Et jagtgevær lander i et bagagerum, og ham, der skal forestille Bendt Bendtsen, forsøger at forklare sin skeptiske søn, at det er helt i orden at køre med den slags i bilen.
"Det skal du ikke bekymre dig om. Der er lidt andre regler, når man så'n er minister. Så kigger de ikke efter en skid," erklærer han djærvt.
Sådan lød det i en sketch fra DR2's Tjenesten den 27. marts. Deres sketch om Bendt Bendtsens uheldige omgang med skydevåben er et eksempel på klassisk politisk satire. Her omhandler vitserne ugens aktuelle nyheder og udstiller typisk de seneste ministerielle udtalelser og politikernes private dumheder.
I Danmark står Tjenesten temmelig alene med den type satire, og det er der flere grunde til, vurderer flere.
For det første er vitser om aktuelle politiske begivenheder i sagens natur ikke særlig langtidsholdbare. Bendt Bendtsens jagtgeværfadæse husker kun få om et halvt år. Det betyder, at en sketch om den tidligere minister ikke så godt kan genudsendes, lægges på nettet eller sælges på dvd. Og det er tv-kanalerne meget opmærksomme på.
Maiken Wexø, programchef for bl.a. TV2 Zulu, som står for en stor del af TV 2's egne komedieprogrammer, har ingen planer om at vise aktuel politisk satire på kanalen. "Vi har ikke været interesseret i det, fordi vi lever af de programmer, som har lang holdbarhed," forklarer Maiken Wexø, der ikke mener, at manglen på vitser om dagens nyhedshistorier skyldes uvilje fra de danske komikere.
"Mange komikere vil gerne lave noget, der er mere aktuelt, men der er ikke penge til det," påpeger hun.
Grin med en grim hue
Blandt komikerne selv er der en opfattelse af, at god politisk satire simpelthen er svær at producere. Sebastian Dorset, som har medvirket i DR2's Tjenesten de seneste to sæsoner, nævner aktualiteten som et af problemerne.
"Når du først har sendt en mand ud med et kamera, og han så kommer tilbage og siger 'Arh, jeg synes ikke lige, det fungerede', så er det bare synd, for det var det skud, vi havde. Vi har ikke to timer mere med den kameramand, og hvis vi har, kan vi ikke nå at klippe det," siger han.
Når man hænger nogen ud for politiske fadæser, vil man uundgåeligt komme til at træde nogen over tæerne. F.eks. vil sketchen om Bendtsens gevær ikke være lige så sjov for hans tilhængere som for hans modstandere.
Det er Sebastian Dorset opmærksom på. Han har en baggrund inden for stand-up comedy, hvor det er vigtigt at have hele publikum med:
"Inden for stand-up har vi en tommelfingerregel, der siger, at 80 procent skal kunne forstå det, før det er godt. Det er smertegrænsen. Der er heller ikke meget ved at lave den smarteste satire i landet, hvis den er henvendt til en brøkdel af befolkningen," siger Sebastian Dorset.
Ifølge Dorset er kravene til aktuel politisk satire også temmelig høje fra publikums side.
"Det er ikke, fordi jeg vil klynke, men det er enormt svært at lave politisk satire. Der vil altid sidde nogle seere og tænke, 'Nå, det var da ikke specielt avanceret'. Men der er jo heller ingen, der ringer ind med tre bedre forslag," siger han.
Som stand-up'er ved Sebastian Dorset, at det er svært at få alle med på en joke, hvis den er politisk. Han kalder derfor den slags satire for "forpligtende grin". Social satire, som gør grin med fjogede karakterer, er derimod nemmere at skabe konsensus om.
"Der er ingen, der synes, det er særlig fedt, at man gør grin med det, de mener eller tror. Så er det nemmere at gøre grin med en fyr fra Hirtshals, der taler mærkeligt og går med en grim hue," erklærer han.
Ikke kun ministerrokade
Måske er det også forældet at mene, at politisk satire partout skal handle om ministerrokader og de seneste nyheder. Maiken Wexø mener i hvert fald, at politik og humor godt kan gå i andre retninger, også på TV2 Zulu.
Hun kan f.eks. godt finde komikere herhjemme, der gerne vil lave satire i stil med The Daily Show.
"Rigtig mange komikere vil gerne lave politisk satire, f.eks. Mørk og Jul, som spoofede nyhedsgenren," siger hun.
Mørk og Jul gik i luften i januar og er en parodi på programmer som Basta og Operation X. Værterne Brian Mørk og Simon Jul optager bl.a. lyssky gadehandlere med skjult kamera og følger to tumpede betjente på patrulje.
"Vi har fået tilbudt et par ting, som er samfundssatiriske. Men når jeg taler om samfundspolitik, taler jeg ikke om satire over politikerne, men over det samfund, vi lever i," siger Maiken Wexø fra TV 2 Zulu.
i dag@inforamtion.dk
Skulle argumentet mod politisk satire nu være, at den ikke er sjov for dem, der er tilhængere af den politiker, man gør grin med? Jamen, halløj! Det er jo dét, der er pointen i den politiske satire!
Og hvorfor skal jeg som licensbetaler betale for noget, der er nemt at lave (jyden med en dum hue)? Jeg vil se noget, der er svært at lave!
Det dumme kan jeg sagtens selv finde på.
Jeg er f.eks. skarp tilhænger af Villy Søvndal, men jeg nyder da,når hovedorganet på Poltiken, ATS, gør grin med Villy Søvndal og Folkedanse-socialitisk Partiet. Og jeg ville da gerne se en sketch eller en satire over Søvndal, f.eks. da han flyttede fra sit kollektiv, blev gift med sin 1.kone igen!, og ind i million-villa --- hallo, manden er socialist...der er altså ligesom noget, der ikke passer her...
Og ja, gu er politisk satire squ svær; det skal den lave. Hovedproblemet for mig at se, er, at stort set alle komikere i Danmark i dag er stand-up-ere som ikke kan se ud over deres egen næsetip; som i alt for mange år desuden har levet af at gøre grin med alting om netop de personligt ikke brød sig om, f.eks. folk de kommer fra Hirtshals...
Og Mørk og Juul som jeg nogengange er kommet forbi er jo altså ikke sjovt, eller humoristisk; igen bliver betjentene udstillet som tumpede (kliche) og hvad nyt eller sjovt er der i optage gadehandlere med skjult kamera. Hvis så de kunne sætte gadehandlen ind i en politisk eller samfunds-kritisk ramme, ja så ville det måske kunne blive sjovt.
Og Mørk og Jul er bestemt ikke nogen Jon Stewart; danske komikere tror åbenbart at komik er nemt at lave; derfor forbereder de sig minimalt (sådan ser det i hvert fald ud). Jon Stewart og hans team forbereder sig altid grundigt....
Og så kommer samtlige danske stand-up-ere jo ingen gang op på siden af Chris Rocks stand-up-performance --- d når ham ingengang til hans skosåler.
Og Sebastian Dorset; det er satirens væsen, at den skiller skarpt. Det er magtens væsen, der udstilles, ikke mennesket Bendt Bendtsen, men ministeren, der, fordi han er minister, tror han kan tillade sig alt.
Også at køre rundt i en bil med jagt-våben. Og nej, Sebastian Dorset, politisk satire behøver altså ikke være specielt avanceret; det er nok at gøre grin med f.eks. en Anders Fogh som ikke kan bestemme sig til, om han vil være general-sekretær i Nato eller med udtalelsen fra en tidl. Finansminister om at nu kan vi Danmark snart købe hele verden. Men det kræver, at man har tekst-forfattere, der har vid og bid og tør gør den slags ting - og ikke som nu, hvor samtlige stand-up-ere skriver deres egne tekster. Det bliver altså ikke specielt morsomt, humoristisk, endsige satirisk af dette.
Rigtig meget satire fra 1960erne, 1970erne og 1980erne krævede også et vist kendskab til hvad der aktuelt rørte sig; det bedste som f.eks. Lorteland eller 'det fan'me uhyggeligt du' er så blevet stående, testet som det er blevet af tidens tand.
Når vi taler om satire over samfundet, tjah, så ved jeg ikke, hvad Maiken Vexø mener. Hvor var satiren der lavede grin med danskernes overforbrug på en kærlig måde; alle i parcelhus Danmark har en weber-kugle-grill, opdrager deres børn på den samme måde (stort set) og investerer i samtale-køkkener, hvor der aldrig bliver lavet mad. Og alligevel går folk rundt og føler sig enormt individualistiske; der må squ da være et enormt potentiale her.
Eller hvad med noget satire over Joan Ørting og hendes holdninger til mænd og kvinder, eller over, at folk hele tiden render til coaches bare for at afgøre om de skal tage en småkage mere til kaffen eller ej. Satiren er ment til at være skarp, spids og stødende - især overfor magthaverne som f.eks. Bendt Bendtsen...