Læsetid: 4 min.

Medieliberalismens dilemma

Statsministeren er 'pressens minister'. Selv om kulturministeren efterhånden har fået overdraget samtlige medie-sagsområder, er det statsministeren, der svinger taktstokken, når de afgørende politiske mediebeslutninger træffes
Den nuværende regerings mediepolitik blev i store træk formet af de to unge mediepolitiske løver, Brian Mikkelsen (K) og Jens Rohde (V), før valgsejren i 2001. Men i dag er det ikke let at være medieliberalist.

Den nuværende regerings mediepolitik blev i store træk formet af de to unge mediepolitiske løver, Brian Mikkelsen (K) og Jens Rohde (V), før valgsejren i 2001. Men i dag er det ikke let at være medieliberalist.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

24. april 2009

Statsministeren er 'pressens minister'. Selv om kulturministeren efterhånden har fået overdraget samtlige medie-sagsområder, er det statsministeren, der svinger taktstokken, når de afgørende politiske mediebeslutninger træffes. Senest, da Anders Fogh Rasmussen erklærede, at der ikke skulle røres ved dagbladenes nul-moms. Det skete, efter at skattereform-kommissionen tilsyneladende havde fået den tanke, at her var en milliardbesparelse, som kunne indgå i overvejelserne. Nærmere betegnet omkring 1,5 milliarder.

Der er næppe heller nogen tvivl om, at den nye statsminister på et tidspunkt vil træde i karakter omkring mediepolitikken, for de såkaldte udfordringer hober sig op. Mediernes krise handler om struktur, voldsomt ændrede brugervaner, journalistik, ejerforhold, teknologi, og så er der lige en finanskrise, der slår hårdt på de, der allerede ligger ned - og det er mange.

Pengene siver ud af det ene mediehus efter det andet. For nu at tage tre bladhuse, der sidder på over 80 procent af avismarkedet i Danmark: Sjællandske Medier har netop offentliggjort et regnskab, der viste et underskud på 7,3 millioner. JP/Politiken har mistet endnu flere penge, og intet tyder på, at pengestrømmen vender i år. Berlingske Media er en del af den britiske mediekoncern Mecom, som befinder sig på randen af det, der med et fint ord hedder teknisk insolvens. Gælden er tårnhøj, værdierne er faldet drastisk, og der er eller har været brandudsalg til spotpriser i Norge og Tyskland, og yderligere frasalg kan blive nødvendige, bare for at bankerne kan få deres renter og eventuelle afdrag. Mecom har ikke afleveret regnskab endnu, måske er der nogen, der nægter at skrive under? Men tallene er helt sikkert dystre, for Lisbeth Knudsen i Pilestræde har igen svunget sparekniven og lige fyret 50 medarbejdere i Jylland i denne uge.

Mediepolitiske løver

Magasinudgiverne ømmer sig, tv- og gratisaviskoncernen MTG har blodrøde tal. TV 2's annonceindtægter falder, og den samlede medieomsætning i første kvartal er faldet 15 pct. (eller 188 mio.) i forhold til sidste år.

Remsen fortsætter. På radiosiden siver pengene ud af de kommercielle aktører, nogle af dem dog i form af en absurd høj afgift til statskassen. Det er selvfølgelig en selvskabt plage, fordi prisen blev lobbet op i en farce af en auktion, som den daværende kulturminister var både glad og stolt over.

Den nuværende regerings mediepolitik blev i store træk formet af de to unge mediepolitiske løver, Brian Mikkelsen (K) og Jens Rohde (V), før valgsejren i 2001. Grundsynspunktet var liberalistisk - slip kræfterne løs i markedet, reducér statens rolle, privatisér TV 2, skab et frit radiomarked med to nye kommercielle kanaler. Politikken slog fejl: Statens rolle er ikke synligt reduceret, snarere skærpet i form af strammere public-servicekontrakter med DR og TV 2. TV 2 er ikke solgt endnu, men holdes i live af hjælpepakker og planlagt bruger-betaling. Det frie radiomarked opstod ikke, det frie avismarked eksisterer, men adskillige aviser ville hænge i en mere end tynd tråd, hvis nul-momsen og distributionsstøtten fjernes - aviser som Information og Kristeligt Dagblad ville afgå ved en ret pludselig død.

Det såkaldt frie mediemarked eksisterer altså for en pæn dels vedkommende på statens nåde. Statsministeren og Folketinget kunne med en sand liberalistisk lovgivning effektivt reducere antallet af aviser betydeligt. Det er da også sært anti-liberalistisk, at det danske tv- og radiomarkeds absolut dominerende aktør faktisk er staten, der jo ejer DR og TV 2.

Store ting på spil

Men, men, men. Der er jo faktisk større ting på spil. Selv om man kan diskutere journalistikkens udvikling væk fra det brede og over i det målrettede, det segmenterede, så er det heldigvis utænkeligt - selv for de mest yderligtgående liberalister - at forestille sig en situation, hvor journalistikken blev reduceret til ren målgruppe-underholdning. Nogle vil hævde, at det allerede er ved at ske, men uden statsstøtte ville der ikke være nogen vej tilbage. Journalistik er dyrt, og god journalistik er endnu dyrere. Sandheden er, at den i store træk kun kan bedrives med statsstøtte. Hvad enten den hedder licens, nul-moms eller distributionsstøtte. Desværre er dele af denne støtte indirekte blevet brugt til at finansiere mil-liardtabet på en helt igennem sindssyg gratisaviskrig, men det er en anden historie.

I disse måneder er vi vidne til en branchemobilisering uden sidestykke: Alle aktører lægger pres på politikerne - senest Dansk Journalistforbund, der i en udtalelse torsdag opfordrede politikerne til at holde sig i beredskab til en akuthjælpspakke. De, der ikke modtager støtte, webmedierne og magasinpressen, argumenterer for omlægninger. De, der modtager støtte, argumenterer for en fortsættelse af støtten og begrænsninger for de statslige medier. Det store lobby-cirkus er i fuld gang, mens medierne og journalistikken langsomt bløder. Det må være forbandet svært at være liberalist i denne sag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu