Kommentar
Læsetid: 4 min.

Et IMF, vi kan elske?

Den Internationale Valutafond så blot få måneder siden ud til at hensygne. Efter finanskrisen har den fået styrket sin globale rolle og økonomiske magt, men uden reformer får den svært ved at indfrie de nyvakte forventninger
Indland
1. maj 2009

Sikke en forskel krisen har gjort for Den Internationale Valutafond! For blot et par måneder siden forekom denne vigtige, men uelskede institution, som så længe var en milepæl i efterkrigstidens globale økonomiske orden, at have mistet al relevans.

Længe havde IMF været syndebuk for både venstre og højre - for førstnævnte på grund af fondens vægt på finanspolitisk retlinethed og økonomisk ortodoksi, for sidstnævnte på grund af dens rolle som kreditgiver til håbløst forgældede nationer. U-landene tog modstræbende imod dens råd, mens avancerede nationer, der ikke havde behov for dens penge, blot ignorerede den. I en verden, hvor de private kapitalstrømme så langt overgår de ressourcer, den havde til rådighed, var IMF kommet til at ligne en anakronisme.

Og da nogle af IMF's største debitorer (Brasilien og Argentina) begyndte at forudbetale deres gæld for et par år siden uden nye låntagere i syne, kunne det virkelig se ud til, at de sidste søm skulle blive hamret i kisten. IMF syntes dømt til at løbe tør for indtægter og derudover at miste sin eksistensberettigelse. Valutafonden indskrænkede sine budgetter og nedjusterede. Og selv om den fik overdraget nye ansvarsområder - især overvågning af 'valutamanipulation' - var der ikke mange, der lyttede til dens overvejelser.

Glødende fortaler

Nu har krisen har styrket IMF. Under dens nuværende chef, Dominique Strauss-Kahn, er Valutafonden blevet været en af de få officielle institutioner, som har været på forkant med udviklingen. Den tog hurtigt skridt til at etablere en krise-udbetalingsfacilitet, der kunne yde 'nødkreditter' til lande, som førte en 'fornuftige' politikker. Den gjorde sig til glødende fortaler for en global finanspolitisk stimulering i en størrelsesorden af to pct. af verdens BNI - en anbefaling, som er så meget desto mere bemærkelsesværdigt i lyset af fondens traditionelle tilbageholdenhed i finanspolitiske skattemæssige spørgsmål. Og i forløbet frem til G-20-topmødet i London foretog den en omfattende revision af sin udlånspolitik, blødte op på de traditionelle betingelser og gjorde det lettere for verdens lande at kvalificere sig til lån.

Og som noget endnu mere bemærkelsesværdigt, kom IMF London-topmødet med væsentligt flere ressourcer foruden helt nye ansvarsområder. G-20-landene lovede at tredoble fondens udlånskapacitet (fra 250 milliarder dollar til 750 milliarder), udstede for 250 milliarder dollar nye særlige trækningsrettigheder (et reserveaktiv bestående af et udvalg af toneangivende valutaer) og tillade fonden at låne på kapitalmarkederne (hvad den aldrig tidligere aldrig gjort), hvis det skulle blive nødvendigt. IMF blev også udpeget som en af to ledende organer - sammen med et udvidet Financial Stability Forum (nu omdøbt til Financial Stability Board) - med ansvar for tidlig varsling af makroøkonomiske og finansielle risici og formulering af nødvendige politiske henstillinger.

En anden god nyhed er, at europæerne nu har opgivet deres krav om stille IMF's administrerende direktør (som amerikanerne har opgivet deres tilsvarende krav om at stille formanden for Verdensbanken). Disse ledende skal nu fremover udvælges "gennem en åben, gennemsigtig og meritbaseret udvælgelsesproces." Dette vil give mulighed for en bedre styring (selv om Strauss-Kahns ledelse har været eksemplarisk) og kan styrke begge institutioners legitimitet i ulandenes øjne.

Forvaltning af magten

IMF befinder sig altså igen i centrum af det økonomiske univers. Hvordan vil den vælge at forvalte sin nye magt?

Den største risiko er, at den endnu en gang vil overforpligte sig og overspille sin hånd. Det var, hvad der skete i anden halvdel af 1990'erne, da IMF begyndte at prædike kapitalliberalisering, gjorde brug af overstringente finanspolitiske midler under den finansielle krise i Asien og på egen hånd forsøgte at omforme de asiatiske økonomier. Institutionen har siden erkendt sine fejl på alle disse områder. Men det er stadig uvist, om disse erfaringer er taget tilstrækkeligt ad notam, og om vi nu vil få et venligere og blidere IMF i stedet for fortidens rigide og doktrinære udgave.

Et opmuntrende faktum er, at udviklingslandene nu næsten helt sikkert vil få større indflydelse på, hvordan fonden skal udforme sin politik. Dette vil sikre, at fattige nationers synspunkter kan møde større lydhørhed i fremtiden.

Men blot at give udviklingslandene større stemmevægt vil ikke kunne gøre nogen større forskel, hvis ikke IMF's organisatoriske kultur også bliver ændret. Fonden ledes af en række topøkonomer, der nok er ikke kløgtige, men ikke altid har videre god indsigt i eller forståelse for de institutionelle realiteter i de lande, hvor de arbejder. Deres faglige ekspertise valideres snarere af kvaliteten af deres akademiske grader end af kvaliteten af deres resultater i praktisk politik. Den slags avler arrogance og en følelse af selvglad overlegenhed over for deres samarbejdspartnere - politikere, som er nødt til at balancere imellem flere komplicerede dagsordener.

Det kræver tillid

At modvirke denne kultur vil kræve en proaktiv indsats fra IMF's øverste ledelse i forbindelse med rekruttering, bemanding og markedsføring. En mulighed ville være i væsentlig grad at øge antallet af midtvejskarriere-talenter med faktiske og praktiske erfaringer fra udviklingslandene. Dette ville gøre IMF-ansatte bedre bekendt med værdien af lokal viden i forhold til teoretisk viden.

En anden strategi ville være at flytte nogle af de ansatte, herunder medarbejderne i de funktionelle afdelinger, over i 'regionale kontorer' ude i marken. Dette skridt vil sandsynligvis møde stor modstand fra personale, som er blevet vant til de behagelige frynsegoder i Washington D. C. Men der er ingen bedre måde at forstå en kontekst rolle end ved at bo midt i den. Verdensbanken, som gennemførte i en tilsvarende decentraliseringsproces for et stykke tid siden, er da også blevet bedre til at betjene sine kunder som et resultat (uden at den har fået sværere ved at tiltrække de dygtigste hoveder.)

Dette er et vigtigt øjeblik for IMF. Det internationale samfund sætter betydelig lid til fondens dømmekraft dom og handleevne. Men fonden må gennemføre interne reformer for helt at gøre sig fortjent til denne tillid.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard Universitet

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her