Læsetid: 8 min.

Sænk kravene eller slip papirerne

En ny undersøgelse viser, at de offentligt ansatte oplever, at de konstant må gå på kompromis med kvaliteten. Men der kommer ikke flere penge til varme hænder, så sænk i stedet kravene til kvaliteten - eller blæs på papirarbejdet - lyder rådene til de stressede medarbejdere
Dilemma. Hvis en hjemmehjælper, der har taget sig ekstra tid til en hr. Larsen, der savner sin afdøde kone, tilbage på kontoret får beskeden, -har du nu igen givet en ydelse, der ikke er visiteret til-, så -har vi konflikten mellem det, der er tid til, og det medarbejdere føler er hendes medmenneskelige pligt,- siger Thyra Frank, der er leder på plejehjemmet Lotte, hvor Harry Madsen (t.v.) bor og Søs Poulsen arbejder som plejer.

Dilemma. Hvis en hjemmehjælper, der har taget sig ekstra tid til en hr. Larsen, der savner sin afdøde kone, tilbage på kontoret får beskeden, -har du nu igen givet en ydelse, der ikke er visiteret til-, så -har vi konflikten mellem det, der er tid til, og det medarbejdere føler er hendes medmenneskelige pligt,- siger Thyra Frank, der er leder på plejehjemmet Lotte, hvor Harry Madsen (t.v.) bor og Søs Poulsen arbejder som plejer.

Kristine Kiilerich

27. marts 2009

Det er ikke velfærdsstatens kritikere, der har brugt argumentet, men dens fortalere. Har vi fået renoveret badeværelset derhjemme, bliver de uhumske skoletoiletter pludselig en velfærdsmangel, vi ikke vil acceptere. Det forventningspres truer med at køre velfærdsstaten i sænk. Flere ressourcer, både i form af hænder og penge, findes ikke. Derfor må brugerne sænke forventningerne til mere velfærd og kvalitet i de offentlige ydelser.

Men kan man bede de ansatte i velfærdsfagene om det samme? Kan de mennesker, der hver dag yder omsorg, passer børn og underviser skoleelever, mindske presset på velfærden ved at sænke deres egne forventninger til den kvalitet, de lægger i deres arbejde?

Det mener Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig ledelse ved Syddansk Universitet, godt de kan. Han tager udgangspunkt i en ny undersøgelse foretaget af FTF, der er hovedorganisation for 450.000 ansatte på både det private og offentlige arbejdsmarked - f.eks. sygeplejersker, lærere og politifolk. En lige stor del af de ansatte i de to sektorer oplever, at de må løbe stærkt for at nå deres arbejdsopgaver.

Men ifølge undersøgelsen, der offentliggøres i dag, føler 35 procent af de ansatte i kommunerne og 26 procent i regioner og stat, at de altid eller ofte må gå på kompromis med kvaliteten i deres arbejde. Det oplever kun 17 procent af de ansatte i den private sektor. Oplevelsen af aldrig at må gå på kompromis har kun tre procent i det offentlige, mens det gælder for 14 procent af de privatansatte.

"I det offentlige har vi typisk at gøre med vidensarbejdere med en etisk faglighed. Og inden for uddannelse, sociale problemer, omsorg og sundhed er det i princippet uendeligt, hvad man kan gøre. Men det er samtidig meget begrænset, hvor meget man reelt kan gøre", siger Klaudi. Derfor er de offentlige ledere nødt til at kommunikere ud til deres ansatte, at de godt kan se, at det er umuligt for medarbejderne at leve op til deres egne forventninger - og at det, de allerede gør, faktisk er godt nok:

"Man kan ikke forvente, at der kommer flere ressourcer. Det er udelukket at ansætte sig ud af forventningspresset, der stiger og stiger fra borgerne og politikernes side. Det er en illussion, at alting ville være bedre, hvis vi havde flere ressourcer. Det er bare indtil presset og forventninger igen overstiger kapaciteten. Derfor vil det skabe frustration, hvis ikke forventningerne kommer ned på et fornuftigt niveau. Den dialog skal lederne føre med de ansatte."

Heller ikke Kommunernes Landsforening ser flere ressourcer som løsning på de ansattes problemer med pres i jobbet: "Selv om vi lagde f.eks. 10 procent oven i på alle områder, ville medarbejderne stadig opleve at skulle gå på kompromis med kvaliteten, fordi de så ville sætte deres mål endnu højere. Det er en fælde, man let falder i," siger Michael Ziegler formand for KL's Løn og Personaleudvalg til FTF's netmagasin Resonans.

Vi har varme hænder nok

Thyra Frank, der netop som eneste kvinde er blevet udnævnt til den danske ledelseskanon for sin utraditionelle ledelsesstil på plejehjemmet Lotte, er enig med Kurt Klaudi Klausen og KL i, at der ikke kommer flere ressourcer - men tilføjer, at de politiske dokumentationskrav tager fokus fra fagligheden.

"Vi har de medarbejdere, vi skal bruge. De er bare optaget af papirarbejde, kontrolskemaer og bureaukrati," siger Thyra Frank, der ikke mener, man skal bede medarbejderne sænke deres etiske og faglige ambitioner.

"Det værste, man kan gøre over for medarbejdere i hjemmeplejen og andre steder i omsorgssektoren, er, at sætte dem i en situation, hvor de kommer i konflikt med deres egen moral om hvad, der er rigtigt og forkert at gøre," siger Thyra Frank.

Er hr. Larsen for eksempel bedrøvet en dag, fordi han har haft sin afdøde kone i tankerne, så er de fem minutter, der er afsat til barbering ikke nok. I stedet må hjemmehjælperen sætte sig ned, lade ham fortælle om sine tanker og stryge ham over hånden. Når hun 20 minutter senere forlader ham, er han måske kommet på ret køl igen, og hun har gjort et godt stykke arbejde, selv om hun er blevet et kvarter forsinket.

"Hvis hjemmehjælperen tilbage på kontoret får beskeden, 'har du nu igen givet en ydelse, der ikke er visiteret til', så har vi konflikten mellem det, der er tid til, og det medarbejdere føler er hendes medmenneskelige pligt. Hvis hun gang på gang skal vende ryggen til det, hun godt ved, er det gode stykke arbejde, får hun ondt i maven og bliver til sidst sygemeldt. Eller bliver en kyniker med skyklapper på, og så har vi en af de sager om omsorgssvigt, pressen ynder at hive frem," forklarer Thyra Frank. I stedet for at lederne i det offentlige afstemmer medarbejdernes forventninger med, hvad der rent fysisk er muligt inden for de givne rammer, mener Thyra Frank, at ledelsen skal sætte medarbejderne og deres arbejdsglæde i centrum.

"Som leder melder jeg ud, at jeg vil have en kerneopgave, og den skal der ikke herske tvivl om: beboerne er i centrum. Min opgave er så at holde mit personale i centrum og være den synlige del. De ansatte skal ses som de mennesker, de er; at jeg løfter dem og giver dem plads. Når de bliver behandlet på den måde, behandler de vores beboere på samme måde. Det betyder, at mit personale også kan opleve, at det her stykke papir når jeg ikke, og så må jeg tage de tæsk, det giver," siger Thyra Frank, der indtil for to år siden havde en sygeplejerske ansat tyve timer om ugen til at få styr på de planer, evalueringerne og kontrolskemaer, som det 23 beboer store plejehjem på Frederiksberg skulle udfylde.

Vælg dokumentationen fra

Helle Hedegaard Hein, der forsker i kaldsbaserede professioner ved Copenhagen Business School, er enig med Thyra Frank i, at det sidste, en leder må forlange, er, at de fagprofessionelle skal gå på kompromis med deres værdier:

"Det får man meget demotiverede medarbejdere ud af, som også mister tilliden til deres ledelser, fordi de kommer til at tvivle på, om lederen har samme kald som de selv - om de er der af samme årsag."

Er det derimod medarbejderne selv, der må bestemme hvilke krav, de vil slække på, er det en anden sag, fremhæver Helle Hein.

"Ledelsen skal hellere signalere, at man gør alt, hvad man kan, for skabe de rammer, der skal til for at nå de fagprofessionelles mål, eller at man forsøger at forhandle de krav, der bliver stillet ude fra. Et af de største problemer i det offentlige, er, at det er folk uden indsigt i det faglige, der sætter målene. Hvis medarbejderne selv kan få lov til at bestemme, hvad de ikke skal gå så højt op i, så vil det fungere. Det vil givetvis blive de politiske krav om dokumentation, medarbejderne så ville vælge fra," siger Helle Hein, der påpeger, at de omsiggribende dokumentationskrav ikke har virket efter hensigten. Et eksempel hentet fra sygehusvæsenet, som Helle Hein har beskæftiget sig med i sin forskning, er det politiske krav om, at alle patienter skal have en kontaktperson. Mange steder har man løst det ved at give patienterne en seddel, hvor kontaktpersonens navn står på. På den måde har man opfyldt de fastsatte måltal, men patienten ser aldrig sin kontaktperson.

"Gennem de senere års rammestyring har man fået en afkobling af mange af de tiltag, man faktisk har forsøgt at indføre. Og i stedet har man fået demotiverede medarbejdere, der har mistet deres kald. Og når mennesker, der er gået ind i noget ud fra et kald, mister det, får vi en meget lavere kvalitet, end vi ellers ville have fået. For mig at se, er den bedste kvalitetssikring, at folk bevarer deres kald."

Klaus Klaudi Klausen mener imidlertid, at den eneste farbare vej er, at "gøre det, medarbejderne faktisk gør, til det, der forventes."

"Det vil reducere presset på medarbejderne, og betyde mere tilfredse borgere og brugere. Det er vigtigt at gøre sig klart, at det skal være begge dele. Ved at have urealistisk høje forventninger til en omnipotent velfærdsstat, har man skabt en fiasko; i en lang årrække har politikerne på administrationens vegne simpelthen lovet at det offentlige kan tage sig af borgerne fra vugge til grav, og det kan det offentlige naturligvis ikke," siger Klaudi. En dialog om forventninger mellem ledelse og medarbejdere vil derimod ikke nødvendigvis føre til en kvalitetsforringelse:

"Man kan se på de arbejdsprocesser, man har, og spørge, hvorvidt de nu også er nødvendige, og på den måde skabe udvikling. Det er det, der sker, når man f.eks. arbejder i teams i stedet for at arbejde individuelt."

Frihed til nytænkning

Klaudi peger på, at optimering af arbejdsprocesserne har kunnet ladet sig gøre i sundhedsvæsnet, hvorimod områder som uddannelsessektoren ikke har formået at skabe produktivitetsforbedringer i samme grad.

"Dansk Industri, der ellers har kritiseret det offentlige sønder og sammen, har fremhævet sundhedsvæsnet som eksemplarisk til at skabe produktivitetsforbedringer. Og det er ikke sket ved kvalitetsforringelser, men ved at genopfinde måden, man gør ting på."

Ud over dialogen om forventninger mellem ledere og medarbejdere, påpeger Klaudi på linje med Helle Hegn, at det politiske niveau skal bakke ud og give kommuner og regioner mere frihed til at prioritere.

"Men med strukturreformen og den nye sygehusstruktur har man i stedet gjort det umuligt for f.eks. regionerne at omprioritere deres midler," siger han, og henviser til, at man tidligere har haft meget forskellige prioriteringer på tværs af kommunerne.

"Man kan også skabe politisk ansvarlighed gennem autonomi," siger Klaudi.

Og måske er der en mand på vej ind i statsministeriet, som er villig til at give kommuner og regioner den meget efterspurgte frihed. Ifølge en analyse i det nyeste nummer af Ugebrevet Mandag Morgen vil Lars Løkke Rasmussen (V), når og hvis han indtager statsministeriet, sætte uddannelse, sundhed og ældrepleje øverst på dagsordenen.

"Han vil give borgerne mere valgfrihed, øge kommunernes frihed og slippe de offentlige ledere løs, så de kan drive deres institutioner, som var de private virksomheder," hedder det i analysen. Men det giver Klaudi imidlertid ikke meget for:

"Det er jo ikke det, Lars Løkke har gjort i sin tid som indenrigsminister. Strukturreformen er i den grad præget af en forestilling om top down, og ikke at man kan bruge lokale prioriteringer til noget som helst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rosenkjær

Professor Kurt Klaudi fra Syddansk Universitet udtaler, at det ikke nytter at forvente flere ressourcer i den offentlige plejesektor. Lederne skal bare kommunkere til deres ansatte, at medarbejderne gør deres arbejde godt nok. Uha, uha. Det peger i høj grad mod en yderligere dehumanisering af "velfærdsopgaverne" i Danmark.Thyra Frank har en helt anden føling med arbejdet som praktiker. Hun mener, at de har de medarbejdere ,der er brug for, men de bruger deres tid på unødvendigt bureaukrati.,istedet for i højere grad, at være nærværende overfor beboerne.Jeg er helt enig i Thyra Franks vurdering.Jeg har selv arbejdet i den social-psykologiske sektor. Jeg fik p.g.a. sparekrav ansvar for dobbelt så mange vejledningsopgaver. Kvantitet blev prioriteret frem for kvalitet og effekt. Derudover skulle jeg netop selv klare alle papiropgaver,rapporteringer, stadistik m.m., som HK uddannede egentlig kunne gøre hurtigere og bedre end jeg. Når du som medarbejder gang på gang må gå på kompromis med din egen opfattelse af menneskelighed og kvalitet i arbejdet , så slider det på selvopfattelsen. Det hjælper ikke, at få at vide..:.Det er godt nok, det du gør..., når du selv er vidensbærer, og ved, hvad der skal til, for at det er godt nok. Flere af mine kollegaer er gået ned med langvarig depression i udviklingen af selvutilstrækkelighed i kommunalreformens kølvand. Det var Top down. Der blev ikke lyttet til medarbejderne.Jeg selv valgte efter intenst forsøg på at fastholde etikken i mit arbejde, at gå på efterløn for at overleve med et vist klarsyn i behold.Jeg vil her slå et slag for Karen Lisa Salomons bog fra 2007: Selvmål -det evaluerede liv. Det er den skarpeste kritik af den nuværende politiske linie og den management bølge, der er skyllet ind over omsorgsområderne i den offentlige sektor. Ingen medarbejdere kan udvikle sig i konflikten mellem medmenneskelighed og at gøre, hvad de kun har "pligt" til ifølge arbejdskemaet .Det er at opfordre til kynisme.