Læsetid: 3 min.

Kampflykøb risikerer at blive milliardfiasko

Målet var, at Danmark skulle tjene milliarder af kroner på kampflyet Joint Strike Fighter. Men danske virksomheder går gang på gang glip af ordrer, fordi regeringen er alt for passiv, lyder det fra erhvervslivet. Forsker kalder regeringens indsats for amatøragtig, men forudsigelig
Målet var, at Danmark skulle tjene milliarder af kroner på kampflyet Joint Strike Fighter. Men danske virksomheder går gang på gang glip af ordrer, fordi regeringen er alt for passiv, lyder det fra erhvervslivet. Forsker kalder regeringens indsats for amatøragtig, men forudsigelig
21. april 2009

'Alle kontrakters mor'. Sådan blev aftalen omtalt, da den danske regering i sin tid betalte millioner af kroner for at komme med i udviklingen af kampflyet Joint Strike Fighter (JSF).

Dansk erhvervsliv blev stillet modkøbsordrer i milliardklassen i udsigt. Ordrer, som Forsvarsministeriet over for Folketinget vurderede til en værdi af 25 milliarder kroner så sent som i 2008. Et beløb svarende til prisen på det samlede danske indkøb af kampfly.

Nu tyder meget på, at de danske indtægter aldrig kommer i nærheden af det beløb, uanset om Danmark vælger at købe JSF eller ej efter de forhandlinger om køb af fremtidens kampfly der i dag indledes i Folketinget.

Den danske regering har nemlig været alt for passiv, og erhvervslivet kommer derfor sandsynligvis - køb af JSF eller ej - kun til at tjene omkring 300 millioner, lyder det fra en af de danske virksomheder, der gennem hele forløbet har været med i konkurrencen om at få del i ordrerne.

Lektor i sikkerhedspolitik ved Københavns Universitet Peter Viggo Jakobsen kalder den danske regerings indsats amatøragtig.

"I forhold til regeringerne i de lande, der hiver ordrer hjem på bekostning af virksomhederne herhjemme, har den danske regering aldrig taget det her forløb seriøst," siger Peter Viggo Jacobsen.

Når ikke målet

Problemet er, at den danske regering aldrig rigtig har presset JSF-producenten Lockheed Martin til at indgå bindende aftaler om modkøb.

På et møde i Erhvervs- og Byggestyrelsen for nylig kunne en række skuffede danske virksomheder, der alle har betalt for at komme med i en særlig industrigruppe med henblik på at opnå ordrer, derfor meddele, at deres forventninger nu er "betydeligt nedjusteret".

Virksomhederne peger på, at de udenlandske virksomheder, de konkurrerer med, får langt mere politisk og økonomisk støtte fra deres regeringer.

"På grund af de andre partnerlandes betaling til lokale JSF-industrier og stærkt politiske pres på Lockheed Martin, er dansk industri underkastet en konkurrenceforvridning," lyder vurderingen.

Den danske regering er ifølge virksomhederne alt for passiv i forhold til at lægge pres på Lockheed Martin, når det kommer til at kæde køb af JSF sammen med modkøbsordrer.

Bliver underbudt

En af de danske virksomheder, der har oplevet, hvordan Danmark igen og igen bliver taberen i spillet om JSF-ordrer, er Falck Schmidt Defence Systems.

"Vi har oplevet at miste ordrer til et australsk firma, der kunne underbyde os, fordi den australske regering betalte for dele af deres omkostninger," siger administrerende direktør Jan Falck-Schmidt.

Mens virksomhederne på mødet i Erhvervs- og Byggestyrelsen var tilbageholdende og talte om, at Danmark "næppe får et udbytte", der svarer til prisen for JSF, er Jan Falck-Schmidt mere direkte i sin vurdering af det danske JSF-udbytte. Han vurderer, at medmindre den danske regering snarest indgår bindende modkøbsaftaler med Lockheed Martin, på samme måde som regeringen har gjort med de to andre producenter af kampfly, Boeing og Saab Gripen, vil danske virksomheder ikke få flere ordrer fra Lockheed Martin, end dem man allerede har fået til en værdi af omkring 300 millioner kroner.

"Hvorfor skulle Lockheed Martin giver ordrer til Danmark fremfor at give dem til lande, der forlanger modkøb som pris for JSF-køb?"

Manglende krav

Lektor Peter Viggo Jakobsen er ikke overrasket over de manglende danske resultater. Han peger på, at det ringe udbytte blot er det seneste resultat af, at regeringen ikke tager dansk våbenindustri alvorlig.

"Når det kommer til våbenindustri, er vi nogle amatører, og vi har endnu aldrig fået succes, fordi regeringen - i modsætning til andre lande - ikke er villig til at smide støttepenge oveni. De økonomiske interesser herhjemme er ikke store nok, for der mangler en spiller som Mærsk på sidelinjen " siger han.

Peter Viggo Jakobsen vurderer, at en af årsagerne til, at Danmark har stillet så få krav til Lockheed Martin, er, at den danske regering fra begyndelsen lagde sig fast på, at den vil købe JSF.

Det må bare ikke fremstå sådan i offentligheden, og for at få konkurrencen til at se mere lige ud, har regeringen af politiske grund grunde valgt at indgå modkøbsaftaler med de to andre producenter.

"Forsvarsministeriet har fra starten af kun haft interesse i at købe JSF-fly, men det ville blive for åbenlyst og føre for meget kritik med sig, hvis man forlangte aftaler om modkøb. Man har i stedet vægtet muligheden for at indgå en politisk aftale om køb af JSF over de økonomiske hensyn," lyder det fra Peter Viggo Jakobsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flot. Hele denne køb-af-jagerfly-sceance er en farce, som altid når forsvaret køber stort ind. Nu får vi så at vide, at man har lovet guld og grønne skove, men ikke leverer varen fra regeringens side. Måske det kunne give anledning til lidt bistre ansigter i industrien?

Og selvfølgelig har vi hele tiden skulle have JSF - enhver der har fulgt "debatten" om HVILKE fly vi skal have (og netop ikke debatten om, HVORVIDT vi skal have fly overhovedet) har kunnet se, at alternativerne var rent proforma. Nu står vi så i en situation, hvor ca. 25 mia. kr. skal investeres i et fly, der stykmæssigt bliver dyrere og dyrere (om regningen så vokser, eller om det bliver til færre fly vil vise sig - mit gæt er det første), mens den indtjening, der skulle være på skidtet, den er blevet reduceret til det rene ingenting.

Men overrasket? Næh, Søren Gade sagde så sent som her til morgen på P3, at det danske forsvar bliver dyrere, fordi fjenden ikke længere er hverken tysken eller svensken. Kan vi så for h...... snart få en diskussion af den aggresive udenrigspolitik??!

Peter Pedersen

Dybest set er det da moralsk anløbent at forlange en form for "returkommission" for at købe en serie militært værktøj - således man giver skjult statsstøtte til den hjemlige militærproduktion.

Hvis staten ved indkøb af fx. stiftblyanter i kontrakten forlangte, at der af producenten blev indkøbt danske bly-stifter og viskelædere, ville det være en klar overtrædelse af EU-retten - fuldt i lighed med "køb danske klausulen" var det da man byggede Storebæltsbroen.

Det er meget længe siden man har set noget som helst fornuftigt udspil fra de, man kalder sikkerhedspolitiske eksperter som Jens Viggo Jacobsen og fx. Mikkel Vedby Rasmussen.
Skulle Jens Viggo her ikke starte med at forklare, hvorfor det er OK på denne måde at give statsstøtte til det private erhvervsliv ?

Det er vel næppe utænkeligt at forestille sig, at kampflyene kunne blive væsentligt billigere uden disse modkøbsklausuler.

Martin Kaarup

Hele våbenindköbsmetoden er et stort aftalt spil som skal sikre den amerikanske våbenindustri kan afsättes deres unödvendige super-sized produkter.

Hvem i sin sunde fornuft köber disse helt unödvendige super-sized produkter?

Svaret er, at det gör personer der handler for andres penge.
Skulle de nemlig selv betale (f.eks. som en aktievirksomhed), så ville de välge fuldständigt anderledes og holde op bilde sig selv ind, at Danmark i fremtiden skal kunne håndtere to Afganistan-störrelse konflikter - samtidig! (Det render Per Stig Möller jo rundt og siger i utide)

Våbenindustrien er dygtige til at indbilde andre og den har mange penge - rigtig rigtig mange penge.