Læsetid: 4 min.

IC4-skandalen nu på skinner

Passagerernes glæde over at køre i IC4-tog har lange udsigter. Der går længe, inden togene kommer til at spille en nævneværdig rolle i kollektiv trafik. Få af de tog, der er her, er i drift. De andre er smækfyldt med fejl, siger DSB
25. april 2009

I slutningen af februar måned blev det iskolde forhold til DSB's italienske leverandør, AnsaldoBreda, yderligere nedkølet,da DSB's adm. direktør, Søren Eriksen, sammen med DSB's ejer, transportminister Lars Barfoed (K), gik i pressen.

Uden at informere AnsaldoBreda først var de to i Jyllands-Posten meget kritiske overfor, om italienerne kunne leve op til det ultimatum, DSB stillede i maj sidste år. Der var frygt for, at ordren måtte skippes.

Ifølge Informations oplysninger var udmeldingen et granatchok i AnsaldoBredas organisation. Er det virkelig sådan, DSB behandler en leverandør i en meget kritisk fase, lød spørgsmålet internt. Ministeren har ikke ønsket at svare på, om AnsaldoBreda var informeret om kritikken.

Men da rystelserne havde lagt sig, fortsatte italienerne med at levere togsæt.

Situationen er nu den, at DSB har modtaget mere end halvdelen af 14 godkendte togsæt, som er det ene af de to ultimative krav. Det andet er, at Trafikstyrelsen skal sætte det endelige flueben på togsæt nummer '22', der skal opfylde alle kontraktens krav.

Det er et kæmpe arbejde, men sker det inden den 1. juni, hvad noget tyder på, eftersom Trafikstyrelsen er i fuld gang med at gennemgå AnsaldoBredas ansøgning, har AnsaldoBreda levet op til sin del. Dernæst er det DSB, som skal til at opfylde kontrakten med Transportministeriet om at køre med IC4-tog til glæde for passagerne, hvor DSB - vel at mærke uden tog - har svigtet i årevis.

Ud over at Danmark har udsigt til at blive et af de få lande i Europa, der skal køre med dieseltog på hovedstrækninger i yderligere 20 til 30 år, bliver det nu og her sværere end som så.

To typer fejl

Nok er det DSB's egne kvalitetskontrollører i italienske Pistoia, som siger god for, hvilke tog der skal til Danmark, men trods den valgte fremgangsmåde, der ikke umiddelbart giver DSB incitament til at få fejlbehæftede tog herop, så er det DSB's klare opfattelse, at:

"De leverede IC4-tog er behæftet med mange forskellige slags fejl på alle niveauer," fremgår det af virksomhedens årsrapport for 2008:

"Fejlene kan inddeles i to typer. Individuelle fejl, som er relativt hurtige og simple at rette op på, og de mere alvorlige typefejl, som går igen på alle de leverede togsæt. Det største og mest alvorlige problem er fejl i togenes computer og styresystem." Kvaliteten skal op, anføres det.

Politisk er IC4-projektet til fem milliarder ikke overraskende en varm kartoffel. Forhenværende transportminister Carina Christensen (K) lovede da også sidste sommer, at Folketingets Trafikudvalg ville blive skriftligt orienteret om IC4-projektet hver tredje uge.

Efter at den bekymrede transportminister Lars Barfoed ikke havde givet lyd fra sig i knap to måneder - undtagen i pressen - skete det fredag eftermiddag.

I seneste status for IC4 står, at den nationale togleverandør har modtaget otte togsæt.

Kun tre af dem kører nogle få gange om dagen mellem København og Aalborg. Så mangler DSB i alt at få 80 togsæt på banen. Videre blev det oplyst, at:

"To togsæt anvendes som planlagt til at teste den opdaterede softwarepakke. De sidste elementer af opdateringspakken installeres for øjeblikket. To togsæt anvendes til uddannelse af lokomotivførere. Et togsæt er ved at blive gjort klar til drift."

Og det vækker undren og voldsom irritation på Christiansborg. For et år siden blev det slået fast med store søm af DSB, at samtlige 14 togsæt skulle i drift mellem landsdelene inden den 1. juni.

Det er ikke muligt, da DSB tidligere har meldt ud, at der skal bruges en måned til at indsætte "et til to togsæt".

Slut med svinkeærinder

Trafikordførerne fra Venstre og Konservative Folkeparti er enige med Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke, når han siger:

"Nu har vi fået tudet ørene fulde af DSB, der hele tiden kaster skylden på AnsaldoBreda. Nu mener DSB noget helt andet i forhold til de dokumenter, DSB har afleveret til Folketinget for et år siden, hvor der sort på hvidt står, hvad præmisserne er. Der er altså ikke plads til flere svinkeærinder og såkaldte misforståelser i denne sag, og fortsætter DSB ad den vej, er de i gang med at opbygge et kæmpe forklaringsproblem for befolkningen som for os politikere," siger han.

I går udsendte DSB så en pressemeddelelse med den lidt særlige nyhed, at: "DSB's planer er uændrede."

Et sted skulle den barokke situation dog have affødt positive vibrationer. AnsaldoBredas IC4-folk på danske breddegrader arbejder og bor i Århus. I 'smilets by' skulle det være blevet til kæresteforhold mellem udsendte og lokale, og der er ikke udsigt til, at italienerne skal pakke kufferten lige med det samme.

Om alt går efter planen - hvad stort set intet hidtil har gjort - håber DSB på, at det sidste IC4-tog i rækken kan indsættes i 2011.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu