I småregnen foran indgangsdøren til Københavns Kommunes Sundhedsrum på Halmtorvet står en ung mand med bar overkrop. Han kæmper for at få kanylen med den brune væske rigtigt placeret i sin magre tatoverede overarm, mens hans makker står med en sort hund og en GuldTuborg-dåseøl og småsnakker om sin kæreste, der har været indlagt et stykke tid.
"De kan ringe når som helst, når det er slut," siger han og tømmer øldåsen. "Nåh, jeg går lige en runde, så du kan koncentrere dig," tilføjer han og futter af sted med hunden luntende efter sig.
Indenfor i Sundhedsrummets nyistandsatte lokaler med pæne lamper og plakater på væggene sidder læge Henrik Thiesen og sygeplejerske Lone Hviid klar med en kop kaffe.
Selv om et lokale i Sundhedsrummmets stueetage allerede er indrettet med to 'fixestationer' med stålbord, spejl, drejeligt lys, håndvask og 'værktøj', så er Sundhedsrummet ifølge Lone Hviid ikke et fixerum, der blot afventer et holdningsskifte i regeringen for at blive taget i brug.
Alle håber på fixerum
"Meningen med vores to stationer er, at stofbrugere, som er i fast metadonbehandling på klinikken på Forchhammervej, kan indtage deres stof her. Men endnu har de to stationer ikke været brugt," siger Lone Hviid, der ikke kan lide ordet fixerum, men foretrækker at sige stofindtagelsesrum.
"Hvis Sundhedsrummet skulle være et rigtigt stofindtagelsesrum, ville det under alle omstændigheder også være ret begrænset, hvor mange stofbrugere vi kunne magte," fortsætter hun.
Henrik Thiesen, der er teamleder, supplerer: "Huset har kun én indgang, og der er kun indrettet to stationer. Når der kommer et rigtigt fixerum - hvad vi alle håber på - så skal det være større, både lokale- og personalemæssigt," siger han med henvisning til de hundredvis, hvis ikke tusindvis, af stofbrugere, der jævnligt kommer på Vesterbro.
Lone Hviid ser derimod etableringen af Sundhedsrummet som en første fase med fokus på helbred, sundhed og afhængighed:
"Og det er en forudsætning for at kunne udvikle stofindtagelsesrum af høj kvalitet, for stofbrugerne vel at mærke, som et permanent sted, der ikke kun holder i kort tid og dermed ikke løser noget."
Erfaringer fra fixerum i bl.a. Vancouver i Canada understreger, at stofbrugerne ikke vil vente for længe på at komme til. Ellers fixer de bare på gaden, som de har været vant til.
"Desuden skal der være tilstrækkeligt med personale, hvis en stofbruger pludselig får en overdosis," siger Henrik Thiesen og anslår, at "16-20 personer ansat i to-holdsskift" vil være en nødvendig normering.
"Den gennemsnitlige sundhedstilstand blandt patienterne er også så alvorlig, at der er behov for andet og mere end fixerum. Så indtil videre laver vi alt det, der skal være rundt om et fixerum, mens vi indsamler viden, så vi kan levere et godt oplæg til, hvordan et rigtigt fixerum skal være," tilføjer han.
"Vi laver opsøgende og udgående arbejde, hvor vi møder og tilbyder vores hjælp til alle dem, der ikke profiterer af det eksisterende system på grund af sygdom, hjemløshed eller misbrug," understreger Lone Hviid.
Forebyggende
Sundhedsrummet igangsætter bl.a. et projekt, hvor stofbrugere skal lære at behandle hinanden med stoffet Nalaxone, hvis de efter at have injiceret sig får åndedrætsstop. Det er det samme stof, som akutlægebilerne er udstyret med.
"Altså en forebyggende indsats i forhold til de ca. 60 narkodødsfald, der er her i kvarteret om året," forklarer Lone Hviid, mens hun og Henrik Thiesen viser rundt i de istandsatte rum.
"Vi vil gerne tilbyde vores målgruppe en ordentlig kvalitet. Det tror vi, er vigtigt. Vores opgave er at kigge på sundhedsprofilen og de ydelser, vi kan give. I fremtiden skal vi dagligt indrapportere til Sundhedsstyrelsen, hvilke ydelser vi giver," forklarer Henrik Thiesen og understreger, at stofbrugerne kaldes patienter, når de besøger Sundhedsrummet. Tilsvarende sundhedsrum er oprettet med satspuljemidler fem steder i Danmark.
I stueetagen er der foruden fixestationerne også to konsultationsværelser til behandling og samtale. Dørene er lukkede, for der er patienter til behandling i begge rum. I et naborum ligger en mand og sover på gulvet. Lugten i lokalet er stram. "Det lokale bruger vi som et chill out-rum," forklarer Henrik Thiesen.
En sort hund går rundt og logrer, og tæt ved udgangen er der placeret en stor hundekurv og en fyldt vandskål.
"Det er vi nødt til. Patienterne skal kunne medbringe deres hund på klinikken, så den ikke løber væk, mens de er i behandling. Det er rolige hunde, der er vant til lidt af hvert, så det går fint," forklarer Henrik Thiesen.
Mellemgangen fungerer som en slags venteværelse, og her hænger 51-årige Martin over en kop kaffe.
Hans ene hånd er smadret, så han skal have en ny forbinding, fortæller han.
Den anden hånd er helt rødspættet.
"Jeg ved ikke, hvad det er," undrer Martin sig. Han er ikke stofbruger, men derimod mangeårig alkoholiker.
"Har du aldrig haft et spiritusproblem, så ved du slet ikke, hvad det er. Hele dit liv cirkler omkring det at drikke. Det har jeg gjort hele mit liv, men rigtigt galt blev det først, da jeg blev skilt for fem år siden," snøvler Martin, der nu er blevet træt af at vente.
I døren vender han sig om: "For helvede, pas på alkoholen," siger han og griner.
Det kan godt være der er pæne lamper og plakater på væggene, men at dømme efter fotografiet er der stadig noget omkring arkitekturen der ikke er helt velllykket, med mindre...