Læsetid: 3 min.

Indsats mod kvælning af fladfisk rykker nærmere

Blandt Folketingets dyrevelfærdsordførere er en voksende enighed på vej: Der bør sikres en maksimumgrænse for hvor længe, at levende fladfisk må ligge på is, så de undgår smertefuld kvælning
28. april 2009

Fra Enhedslisten til venstre hen over midten og til Dansk Folkeparti på højrefløjen er dyrevelfærdsordførerne ved at blive enige om at sætte grænser for, hvor længe levende fladfisk må være på is uden at blive aflivet.

Enhedslistens Per Clausen har sendt et spørgsmål om sagen til fødevareministeren, Bente Dahl (R) er på vej med flere spørgsmål, mens Marlene Harpsøe for nylig har meldt ud, at Dansk Folkeparti nu er enig i, at fisk kan føle smerte.

Som Information tidligere har beskrevet, bliver en del af de ca. 340.000 kg levende rødspætter, danske fiskere årligt fanger, lagt på is, så de kan holde sig friske, mens de transporteres ud til forbrugerne. Spørgsmålet er så hvor mange timer, fladfisk kan holdes levende på is, før der er tale om dyrplageri.

Seks timer på is

Information har spurgt en ekspert, professor i akvatisk patobiologi Kurt Buchmann fra det biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet.

Personligt vil han mene, at op til seks timer på is går an:

"Hvis fladfisk opbevares i en meget fugtmættet atmosfære, så kan det fungere. Men på et tidspunkt vil det ikke være nok, og så vil gællerne udtørre. Så bliver rødspætten kvalt, fordi dens gælle-filamenter udtørrer," som han siger til Information.

- Lider fisken så?

"Der er dele af hjernen hos en rødspætte, der lige som hos højere dyr er forbundet med en smerteoplevelse. Ud fra et fiskevelfærdssynspunkt vil man nok foretrække, at man slår fisken ihjel med det samme, så den ikke udsættes for unødvendige lidelser. Hvis vi har en kasse med frisk is, så vil en fem-seks timer ikke være noget problem. Men længere end det, så vil det være min personlige vurdering, at det vil være bedre at aflive dem."

Dyrlæge Søren Kent Petersen fra Dyrenes Beskyttelse går endnu længere.

Han mener slet ikke, at levende fisk på is kan være "foreneligt med dyrevelfærdslovens generelle beskyttelsesregler," som han siger.

Fisk kan godt føle smerte

Marlene Harpsøe er - i modsætning til, hvad hun tidligere har ment - nu blevet overbevist om, at fisk godt kan føle smerte. Og det får konsekvenser:

"Når fisk kan føle smerte, så skal de behandles ordentligt, og så er det ikke godt nok, hvis de føler smerte eller lider," siger hun til Information.

Indtil videre føler Marlene Harpsøe sig overbevist om, at fødevareministeren "gør, hvad hun kan for at sikre, at fisk behandles ordentligt."

- Så du er ikke på vej med et selvstændigt initiativ?

"Altså, det er vores holdning, at den ansvarlige minister allerede er opmærksom."

- Men DF vil ikke have, at fisk lider?

"Nej, fisk skal behandles på en fornuftig, ordentlig og passende måde lige som andre dyr."

Per Clausen fra Enhedslisten har den 15. april stillet følgende § 20-spørgsmål til Eva Kjer Hansen:

"Vil ministeren tage initiativ til at sikre, at fladfisk ikke dør af langsom kvælning efter, at de er blevet fanget ved f.eks. at stille krav om, at de højest må opbevares i seks timer på is, inden de slås ihjel?"

Også Bente Dahl (R) har stillet spørgsmål til ministeren, bl.a. "hvilke tiltag vil ministeren sætte i værk for at forebygge unødvendige lidelser hos fisk f.eks. hos fiskehandlere?"

Det bliver dog ikke fødevareministeren, der skal svare, men derimod Brian Mikkelsen, fordi dyreværnsloven hører under Justitsministeriet.

Svaret til Folketinget ventes i løbet af få dage, og først derefter vil justitsministeren tale med pressen.

Også Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører Bjarne Laustsen er tilhænger af grænser for, hvor længe fladfisk må holdes på is:

"Pinen skal gøres så kort som mulig, og jeg er helt enig i, at hvis en fisk lider efter mere end seks timer, så er det bedre at aflive den."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu