Selv om det er fredag og forår, er Elias' humør ikke særlig godt. Det er det efterhånden sjældent. Han smiler aldrig rigtigt, og hver morgen vågner han med en trist følelse i maven. Sådan har det været i et par måneder nu.
Det begyndte, da et flertal på Christiansborg i december vedtog lovforslag 69 - det, der blev kaldt tuneserloven, men som også kom til at inkludere 36-årige Elias Karkavandi, der oprindelig er fra Iran.
Tilbage i 2004 stod han vagt på Christiania og gav pusherne besked, når politiet dukkede op. Det plettede hans ellers rene straffeattest. Ud over en fængselsstraf på halvandet år fik han en udvisningsdom til Iran, hvor han boede for cirka 20 år siden. I Iran var Elias militærnægter og konverterede fra islam til kristendom. Som følge deraf risikerer han at blive slået ihjel eller udsat for tortur, hvis han vender tilbage. Derfor er han på tålt ophold i Danmark. Den nye skærpede lov betyder, at han har pligt til at overnatte i Center Sandholm og skal melde sig hos politiet samme sted tre gange om ugen.
"Efter alle de år, jeg har boet i Danmark, har jeg pludselig ikke nogen rettigheder. Jeg er ikke længere en del af samfundet. De har stemplet mig som kriminel, selv om jeg allerede har afsonet min straf i fængslet. Jeg føler mig fanget i systemet. Den lov ødelægger min tilværelse," siger Elias, mens han for tredje gang i denne uge tager til Sandholmlejren ved Allerød i Nordsjælland.
10 sekunders meldepligt
I dag har Elias lånt sin kammerats bil, så turen fra København kun varer 40 minutter. Klokken 10 er der meldepligt, ikke før - ikke senere. Der er stadig nogle minutter til, så Elias tager 'Boris Jeltsin' under armen - sin hundehvalp, som nu om dage er det eneste, der kan få Elias på bedre tanker.
Inden meldepligten vil de to lige slå et smut forbi det 20 kvadratmeter værelse, hvor Elias egentlig burde bo sammen med de tre andre mænd. Men lige som en af de andre kan Elias ikke klare at bo der:
"Havde de forestillet sig, at vi skulle bo fire mennesker her," spørger han i et tonefald, der ligger i grænselandet mellem frustration, vrede og skuffelse.
Han kigger rundt i det lille tilrøgede rum, trækker vejret dybt og fortsætter:
"Vi kender jo ikke hinanden. Selv om vi snakker godt nok, så er vi jo psykisk belastet af vores fortid," siger han og tænder den anden cigaret på få minutter.
Da cigaretten er røget færdig, runder klokken ti, og det er tid til meldepligt. En civilklædt betjent krydser Elias af. Det varer ti sekunder. Så er meldepligten overstået.
"Tre gange om ugen bruger jeg en halv dag på noget, der varer så kort tid. Jeg vågner i dårligt humør og tænker 'åh nej, ikke igen.' Jeg skal bare ud derfra i en fart, for det her sted slår mig psykisk ihjel," fortæller Elias.
Skarp kritik af L 69
Oprindeligt skulle tuneserloven kun gælde tre udlændinge - nemlig én, som PET mistænkte for at ville myrde Jyllands-Postens bladtegner, og to andre, som ifølge PET var til fare for landets sikkerhed. Men for at undgå en lov tiltænkt så få personer, blev lovforslaget ændret. Loven kom derfor til at omfatte alle udlændinge på tålt ophold og blev vedtaget i Folketinget af regeringen og Dansk Folkeparti.
Undervejs mødte forslaget skarp kritik fra adskillige eksperter og jurister, hvoraf én mente, at loven både var i strid med Grundloven og menneskerettighederne.
De ca. 20 andre udlændinge på tålt ophold var da heller ikke til fare for landets sikkerhed, men havde afsonet straffe og fået udvisningsdomme for besiddelse af f.eks. narko. Men de kan ikke sendes hjem og er derfor på tålt ophold i Danmark - noget der ikke forandrer sig fra én dag til en anden.
Inden den nye lov blev vedtaget, skulle de melde sig i lejren én gang om ugen. Om de ville overnatte og bo i lejren, måtte de selv bestemme.
Nu er 17 ud af de 21 udlændinge på tålt ophold pålagt opholdspligt i Sandholm.
Selv om vicepolitichef i Rigspolitiets Udlændingeafdeling, Hans Viggo Jensen - som Information tidligere har beskrevet - på de indre linjer gav udtryk for, at personerne på tålt ophold "i meget høj grad" levede op til den dagældende meldepligt, blev også den skærpet. Således skulle de personer, der allerede havde afsonet deres straffe for narkoforbrydelser, melde sig to eller tre gange om ugen til politiet.
Kø for 100 kroner
Ud over pligterne må de 21 personer på tålt ophold heller ikke arbejde. Derfor er Elias i ulønnet praktik - en tjans han har svært ved at passe, fordi han skal melde sig i lejren mandag, onsdag og fredag klokken 10.
"Det værste er, at jeg ikke kan passe min praktik, og at jeg ikke må arbejde. Jeg vil jo bare gerne leve et normalt liv uden at skulle melde mig til nogen som helst," siger han.
Personerne på tålt ophold har ingen mulighed for at tjene penge på lovlig vis. Derfor får de udleveret lommepenge hver anden uge. Præcis 110,50 kr. får Elias udleveret hver anden fredag. Penge som Elias faktisk helst ville være foruden, fordi der er så lang kø for at få dem udleveret. Men heller ikke her har han noget valg: Det er nemlig en ekstra kontrol, og dét frustrerer Elias: "Der er ikke noget mere ydmygende for mig end at stå i kø for hundrede kroner. Jeg bander indvendigt og fristes til at flippe ud," siger han, men prøver at holde fokus på Boris, der tumler i hans favn.
Åbent fængsel
På et andet værelse i Sandholm sidder irakiske Taleb Asari. Han er psykisk syg og har derfor fået sit eget værelse. Også han er på tålt ophold og oplever konsekvenserne af den skærpede lov. Før boede han tæt på sin 79-årige mor, som hverken forstår eller taler dansk. Han hjalp hende med praktiske gøremål og med at tage sin medicin. Nu er han tvunget til at overnatte i Sandholm hver nat og melde sig tre gange om ugen. Med de få lommepenge, han får, har han ikke råd til at betale de 147 kroner, en returbillet til København koster.
"Det her er et åbent fængsel. Jeg sidder herinde det meste af dagen, og tankerne kører bare rundt i hovedet på mig: Hvor længe skal jeg være her," spørger han, mens armene fægter, og stemmen knækker.
"Den nye lov knækker mit liv og straffer min familie. Jeg har ingen frihed og føler mig ensom. Jeg forstår ikke, hvorfor de gør forskel på, om man har blå eller sorte øjne," siger Taleb, der helst holder sig inden døre i nærhed af telefonen i tilfælde af, at nogen ringer og fortæller, at hans mor er blevet syg.
Elias har langt om længe fået sine penge og er dermed færdig med pligterne i Sandholm. Skyerne har nu trukket sig sammen, og store hagl falder ned over lejren. Elias tager atter Boris under armen og løber hen mod bilen. Den skal alligevel også snart afleveres.
Foråret virker ærlig talt langt væk. Elias ved, at han skal fortsætte denne tilværelse dag ud og dag ind. Måske i mange år. Måske resten af livet.
"Jeg er ked af, at mit liv har udviklet sig på den her måde. Jeg vil jo bare gerne have arbejde, hjem, kone og barn. Men hvad skulle jeg kunne tilbyde dem?"
"Homo Sacer" (G. Agamben) ... (slå evt. op i wikipedia/google).
send DF på tålt ophold,...
Nogen får måske en for hård behandling som følge af Tuneser-loven, men folk der har med narko at gøre, de stjæler reelt andres liv ved at sende dem ud i afhængighed, eller ved at fastholde dem i afhængighed.
Jeg har ikke en pind ondt af narko-kriminelle - de er efter min opfattelse værre end spritbilister og drabsmænd. Narko-kriminelle tjener på andres ulykke. .
@ R. Kroll
Der er nok mange, der vil være uenige i, at fx folk der sælger og ryger hash er værre end drabsmænd - men ellers kan jeg sagtens følge dit argument.
Men det er overordentligt farligt at skære alle over én kam - og grænsen er hårfin. Jeg mener, at eksemplet med Elias er fuldstændig ude af proportioner (også selv om han har begået kriminalitet). Det handler om noget andet end småkriminalitet. Og mener man, at narkodømte skal dømmes ude for evigt, er der jo andre der mener det samme om spritbilister, folk der undviger skat, smuglere - og find selv på flere. Måske kriminalitet i det hele taget. Men vi får så et helt andet samfund, end vi har nu, hvis alle der begår ulovligheder eller har begået en ulovlighed, skal leve som Elias i artiklen (også selvom han er indvandrer).
Når jeg henviser til G. Agamben (Homo Sacer), er det for at få et lidt andet perspektiv ind i debatten end den folkelige (og statslige) trang til lynjustits (som "Tunerserloven"/"det tålte ophold" i min optik er et tilfælde af). Vi er generelt i Danmark - i teorien - enige om, at det er statens opgave at uddele straf. Så kan man nemlig håbe på en smule mere overvejelse og "objektivitet" end den folkelige domstol. Så slipper weekendens øl-smulere fx for dødsstraf af landets supermarkedskæder el. lign., der ikke får lov at sælge deres øl (overdrivelse fremmer forståelsen).
Nu er justits og retfærdighed ikke noget, der er faldet - eller falder ned fra himlen - selvom forskellige regimer ofte påkalder sig sit enestående og eviggyldige krav på den. Er man lidt historisk anlagt, ser man hurtigt, at heller ikke statens justits er uproblematisk. Således tager fx Agamben udgangspunkt i nazismen i sin definition af "homo sacer" - som således stadig har relevans.
Agamben beskriver homo sacer som et individ der eksisterer indenfor loven men som i eksil - fx som Elias i artiklen. Men her er et paradoks: Det er nemlig kun på grund af selv samme lov som giver samfundet mandat til inkluderingen (hvor individet er en del af samfundet og dets love - og alligevel helt udstødt af selv samme), at samfundet kan identificere det individ, der skal ekskluderes (man kan kun blive inkluderet på baggrund af en ekskludering, som er det begrebet "tålt ophold" i virkeligheden er en mekanisme for). Dette individ kalder Agamben "Homo Sacer" - fra den gamle romerske betegnelse for et individ der kan dræbes (kan ekskluderes) men ikke ofres (det er trods alt på "tålt ophold" og derfor inkluderet - selvom det er i ingenmandsland, hvor helt andre regler gælder end for resten af samfundet).
Agamben mener, at livet består af to kapaciteter. Et er det naturlige biologiske liv (på græsk: Zoe - hentet hos Aristoteles) og det andet er det politiske liv (på græsk: Bios). Denne "Zoe" er relateret af Agamben til Hannah Arendts beskrivelse af flygtningens "nøgne liv" i hendes The Origins of Totalitarianism (1951). Effekten af Homo Sacer er et skisma mellem individets biologiske og politiske liv hvor at, selvom individet har biologisk liv, så har det ingen politisk relevans (på nær som effekt af en ekskludering - og kun tolereret eller "tålt" som noget ekskluderet).
Agamben siger, at status for politiske flygtninge og dem forfulgt under Holocaust og andre steder, bærer samme lighedstræk som homo sacer - ved netop kun at kunne inkluderes gennem en ekskludering (som jøderne blev inkluderet i det nazistiske program som en modstand mod det ariske - de delte modsatte karakteristika - kun for at de kunne ekskluderes. Yderligere blev jøderne også frataget deres borgerskab som det første - før de blev placeret i koncentrationslejre).
Derfor blev menneskets "hellige og medfødte rettigheder" fuldstændig uforsvaret i det punkt, hvor det ikke længere var muligt at karakterisere mennesket som borgere i en stat (et grænseområde i dag - hvor man dog kan finde sig en status som "tålt"). Man havde biologisk liv, men intet liv under loven (eller der gælder andre regler end for andre under samme lov/ i samme stat).
Ud fra dette følger bl.a. Arendts indsigelse om menneskerettighederne fra 1789, der netop bandt menneskeretighederne sammen med borgerlige rettigheder, at i den oprindelige intention hvor menneskerettighederne blev set som grundlaget for borger - rettigheder, da sker der (fx i eksemplet med flygtninge/statsløse) det - fx i stater som den nazistiske - , at hvor fratagelsen af borgerrettighederne sker, da forsvinder deres menneskerettigheder også (eller gøres acceptabelt), hvilket gjorde de berørte mennesker lig "vilde folk", hvorfor mange fx i nazismen derfor - lovligt - først kunne ekskluderes. Senere kunne det så lykkes på dette fundament at gøre det "rationelt", at de skulle udryddes helt og aldeles. Tanken er, at respekten af menneskerettigheder ikke må gøres direkte afhængig af borger-rettigheder - og dette er problemet i begrebet om "tålt ophold".
"Tålt ophold" er et grænseområde, hvor fratagelsen af visse borgerlige rettigheder gør, at menneskets "naturlige" menneskerettigheder forsvinder - de rettigheder vi har bare ved simpelthen at være mennesker. At placere folk i ingenmandsland uden for de rettigheder vi andre har, er netop den inkludering der samtidig er en ekskludering. Dette kan hjælpe den rationalitet hvor fratagelsen af borgerrettighederne gør det acceptabelt at de basale menneskerettigheder, som at være til (uden at være koncentreret i en lejr), at kunne arbejde og være fri (og ikke pakket ind i små rum, hvor mange bliver sindssyge) også kan tilsideses. Ekstremen af dette er nazismens tilintetgørelsespolitik, da de havde indset på Wansee at en fuldstændig deportation (fx til Madagaskar - ikke for at nævne vores politiske tanker om deportation af kriminelle til øde øer) ikke ville kunne lade sig gøre fx indenfor de økonomiske og logistiske rammer man havde (man var jo i krig, og krig er dyrt).
Tak til Signe Rugholt Carlsen,for en gribende tragisk,
nutidshistorie ,om vores daglige koldhed overfor "krigsofrene" ,som disse skæbner,ligemeget fra hvilket land ,de måtte komme.Danskernes Nyfundne "aparthaid" overfor civilbefolkninger i de lande vi raserer ,og fra alle dem som flygter fra den økonomiske terror,vi udsætter alle de samme lande for.
Andreas Møller Lange.
Tak for "HOMO Sacer" ,den Nye tids "undermenneske",
som kan arresteres ,når der er behov for arbejdskraft,uden rettigheder.
Menneskerettigheder ,er kun til dem,hvis "club",har inkluderet det i club-reglerne ,og Kun,hvis kontingentet er betalt.
Det er nemlig det, Uffe.
Hvis problemet blev sat op sort på hvidt vil ingen jo gå ind for "undermennesker"/"andenrangsmennesker" med hensyn til rettigheder. Det kan dog lykkes ud fra Homo sacer skikkelsen at gøre noget sådant rationelt. Og så rationelt at en befolkning overbeviser sig om, at man skal lave lovforslag, der cementerer andenrangsstatus til nogle mennesker. Nu må vi snart se at lære af historien.