Der står ingen oplagt tronarving klar til at træde til, efter Ritt Bjerregaard (S) i går overraskende meddelte, at hun stopper i dansk politik - og altså ikke genopstiller som overborgmester i København til kommunalvalget i november.
Ved hendes side til pressemødet i går sad de fire andre medlemmer af S-gruppeledelsen på rådhuset: Ikram Sarwar, Anne Vang, Jakob Hougaard og Jesper Christensen. Alle fire ville efter Bjerregaards opfattelse "kunne være fremragende overborgmester-kandidater" - men hun afviste selv at pege på en efterfølger.
Indtil nu er det kun beskæftigelses- og integrationsborgmester Jakob Hougaard, der har meldt sit kandidatur.
"Jeg har erfaring som borgmester, og jeg er ikke gået ind i politik for at spille andenviolin alle mine dage - men nu må vi se, hvad partiet vælger," siger Hougaard, der blandt andet har vist sans for det politiske håndværk ved at få et bredt flertal - herunder DF - bag integrationspolitikken i København.
Jakob Hougaards tre gruppefæller er langt mere tilbageholdende.
"De fleste kan vel godt forstå, at vi er lidt overvældede over situationen lige nu - og at det derfor er en god idé at tænke os om i mere end et par timer," siger således Anne Vang, der er politisk ordfører for S-gruppen.
Netop Anne Vang og Jakob Hougaard er umiddelbart de bedste kandidater på rådhuset til at overtage roret efter Ritt Bjerregaard, vurderer den politiske iagttager Jarl Cordua, der har fulgt det politiske liv på Københavns Rådhus tæt gennem mange år. Men imod Anne Vang taler hendes unge alder - 25 år.
"Hun er en dygtig kommunikator - men hun er samtidig en meget tæt del af hoffet omkring Ritt, der står til at tabe nu", siger Cordua - blandt andet med henvisning til den centrale rolle, Anne Vang har spillet i processen omkring valgløftet om de 5.000 billige boliger, der har givet Ritt Bjerregaard så mange problemer.
Men i kulissen spøger også kandidater udefra. Således meldte formanden for den socialdemokratiske kreds i Københavns Indre By, Eskild Dahl Pedersen, sig i går på banen med en anbefaling af den socialdemokratiske uddannelsesordfører, Christine Antorini, som "den ypperste kandidat" og med et håb om, at hun vil melde sig inden for de kommende uger.
Selv vil Antorini ikke entydigt afvise tanken, men erklærer samtidig, at hun ikke har gjort sig 'en eneste tanke om at skulle gå ind i kommunalpolitik':
"Jeg er da glad for, at nogle nævner mit navn. Mit perspektiv er og har været det landspolitiske, hvor jeg håber at være med til at vælte Haarder af pinden som undervisningsminister," siger hun.
Ritt: SF bliver ikke størst
En anden mulig kandidat udefra er den 46-årige Tine Aurvig-Huggenberger, der i 2007 tabte kampvalget om formandsposten i LO til Harald Børsting. Udover nære relationer til fagbevægelsen har hun gode kontakter til Christiansborg og er tæt på den socialdemokratiske formand.
Men Aurvig-Huggenberger, der i dag er rådgiver for kommunikationsbureauet Primetime, ser ikke sig selv som kandidat til overborgmesterposten.
"Nej, det havde jeg ikke tænkt mig. Ritts afgang er enormt overraskende, og jeg tror, at partiet i København er en smule chokeret. Men jeg har fået et dejligt liv med et godt job, så nej, jeg forestiller mig ikke at skulle stille op," siger hun.
Retsordfører Karen Hækkerup, der i sin tid stillede op mod Ritt Bjerregaard som overborgmesterkandidat, afviser helt kategorisk at stille op igen.
Selv om SF's overborgmesterkandidat, Bo Asmus Kjeldgaard, i går modtog nyheden om Ritt Bjerregaards afgang med en afdæmpet pressemeddelelse, er der ingen tvivl om, at han vejrer morgenluft. I flere meningsmålinger står SF til et kanonvalg til november. I efteråret overhalede SF således Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Selv afviser Ritt Bjerregaard, at det har haft indflydelse på hendes beslutning.
"Jeg synes, at Villy Søvndal har gjort det rigtig godt, og det er klart, at det også vil afspejle sig i en fremgang til SF i København. Men at tro, at SF bliver større end S i København - det er helt ved siden af," siger hun.
Dronningen takker af
Ifølge Jarl Cordua er Bjerregards afsked velvalgt:
"Det vil ikke se særligt godt ud for hendes karriere, hvis hun slutter af med en næsestyver. Nu kan hun overlade pladsen og lade en anden tage nederlaget."
Jarl Cordua tvivler dog på, at Bo Asmus Kjeldgaard vil kunne samle et flertal til at bakke ham op.
"Næsten uanset hvad, så er S stadig i en ganske fornuftig position til at genvinde overborgmesterposten," siger han.
Ritt Bjerregaard fortsætter på overborgmesterposten til januar. Hun er kendt som en ualmindelig dygtig strateg og et til tider kynisk magtmenneske - og hendes afgang bliver af visse parti-fæller set som varetagelsen af en eneste ting: Ritt Bjerre-gaards eftermæle.
"Det er dronningen, der takker af. Hun har kæmpet mange kampe, men aldrig for partiet," som en S-kilde formulerer det, eller som Svend Auken har sagt:
"Ritt formår at gøre ethvert politisk spørgsmål til en folkeafstemning om sin egen person."
Sidste år var Bjerregaard ophavskvinde til Den Røde Skole - et projekt, som gik i rette med Thornings kurs på blandt andet integrations- og skatteområderne og som vakte betydelig irritation i S-ledelsen. Partiformanden roste dog i går ikke overraskende Ritt Bjerregaard for at have taget 'en kæmpe tørn for Socialdemokraterne', mens Svend Auken mener, at dansk politik mister en markant personlighed. På spørgsmålet om, hvorvidt Auken vil komme til at savne hende, lød det i går således på TV 2 News:
"Ja, ligesom jeg vil komme til at savne Anders Fogh Rasmussen."
Hun må da have gjort noget der får folk til at sige: Jeg kommer til at savne hende???
Nå, ikke?
Med Ritts afgang bliver der forhåbentlig plads til mere politisk arbejde og ikke grøftegravning. København har brug for et bystyre, hvor begge fløje kan mødes og løse nogle af de problemer der er.
med venlig hilsen
Lennart
Ærgerligt Anne Baastrup blev kørt ud på et sidespor, for nu står vi og manger hende.
JEG kommer til at savne hende!
Ritt Bjerregaard har ført politik som enhver mand ville have gjort, nemlig med dem der vil. Dem der ikke ville, blev fornærmede og gav sig til at grave grøfter.
Elle måske bygge små huse i sandkassen.
Jakob Hougaard har først og fremmest udmærket sig med en række højrepopulistiske udmeldinger om indvandrerne gennem de senere år. En fyr der først og fremmest er interesseret i at gøre karriere ved at fodre den indre svinehund vil være en meget dårlig bormester for København.
Jakob Haugaard er ikke nogen kvalificeret kandidat.
Hvorfor ikke Pernille Rosenkrantz-Theil? Så ville hun da kunne få det tilsigtede karriereløft ud af sit partiskifte.
Og - mere seriøst - hun kunne trække stemmer, hvilket Socialdemokraterne i København jo nok kan få brug for.
Hold da op! Kan københavnerne virkelig være så heldige at Frank Jensen stiller op til posten?
Det er den bedste nyhed jeg har fået længe ;-). Kan man mon skifte adresse for en tid?