Læsetid: 3 min.

Søren Gade vil slække på krav til udsendte soldater

Soldater, der har mistet arme eller ben i krig, skal kunne sendes ud igen, mener forsvarsminister Søren Gade. Ideen modtages positivt af oppositionen. En ekspert advarer dog mod at slække kravene over en kam
26. marts 2009

Manglen på soldater til internationale missioner får nu forsvarsminister Søren Gade (V) til at tænke kreativt. I fremtiden skal soldaterne kunne sendes ud på opgaver, selv om de har mistet en arm eller et ben.

"Jeg tror, vi kommer til at differentiere kravene til vores soldater," siger Gade, forud for at Forsvarskommissionen i dag offentliggør sin længe ventede rapport.

Han henviser til, at man i USA, der som følge af skrappe missioner har mange sårede soldater, som bliver i forsvaret.

"Man kan måske ikke løse hele spektret af opgaver, hvis man mangler en arm eller et ben, men jeg hørte fra den amerikanske ambassade i Danmark, at USA har en kompagnichef ude, som mangler et ben," siger ministeren.

I dag tjekkes soldaterne løbende forud for en udsendelse, og kravene til deres fysik er de samme, uanset hvilken mission, der er tale om. Og det vil forsvarsministeren altså lave om på.

"I Afghanistan er opgaverne i Armadillo og Price (baser, hvor danske soldater gør tjeneste, red.) jo helt anderledes end i Camp Bastion, hvor man godt kan være uden at kunne varetage det fulde spektrum af opgaver i f.eks. kamphandlinger. Hvis man altid måler alle i Forsvaret på, at de stort set skal kunne være jagerpiloter, vil der være en stor del af personalet, der ikke kan udsendes. Og det kan ingen være tjent med," siger Søren Gade.

Presse citronen

Chef for Dansk Institut for Militære Studier, ph.d. Mikkel Vedby Rasmussen, kan godt se fornuften i ministerens forslag:

"Det lyder meget rimeligt. Grunden til, at amerikanerne gør det, er, at de har samme problem som os, nemlig for mange krige og for få soldater," siger han, men løfter dog samtidig en pegefinger.

"Man skal bare passe på, hvor man skruer ned for kravene og over for hvem. For kendetegnende for de missioner, de danske soldater deltager i - også i Kosovo - er, at det ene øjeblik er fredeligt og det næste noget helt andet. Det skal soldaterne være i stand til at klare både fysisk og psykisk" siger Mikkel Vedby Rasmussen.

I dag er der godt 1.300 danske soldater ude på missioner, og manglen på personale har sat den politiske målsætning om at kunne sende 2.000 mand ud under hårdt pres.

"Hvis du vil være grim, kan du sige, at det bare er for at klemme det sidste ud af citronen. Men mange af disse mennesker, der har en form for fysisk skavank, har faktisk et oprigtigt ønske om stadig at være en del af fællesskabet og kunne udsendes," siger ministeren.

Der tegner sig bred politisk opbakning til ministerens forslag. Socialdemokraternes forsvarsordfører, John Dyrby Paulsen, er således positiv over for forslaget.

"Det kan sagtens være fornuftigt. Der ligger et spændende arbejde forude for os for at se, hvordan vi bedst muligt udnytter ressourcerne," siger John Dyrby Paulsen, som dog understeger, at det kan være sværere, end det lyder, at differentiere kravene til de enkelte missioner.

Gavner mentaliteten

Medlem af Forsvarsudvalget for SF, Pernille Frahm, er begejstret for tanken om, at også mindre fysisk stærke soldater kan gøre tjeneste.

"Det lyder rigtigt fornuftigt. Det er på tide, at man tænker sin hvervestrategi igennem og hverver mere bredt," siger hun og eksemplificerer med, at det danske forsvar i dag kun har fem procent kvinder indrulleret i de væbnede styrker.

Dermed ligger Danmark under lande som Bulgarien og Grækenland og Litauen når det kommer til en mere lige kønsfordeling.

"Jeg er glad, hvis Søren Gade går i gang med at tænke bredere. Det vil også gavne mentaliteten i Forsvaret. Hvis man har psykiske skader, skal man naturligvis ikke ud igen, men hvis man mangler et ben og er god til f.eks. det organisatoriske, er det da oplagt, at man skal kunne sendes ud. Man gør Forsvaret en tjeneste ved at lade være at være så smalsporet," siger Pernille Frahm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Soldater, der har mistet arme eller ben i krig, skal kunne sendes ud igen, mener forsvarsminister Søren Gade. "

især dem uden hovede vil blive anset som velegnede...

Lars R. Hansen

"Manglen på soldater til internationale missioner får nu forsvarsminister Søren Gade (V) til at tænke kreativt. I fremtiden skal soldaterne kunne sendes ud på opgaver, selv om de har mistet en arm eller et ben."

Der handler sgu ikke om personalemangel, men om skadede soldater, der brænder for at komme ud igen nu. Under hensyntagen til funktionen bør det blive en mulighed.

Jens Thorning

Det er da indlysende, at man, undskyld vi, skal åbne fængslerne og de pædagogiske straffe-institutioner samt rydde gaderne for hjem- og subsistensløse og sende dem til Afghanistan sammen med de indvandrere, hvis loyalitet må være tårnhøj efter Mohammed-tegningerne. Det gjorde romerne, da det kneb med at besejre germanerne (2000-års jubilæum den 9. november 2009), en fuldstændig parallel situation.