Nyhed
Læsetid: 3 min.

Værnepligtige uddannes til ingenting

Størstedelen af de værnepligtige uddannes til den såkaldte totalforsvarsstyrke, som hverken har ledelse, uniformer, våben eller træning. Oppositionen vil have ordningen reformeret under de kommende forsvarsforhandlinger
Indland
26. marts 2009

12.000 mand uden organisering, ledelse, uniformer, våben og træning.

Sådan ser røntgenbilledet af den såkaldte totalforsvarsstyrke ud, som forsvaret hvert år bruger omkring en halv milliard kroner på at uddanne størstedelen af de værnepligtige til.

Styrken er et stort illusionsnummer, mener kritikerne og beskylder regeringen for at holde de værnepligtige for nar. Alligevel anbefaler Forsvarskommissionen at bevare styrken, fremgår det af et udkast til kommissionsberetning, som Information er i besiddelse af. Forsvarskommissionens endelige rappport offentliggøres i dag.

En papirtiger

Henrik Jedig Jørgensen fra Institut for Militærstudier, der er en uafhængig forskningsinstitution finansieret af Forsvarsministeriet, har kulegravet den danske værnepligtsordning. Og han fælder en hård dom over totalforsvarsstyrken. Den er et illusionsnummer, som næppe kan anvendes i praksis.

"Styrken eksisterer på papiret, men minder mest af alt om en elektrisk boremaskine, ingen har sørget for at lade op. Derfor aner man ikke, om den virker, hvis der en dag bliver brug for den," siger han og påpeger, at totalforsvarsstyrken aldrig indkaldes til øvelser, ikke er organiseret i operative enheder og ikke har adgang til hverken uniformer eller våben.

"Ingen aner, hvem der skal gøre hvad i en krisesituation," siger han og betegner forberedelserne til at anvende styrken som "helt utilstrækkelige".

Som eksempel på styrkens manglende organisering nævner han, at de våben, som Bornholmer-delen af styrken skal bruge, befinder sig i Skrydstrup i Sønderjylland. Hvordan de bornholmske styrker skal få fat i dem i en krisesituation, er der ifølge Jedig ingen konkrete planer for.

Det socialdemokratiske medlem af Folketingets forsvarsudvalg, oberst Jens Christian Lund, er også kritisk over for ordningen. Som tidligere chef for Prinsens Livregiment har han været med til at uddanne tusindvis af værnepligtige, men som ordningen fungerer i dag, bør den suspenderes, mener han.

"De værnepligtige bliver jo snydt," som han udtrykker det i en kommentar i Berlingske Tidende, hvor han også sætter spørgsmålstegn ved, om det nogensinde har været meningen, at styrken skal kunne anvendes

"Det er jo helt illusorisk at tro, at man kan bruge 12.000 mand, med førere, som aldrig har set dem, og som de aldrig har set, og uden materiel til noget som helst," siger han.

Revision på vej

I Forsvarskommissionen har værnepligten og totalforsvarsstyrken været genstand for heftig debat. Regeringen ønsker at bevare værnepligten, som den er i dag, mens Socialdemokratiet, De Radikale og SF ønsker den afskaffet og erstattet af frivillige.

I dag indkaldes cirka 6.500 værnepligtige om året, men ifølge et udkast til Forsvarskommissionen beretning, som Information er i besiddelse af, er 4.000 af dem reelt frivillige.

SF's forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, mener, det vil være en smal sag at rekruttere de resterende 1.500 og forudser, at værnepligten bliver beskåret under de kommende forhandlinger om et nyt forsvarsforlig.

"Både længden af værnepligten og antallet af indkaldte er til debat" siger han og mener, at "det ligger på den flade hånd" at skære værnepligten ned fra de nuværende fire måneder til tre. Det vil forsat give forsvaret en mulighed for at rekruttere folk til de internationale missioner og mulighed for at forlænge missionsuddannelsen fra otte til ni måneder, mener han.

Socialdemokratiets ordfører John Dyrby Paulsen er ikke meget for at kommentere værnepligtsspørgsmålet, før Forsvarskommissionens beretning offentliggøres.

Han bekræfter dog, at Socialdemokraterne har fået løfte om en undersøgelse af mulighederne for at revidere værnepligten,

"Selv om det tager tid at undersøge alternativer til den nuværende ordning, kan vi jo godt afprøve forskellige ideer i mellemtiden," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her