Nyhed
Læsetid: 4 min.

Bistandskroner gik til danske virksomheder

Den bistand, der skulle skabe erhvervsudvikling i Indien, gik hovedsageligt til en række store danske virksomheder, afslører ny, stor evaluering. 'Vi blev snydt,' lyder vurderingen fra indiske samarbejdspartnere
Khajuri Food Industry i Indien har fået tilskud fra Danida til at udvikle fabrikken. Flere indiske samarbejdspartnere mener dog, at de er blevet snydt i forbindelse med håndteringen af bistands-kroner, der skulle støtte partnerskab mellem danske og indiske virksomheder, men i stedet ofte alene gavnede danskerne.

Khajuri Food Industry i Indien har fået tilskud fra Danida til at udvikle fabrikken. Flere indiske samarbejdspartnere mener dog, at de er blevet snydt i forbindelse med håndteringen af bistands-kroner, der skulle støtte partnerskab mellem danske og indiske virksomheder, men i stedet ofte alene gavnede danskerne.

Mikkel Østergaard

Indland
1. maj 2009

Ønsker du at etablere virksomhed i Den Tredje Verden, kan du få 90 procent af omkostningerne betalt fra de danske bistandsmidler. Det har både Mærsk, Danisco og Danfoss benyttet sig af i Indien. Problemet er bare, at der ikke er komme meget udvikling ud af det.

"Bedraget". "Sat på bænken". "Udsat for skævvridning". Sådan beskriver adskillige indiske samarbejdspartnere deres oplevelser med dansk bistand, som ellers forsikrede det modsatte. Den såkaldte privatsektor-bistand garanterede i perioden 1993 til 2002 at støtte partnerskabet mellem danske og indiske virksomheder, med det formål at give de indiske virksomheder vind i de økonomiske sejl. Nu afslører en ny evaluering fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), at de der fik mest ud af bistandskronerne, var store danske virksomheder. Og det til stor skuffelse for de indiske firmaer:

"Programmet havde til hensigt at støtte de danske virksomheder. De fik næsten alle støttepengene - det gav en skæv tilgang," udtaler en af de mange kritiske partnere fra Indien i evalueringen, der er den første systematiske gennemgang af programmet.

Kun fire med ren succes

Succesen var da også begrænset: Af de 23 partnerskaber, som DIIS-rapporten behandler, lykkedes det kun for seks at blive kommercielt bæredygtige. Fire andre partnerskaber fik ligeledes kommerciel succes, men her endte det med, at de indiske firmaer blev datterselskaber i de store danske. Et resultat, der bestemt ikke var tiltænkt. 13 ud af de 23 partnerskaber mellem danske og indiske virksomheder blev slet ikke nogen god forretning, således levede 17 af partnerskaberne ikke op til målsætningen.

Den succesrate er alt for lav, mener seniorforsker på DIIS og forfatter til evalueringen Steen Folke.

"Det dårlige resultatet viser, at der har været noget galt med målsætningen og den måde, programmet blev håndteret på. Det er tydeligt, at de indiske virksomheder føler, at programmet i for høj grad varetog de danske interesser. I alle tilfælde er langt størstedelen gået til danske virksomheder," fastslår Steen Folke.

Blandt de få partnerskaber, der blev kommercielt bæredygtige - inklusiv de indiske parter, der endte som datterselskab - var ni ud af 10 af de danske virksomheder nogle af Danmarks største.

"De store danske virksomheder har i flere tilfælde fået adgang til lette penge til at betale for noget, de under alle omstændigheder ville gøre. Der burde have været satset mere på at yde bistand til de firmaer, der ikke allerede var i gang og havde en god økonomi," siger Steen Folke og henviser til, at nogle af bistandskronerne er gået til projekter, hvor samarbejdet mellem danske og indiske firmaer allerede var i gang.

Bistand betalte 90 pct.

Det var en klar forudsætning for bevillinger, at de indiske virksomheder fik fordele ud af at deltage i samarbejdet. Danida betalte hele 90 procent af de omkostninger, som hvert partnerskab havde. Dermed skulle virksomhederne kun selv betale 10 procent. Og det er, ifølge Steen Folke, problematisk:

"Virksomhederne risikerer ikke noget særligt ved at gå ind i samarbejdet. Hvis de selv skulle bære en større økonomisk risiko, var sandsynligheden større for, at de ville udvise mere ansvarlighed. I stedet er pengene gået til meget lidt succesfulde foretagender og dyre løsninger," siger seniorforskeren.

Han henviser til, at der er blevet brugt anseelige beløb på f.eks. at udstationere danskere til Indien med det formål at formidle viden og teknisk assistance til den indiske partner. Man benyttede sig næsten aldrig af indiske konsulenter til at vurdere projekterne.

"Det er meget dyrt at have danskere udstationeret. Der kunne man i højere grad have brugt inderne selv," vurderer Steen Folke.

Fraværende fagforening

Det er bemærkelsesværdigt er, at de indiske fagforeninger, der ellers spiller en stor rolle i Indien, var fraværende i praktisk talt alle firmaerne, "lederne var glade for, at det var tilfældet," kan man læse i evalueringen.

Initiativet til at etablere partnerskabet mellem danske og indiske virksomheder, kom næsten altid fra den danske partner eller ambassade - nærmest aldrig fra den indiske. Lige fra starten af virkede det altså som om, projektet var i de danske virksomheders interesse. Måske derfor konkluderer en af de utilfredse indiske partnere i evalueringen:

"Forbedringerne har ikke gavnet virksomheden men snarere øget omkostningerne. Programsektorstøtten virkede som et forsøg på at introducere danske standarder i indisk kontekst. De var uberettigede og uholdbare."

En af grundene til, at de danske virksomheder gad involvere sig i projektet - udover at Danida betalte 90 procent af udgifterne - var, at lønningerne i Indien er ekstremt lave sammenlignet med danske standarder. Projektet klandres ligeledes for ikke at gøre noget som helst for den manglende ligestilling, som er et velkendt problem i Indien. Således havde ni ud af 10 firmaer en over-repræsentation af mænd, og "det afspejler privatsektorprogrammets manglende bekymring for ligestillingsproblemet," skriver Folke i evalueringen.

Programmet havde heller ikke fastsat noget mål for, hvor mange der skulle komme i beskæftigelse som følge af de danske og indiske partnerskaber. Det fik ikke mere end omkring 2.000 personer i arbejde. Selv om det har været positivt for disse mennesker, "kan det ikke tolkes som jobs, som udelukkende blev skabt af programmet. Mange andre faktorer har spillet ind. I nogle tilfælde har programmet været afgørende, i andre tilfælde marginalt," står der.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) glæder sig over, at rapporten overordnet set viser, at PS-programmet har bidraget til økonomisk og social udvikling i form af partnerskaber og derigennem arbejdspladser.

"Det er rigtigt, at man manglende mål og indikatorer, men man må holde sig for øje, at evalueringen undersøger fortiden og ikke nutiden," siger ministeren.

Hun understreger dog, at med henvisning til, at programmet i dag er lavet om til B2B (Business to Business). Programmet går dog grundlæggende ud på det samme og virksomhederne får stadig dækket 90 procent af deres udgifter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Er bistandshjælpen under Udviklingsminister Ulla Tørnæs den hjælp til selvhjælp, den er tiltænkt at være i udlandet - eller er den efterhånden blevet forskønnet omskrevet og videreudviklet til et andet af liberal ideologi's udenlandske æventyr dybt begravet i doktrinen om egennytten?

Eller er den blot et bevidst spin-omskrevet udtryk for direkte statsstøtte i sporet af lobbyvirksomhed?

Trist, at visse politikere finder en art liberal fornuft i at hoppe på ideen om, at danskerne er dumme og kan "informeres" over adgangen til medierne. Måske det er på tide, at medierne går lidt hårdere til den form for konsulentvirksomhed, der går ud på at gentage 'solid cases of the Emporer's new clothes'?...

Martin Kaarup

Bistandshjälp, ulandshjälp - kald det hvad du vil - er til for danske virksomheder i udlandet. Sådan har systemet väret skruet sammen fra dag 1.

Det er der ikke noget nyt i.

Det mest interessante er, at Udviklingsminister Ulla Tørnæs melder så klart ud på regeringens vegne. Det er nok ikke den bedste strategi ovenpå deres bedragerisager, anklager om proto-facisme m.v.
Oppositionen må have det godt i öjeblikket.

Peter Jensen

Der er da INTET nyt i dette.. I årevis har vi f.eks finansieret ko-mælks mejerier i "Varme U-Lande" hvor folk for det første ikke har køleskabe og for det andet slet ikke kan tåle ko-mælk (jeg tvivler på at vi kan, men den diskussion hører nok hjemme i en af sundhedsfascisme-artiklerne).
U-landsbistanden er ALTID kommet trefold hjem igen til de Danske virksomhedder, det er dens egentlige formål ..

Hugo Barlach

Næ Peter, min social-antropologiske baggrund må desværre give dig ret i anliggendet. Der er vid forskel på kvaliteten af Danida's såvel som Udenrigsministeriets satsninger i forhold til NGO-ernes og det solidaritetsarbejde, der udføres af en række danske såvel som internationale organisationer. Og naturligvis spiller den politiske indblanding omkring Danida en væsentlig rolle i sammenhængen. Det kan de seneste års blokpolitiske flertal heller ikke løbe fra.

Og da slet ikke den forrige Statsministers engagement af udenrigspolitisk tilsnit. Det kommer til at tage mange møjsommelige år at rette op på, hvad der på kort tid blev smidt ud med badevandet. Ikke mindst på den sikkerhedspolitiske front i forhold til samme møjsommelige arbejde. Et inflationsforhold, som langt overskrider selv de mest bassale principper for langsigtede mål for den status, som dansk indvolvering i problemområder tværkulturelt har haft til hensigt...

Men det er mit indtryk, at udlandet har en forundring over dansk udenrigspolitik på plads i den forbindelse. Lad os håbe, at der trods alt er et fundament at bygge videre på - efter et valg...

Mogens Poulsen

I retningslinjerne for PSD programmet fremgår:

1.For at man kan være sikker på, at PSD samarbejdet kan formidle de bidrag til udviklingen af Indien, som er hensigten med programmet, stilles der krav om, at samarbejdet skal være langsigtet. Det forudsættes derfor, at samarbejdet har et sigte på mindst 3 år. Steen Folke har totalt ignoreret dette og han erklærer projekter, der har samarbejdet i 4-9 år for fiaskoer, fordi de ikke er langsigtede. Derfor er alle de omtalte 10 projekter, som har fået 56% af PSD støtten, en succes i henhold til PSD programmets retningslinjer.

2. Formålet med PSD programmet er at fremme erhvervsudviklingen i udviklingslandene. Kommercielle interesser vil kunne gå hånd i hånd med kommercielle interesser om at skabe udvikling og fremskridt. Derfor kan samarbejdet godt være en succes, hvis den lokale virksomhed får tilført teknologi, får miljøforbedringer, bliver trænet, der bliver skabt arbejdspladser, der bliver investeret i nyt udstyr, etc.
At samarbejderne ikke bliver kommercielt bæredygtige er ikke ensbetydende med en fiasko, som Steen Folke hævder, så længe der konstateres en målbar udviklingseffekt for den lokale partner.
Derfor er mange af de 13 projekter også en succes i henhold til PSD programmets retningslinjer.

Så i henhold til Danida’s PSD guidelines vurderes succesraten til 75%, men i henhold til Steen Folke’s guidelines er succesraten 22%.

jens peter hansen

I gamle dage havde u-landshjælp i snart sagt enhver form en avis til sin rådighed.Nemlig Information. Inf. elskede hjælp til u-lande, især når private firmaer ikke var involveret. Selv om det også gik skævt, så var enhver,der blot antydede at hjælpen var givet dårligt ud, en reaktionær fascist.
Mange ejegode mennesker har tjent til huset,sommerhuset og den ny kone på bistandshjælpen. Og det allerbedste: med den helligste samvittighed. Man arbejdede for nogle der havde det skidt. Der var dog kritikere og Preben Wilhjelm udtrykte det engang sådan: Bistandshjælp er at tage fra de fattige i de rige lande og give til de rige i de fattige lande. Den u-landslobby der mellem år og dag har tjent sig rige i de fattige lande, har haft hushjælp og sex med de søde indfødte( som Knud Vilby sagde, man kan jo ikke forhindre folk i at forelske sig) bliver meget vred og forarget når nogen bebrejder dem noget. Gamle u-landsfolk bedømte hinanden og så som regel kun succes'er. Når Steen Folke bjæffer lidt er det jo kun fordi det er private firmaer der scorer kasser. U-landshjælp er skattepenge som rigtige meninger med glæde tager imod, for de gør ikke for deres egen skyld, og jo flere penge jo større glæde.

Mogens Poulsen

Jens Peter Hansen har ret i, at der er mange NGO’er og organisationer der scorer kassen på u-landsbistand. B2B programmet betaler 90% af de direkte lønomkostninger. NGO’er får dækket lønomkostningerne plus et tillæg på 70%. I dag vil en teknisk chef fra Danfoss maximalt kunne få 423 kroner per time refunderet fra B2B programmet, men en faglig sekretær fra Fagforbundet 3F vil koste skatteyderne 609 kroner per time. Fagbevægelsen har indset, at der er mange at hente fra Danida. Fagforbundet 3F og Ulandssekretariatet får vel nu over 100 millioner kroner om året fra Danida. Det er klart at det er ikke noget Poul Buch-Hansen, Steen Folke eller de kritiske journalister bjæffer over, bare pengene ender i lommerne på den danske fagbevægelse.