Analyse
Læsetid: 4 min.

Det borgerlige Danmark

Lars Løkke Rasmussen kan som den første borgerlige statsminister ikke længere tale imod de andres velfærdsstat. Han står oven på sit eget værk
Borgerlig. Lars Løkke Rasmussen kan ikke være i både opposition og regering, for det er ham, der er arkitekt bag de største reformer.

Borgerlig. Lars Løkke Rasmussen kan ikke være i både opposition og regering, for det er ham, der er arkitekt bag de største reformer.

Indland
4. april 2009

Det virkede, som om det ville vare en evighed, men nu synes det allerede overstået. Anders Fogh Rasmussen kom, så, sejrede og blev siddende som statsminister så sikkert, at oppositionen for at udfordre ham kopierede hans sprog og overtog hans præmisser: Det er godt at være konsekvent og sætte grænser, det er slaphed at snakke om tingene og se dem i en større helhed. Truslen mod samfundet kommer ikke indefra som magelighed, selvtilfredshed og nationalisme. Truslen kommer udefra, den kommer fra terrorister, fundamentalister, islamister og forbrydere. Hvis man forsøger at nå dem med pædagogik og samtale, taber man. Hvis man er imod krigen i Irak, holder man med diktatoren. Det er derfor, at de bløde i virkeligheden ifølge Fogh er allierede med de hårde: De tror på det bedste i alle mennesker og er forsvarsløse over for det værste. Dette var kontroversielle antagelser i 2001, men det er blevet præmisser langt hen over midten i 2009. Det virkede, som om det skulle vare meget længe, men Anders Fogh Rasmussen var kun statsminister i i syv et halvt år. Både Anker Jørgensen, Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen kom til at sidde længere end Fogh.

Alt eller intet

Der vil nu være nogen, der siger, at intet er forandret under regeringen Fogh, mens andre vil sige, at alt er anderledes i dag. Nogen vil hævde, at han ikke gennemførte opgøret med velfærdsstaten, men tværtimod opgav kampen. Fogh fortsatte i dette perspektiv den politik, som regeringen Nyrup førte i 90'erne.

Der var en masse larm og rabalder og opråb om kulturkamp, men ser man på reformerne af kommunerne, uddannelsessystemet og resten af den offentlige sektor, ville de måske være gennemført alligevel. Og ser man på den hårde kurs over for kriminelle og ledige, er der ikke tale om et brud, men derimod kontinuitet med Nyrup. De fleste har glemt det, men Thorkild Simonsen blev som socialdemokratisk indenrigsminister sidst i 90'erne sat til at gennemføre det, man lancerede som den "strengeste udlændingelov i verden".

Andre vil derimod insistere på, at dansk politik er dramatisk forandret. Fra Folketingets talerstol udtalte Poul Nyrup Rasmussen som statsminister, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive stuerent. Anders Rasmussen førte derimod kulturkamp imod alle de såkaldte tossegode og pladderhumanister, som kunne finde på at sige den slags om Dansk Folkeparti. Alt hvad der var humanistisk og anstændigt i Danmark, blev af Fogh udråbt til slaphed og pladder.

Det protestsprog, som blev lanceret af Peter P. Rindal i kampen mod 'kulturpaverne' i starten af 60'erne og udviklet af Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen mod 'skrankepaver', 'røde numsetørrere' og 'røde lejesvende' i 70'erne, blev under Anders Fogh Rasmussen til statsministersprog. Det anstødelige modsprog blev til det uimodsigelige magtsprog.

De, der engang var progressive og hyldede de 'uanstændige', måtte nu forsvare den 'gode tone' og efterlyse 'anstændighed' over for en statsminister, der skød med metaforer, som ikke åbner en samtale, men afvikler den på forhånd. De samme metaforer blev brugt til at begrunde invasionen i Irak og introduktionen af Lomborg-doktrinen.

De første vil mene, at Fogh ikke har gjort noget overhovedet, og de andre vil mene, at han har gjort alt for meget. Det er en afgørende pointe, at begge parter har ret. Han samlede de små forandringer af velfærdsstaten, som havde været undervejs i 25 år, i et stort billede. Han leverede et sprog og et blik til det opgør, der allerede havde fundet sted.

Sådan set var den humanistiske pædagogik faldet, men det var Fogh, der hånligt kaldte det 'pladderhumanisme' og 'tossegodhed'.

Markedsstaten

I socialdemokraternes velfærdsstat skulle demokratiet løse markedets problemer: Pædagogik og kultur skulle sikre, at borgerne ikke forfaldt til småborgerlig tilfredshed og passivitet som forbrugere. Staten skulle sikre rettigheder for dem, der ikke kunne klare sig på arbejdsmarkedet.

Nu er det markedet, som skal løse demokratiets problemer. Frit valg af offentlige ydelser skal sikre borgerne kontrol med myndighederne som forbrugere i en butik. Privatisering har fungeret som opgør med statslig bureaukrati og statsfinansieret konkurrence på sundhedsområdet skal optimere produktiviteten i den offentlige sektor.

Sådan set tabte Socialdemokraterne kampen om velfærdsstaten for 27 år siden. Dengang resignerede statsminister Anker Jørgensen, fordi den gamle politik ikke virkede længere. Samtidig overtog yuppien den rebelske position, som hippierne havde haft tidligere. De ungdommelige modkulturer blev enten radikaliseret i punk og bz eller opløst i behagelig populærmusik og legitim underholdning.

Allerede dengang overtog de borgerlige både magtsproget og modsproget. De havde det privilegium, at de både kunne regere velfærdsstaten og være imod velfærdsstaten. Som den unge Fogh sagde: En borgerlig statsminister er altid både i regering og opposition. Det var Foghs eget privilegium som statsminister, at han talte det varme, indignerede sprog mod 'eliten' og i samme moment beherskede det kølige administrationssprog. Han hævdede, at han talte på vegne af den lille mand, når han førte sig frem som stor mand på en enestående højkonjunktur og med permanent parlamentarisk flertal. Han gjorde op med den politiske forhandlingskultur, fordi han ikke behøvede forhandle.

Men billedet af velfærdsstaten som de andres værk må nu være brugt op. De borgerlige har regeret Danmark i 18 af de seneste 27 år. Rettighederne for dem, der ikke kan klare sig på arbejdsmarkedet, er reduceret radikalt, skatten på den sidste krone er sat ned med næsten 25 procentpoint, og hele den offentlige sektor styres på markedsbetingelserne. Som den efter alt at dømme første borgerlige statsminister i nyere tid kan Lars Løkke Rasmussen ikke være i både opposition og regering. Det er ham, der er arkitekt bag de største reformer, og det er meget længe siden, at velfærdsstaten var domineret af humanister og intellektuelle socialdemokrater. Han bliver statsminister i det borgerlige Danmark.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ja, der forestår et kæmpe genopbygningsprojekt, når regeringen falder om kort tid.
Prisværdigt klart udtrykt som altid, Rune Lykkeberg!

Lars Peter Simonsen

Ja, og vi er nu næsten der hvor det ikke kan blive værre, så nu kan det jo kun gå fremad, eller hvad?

Formodentlig har Lars Løkke ikke så meget at skulle hævne som sin forgænger. Det er da i det mindste et godt udgangspunkt! ;-)

Inger Sundsvald

Peter Hansen

Fin observation. Lad os håbe det, og frygte det værste ;-)

Thomas Ole Brask Jørgensen

Rygklappere

Søren Kristensen

Rune Lykkeberg: "Og ser man på den hårde kurs over for kriminelle og ledige, er der ikke tale om et brud, men derimod kontinuitet med Nyrup"

Kriminelle og ledige. Første, men sikkert ikke sidst gang vi ser denne formulering. Nå, men det havde måske heller ikke været så heldigt at skrive kriminelle ledige, for så kunneman jo få det indtryk at problemet var løst.

Lars Lykke er en stor gevinst for hele landet.

Det bliver spændende at se hvordan Villy og Helle skal klare ham, han er jo noget mere veltalende en Anders Fogh og så bliver det jo svært at hyle alle de gamle skræmmebilleder.

Jeg vil tro at Villy og Helle slet ikke kan magte det. Jeg ser frem til den første TV debat. Bare noget så simpelt som at Villy og Helle har hylet om at få folketingsvalg er jo så langt under lavmålet at man kan fornemme at de er trætte.

De har tabt og tabt og tabt, og nu sætter VKO og Venstre bare en ny holdkaptajn. Helle og Villy har snart ikke mere krudt, de har fyret det hele af, på en person der slet ikke deltager længere.

Tabere :-)

Nyrup startede det der dengang hed en akriv arbejdsmarkedspolitik som altså handlede om at opkvalificere folk til arbejdsmarkedet; give dem uddannelse og kompetencer, så de kunne klare sig selv - også efter det seneste opsving på arbejds-markedet. Når de altså blev arbejdsløse - måske.

Den borgerlige regering har konsekvent satset på udelukkende at få folk i arbejde; det er også fint nok. Problemet er blot, at de kontanthjælps-modtagere og dagpengemodtagerne, som har fået arbejde, og som ikke har en uddannelse, er dem, der nu først bliver fyret.

Karsten Aaen, det er jo værre end som så med de folk, der i sin tid valgte ikke at tage en uddannelse: respekten for dem, der gjorde, er jo helt væk i et system, hvor folk med ekspertviden risikerer at blive kostet til samlebåndsarbejde eller rengøring.

END med de folk - skulle der stå.

Søren Kristensen

Selv socialdemokrater er grundlæggende konservative og hvis de ikke er det, så bliver de det når de får en kolonihave. Derfor er der sikkert mange arbejdsløse som hverken kan eller vil omskoles, ligemeget hvor nidkært man lokker dem med udsigt til højere løn i et omsorgs-, kantine- eller rengøringsjob. Hvorfor man da også i liberale såvel som neoliberale kredse, er begyndt at tale om at gøre dagpengereglerne mere fleksible, så det i perioder med lav beskæftigelse er lempeligere for fuldtidsforsikrede at få understøttelse end i perioder med høj beskæftigelse. Flexicurity, nu med Reflex. Tilbage er der så, for en evt. fremtidig erstatning for Karen Jespersen, at finde ud af hvad der skal ske med de langtidsledige i matchgruppe 3 og 4 på kontanthjælp, som hverken opsvinget eller Klavs Hjort Frederiksen har kunnet lokke ind på arbejdsmarkdet. Man kan selvfølgelig også bare give et af de nye ministerier et passende navn, dvs. et eller andet med .............service. Nåe ja, selvfølgelig: Hjemløseservice.

Tænk, så fik vi også løst det problem.

Som jeg efterhånden har skrevet mange gange herinde er jeg villig til at blive omskolet - til folkeskolelærer. Men desværre er der ingen som vil betale for at jeg bliver det. Heldigvis er jeg blevet opdraget til at klare mig selv, så jeg har selv betalt, både for min meritlærer-uddannelse og min voksen-underviser-uddannelse.

Og ja, respekten for folk, som faktisk ved noget om et emne kan efterhånden ligge på et lille sted; akademikerne med viden om noget, et bestemt emne f.eks. er efterhånden ilde set i dette land.
Det er som om viden og kompetence, især teoretisk viden, er blevet lagt for direkte had.

Og den borgerlige snusfornuft, den sunde fornuft, har vundet. Og den sunde fornuft er netop den bonde-fornuft som en vis inspektør for Rådmandsgades Skole mente, hun havde - når hun skulle finde løsninger på integrations-problemerne. Direkte løsninger med relation til hverdagen - uden teoretiseren af nogen som helst art eller evne til at sætte tingene ind i en større sammenhæng, perspektivere og reflektere mm.

Karsten Åaen

Det hjælper ikke noget

Der var en gang en borgerlig folketingspolitiker der sagde "hvis det er fakta, så benægter á fakta"

Sådan er det jo stadigvæk hvis fakta stiller sig hindrende i vejen for ideologien.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Vi skal alle jo blot have borgerløn på 30.000. Så er der ingen der bliver fattigere ej heller det modsatte. Det perfekte lige samfund.

Peter Jespersen

Der er da vist en trykfejl, menes der ikke "ledige og andre kriminelle" ?
Det går bedre i tråd med landets officielle politik.

Thomas Ole Brask Jørgensen

Resultatet bliver at Danmark ryger udover afgrunden.

Resultatet af hvad, Thomas Ole Brask Jørgensen?

Thomas Ole Brask Jørgensen

@Peter H

Det som du kalder et genopbygningsprojekt.

Tværtimod, Thomas Ole Brask Jørgensen, det var godt før, det bliver godt igen.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Peter H

Ja, det skal du jo sige. Vi skal have et mere liberalt Danmark, ikke et mere rødt.