Nyhed
Læsetid: 5 min.

Energiselskaberne svigter samfundets interesser

DONG, Vattenfall og andre store selskaber foreslår løsninger, som er i deres egen interesse. Det kan afskære samfundet fra de bedste løsninger og det langsigtede mål om at slippe ud af den fossile æra, siger energiforsker i doktorafhandling
Indland
15. april 2009
Det er karakteristisk, at forslag til nye energiprojekter kommer fra de store etablerede selskaber, og at de altid kun lægger ét forslag frem, siger Henrik Lund, der er en af landets mest indsigtsfulde energiforskere.

Det er karakteristisk, at forslag til nye energiprojekter kommer fra de store etablerede selskaber, og at de altid kun lægger ét forslag frem, siger Henrik Lund, der er en af landets mest indsigtsfulde energiforskere.

Kristian Hegner Reinau

Fremtiden har det problem, at den ikke findes endnu. Den har ingen tunge, professionelle advokater til at tale sin sag. Til gengæld er landskabet fuld af etablerede selskaber og institutioner med en økonomisk og strukturel egeninteresse i at forsvare det bestående, skønt dette ofte repræsenterer gårsdagens løsninger og ikke er til samfundets og fremtidens bedste.

Dette dilemma er omdrejningspunktet for en doktorafhandling, som på fredag forsvares af en af landets mest indsigtsfulde energiforskere, professor Henrik Lund, Institut for Samfundsudvikling & Planlægning på Aalborg Universitet. Gennem 25 år har Henrik Lund forsket i energiplanlægning og i en række tilfælde taget aktivt del i debatten om konkrete energiprojekter og -planer. Netop nu følger han bl.a. elselskabet Vattenfalls planer om at etablere et anlæg til indfangning og lagring af CO2 fra det kulfyrede Nordjyllandsværk.

"Anders Fogh Rasmussen har meget klart sagt, at Danmarks langsigtede mål er at holde op med at brænde kul og andre fossile brændsler af. Alligevel kommer der nu forslag fra store elselskaber om at rense og lagre CO2 fra kulkraftværkerne med henblik på at muliggøre fortsat afbrænding af kul. Det er et godt eksempel på, at selskaber, der er etableret til at bygge og drive en bestemt teknologi, ikke kommer med forslag til løsninger, de ikke selv duer til, og som kunne risikere at gøre dem overflødige," siger Henrik Lund.

Hvis Vattenfall investerer milliarder i teknologi, rørledninger og et underjordisk lager til CO2, kan man ifølge Lund forudse, at elselskabet vil arbejde for et nyt kulkraftværk på stedet, når dagens Nordjyllandsværk om 15-20 år er udtjent. Dermed spændes der ben for den statsministerielle vision om en udstigning af den fossile æra.

"Det er karakteristisk, at forslag til nye energiprojekter kommer fra de store etablerede selskaber, og at de altid kun lægger ét forslag frem. De milliarder, som Vattenfall i givet fald vil investere i CO2-teknologien, kunne måske være anvendt på noget andet, som bedre fremmer samfundets mål om at blive uafhængige af fossil energi," siger Henrik Lund og nævner energibesparelser, vindmøller og små kraftvarmeværker fyret med biogas.

Sætter dagsorden

I doktorafhandlingen giver han en række eksempler på, at det er elselskaberne, der har sat dagsordenen og drevet udviklingen i en bestemt retning ved at have initiativretten og altid spille ud med ét forslag: Det, der passer bedst til selskabets egen kompetence og struktur. Ved selve opførelsen af Nordjyllandsværkets blok 3 i 1990'erne var valget ifølge Henrik Lund en kulfyret enhed eller ingenting - også selv om der lå en national Energiplan 2000, der sagde, at der ikke skulle bygges flere kulkraftværker, og selv om man kunne have opnået det samme med andre energiteknologier. Alternativerne blev bare ikke beskrevet.

"Netop nu planlægger DONG Energy at bygge et stort kulkraftværk i Nordtyskland, og her er der heller ikke fra selskabet fremlagt bud på mulige alternativer. Jeg har i afhandlingen præsenteret en skitse til, hvordan områdets energibehov kan dækkes med en kombination af vedvarende energi og decentrale kraftvarmeanlæg med naturgas og biogas."

Pointen er ikke, at selskaber som DONG og Vattenfall er skurke. De gør det, der tjener deres egne interesser bedst, men derved skaber de det indtryk, at samfundet ikke har andet valg end det, selskaberne foreslår.

"Pointen og min anbefaling er, at vi som samfund må sikre, at alternativerne beskrives og lægges frem, så vi får en reel mulighed for at vælge den løsning, der bedst sikrer de politisk vedtagne mål. Vi skal være bevidste om, at der er modstridende interesser på spil, og at vi må tage nogle modforholdsregler, hvis vi vil gennemføre bestemte målsætninger om f.eks. at blive fri for fossil energi."

Når dagens danske udbygning med vindmøller hovedsagelig foregår til havs, har det også sammenhæng med, at de store offshore vindmølleparker passer godt til de eksisterende energiselskaber, mens nye vindmøller på land forudsætter en række ændringer.

"Den billigste måde at realisere vindmøllerne på er at bygge dem på land. Det ærgrer mig, hvis vi spiller os den mulighed af hænde, fordi vi ikke i dag kan finde ud af at organisere det på en måde svarende til den, der gjorde os til verdensmestre i vindmølleudbygning i 1990'erne."

Dengang etableredes lokale vindmøllelaug, som i kraft af ejerskab og gunstige afregningsregler fandt det fornuftigt at rejse møller. Både initiativkraft og vindmøllelaug forsvandt efter regeringens tiltræden og ændring af reglerne fra 2001.

"Anbefalingen til politikerne er at gennemføre de institutionelle ændringer, der skal til, så vi ikke udelukker de samfundsøkonomisk bedste løsninger," siger Lund, der påpeger, at der med det seneste energiforlig er taget skridt i retning af at genetablere de ordninger, der virkede før i tiden.

"Men planerne er i dag mindre ambitiøse end i 1990'erne, og det vil tage flere år at få genskabt den lokale opbakning og forankring."

Bedre planlægning

Hvis Danmark skal have en chance for at nærme sig den officielle vision om en fossilfri energisektor og et stærkt reduceret CO2-udslip, så forudsætter det langt bedre planlægnings- og beslutningssystemer end i dag. Henrik Lund har med afhandlingen udviklet en Choice Awareness-teori, der kan give samfundet bedre muligheder for at vælge de bedste alternativer. Ifølge modellen bør en beslutningsproces hver gang starte med en konkret teknisk beskrivelse af alle relevante alternativer, som kan fremme de politiske mål. Trin to er at inddrage selve målene i de samfundsøkonomiske analyser af alternativerne, hvilket faktisk ikke sker i dag.

"Vi kan ikke bruge dagens makroøkonomiske modeller og cost benefit-analyser, for de anerkender ikke de politiske målsætninger, der gælder," mener Henrik Lund.

Trin tre er at identificere barriererne for den bedste løsning og at foreslå regulering, der kan fjerne dem. Og sidste trin er at sikre en demokratisk infrastruktur, så bredere samfundsinteresser samt repræsentanter for morgendagens teknologier og ikke blot de etablerede selskaber og myndigheder producerer beslutningsgrundlaget.

"Der vil helt sikkert komme nogle fejlinvesteringer og tabte slag undervejs, men det vigtige er jo at vinde krigen i den sidste ende. Jeg synes, vi har vundet mange erfaringer og er kommet et godt stykke vej de seneste 25 år, men netop nu står vi i et besynderligt vadested, hvor vi taler meget om, hvad der skal ske langt ude i fremtiden, men ikke rigtig har arbejdstøjet på og forstår, hvad der skal gøres nu for at komme derhen," siger Henrik Lund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Elektricitetsselskaberne skal hurtigst muligt sættes fra bestillingen, ellers går det hele rivende galt.

Vi er på vej mod peak kul med rasende fart og det er yderst tvivlsomt, om et kulfyret kraftværk, som bygges i dag og holder i halvtreds år, vil have noget at fyre med i de sidste år af sin levetid. Imens fyldes der mere CO2 på atmosfæren mens idioterne udvikler deres CO2-lagring og investeringerne i ægte VE underprioriteres. Det hele minder om molboerne, som skulle jage storken ud af kornet.

Ak, og ve!

Niels-Holger Nielsen

Jeg hørte i jp-radio (Jyllands Posten) en eller anden tåbe påstå, at der er kul nok til mellem 300 og 400 år. Hvis det forholdt sig således kunne man måske satse på at udvikle CO2-lagring, og så bygge flere kulfyrede værker, når løsningen evt. viste sig realisabel. Men sådan forholder det sig altså ikke.

Kulkraftindustrien er verdens største kilde til den dødsens farlige og omsiggribende kviksølvforurening og tillige kilde til en større mængde radioaktivitet end samtlige a-kraftværker.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor idioterne vil gøre af den yderligere mængde hypergiftige slagge, som de allerede har spredt vidt og bredt i miljøet.

Den slags mennesker er, som James Hansen ganske rigtig siger, kriminelle. Det gælder vel også politikere, som er på samme hold?