K for konservativ, kulsort socialist eller kavalergang? Det er forvirrende signaler, der kommer lige nu fra de konservatives leder Lene Espersen. Flere gange op til aftalen om den anden bankpakke i januar, pointerede økonomi- og erhvervsministeren, at pakken på ingen måde var tænkt til at gøre staten til medejer af de danske banker.
Sådan var det også.
Lige indtil Økonomi- og Erhvervsministeriet i slutningen af marts tilføjede en bekendtgørelse til Bankpakke II. Godt gemt langt nede i tekstens paragraf fem, står der nu pludselig, at bankerne kan vælge af få penge fra Bankpakke II i form af aktiekapital - altså få tilført penge til udlån ved, at staten opkøber aktier i bankerne og på den måde også bliver medejer.
Bitter socialisme
Visse betingelser skal være opfyldt for, at bankerne kan få aktiekapital, men helt grundlæggende er dagen rykket nærmere, hvor staten bliver medejer af de danske banker. Og dermed også tidspunktet hvor gode konservative må bide i det sureste æble med dets bitre smag af socialisme og statsejede banker.
Men hvordan er det pludselig kommet dertil, at staten alligevel kan ende med at skulle drive bank på trods af Espersens modvilje?
Det korte svar er, at sådan har situationen set ud længe før bankpakke II. Allerede da Bankpakke I blev vedtaget tilbage i oktober 2008, fik bankerne mulighed for at betale deres indskud til bankpakkens forsikringsordning med aktier. Det valgte nogle få at gøre. Bl.a. Skælskør Bank, der for kort tid siden meldte ud, at den danske stat som konsekvens af Bankpakke I nu ejer fem procent af banken.
Men hvorfor åbner Lene Espersen nu op for endnu mere statslig ejerskab af bankerne? Aktiekapital giver bedre kreditvurderinger hos de store internationale ratingselskaber, og Danske Bank har om nogen bank i Danmark brug for at undgå dårligere ratings.
Når man så samtidig i bekendtgørelsens tekst kan læse, at bankernes mulighed for at få aktiekapital afhænger af om banken har ophævet stemmeretsbegrænsninger. Og kan se, at kun Danske Bank sammen med nogle få mindre banker, har ophævet de begrænsninger, så er det ikke umuligt at få den tanke, at Danske Bank har ført Espersens pen. I finanssektoren er der da heller ikke nogen, der er i tvivl om, at Danske Bank som minimum har været meget aktive i processen.
I det billede er det bare vigtigt at tilføje, at Danske Bank dybest set ingen fordel får af at få staten ind i bestyrelseslokalet. Selvfølgelig er det godt for banken at kunne trække på staten, hvis alternativet er totalt sammenbrud, men omvendt vil banken nok også gå langt for at undgå medejere, der tænker samfund, før de tænker bank.
Vennetjenester
Men Danske Bank får også en fordel i forhold til konkurrenterne, hvis den helt formelt får statsrepræsentanter med i sin inderkreds, vil det sikkert lyde fra kritikere.
Hvilke fordele kan man så spørge er tilbage? I Sverige og Norge har staten været medejere af banker i årevis uden problemer, og med mindre Danske Bank får lov til at låne til en lavere rente i Nationalbanken - hvilket ingen forestiller sig - er det også svært at se, at det herhjemme kunne give banken nævneværdige fordele.
Tilføjes bør det også, at de banker, der lige nu har vedtægter, som gør det umuligt for dem at få aktiekapital fra staten, jo kan ændre deres vedtægter. Det er ikke noget, der lige lader sig gøre på et par dage. Det kræver en generalforsamling, men det er dog muligt. Og set fra skatteydernes side er det vel egentlig kun rimeligt, at staten får den maksimale indflydelse, hvis den i en periode skal være medejer af en bank.
Konklusionen? Der findes åbenbart en kavalergang mellem konservatismen og socialismen, og Lene Espersen går i den lige nu.
Danske Bank, den kære gamle mastodont, får det, som den vil. Til gengæld får staten lidt indflydelse. Hvilket aldrig har været nogen dårlig idé.
