Læsetid: 8 min.

Kære videnskabsminister

I et kritisk åbent brev til Helge Sander sætter formanden for sociologforeningen spørgsmålstegn ved den overdrevne fokusering på, at forskere skal publicere mest muligt på engelsk i internationale tidsskrifter. Med det kriterium ville både Niels Bohr og Søren Kierkegaard i dag have fået status som uambitiøse nul-forskere
Forskere refererer indbyrdes til hinanden, hver eneste gang de skriver artikler. På den måde sikrer de, at de bliver registreret og belønnet for deres arbejde. Jeg var målløs, kan De nok forstå, Hr. minister. Jeg sagde selvfølgelig straks, at det ikke kan passe.

Forskere refererer indbyrdes til hinanden, hver eneste gang de skriver artikler. På den måde sikrer de, at de bliver registreret og belønnet for deres arbejde. Jeg var målløs, kan De nok forstå, Hr. minister. Jeg sagde selvfølgelig straks, at det ikke kan passe.

Lars Bertelsen

8. april 2009

Der er noget, jeg ikke helt kan forstå, og jeg håber sådan, at De, Hr. videnskabsminister Helge Sander, kan hjælpe mig med et svar.

Det er påtrængende, at De svarer, for det gælder meningen med det oplysningsprojekt, De står i spidsen for. Et projekt, der ligger Dem og mig selv meget på sinde.

Hr. minister, det gælder selve produktet af vore fælles bestræbelser.

Jeg spørger Dem, eftersom der er flere i min forening (Dansk Sociologforening), der stiller en lang række spørgsmål, som jeg ikke kan besvare, og jeg tror, at De er den rette til at hjælpe mig.

Et af spørgsmålene er følgende: Hr. minister, hvorfor presses alle på vore universiteter i disse år til at publicere deres forskning i internationale tidsskrifter, når der ikke er nogen, der læser dem? Jo, den er god nok. Det kan skam bevises, siger nogle af mine foreningsmedlemmer. Der er ingen, der læser dem.

Hold godt fast, Hr. minister, ifølge mine medlemmer og kollegers udsagn er der kun én, der refererer til en internationalt publiceret artikel - altså pr. artikel - i gennemsnit. Ikke meget og i øvrigt et underligt kvalitetskriterium. Altså, hvor mange der refererer til en artikel. Hvordan skulle det sige noget om kvaliteten?

Nu er det spørgsmål jo kombineret med den påstand, at der ikke rigtig er nogen, der læser internationale artikler. Jeg har prøvet at finde ud af, om det er rigtigt, men jeg kan ikke finde svar, så måske er mine medlemmer og kolleger galt afmarcheret. Det må vi håbe, for i skrivende stund sidder alle landets forskere efter Deres forskrifter, hr. minister, og skriver på deres internationale artikler.

Her må De kunne hjælpe mig! Hvor mange refererer egentlig i gennemsnit til en internationalt publiceret artikel? Spørgsmålet er også lidt skarpt formuleret, for jeg skrev 'presses' til at publicere internationalt. 'Presses' skal forstås derhen, at mine foreningsmedlemmer og kolleger løbende får at vide, at de skal publicere mere internationalt.

Hvis de ikke gør det, vil de ikke få del i de eftertragtede forskningsmidler, og der er også forlydender om, at universiteternes basisbevillinger vil blive uddelt efter, hvor mange internationale artikler, der publiceres.

"Er det rigtigt?," spørger mine mest interesserede medlemmer. I så fald er det jo ikke længere en basisbevilling! Men det kan jo være, at jeg har hørt forkert?!

De kender jo ikke svaret

Jeg har skrevet til nogle af de største internationale forlagshuse for at få svar. Jeg tænker, at det er i deres kommercielle interesse at oplyse, hvor mange, der refererer til en international peer review-artikel. Jeg tænker også, at det er i deres interesse at fortælle om et særdeles højt antal, der har refereret til de publicerede artikler - eftersom det jo legitimerer deres berettigelse.

Jeg har ventet på svar et stykke tid og har ikke fået noget. Jeg henvendte mig derfor for nylig til Deres ministerium for at få svar. Årsagen var enkel. De, Hr. minister, har fået alle på de danske universiteter til at orientere sig mod at skrive internationale artikler, og derfor er jeg sikker på, at De har undersøgt, om der overhovedet er nogle, der læser dem.

Kunne De ellers forestille Dem, hvad der ville ske, hvis det forholdt sig sådan, at alle sad og producerede internationale artikler til et ikke-eksisterende publikum? Her er Deres ministeriums besvarelse (PS: Deres medarbejder har været så venlig at parafrasere mit spørgsmål for at undgå misforståelser):

"Du spørger til, hvor mange der i gennemsnit refererer en international peer reviewed artikel og beder om dokumentation for forskelle i referencekultur mellem hum. samf. og nat. Vi kan desværre ikke besvare dine spørgsmål, da vi ikke har den type oplysninger, du efterspørger. Med udviklingen af den bibliometriske forskningsindikator, som træder i kraft med Finansloven 2010, bliver der udviklet en facilitet, som vil kunne gøre det muligt at lave den type analyser. På nuværende tidspunkt har vi dog ikke tilstrækkeligt valide data til at kunne svare på dine spørgsmål".

Kan det virkelig passe, at De har formuleret en politik uden at vide, om der er et aftagermarked?

Nye belønningskriterier

Så er der også en anden type pres, som består i, at indholdet af forskningsinstitutionernes belønningsritualer er udskiftet.

Hvad der giver belønning, er jo det, der ønskes mere af. Og i disse år cirkulerer det ene mærkværdige notat efter det andet på landets samfundsvidenskabelige institutter - det siger i hvert fald nogle af mine medlemmer - notater med forskellige point for, hvilke typer af publikationer, der ønskes offentliggjort.

Her kan man blandt andet læse, at en doktorafhandling giver mindre eller det samme som en international artikel. Mærkværdigt, ikke sandt?

Dansk forskning, hva' så?

Man kan også tydeligt se, at redigerede antologier eller antologibidrag er noget, man helt skal holde sig fra. I hvert fald hvis de er skrevet på dansk. Alt skal ud på engelsk, ellers kan det ikke blive genstand for belønning.

Kan De forestille Dem at være en anerkendt forsker, der forsker i det danske sprog? Hr. minister, kan De ikke være venlig at forklare mine medlemmer, hvordan et antologibidrag, der bliver læst og refereret af - lad os sige - omkring 100 eller flere, kan være dårligere end den samme artikel på engelsk, der kun bliver refereret af én enkelt?

De vil måske svare, at den internationale artikel er kvalitetsbedømt af anonyme forskere tilknyttet det pågældende tidsskrift. Sandt nok! Jeg må skynde mig at fortælle Dem, at jeg selv er blevet brugt i en sådan sammenhæng - som anonym bedømmer - og har svært ved at se forskellen fra de antologibidrag, jeg har kritiseret.

Men måske er det bare mig og de medlemmer, som mener det samme som mig, der har misforstået noget?

Nogle af mine medlemmer har også svært ved at se, hvordan holdningen til antologier, der f.eks. benyttes flittigt på folkeuniversiteterne, hænger sammen med Deres målsætninger om øget forskningsformidling.

Men nok om det, Hr. minister. Det var jo allerede en del spørgsmål, og jeg er selv blevet bombarderet med rigtig mange, så lad mig komme til det næste i rækken.

Kierkegaard og Bohr

En fræk kollega spøgte forleden og sagde, at de kriterier, der benyttes til at måle, om en forsker kan siges at være i en international liga, ville betyde, at vore største danske forfattere og forskere ville være blevet bedømt som nul-forskere, fordi de ikke havde skrevet på engelsk og mest og alt, fordi ingen havde læst dem.

Kan De forestille Dem Niels Bohr eller Søren Kierkegaard som såkaldte nul-forskere? Den her nævnte frækkert ville ikke stoppe (jeg kan i øvrigt forsikre Dem om, at vedkommende ikke var medlem af Dansk Sociologforening): Han gik så vidt som til at påstå, at de af Deres regering udpegede kulturkanonpersonligheder alle ville blive udråbt til nul-forskere under de nugældende kriterier. Jeg mindede vedkommende om, at mange af dem heller ikke havde været ansat på universitetet.

Internationale skrifter

Et af mine mere kritiske medlemmer i foreningen gjorde mig opmærksom på, at de verdensberømte filosoffer Theodor W. Adorno og Max Horkheimer engang skrev intensivt om sådanne kriterier for bedømmelse.

De skrev om dem under overskriften "Oplysningens Dialektik", i øvrigt titlen på deres nok mest berømte værk.

Der er en pointe i værket, som mit medlem ikke rigtig kunne lægge fra sig. Den lyder noget i retning af: Under sådanne bedømmelseskriterier er svaret givet på forhånd.

Hvad menes der med det? Jo, når der formuleres såkaldte præcise kriterier for, hvad der kan karakteriseres som 'rigtig' forskning, så forsvinder den 'rigtige' forskning, eftersom den netop er kendetegnet ved at bryde med de eksisterende kriterier. Netop derfor betegnes den jo som banebrydende. Den bryder med de eksisterende kategorier, sætter rammerne for nye politikker og økonomier og skaber altså fremskridt. Adorno og Horkheimer pegede tillige på oplysningsprojektets dialektiske ulemper. Et fremskridt kan også betyde et tilbageskridt.

Et af deres eksempler var, at fysikken aldrig havde gjort så store fremskridt som i vor tid, men at de selv samme fremskridt også havde resulteret i konstruktionen af atombomben. Simpel dialektik!

Nu siger dette medlem så, at man kunne forestille sig det samme med hensyn til de internationale artikler. Hvordan? spørger jeg. Jo, siger hun, lad os sige, at vi aldrig har produceret så meget forskning som nu, men der er ingen, der opdager eller læser den.

Den pointe har jeg allerede hørt, du må have noget andet i ærmet!

O.k., siger hun, det er i princippet lige meget, om alle begynder at læse de internationale tidsskrifter, for svarene er jo givet på forhånd. Kriterierne for, hvad der kan tælle som en såkaldt international artikel, er jo alle ens, og derfor kan der ikke opstå noget nyt. Det er det samme formsprog. Det er den samme måde at fremføre argumenter og aflevere pointer på.

Alt hvad der falder uden for eller ikke følger denne opskrift, kan ikke karakteriseres som noget nyt. Der findes ikke nogen mulighed for at konstruere nye opskrifter.

Det er altså for abstrakt en argumentation, som jeg ikke kan følge, siger jeg til mit medlem, som i øvrigt er helt rød i hovedet, hver gang vi taler om de her nye kriterier.

Slap dog af, tænker jeg i mit stille sind.

O.k., er det her konkret nok for dig?

Det afgørende kriterium for, om du er belønningsværdig - altså om du er en dygtig forsker - er, hvor mange der refererer til dig.

Der er oven i købet nogle, som sidder og tæller, hvor mange gange nogen henviser til dine artikler.

Det forholder sig faktisk sådan, at jeg kender til kolleger (de vil helst være anonyme, skynder hun sig at tilføje), der altid sørger for at referere indbyrdes til hinanden, hver eneste gang de skriver artikler. På den måde sikrer de, at de bliver registreret og belønnet for deres arbejde.

Jeg var målløs, kan De nok forstå, Hr. minister. Jeg sagde selvfølgelig straks, at det ikke kan passe, for det kommer der ikke nogen ny forskning ud af.

Netop, det er jo for helvede pointen! skreg hun.

Pas på dit sprog! Vogt din tunge! Jeg er sikker på, at vores videnskabsminister kan rede den her ud ...?

Rasmus Willig er formand for Dansk Sociologforening og adjunkt i sociologi på Roskilde Univesitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Gregersen

Niels Bohr skrev de fleste af sine videnskabelige artikler på engelsk til internationale fysiktidsskrifter. Hans verdensberømmelse daterer sig fra offentliggørelsen i 1913 af 'On the Constitution of Atoms and Molecules', trykt i 3 dele i Philosophical Magazine i England. Så Bohr er et skidt eksempel at bruge til støtte for synspunktet i brevet til Helge Sander. (En fortegnelse over Bohrs værker er indeholdt i Niels Bohr Collected Works, Finn Aaserud (gen. ed.), Volume 12, Elsevier, 2007, pp. 537-568.)

Nu var der vil kun en snes mennesker i hele verden som Niels Bohr overhoved kunne kommunikere med, så valget af medie gav jo sig selv. Men i andre forskningsgrene gælder der andre forhold, med en så regoistisk holdning som Sander har lagt for med går der forskning tabt.
Men kan Helge overhoved læse?

Med de selvhævdende bravader, landet ellers genlyder af i disse år, er det da helt mærkeligt, at bestræbelsen ikke i stedet går på at udbrede dansk som internationalt akademisk sprog. Kierkegaard-forskningen har jo i årtier tiltrukket forskere, der har lært sig dansk for at kunne læse teksterne på originalsproget, så der må da være masser af potentiale indenfor andre områder på vores verdensklasse-universiteter