De mange udenlandske studerende, der læser i Danmark, er glade for det faglige niveau på landets uddannelsessteder - eksempelvis vurderer hele 85 procent, at de er glade for deres danske uddannelsesinstitution. Det viser en ny undersøgelse, som fremlægges af Cirius, Videnskabsministeriets styrelse for internationalisering af uddannelser. Og det glæder videnskabsminister Helge Sander:
"Det er glædeligt, at de internationale studerende sætter pris på selve uddannelserne og den danske tilgang til uddannelse."
Men ifølge undersøgelsen går det ikke helt så godt med det sociale liv for de udenlandske studerende. Både ankomsten til Danmark, mulighederne for at etablere venskaber med danske medstuderende, de dyre levevilkår og for ringe vilkår i forhold til karriereplanlægning og muligheder for at arbejde i Danmark anføres som problemer blandt de i alt 3.512 adspurgte.
Dårlig vejledning
Eksempelvis mener blot 49 procent af de adspurgte, at de har fået en tilfredsstillende karriererådgivning. Og det er stærkt bekymrende, mener forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Schack Lindemann:
"Karriererådgivningen er noget, universiteterne bør sætte ind over for. Det nytter ikke noget, at vi ikke kan holde på de udenlandske studerende - at de rejser tilbage til deres hjemland eller til USA, fordi de får en dårlig karriererådgivning. Mange er ikke ordentligt informerede om, at der findes danske virksomheder der gerne vil have dem," siger Jannik Schack Lindemann, som understreger, at de danske virksomheder også har et ansvar og skal blive bedre til at tage udenlandske studerende ind i studiejob og praktikforløb.
Også Helge Sander erkender, at der er problemer og opfordrer virksomhederne til at være mere åbne. Endelig opfordrer han universiteterne til at blive bedre til at sikre, at de udenlandske studerende har det godt socialt:
"Jeg vil opfordre uddannelsesinstitutionerne til at være opmærksomme på, at det ikke er nok at levere førsteklasses undervisning, hvis problemer uden for undervisningslokalet begrænser de studerendes mulighed for at få fuldt udbytte af den," siger Helge Sander.