Kommentar
Læsetid: 4 min.

Pressen som kongemager

Løkke Rasmussen er på kort tid af pressen transformeret fra festabe til statsmand 'i øjenhøjde'
Det er billeder som dette, medierne har fundet frem, efter Lars Løkke Rasmussen blev udnævnt til statsminister. Her ønskes han god tur til Paris fra torvet i Ringe tilbage i 2007. Paris skulle nås på 6 dage, og det betød, at deltagerne skal cykle 200 kilometer hver dag. Det primære formål var at samle penge ind til Børnecancerfonden. Billedet af festaben Løkke med rod i bilagene glider langsomt i baggrunden.

Det er billeder som dette, medierne har fundet frem, efter Lars Løkke Rasmussen blev udnævnt til statsminister. Her ønskes han god tur til Paris fra torvet i Ringe tilbage i 2007. Paris skulle nås på 6 dage, og det betød, at deltagerne skal cykle 200 kilometer hver dag. Det primære formål var at samle penge ind til Børnecancerfonden. Billedet af festaben Løkke med rod i bilagene glider langsomt i baggrunden.

Lars K. Mikkelsen

Indland
17. april 2009

For en ganske almindelig medieforbruger har det været dybt fascinerende at følge dansk politik som den er blevet beskrevet i pressen de seneste par uger. Først hysteriet omkring Foghs (ikke)kandidatur og efterfølgende udnævnelse til NATO-posten, derefter Lars Løkkes mediemæssige transformation fra festabe til statsmand. Sidstnævnte i selv samme presse, som ellers i flere år har givet os indtrykket af en (lidt for) jovial livsnyder, der ganske vist var en hård hund i politik, men som havde rod i bilagene, boede på hotel under falsk navn og lod det offentlige betale. Både hotelværelset og det løse.

Foghs nye stilling blev udskreget til den højeste internationale post for en dansker nogensinde. Også af ham selv. Han har åbenbart glemt en anden tidligere dansk statsminister - og venstre-politiker - Poul Hartling, som var FN-flygtningehøjkommissær. En nok så fin titel som NATO-generalsekretær og desuden med væsentligt mere indhold. I NATO er det den militære øverstkommanderende - altid en amerikaner - der kører med klatten. Hierarkiet er klart. Generalsekretæren har ikke engang sit eget fly. Den militære øverstkommanderende har to - og en helikopter!

Skal man tro Italiens Silvio Berlusconi har Fogh oven i købet måtte love at lukke den omstridte kurdiske tv-kanal ROJ, der sender fra København, for at få Tyrkiet til at opgive modstanden mod den danske kandidat. Det benægter han selv, men han sagde jo også i lang tid, at han ikke var kandidat. På den anden side, hvis det kommer til et valg mellem at tro på Berlusconi og Fogh så - ja, jeg ved snart ikke. Men jeg vil i hvert fald holde meget nøje øje med hvad der sker med den kurdiske tv-station.

Ganske vist er der endnu ikke fundet skygge af bevis på, at de har kontakt til og bliver finansieret af terrorrister. Men de beviser kan vel komme, hvis man står og har brug for dem. Var det ikke Fogh som sagde om masseødelæggelsesvåben i Irak, "Det er ikke noget, jeg tror, det er noget, jeg ved"?

Selv lærte jeg en uvurderlig lektie om politik, da jeg for mange år siden sad i skolebestyrelse med en fremtrædende nuværende minister: "Det gælder om at blive enige. Så finder vi ud af det bagefter."

Båret frem på skjolde

Personligt har jeg under hele forløbet følt mig lidt mismodig over at være borger i et land, hvor det åbenbart er så uinteressant at være statsminister, at man hellere vil have en international paradepost. Endda uden eget fly. Men det virker ikke som om Lars Løkke Rasmussen deler mit mismod, og det er sikkert meget godt, tingene taget i betragtning.

I pressen blev han båret frem på skjolde. Som var det bestilt af spindoktorer holdt hans gamle far sin 75-fødselsdag på dagen for udnævnelsen, og det gjorde, at familien var samlet, og at flere af dem i tv kunne komme med bevægende og rørende udtalelser om, hvordan han nok skulle klare det. Faren var fåmælt, men stolt, og broren flere tusinde stemmer værd i sin kærlige loyalitet.

Berlingeren udkom dagen efter hans udnævnelse med ikke mindre end to forsider. Den første var et kæmpeportræt af den nye statsminister i modlys, så han nærmest fik en slags glorie om hovedet. Inde i bladet kunne vi læse, at han er en mand, der følger sin intuition. Og vi ved jo alle sammen, at det er godt, når en mand gør det, men helt utilregneligt, hvis det nu var en kvinde. Desuden fik vi at vide, at Løkke er i øjenhøjde med danskerne. "I øjenhøjde" har afløst "folkelig", som er blevet lidt slidt.

Billedet af festaben Løkke siver lige så stille til fordel for den ivrige cyklist, der lige tager 40 km. rundt om Esrum sø og cykler til Paris i en god sags tjeneste. Nu hører vi ikke om 'Jensen' på hotel, men i stedet om Løkke Rasmussen hjemme i villaen i Græsted, og om statsministerfruen Sólrun Løkke Rasmussen, som kører menageriet. Vi får i alle medier serveret billedet af en selvstændig jordbunden færing, som er vant til at klare familien uden hjælp fra ægtemanden, og som passer sit job som lærer på læseskolen på Det kgl. Teaters balletskole. Den ledes sjovt nok af en anden ministerfrue, Birgitte Haarder.

De må da have noget at tale om.

Som hos en anden stor leder, kunne vi i flere medier læse, at familien Løkke Rasmussen kompenseres for de afsavn, farens stilling må påføre dem, med en yndig lille hundehvalp.

Sådan er det både i Det Hvide Hus og i rødstensvillaen i Græsted. Tranformationen er komplet. Det, vi er vidne til, er pressen som kongemager.

Gud ved hvor længe den holder?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Glimrende artikel af Lone Kühlmann.