger han.

Mange år med smerter

Per Schwalbe har i mange år haft problemer med ryggen og er også tidligere blevet opereret. I maj 2006 vurderede en læge, at der igen var behov for operation og henviste ham derfor til Rigshospitalet. Men først syv måneder senere - i slutningen af december 2006 - blev Per Schwalbe indkaldt til undersøgelse på Rigshospitalet.

"Det var et helvede på det tidspunkt. Jeg levede mit liv på piller. Jeg ved ikke hvorfor, der skulle gå et halvt år, før de overhovedet havde tid til at se på mig," siger han.

Efter de indledende undersøgelser går der igen langt over et halvt år, før Per Schwalbe igen blev indkaldt til undersøgelse hos overlæge Peter Blyme.

"På det tidspunkt fik jeg at vide, at der formentlig ikke ville gå mere end tre måneder, før jeg skulle opereres," siger Per Schwalbe og tilføjer:

"Jeg var jo lidt mere naiv dengang, da jeg troede på, at det offentlige sundhedssystem stadig virkede. For efter undersøgelsen, var det som om alt gik i stå," siger han.

"Jeg hørte ingenting fra hospitalet, og når jeg selv henvendte mig, kunne de på intet tidspunkt oplyse mig om, hvornår jeg havde mulighed for at komme til. Jeg havde det ad helvede til og var jo bange for, at jeg måske var røget ud af deres system. Først næsten et år efter fortæller sekretæren mig, at de stort set ikke har kunnet gennemføre nogle af de planlagte operationer, siden jeg havde været til forundersøgelse, og så slap min tålmodighed op," siger han.

Per Schwalbe bad herefter om at blive henvist til privathospitalet Center for Rygkirurgi, hvor han fik sig noget af en overraskelse. For her blev han modtaget af den selv samme læge, som han havde ventet på at blive opereret af på Rigshospitalet.

"Jeg kan huske, at jeg fik mumlet til ham, at når Muhammed ikke kan komme til bjerget, må bjerget komme til Muhammed," siger han og tilføjer, at han ikke kan begribe, hvorfor systemet skal være sådan indrettet:

"Jeg er mest sur på politikerne over, at de mener, at sygehusvæsnet bør styres på den her måde. Vi skulle aldrig have haft privathospitaler."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jesper schultz

Med mindre vi skal tvinge alle ansatte i sundhedssektoren (den offentlige forstås) op på 37.5 timer/uge og forbyder dem at have andet arbejde end det af det offentlige tilbudte - hvordan skal man så løse problemet?

Havde vi ikke også problemer med koordineringen og ventelister i det offentlige sygehusvæsen før der kom private hospitaler til - kom de private ikke netop til fordi ventelisterne i det offentlige steg og steg?

Jovist er det da frustrerende at se overlægen 'have tid' ovre på privathospitalet, når han 'ikke har tid' på det offentlige sygehus; men det er jo ikke kun lægen, det er også anæstesilægen, operationssygeplejerskerne, rengøringen, administrationen osv. osv., der skal være på plads for at det hele hænger sammen.

Det nytter ikke at blive sur på lægen (eller sygeplejersken eller...) - de gør ikke noget de ikke må i henhold til den overenskomst de nu har med det offentlige sygehusvæsen - man kan f.eks. ikke bestemme over hvad folk vil lave i deres fritid - altså når de har erlagt den aftalte arbejdstid i det offentlige.

Det kan ikke være en kur, at vi beslutter at sundhedspersonale bliver frataget retten til at bestemme over deres eget liv. Hvem vil så være sygeplejerske, læge, laborant osv.?

Er privathospitalerne ikke mere symptomerne på en dårligdom i det offentlige sygehusvæsen, end selve sygdommen?

Ole E. Mikkelsen

Ja, mærkværdigt at det ikke går op for os alle at det danske velføærdssystem helt ind til roden er en saga blot.

Mærkværdigt at afskaffelsen af velfærdssamfundet har kunnet luskes igennem uden folkeafstemning, uden politisk debat uden pressens bevågenhed osv.

Og mærkværdigt at læse en artikel der får en til at tro at der var tale om korrupte læger og embedsmænd i det hedengangne Sovjet.

Artiklen dokumenterer at prisen er uværdige forhold for folk der ikke har forsikringerne i orden.

Desværre handler dette ikke bare om sundhed, - det handler om hele velfærdssamfundets kerneområder.

Folkeskolen hænger på endnu, men hvert eneste år fjernes nogle grene på planten, så den efterhånden dør, . eller bliver overhalet af privatskolerne. senest blev det dokumenteret at det nu (incl. SFO) er dyrere at have barn i folkeskolen end i privatskolerne.

Pensionssystemet har længe været en vittighed. Den grundlæggende folkelige ydelse er devalueret gennem afgrænsning af pensionstillæg og fastholdelse af grundydelsen.

Uddannelsessystemet er ikke længere for alle, men kun for dem der har råd til de bedste uddannelser.

Skattestoppet betyder ikke at vi betaler mindre i skat, - det betyder at vi finansierer ydelserne anderledes.

F.eks. betaler vi SFO-bidrag der i de seneste 5 år er 3 eller 4 doblet. Bidrag til børnehaverne, vuggestuerne, dagpleje osv. er hævet så det langt overstiger skattelettelserne.

Energiafgifterne hæves nu igen, så skattestoppet er rent mytisk.

Sygesikringen dækker ikke længere for basal sundhedssikring, men kræver at alle har tillægsforsikringer, hvad enten det handler om artiklens påstand eller det handler om rejser i udlandet eller andet.

Som bittesmå bække er der indført afgrænsning af velfærdssamfundets ydelser, så vi nu hver især betaler disse ydelser privat.

Skattestoppets påstand om skattelettelser er det største vælgerbedrag i de sidste 100 år.

@ Ole E. Mikkelsen, tak for et godt indlæg. Du skriver bl. andet:

" Ja, mærkværdigt at det ikke går op for os alle at det danske velføærdssystem helt ind til roden er en saga blot. "

Jamen, det flertal af befolkninger, der har valgt Rasmussen og hans slæng TRE gange, må dog formodes at vide, hvad de har gjort ved at vælge ham..

Rasmussen selv har da ikke lagt skjul på, hvad han ville; han har oven i købet selv skrevet det ... i den berømte bog, og at han ville lyve om, hvad han ville gøre. Det er flere år siden. Så lyt til ham, gang det han siger med -1, viola.

Det er ikke så svært !

Resten af befolkningen, altså de der ikke har stemt på ham, må så bare lide under hans totale mangel på respekt for det danske demokrati ... f.eks. at vedtage vigtige beslutninger i Folketinget med 90 stemmer ... det er ikke nogen god praksis i et fornuftigt demokrati.

Ole E. Mikkelsen.

Jeg deler dine frustrationer, men hvad er løsningerne?

Det offentlige sundhedssystem, har igennem en årrække kørt efter den østkommunistiske model, hvor det var udbuddet, der bestemte efterspørgslen og ikke omvendt , og det ville vi ikke findes os i.

Det har altid været private sundhedsforsikringer. Det undergravende er ikke disse forsikringer, der i princippet tilføre området flere resurser, næh det undergravende er, at regeringen har lavet en model, hvor der føres resurser fra det offentlige ( fratages resurser) til det private sundhedsvæsen, der nu i vid udstrækning finansieres af skattepenge under slagordet, pengene følger patienten.

Et andet problem er, at det offentlige sundhedssystem ikke kun er pålagt at behandle sygdom, men også meget i afdelingen for ”tjant og fjas”.

Dette sammenholdt med at ca. 45 % af dem på arbejdsmarkedet betaler topskat (før skattereformen) gjorde skattestigning umulig, medmindre man skulle gå til konfiskationsgrænsen.

Løsningen er, at få afgrænset de ydelser det offentlige sundhedsvæsen skattefinansieret skal give (sygdom) og hvilke ydelser man selv må betale via privatforsikring ( afdelingen for tant og fjas) og derved bringe de offentlige ydelser i overensstemmelse med de økonomiske muligheder.

På samme måder må alle de velfærdsydelser, vi har bevilliget hinanden, gennemgås og saneres, så der er til dem, der har behov og så de kan finansieres.

Inger Sundsvald

Åh, hvor er det dog ikke bare frustrerende, men også deprimerende. Søde og dygtige hjemmehjælpere stemmer på DF, fordi de er bange for de slemme muslimer, der jo render rundt og skyder i gaderne, og fordi de tror at Fogh er socialdemokrat, og at når regeringen proklamerer strengere straffe for både rockere og bander, så kan man komme uvæsenet til livs. Deres mænd stemmer på DF, fordi de er bange for ’den polske blikkenslager’.

’Eliten’ stemmer på V + K, fordi de kan se deres egen fordel i at rage til sig, og blæser på alt og alle. Når de har været for finanssmarte får de jo en ’pakke’, og en skattelettelse oven i købet.

Hvad gør medierne i oplysningens navn?
Hvad pokker skal man gøre?

Her på netavisen er der masser af løsninger,
men …

Mona Blenstrup

Det er ikke særligt fair at påstå at
" søde og dygtige hjemmehjælpere stemmer på DF, fordi de er bange for de slemme muslimer, der jo render rundt og skyder i gaderne, og fordi de tror, at Fogh er socialdemokrat, og at når regeringen proklamerer strengere straffe for både rockere og bander, så kan man komme uvæsenet til livs.".

Det ryster mig , at du Inger kan komme med så nedladende bemærkninger om de søde og dygtige hjemmehjælpere.

At de søde og dygtige hjemmehælpere stemmer på DF er da noget af en påstand. Bevis?

At der bliver skudt i gaderne henhører til nutiden men valgene fandt sted for mindst et år siden sidst.
Hvorfor skulle du så antage denne påstand?

Hvorfor skulle de søde og dygtige hjemmehjælpere være bange for muslimerne i gaderne? I forhold til andre borgere.

Er det din opfattelse, at de søde og dygtige hjemmehjælpere ikke ved at fogh er Venstremand?
Og hvori begrunder du denne påstand?

Hvad har dit indlæg at gøre med denne tråd om at det offentliges sundhedssystems virksomhed?

Jeg giver dig ret i at det nuværende sundhedssystem er under stort pres, men det er ikke de søde og dygtige hjemmehjælperes skyld.
så mange er de ikke. Og fordi man er hjemmehjælper (som det slet ikke hedder mere) så behøver man altså ikke at være naiv eller dum eller mangle samfundssind.

Jeg mener snarere at nedgangen i effekten i det offentlige danske sundhedssystem hænger sammen med de supersmarte sundhedsforsikringer, som arbejdsgiverne har "givet" de ansatte, for at de kan komme hurtigt tilbage til jobbet, hvis de skulle blive syge. Altså en form for arbejdsplads-pleje.

Jens Sørensen

Enig i alle indlæggene.

Sundhedsvæsenet skal helt reformeres.

Der skal ansættes en "rigtig" direktør, med klare mål.

En offentlig effektiviserings task-force skal indsættes. PRAKTISKE løsninger skal implemeteres. INGEN eksterne konsulenter, der smutter når problemerne kommer.

Faggrænser skal nedbrydes.

Hvis der er i en periode er travlt (vente-lister), skal der selvfølgelig arbejdes over. Hvis personallet herefter har kræfter til et ekstra arbejde, kan de gøre det. Hvor mange ledere/specialister i det private med en arbejdsuge på 50 timer, har egentlig et ekstra arbejde ?

Afskaffelse af behandlingsgarantien.

Afgift på private kosmetiske operationer.

Uddannelse af flere læger.

Ja, mulighederne er enorme.

Mona Blenstrup

Hvis Inger heniser til MIN kommentar, må jeg bare pointere, at jeg har kommenteret den rene tekst i Ingers indlæg.

Men det var måske ikke en kommentar til min kommentar?

Ole E. Mikkelsen

@Svend W. Jensen

Hvis jeg havde løsningerne ville jeg nok enten have været direktør for sundhedsvæsenet eller have været politiker :-)

Min anke er egentlig at vi aldrig, synes jeg, har haft en reel demokratisk debat om at skattestoppet ikke er et skattestop, men en finansieringsomlægning ('det bliver ikke billigere').

Ej heller har vi haft en demokratisk debat om at det vi forstår ved velfærdssamfundet afskaffes og omlægges til privat/inividuelt finansierede forsikringer.

Jeg er ikke uenig i dine øvrige synspunkter. Og jeg har heller ikke 'ideologisk' noget mod private forsikringer.

Men artiklen dokumenterer at det såkaldte velfærdssundhedssystem er korrupt, når man kan få sit helbed fikset af den samme læge privat, som ikke kan fikse det offentligt.

Der er ikke længere lige adgang til sundhedsydelser, uanset indkomst og øvrige sociale betingelser. Det er det afgørende for mig.

@Per Jongberg
Jeg mener AFR's nuværende politik kan siges at være minimalstaten 'på langt sigt'. På kort sigt er AFR's udmeldinger jo 'bedre velfærd for samme penge', - altså skattestop og bedre velfærd.

Men artiklen dokumenterer/antyder jo at minimalstaten allerede er indført.

Det der er markant er at dette langsigtede mål ikke ligger i den offentlige debat, derfor kalder jeg det bedrag.

Inger Sundsvald

Mona Blenstrup
Det er ikke særlig opløftende at sidde og skændes om hvad man selv tillægger/beskylder andre for at have af meninger og holdninger.

Der er jo ikke altid man udtrykker sig lige hensigtsmæssigt, når man baserer sin holdning/mening på personlige erfaringer. Så kan man let komme til at generalisere mere end godt er, når man vil give eksempler. Men jeg går ind for, at man sparer på beskyldningerne og samarbejder der hvor der er enighed.

Vi to er formentlig temmelig enige om ret meget (tror jeg) men vi bliver nok aldrig enige, der hvor det virkelig gælder. Jeg kan være stort set enig i det du skriver:

”Jeg mener snarere at nedgangen i effekten i det offentlige danske sundhedssystem hænger sammen med de supersmarte sundhedsforsikringer, som arbejdsgiverne har "givet" de ansatte, for at de kan komme hurtigt tilbage til jobbet, hvis de skulle blive syge. Altså en form for arbejdsplads-pleje”

Det er, bl.a., emnet i artiklen.

Men så vidt jeg kan forstå, så er vi ikke enige om hvor skylden for denne misere ligger, og heller ikke i, at for at forandre på denne tilstand, så må VKO væk fra magten, og både Pia Kjærsgaards magt og Fogh Rasmussens løgn og bedrag skal stoppes.

Ole E. Mikkelsen.

Enig i dine synspunkter. Når VKO slipper af sted med Minimalstaten på længere sigt, skyldes det først og fremmest, at vi har en inkompetent opposition, derfor er det nødvendigt at nogle leger politikere, så fortsæt du bare.

” Men artiklen dokumenterer at det såkaldte velfærdssundhedssystem er korrupt, når man kan få sit helbred fikset af den samme læge privat, som ikke kan fikse det offentligt”.

Det har ”man” altid kunnet, problemet er, at det ”man” efterhånden bl. a. ved god hjælp af de ”solidariske” fagforeninger er blevet til de ca. 50% bedst stillede og resten må så nøjes med de offentlige smuler.

Mona Blenstrup

INger

du provokerer mig ved at du tillæggger de søde og dygtige hjemmehjeælpere skylden for VKO regeringen, fremmedhad samt at de ikke er selvstændige tænkende individer.
jeg fornemmer, at du tager afstand fra denne for så mange vigtige del af det sundhedsfaglige tilbud, vort samfund byder på.
Måske tager jeg fejl, og i så fald undskylder jeg.

Men du tager fejl, når du antager, at jeg ikke godt er klar over og enig i, at der skal ske en magtændring, før vort samfund atter kan komme tilbage i god gænge, hvad angår social retfærdighed, trygge kår for vores udsatte borgere samt vores allesammens natur.

Jeg er med til at bekæmpe de elendige forhold, som indistrilandbruget byder vores natur, miljø og produktionsdyr.
Og jeg laster regeringens tåbelige leflen for det urentable landbrugsindustriforetagende og Landbrugsrådet for de sidste slag mod natur og miljø.

Alene det, at man sender salmonellainficeret svinekød ud i kølediskene grundet, at man kan behandle disse salmonellaforekomster med antibiotika. Og de derfor ikke er farlige!

At de har slået svage mennesker ihjel alligevel, det betyder ikke at fødevarestyrelsen ryster på hånden eller at der ses massive reklamefremstød fra svinebranchen og et tysk medicinalfirma for at promovere den danske "sunde" gris.

Alt det klandrer jeg højt og tydeligt regeringen for.

Men måske ser jeg ikke, at skylden for uhensigtsmæssig behandling og især underbehandling af borgere udelukkende at være et problem opstået inden for de sneste 7 år.
Det har været på vej længe men er blevet forstærket netop ved denne regerings selvhøjtidlige adfærd.

Martin Kaarup

Det er godt at se at der er så mange enige om at sygehusvæsenet skal reformeres.

Rent praktisk sker det hurtigst gennem at flytte stemmesedlen hen, hvor mennesker kommer i første række og erhvervslivet må indtage andenpladsen.
Og det er langt væk fra de nuværende regeringspartier og deres støtteparti, som alle agerer efter en gammelkendt fascistisk dagorden med angrebskrige og fremmedhad der alene tjener rige virksomheder og investorer.

Danmark skal ikke i krig for at støtte deres geopolitiske venskaber og olieinteresser.
Danmark skal ikke støtte statsterrorisme i verden og mord på uskyldige.
Danmark er ikke den amerikanske regerings ven.
Og Danmark behøver ikke privatiseres, for at skabe små frimarkeder i landet der kan udnyttes af investorerne.

Nordens socialistiske reformer fra 70'erne er højt eftertragtet af rigitg mange lande i dag mens finanskrisen raser og af god grund. Det (og den seneste bandekrig) kan der læses om i alverdens aviser og tidskrifter.
Personligt vil jeg ikke bytte Danmarks (ringe) bistandhjælp med et 'dynamisk arbejdsmarked' som det amerikanske, hvor virksomhederne i dag hyrer konsulenter sådan så de kan afskedige deres medarbejdere og samtidig slippe for at udbetale understøttelse.
Vi har skabt sikkerhed for de fleste og det skal der hele tiden arbejdes videre på - eller tages disse rettigheder fra danskerne stykvist.

Det er stadig tabubelagt at tænke i socialistiske baner og nævne nationalisering. Og årsagen kender vi - hver gang danskerne ikke vil privatisere så flyver virksomhederne og investorerne i flint og råber planøkonomi/kommunisme og skriver avisartikler der fungere som reklameindlæg for privatisering under påskud af saglighed og bred folkelig opbakning.
Hvem husker ikke statsminister Anders Fogh Rasmussens 3/4-side selvskrevet indlæg i Metro express i 4. kvartal af 2008, hvori han erklærer at kapitalismen er en godt økonomisk model, fordi kineserne jo klarer sig fint.
Det var ingen modspil i artiklen, som alene bestod af statsministerens egne ord og når Metro express' journalister undlader at medtage kritik så forsøger de at signalerer at Danmark er enige. Det er god gammel avis propaganda fra 60'erne og når den slags artikler går ukritiseret hen, så gøres der indhug på danskernes værdier.

Danmark er bedst tjent som et land, hvor befolkningens velfærd kommer i første række - hvor skolesystemet, sundhedsvæsnet og arbejdslivet er skruet fornuftigt sammen - og vi kan sagtens opnå disse værdier gennem at glemme de gamle partifarver og se på hvem som agerer i befolkningens interesse og hvem som tjener virksomhederne og investorerne.
Det er ganske tydeligt.

Det er er skrøne, at et velfungerende demokratisk Danmark med talefrihed, ligestilling og gode rentable institutioner samt et erhversliv der kan tiltrække udenlandsk kapital skal være et ineffektivt og bureaukratifyldt u-land.

"Enhver der siger noget andet må være såd'n lidt lusket" - Anders Fogh Rasmussen

Inger Sundsvald

Fint indlæg, Martin Kaarup ;)

”Rent praktisk sker det hurtigst gennem at flytte stemmesedlen hen, hvor mennesker kommer i første række og erhvervslivet må indtage andenpladsen”.

Jeg kan tilføje, at det har lange udsigter. For så længe så mange danskere får deres oplysning fra Metro Express, Ekstra Bladet og øvrige mikrofonholdere, og så længe DF stemmer for ethvert nedrigt forslag fra regeringen, som forgylder de bedst stillede og hælder ufattelige summer i sorte huller, hvis bare de får deres luns fremmedfjendtlige bid og samtidig får lov til at stå som de sande redningsfolk for pensionister, de unges SU og den lille mands beskytter i medierne - lige så længe vil det som i virkeligheden tjener landet bedst have usle kår.

Hvis V og K havde været tvunget til at hente flertal for love hen over midten i demokratiets navn, og ikke kun demonstrere at de kunne tælle til 90, havde meget set anderledes ud. Jeg håber og tror, at det luskede snart vil komme frem i dagens lys.