Læsetid: 9 min.

Reformatoren af politisk form

Anders Fogh har ikke reformeret Danmark. Hans politiske reformer ligner noget, enhver dansk statsminister kunne have gennemført, og værdikampen blev en fuser. Folkeligt har han tabt krige i både Irak, Afghanistan og i folkeskolen, men alligevel er det noget så sjældent som en sejrende statsminister, der forlader Christiansborg
Anders Fogh har ikke reformeret Danmark. Hans politiske reformer ligner noget, enhver dansk statsminister kunne have gennemført, og værdikampen blev en fuser. Folkeligt har han tabt krige i både Irak, Afghanistan og i folkeskolen, men alligevel er det noget så sjældent som en sejrende statsminister, der forlader Christiansborg
4. april 2009

Det ser ikke kønt ud, hvis man løber igennem rækken af afmønstrede statsministre gennem de sidste 70 år: Viggo Kampmann blev syg, H.C. Hansen døde, Hans Hedtoft døde, og Erik Eriksen døde. Stauning blev båret rundt i landet som et lig nedtrykt over besættelsen og over at have tabt grundlovsafstemningen i 1939. Jens Otto Krag var udbrændt og begyndte at drikke, Anker Jørgensen var demoraliseret, Schlüter fik tamilsagen, og Nyrup blev nærmest til grin, da efterlønsfadæsen dukkede op, og han senere efter et svidende nederlag til Anders Fogh Rasmussen blev tvunget til at gå af som formand.

"Det er enormt hårdt og utroligt ensomt at være statsminister. Og det er virkeligt svært at komme ordentlig væk," siger professor i statskundskab ved Københavns Univesitet Tim Knudsen.

"Så jeg har fuld forståelse for, at Anders Fogh forlader posten nu."

Og der er ikke noget at komme efter hos Anders Fogh Rasmussen. Det lykkedes ham som første venstremand i historien at erobre og holde regeringsmagten tre valg i træk. Det lykkedes ham med hjælp fra Dansk Folkeparti at overholde kontraktpolitikken, skattestoppet og indvandrerstoppet. Det lykkedes ham at føre krig mod smagsdommere, Afghanistan og Irak, at stå igennem den værste udenrigspolitiske krise siden Anden Verdenskrig med tegningkrisen, og det lykkedes ham at gennemføre reformer på snart sagt alle politiske områder med mindst mulig opbakning. Alt sammen uden på noget tidspunkt at være i nærheden af at være truet af oppositionen. Der er ikke noget at komme efter.

Nogle mener ligefrem, at der er alt for lidt at komme efter. For trods den imponerende opremsning af over syv års års milepæle, er de fleste politiske eksperter enige om, at Anders Fogh Rasmussen ikke har reformeret Danmark. Kulturkampen blev en fuser, og de gennemførte reformer ville næppe have set væsentligt anderledes ud med en socialdemokrat i spidsen.

"Man turde jo ikke føre kulturkamp, da det kom til stykket,"" siger den borgerlige samfundsdebattør og lektor i litteraturvidenskab Hans Hauge.

"Han nedlagde aldrig menneskerettighedscenteret og turde ikke indsætte sine egne i nye råd og nævn. Til sidst fyrede man endda Lomborg."

Direkte intervention

Og på den måde melder Hans Hauge sig ind i det liberale kritikerkor, der allerede tæller medlemmer som tænketanken CEPOS, VU, Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen og Claes Kastholm, som alle mener, at statsministeren ikke gik langt nok med at reformere det socialdemokratiske Danmark. Men ifølge professor Tim Knudsen er det modsatte synspunkt mindst ligeså udbredt - bare på den anden fløj.

"Spørgsmålet er, om han har været en liberalist forklædt som socialist eller en socialist forklædt som liberalist - det er ikke til at se. Begge påstande verserer, alt efter hvilken fløj du tilhører, men realpolitisk er det virkelig svært at aflæse."

Det er ikke Foghs førte politik, der kommer til at stå tilbage, men måden han har regeret på. Det er både Tim Knudsen og professor og centerleder for International Center for Business and Politics på CBS, Lars Bo Kaspersen, enige om.

"Det er ikke antallet af reformer, der er det afgørende for Fogh-regeringen - de ville være kommet under alle omstændigheder. Det er måden, det er gjort på," siger Lars Bo Kaspersen.

"Normalt har danske regeringer forhandlet reformer på plads i direkte dialog med en lang række af samfundets parter - arbejdsgivere, arbejdstagere, skolelærere og så videre, men i Fogh-regeringen har man gennemført et helt exceptionelt højt antal reformer dikteret fra toppen med det smallest mulige flertal. Og en lang række af dem har man gennemført via finansloven. Man har by-passet hele systemet og i stedet interveneret direkte."

Lars Bo Kaspersen understreger, at metoden hverken er illegitim eller antidemokratisk. Det er bare en anden forståelse af demokrati, end den vi har haft de sidste 150 år.

"Det her er en helt minimalistisk forståelse af demokrati."

Den minimalistiske demokratiopfattelse har kun været mulig for Fogh uden et centrumparti i regeringsgrundlaget, og her ligger ifølge Lars Bo Kaspersen en væsentlig forklaring på regeringens succes. Der er to grundlæggende paradokser, man skal kunne balancere, hvis man skal vinde og bevare magten i Danmark i dag. Det ene er forholdet mellem det globale og det lokale, og det andet er forholdet mellem en stærk autoritativ stat og en ægte socialliberalstat.

"Og det er præcis det, Fogh har været dygtig til," forklarer han.

"Fogh har forstået at, hvis man skal regere Danmark, må man acceptere velfærdsstaten som en præmis - stat og marked skal være i balance. Men frem for alt skal man være i stand til at håndtere det nationale spørgsmål. Det har han kunnet ved at have et ny-nationalt parti som Dansk Folkeparti med i regeringsgrundlaget."

Det har gjort det virkelig svært at angribe Anders Fogh og fuldkommen amputeret et parti som Det Radikale Venstre, mener Lars Bo Kaspersen. De radikale har ikke været nødvendige; alle andre partier har overtaget den socialliberalistiske ideologi i sin grundstruktur, og kun på nogle ganske få værdivariabler kan de gøre sig gældende - på spørgsmålet om menneskerettighederne og i særlig grad vedrørende Foghs centralisering af magten. Og netop på baggrund af den meget centralistiske statshåndtering tillader Lars Bo Kaspersen sig at konkludere:

"Det er den mest antiliberale, liberale regering, vi nogensinde har haft. Fogh er en minimalstats-liberalist, men ender med at blive en antiliberalist. Det paradoksale ved Foghs regering er, at man har ført en antiliberal politik for at fremme visse liberalistiske elementer, men stadig holder godt fast i velfærdstatssporet ved at centralisere magten i statsapparatet."

Den strategi kan efterlade Danmark med en dyb kløft mellem samfundets aktører, de offentligt ansatte og staten.

"Den voldsomme direkte intervention er blevet opfattet som, at staten ikke længere har tillid til sine ansatte. Det kan blive Foghs eftermæle."

Den centraliserede magt

For professor Tim Knudsen er det uden tvivl Foghs måde at regere Danmark på, der vil stå tilbage efter den 25. statsminister. ---- Hans politiske metode har været så markant og kontrolleret, at vores sprog har taget form efter det, bemærker Tim Knudsen, da han får det første åbne spørgsmål:

- Har han været en særlig statsleder for Danmark?

"Læg mærke til det spørgsmål, du stiller der. 'En statsleder'. Det er faktisk et meget dækkende ord, som mange bruger om Fogh, men det eksisterer ikke formelt, og det er noget, man først for nyligt er begyndt at bruge. Det tror jeg, siger en hel del om ham. Du har sikkert ikke tænkt over din måde at bruge ordet på?"

- Næ -

"Det er ret interessant, for han er i realiteten en statsleder, men det udtryk ville du aldrig have brugt om tidligere statsministre. Han har uden tvivl været en meget stærkere statsminister end nogen af sine forgængere, og det skinner også igennem på den måde, han har ledet sine ministre."

Anders Fogh Rasmussen har brugt et regeringsprogram med en udførlighed, der ikke tidligere er set mage for en statsminister, mener Tim Knudsen. Hans meget kontrollerende facon over for sine ministre, de mange adhoc-initiativer i selve Statsministeriet og måden at bruge kommissioner som politiske prøveballoner for kommende reformer er alt sammen nye metoder i Statsministeriet og har ifølge Tim Knudsen gjort ham til den mest topstyrende statsminister, vi har haft.

"Hans facon er helt uden fortilfælde. Han har simpelthen udviklet policy direkte i Statsministeriet. Det har vi set med Globaliseringsrådet, og for øjeblikket sidder der et klimasekretariat på 10 mennesker. Den type initiativer er helt uden for tilfælde. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor det ikke ligger i Klimaministeriet, men sagen er, at Fogh har styret regeringen ved at tage alle de afgørende initiativer i Statsministeriet," siger Tim Knudsen

"Og så er han jo den første statsminister, der har givet en minister en offentlig advarsel, som det skete med Karen Jespersen og Birthe Rønn Hornbech i sommer."

Det er også nyt at se en dansk statsminister være så aktiv på den udenrigspolitiske bane, som Anders Fogh har været det, hvilket ifølge Tim Knudsen nærmest har reduceret Per Stig Møller til en slags viceudenrigsminister.

"Fogh har reformeret dansk politik i formen. Dels i hans facon som leder og dels på den måde, at alle partierne i dag opfører sig som virksomheder på et stemmemarked, hvor enkle og klare forståelige budskaber er det bærende. Det er en bevægelse startet af Fogh med stærk inspiration fra Tony Blair. Han har taget reklamesproget op i sin retorik og meget bevidst fokuseret sin politik omkring tre-fire temaer, som han så kører løs på - det gør Enhedslisten også i dag."

Kulturkampen, der udeblev

Det altoverskyggende tema i de første år af Anders Foghs regeringstid var kulturkampen, og i sine otte år ved magten nåede han at gennemføre et utal af reformer på de fleste politiske felter: Strukturreformen, Velfærdsreformen, Skattereformen, Kvalitetsreformen, Folkeskolereformen, Gymnasiereformen, Universitetsloven, Politi- og Domstolsreformen. Alligevel har Tim Knudsen svært ved at se effekten af kulturkampen, og han tvivler på, at man vil huske Anders Fogh for ret meget andet end besværet omkring strukturreformen. Heller ikke kulturhistoriker Henrik Jensen fra RUC, mener at kulturkampen ---- afgørende har flyttet danskernes værdier: "Man skal ikke overdrive effekten af kulturkampen, men hvis man ser kampen som et slag mellem rettighedskultur og frigørelseskultur med de kulturradikale på den ene side over for den pligtkultur, der ligger i den borgerlige lejr, har de borgerlige i nogen udstrækning vundet," siger Henrik Jensen.

"Men der har ikke fundet nogen omvæltning af landets selvforståelse sted."

Heller ikke den borgerlige samfundsdebattør og lektor i litteraturvidenskab ved Århus Universitet Hans Hauge kan se kulturkampen som andet end en fuser:

"Der blev blæst meget voldsomt til kamp i den første periode i hans regeringstid, men efterhånden er det ebbet helt ud," siger han.

"Fogh nåede aldrig så langt med kulturkampen, blandt andet fordi der ikke var ret mange andre end Fogh, der deltog i den. Brian Mikkelsen deltog en lille smule, men man skulle forvente, at undervisningsministeren og kirkeministeren havde været med ham, men det var de ikke. Derfor blev det Dansk Folkeparti, der kom til at tegne rammerne for den debat, og derfor blev det hurtigt to fløje, der råbte ad hinanden uden at flytte noget."

Det ærgrer Hans Hauge, for debatten om smagsdommere kunne have rejst en interessant debat om forholdet mellem ekspertise og æstetisk vurdering.

"En diskussionen om værdifri videnskab. Det er en virkelig vigtig diskussion, men den blev jo forplumret, og han endte faktisk med at tabe kampen med et brag."

Kulturkanonen skabte heller nogen nævneværdig debat om god og dårlig smag, og få synes i det hele taget at have noget imod projektet, så heller ikke her mener Hans Hauge, at noget har flyttet sig for danskerne.

"Man har heller ikke brugt kulturkampen i kulturpolitikken - i hvert fald er der ikke sket nogen mentalitetsændring blandt kunstnere. De har den samme politiske holdning, som de havde for ti år siden, så der er ikke sket en borgerlig opblomstring i kunsten - tværtimod."

På to områder har danskerne dog ændret fællesmentalitet, mener Hans Hauge. Der er i dag en udbredt konsensus om indvandrerstoppet og skattestoppet, men det kan man dårligt give Fogh skylden for.

"Det begyndte med en lille konflikt og endte med konsensuspolitik. Det betyder så også, at der i dag ikke fremstår et tydeligt alternativ til regeringen," siger Hans Hauge.

"Ændringerne i Danmark under Fogh er kun sket på det statslige niveau og ikke på det åndelige niveau eller i livsanskuelser. Selv det faktum, at vi er i krig, har ikke rykket nævneværdigt ved vores selvopfattelse. Vi lever som om vi stadig ikke er i krig."

Også for Hans Hauge er det tydeligt, at staten har fået mere magt under denne regering, selvom det aldrig har været borgerlig politik. Ifølge Tim Knudsen kan det forklares med det meget massive flertal sammen med Dansk Folkeparti, der har tegnet sig .

"Han har polariseret dansk politik mere end nogen anden statsminister. Han har ikke været en konsensussøgende statsminister, der har skullet arbejde sig til et bredt flertal. Han har ikke haft et midterparti at skulle blive enig med, men har problemfrit kunne føre en blokpolitik. Det er der intet fortilfælde for."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Foghs afgang blev en loss loss relation. Han tabte selv, og Venstre tabte på hans afgang.

Hvad der skulle have været en sejrende cowboy på vej væk mod større udfordringer, en perfekt undskyldning for at forlade landet midt i den største økonomiske krise, vi kommer til at opleve siden trediverne, blev et skud i foden på partiet og regeringen, og en ufrivillig opsigelse af sig selv, i den position, han trods alt havde og på papiret har endnu.

Nu bliver han arbejdsløs, lige som de 1,6 million danskere, der gennemsnitligt er på overførsel på et givent tidspunkt i løbet af året.

Karen Jespersen er gået, og Løkke får mere end svært ved at komme til fadet, selv om Fogh ikke rigtigt vil være der længere.

Kaos og politisk tomrum. Rådvildhed midt i det fri markeds frie fald.

Lasse glemmer helt situationen. Han kan slet ikke se relevansen af den økonomiske situation i sin forberedte nekrolog over venstrekæmpen. Ikke et ord om hvor ualmindeligt uheldig den kære Anders Fuck i det hele har været med sin afgang.

Lasse var som resten af den lille andedam ude af stand til at forudsige at Anders Fuck blev fucket af dem, han svingede sig op ved at skide noget så læsterligt ned ad ryggen. Lille Lasse kunne slet ikke forudse at far selv, skulle blive røvet, at far selv kunne tage fejl, at far ikke fik hvad han ville have, at hans magtbegær fik ham til at fejle så tykt og i en grad, der ikke ligger inden for lille Lasses forestillingsverden. Men verden er så stor så stor, Lasse Lasse Lille … Meget større end du tror!

Administratoren, ”Statslederen” er selvfølgelig ikke særligt begavet. Men lige som resten af hans tilhængere, så står vor endnu siddende statsminister for lille Lasse som en lysende begavelse, uden de store ideologiske ambitioner, som håndværkets og magtens mester.

Lasse kan slet ikke se det ideologiske i politikken, som er blevet ført. Den ensidige satsning på petrokemisk økonomisk vækst, en mislykket krig for olie, nedlæggelsen af amterne, forberedelsen til indførelse af et nyt skatteniveau på EU-niveau (fjernelsen af amternes ret til inddrivelse af skat er forberedelsen til EU's ret til samme), amputeringen af miljøpolitikken, den systematiske pervertering af nyhedsstrømmen fra statens/regeringens side, amputeringen af sagligheden i den offentlige debat, som Lasse er en del af, ophøjelsen af den storforbrugende og storsvinende selvfede dansker til sin egen uanfægtede smagsdommer i ethvert spørgsmål, der har med svinets umiddelbare bekvemmelige selvtilfredsstillelse at gøre, underordningen af ethvert problem til et spørgsmål om at have råd til at tage sig af det, spin spin spin …www.arbejdsforskning.dk/pdf/art-51.pdf

Nej Anders gjorde slet ikke noget, han sagde noget om kultur, men ændrede den slet ikke. Lasse kan ikke se skoven for bar træer, eller den kæp han har på tværs inde i sit eget hoved. Lasse er en rigtig kammerat, det har jeg kaldt ham tidligere. Med god grund. www.information.dk/154821 - 47k

Fogh har nedbrudt det danske samfund, og det vil tage årtier at genopbygge det for at nå blot den grad af demokrati og civilisation, vi havde før 2001.

Fogh har overtaget magten, men overladt ansvaret til alle andre. Det gør ingen statsleder - Fogh vil blive husket for Stein Bagger.
Fakataboxen er ganske mangelfuld: Antallet af fogedudsættelser af lejere, antallet af fattige, antallet af unge der skader sig selv, antallet der gennemføre en uddannelse osv. - Alt for mange mangler.

Martin Kaarup

Måske danskerne en dag ligefrem sender ham på toget med en enkeltbillet til forbryderdomstolen i Haag.
Det ville jo være en passende afslutning på hans karriere, hvis altså danskerne er seriøse med, at overholde landets internationale forpligtelser.

Gad vide hvornår han for alvor er ude af danskernes bevidsthed - når de ikke længere skal få kuldegysninger af at tænke på ham og hans gerninger.

Henning Ristinge

De borgerliges ’værdi kamp’ blev en fuser fordi de grundlæggende antagelser og påstande var forkerte og på mange og afgørende punkter ikke ret meget andet end politisk spin. Grundenden er mange, en af dem er at det hele altid var en gang uigennemtænk import fra USA, sådan helt ala andre tilsvarende smarte importeringe som foreksempel popålærer programmer som Lykkehjulet på TV. Men ’værdikampen tabte også i USA og her i Australien (hvor jeg er).

’Værdi kæmperne’ tænkte sjældent selv og var ofte dårligt histoerisk orinterede (ikke mindst Fog og hans sludder om samarbejdspolitikken som hans eget parti var den største fortaler for) og importerede uformidlet en masse sludder fra USA (omend de behændigt skar anti-darvinismen og den gammeltestamentlige bibeltro kristendom fra). Man førte sig således frem med en masse påstande om fx den kolde krig og 60ernes kultur oprør som grundlæggende er historisk og politisk urigtige. Påstande som på enkelte snævre punkter havde op til måske 20-30%, sandhedsværdi omend de øvrige 70-80% var nonsens for ikke at sige diorekte usandt.

I Australien (hvor jeg pt er) - og til en vis grad også i USA og Canada - blev det især populært at køre værdikamp på påstande om at de invaderende europæere i kolonitiden ikke 'invaderede' og at der ikke førtes 'krig' og at man ’ikke mishandlede’ de oprindelige indbyggere. Det var altsammen, påstod mand, noget politisk spin opfundet af 'marxister' i 1960erne – folk som idealisere de indfødte folk (dette i øvrigt uanset at Marx selv, med arbejder bevægelsen og stort set hele venstrefløjen i det nittende århundrede og frem til pænt inde i det 20 århundrede, selv var Socialdarvinister og derfor i bedste fald opfattede de indfødte folk som primitive umodne og uddøende barne-racer).

Virkeligheden er, og den er let bevist med solidt kildemateriale, at de invaderende europæere i kolonierne lynhurtigt sank ned i hvad der reelt ikke var andet end en racekrig som i flere tilfælde førte til uhyggelige folkemord, etniske udrensninger og forfærdelige overgreb som intet tænkende menneske burde kunne forsvare. Virkeligheden er også at denne periode, ikke mindst Britisk kolonialisme, var en af de helt afgørende inspirationskilde for Adolf Hitlers og Mussolinis bevægelser.

Det er rigtigt at der ii en periode i 60erne og 70erne var en stærk tendens til igen at forsumpe i urealistisk 17 hundredetals forherligelse af indfødte folk som ’ædle vilde’ og deres lande og kulturer som oprindelsen til biblens ideer om paradis. Men det ændrer stadigvæk ikke ved at hoved og grundpåstandene. Nemlig at Europæerne var de ENESTE virkelige racister (i ordets oprindelige betydning)– og at de gennemførte og nedsænkede sig selv i en helt ubegrundet og alsolut undgåelig racekrig, med dertil hørende folkemord, overgreb og etnisk udrensninger. En virkelighed som endu idag besudler de Europæiske hænder - som med deres kultur, uddannelse og oplysningstidens idealer in mente og præsist lige som Tyskland - burde have vidst bedre.

I Danmark var den fundamentale påstand ikke mindst den, som også levede andre steder, nemlig at venstrefløjen fra de pæne socialdemokarter over trotskister og alt andet til venstre var fælles om at støtte styrer som til forveksling lignede facistiske voldsregimer (hvad de i virkeligheden også var).

Den bagvedliggende hovedpåstanden var så at de borgerlige altid kæmpede for demokrati og retfærdighed.

Ingen af delene indeholde ret meget sandhed.

Borgerligheden før - ikke mindst de højborgerlige - var dybt inficeret af fascistiske og nazistiske ideer i perioden op til 1945. De højborgerlige er i virkeligheden de eneste i Danmark’s historie som i flere perioder for alvor var en trussel imod demokrati og frihed. Lad mig nævne et par eksempler - Estrups regime i 1890erne, Påskekrisen i 1920erne og et stærkt ønske blandt mange højborgerlige i løbet af 30erne om at Danmark skulle alliere sig med stortyskland (i øvrigt en af hovedgrundende til at det senere var så let at rekruttere til SS divisionen ’Frikorps Danmark’).

Alt dette uanset at ikke mindst partiet Venstre i adskillige perioder høstede meget store fortjenster på demokratiets alter og at også konservative trådte ud af barneskoene på dette punkt – efter 1945 - omend man før denne periode ikke kan sige ret meget pænt om højre, de konservatives og højborgerlige kræfter og kampen for demokrati.

Virkeligheden er at borgerligheden i størstedelen af de sidste 200 års historie, højborgerligheden især, bekæmpede demokratiet indædt og var endog mere inficeret af antidemokratiske strømninger end venstresiden nogen sinde var eller har været det.

Dette forklejner selvsagt ikke det faktum at en vis del af venstrefløjen, den der bekendte sig til Sovjet og Kina, bestemt lod sig forblænde med orwelske påstande om diktatur i virkeligheden var det bedste af alle former for demokrati. Det var et lille - omend i perioder meget højtråbende mindretal på venstresiden – som følgelig også førte en dybt problematisk politik.

Men generelt var venstresiden med Socialdemokraterne og lignende bevægelser forkæmpere for Demokrati og økonomisk lighed i højere grad end nogen anden bevægelse i den vestlige verden. På det punkt havd Marx ret nå han påstod at 'proletariatet' ikke kunne vinde på anden måde end via krav om politisk såvel som økonomisk demokrati. Analysen var fundamentalt set rigtig omend den blev banalisere, vulgariseret og overfortolket, i et vist omfang også af Marx selv.

Men alle disse påstandene falder sammen. De står ganske enkelt ikke mål med virkeligheden. Virkeligheden er at de invaderende europæere i kolonierne lynhurtigt sank ned i hvad der reelt ikke var andet end en racekrig som i flere tilfælde førte til uhyggelige folkemord.

Men pointen er at alle ’værdikampens’ grundlæggende påstande falder for en nærmere analyse. De står ganske enkelt ikke mål med virkeligheden og det ved et flertal af befolkningerne ganske udmærket godt et eller andet sted – hvorfor de ikke gider lytte længe nok til at ’værdikanmpen’ kunne få lov til at sejre med en forvredent udsagn om fortiden.

Dorte Sørensen

Tak for en intersant artilkel.
Bla. er jeg glad for afsnittet::

"Læg mærke til det spørgsmål, du stiller der. 'En statsleder'. Det er faktisk et meget dækkende ord, som mange bruger om Fogh, men det eksisterer ikke formelt, og det er noget, man først for nyligt er begyndt at bruge. Det tror jeg, siger en hel del om ham. Du har sikkert ikke tænkt over din måde at bruge ordet på?"
- Næ -
"Det er ret interessant, for han er i realiteten en statsleder, men det udtryk ville du aldrig have brugt om tidligere statsministre. Han har uden tvivl været en meget stærkere statsminister end nogen af sine forgængere, og det skinner også igennem på den måde, han har ledet sine ministre.

Dorte Sørensen

PS: Jeg blev lidt flov eller måske mere stolt, da jeg så at Roald Als fremhævede samme citat. Men det korte og det lange det var ikke en afskrivning, da jeg først læste kommentaraen om Fogh Rasmussens statsminister tid fra flere kendisser efter at have sendt min kommentar til artiklen..

Lars Peter Simonsen

AFR er det tætteste vi i Danmark er kommet på en folkevalgt diktator. Der er eksempler fra udlandet på hvor galt det kan gå hvis den slags folk ikke bli'r verfet ud i tide, med krigsførelse i udlandet, diskrimination af mennesker p.g.a. etnicitet, politik, og tro, og meget andet og værre. Det er vi da i det mindste sluppet for, indtil videre.
Er vi ikke?

Fogh har også, helt misvisende, erstattet "regeringsmagt" med "regeringsansvar" - misvisende, fordi hans regering som alle borgerlige har retorisk travlt med at dutte folk 'ansvar' på, men aldrig selv tager det, på trods af stor skyld i de ulykker, landet er sunket ned i.

Gorm Petersen

Han er beskyldt for at mangle humor - folk fatter ikke en brik.

Han skal huskes for sin humor. Denne bevidst underspillede "kejtethed" - hans måde at tale engelsk på med total dansk fonetik.

Hver eneste gang han åbnede munden stirrede han forvildet mod et punkt lidt over kameraet - vel vidende at det var totalt vrøvl der kom ud af hans mund (fordi Pia havde tvunget ham til at sige det).

Journalisterne stillede ham aldrig eet eneste kritisk spørgsmål i hele hans regeringstid - det ville have været smagløst på samme måde som at spørge en dybt udviklingshæmmet om den dybere betydning af gakgak lydene.

Ingen blev i virkeligheden narret. Alle vidste at han sad der på Pia Kjærsgårds nåde - og at hun forstod at bruge sin magt. Også Pia Kjærsgårds vilje var forudsigelig. Det gjaldt om at spille rollen som fremmedfjendsk socialdemokrat så godt, at præcis det nødvendigt antal S-vælgere holdt sig på den "blå" side af midtlinien.

Denne præstation fra Pia Kjærsgårds side var i virkeligheden den ENESTE grund til Fogh. Der har aldrig eksisteret nogen anden grund.

Det vidste Fogh godt - og han holdt masken til den bitre ende. Beskyld ikke Fogh for at mangle humor.

Søren Kristensen

Derfor er det også på plads med et valg efter Fogh, så befolkningen kan få mulighed for at indsætte Pia Kjærsgaard som statsleder i stedet for.

Angelica Correa

"Selv det faktum, at vi er i krig, har ikke rykket nævneværdigt ved vores selvopfattelse. Vi lever som om vi stadig ikke er i krig."

Skammeligt og sandt.

Heinrich R. Jørgensen

Simon Sen:
"AFR er det tætteste vi i Danmark er kommet på en folkevalgt diktator."

Forhåbentligt får det ikke lov til at ske igen.

Hjerteligt tillykke til Anders Fogh Rasmussen med udnævnelsen.

NB: Good Riddance

Inger Sundsvald

Hold da …. En sms fra Fogh til Claus Hjort der siger: ”Den er hjemme”, og en vicegeneralsekretærpost til Tyrkiet, som skal holde øje med Fogh! Det er da festligt! Men sikkert også tiltrængt.

Gorm Petersen

Lad os håbe på en Fogh uden Pia - et menneske formentlig ingen kender.

Tænk hvis hun tog med - tænk hvis "værdikampen" blev international - et verdensomspændende korstog mod Islam.

Det kostede XX jenser at skaffe ham posten. Tænk hvis han "mooner" muslimerne ved den tale han skal holde i Tyrkiet (fordi Pia endnu spøger).

Gad vide hvor mange nye jenser det vil koste i Afghanistan ?

OK - frem med optimismen - hvis/når han viser sig ikke længere at være Pias hånddukke er han måske en flink fyr.

Steen Rasmussen

Hovmod falder tilbage på den modige. Min glæde over at han tilsyneladende havde gabet alt alt for højt, var kort. Nu kan han leve videre, som den sejrende, der drog ud i den store verden, taget til nåde af det store udland, vor egen lille Anders Fogh Rasmussen, bondeknold fra jylland, der kunne, fik og vandt det hele. Verden er ikke så retfærdig som jeg havde håbet, Tyrkerne gjorde sig kostbare, og de fik noget ud af det, men de forhindrede ikke en krigsforbryder fra fortiden i at blive sekretær for verdens største militære alliance. De var ikke de rigtige til at forhindrer ham i det, men han er ved grød ikke den rigtige mand på posten.

Inger Sundsvald

Gorm Petersen:
”OK - frem med optimismen - hvis/når han viser sig ikke længere at være Pias hånddukke er han måske en flink fyr.”

Du er da vist en superoptimist. Men så kan vi jo kun vente på hvem Pia nu skal have hånden oppe i.

Steen Ole Rasmussen:
”men han er ved grød ikke den rigtige mand på posten”
Det er vist tungsindet som breder sig her hos mig.

Gorm Petersen

Det lykkedes jo ikke at sætte venstre-fingeraftryk på den danske politik. Det blev en fremmedfjendsk socialdemokratisme (DF).

Om han i egen selvopfattelse har haft "success" (et lykkeligt liv) kan jeg godt unde ham.

Hvis han vil droppe "værdikampen" lige så beredvilligt som han droppede Venstres politik, kan det ende som en succes-historie.

Vi må ikke glemme, at NATO er en hvid angelsaksisk militærblok, der har mistet sin naturlige fjende, og derfor må lede efter en ny.

Alt peger på den 3-die verden - især muslimerne - som NATOs nye fjende.

Her er det lidt kikset overhovedet at have (det i øvrigt sekulære) Tyrkiet med (blod er tykkere end forfatning).

En brødebetynget og fantastisk høflig generalsekretær er måske ikke så tosset.

Und ham dog oplevelsen af success - men straf de af hans artsfæller der vil påstå, at verdens 1 milliard muslimer bukkede under for hans alfa-han feromoner. Han skal dukke nakken i den kommende tid.

Det kan man nyde.

Jeg mener bestemt ikke, at AFR har tabt nogen som helst af sine kampe; tværtimod! Manden har egenhændigt tordnet imod rundkreds-pædagogik i folkeskolen, fået fagligheden (forstået som data og information) ind i skolen igen. Manden AFR har også via sine løjtnantner gennemført en skatte-reform i to omgange, som sænker skatten for de rige og hæver den for de fattige.

Og han har altså også fået gennemført frit valgs ordninger, hvor folk kan få det offentlige til at betale for deres operationer på et privathospital.

Og hvorfor skulle kunstnerne have ændret syns-punkter; tværtimod skete der det, at mange af forfatterne i Danmark sprang ud som borgerlige.

Fogh har kunnet gennemføre reformerne, med Dansk Folkepartis hjælp, gennem finansloven - ganske enkelt fordi manden er en kontrolfreak. Og vil have kontrol med alt og alle. Han har om noget indført Præsident-styre i Danmark.

Jannik Thorsen

@Henning Risitinge

"Nemlig at Europæerne var de ENESTE virkelige racister (i ordets oprindelige betydning)– og at de gennemførte og nedsænkede sig selv i en helt ubegrundet og alsolut undgåelig racekrig, med dertil hørende folkemord, overgreb og etnisk udrensninger. En virkelighed som endu idag besudler de Europæiske hænder - som med deres kultur, uddannelse og oplysningstidens idealer in mente og præsist lige som Tyskland - burde have vidst bedre. "

Du fortsætter ufortrødent agiteringen af din skyldbetonede og løgnagtige neomarxistiske propaganda.
Racisme er et universelt og transhistorisk fænomen. Det er ikke noget den hvide mand har fundet på. Det er den rene usandhed du fremfører.

Du er en mester i at fremsætte neomarxistisk og postkolonial propaganda som lødig historieforskning.
Det er utroligt at en agitator som dig kan finde ansættelse, når man tager din tydelige politiske dagsorden i betragtning.

Jannik Thorsen, Henning Ristinge har mig bekendt endog fundet sin ansættelse i det kolonialistiske Australien!
Men du er måske tilhænger af Berufsverbot, Jannik Thorsen? Eller har du selv, med dine sloganagtige angreb på den akademiske republik, svært ved at finde ansættelse?
Har du overvejet, om du ikke er for politisk farvet til at kunne skelne skæg fra snot?

Inger Sundsvald

”Løgnagtig og neomarxistisk propaganda” er de yndlingsord som går igen og igen fra propagandisten.Tsk, tsk! ;-).

Jannik Thorsen

@Peter Hansen

Før du kommer for godt i gang, så lad mig minde dig om følgende;

Det er Henning Ristinge der personligt selv har pakket sine påstande ind i forsker autoritet. Dette på trods af at han helt bevidst har valgt et meget specifikt paradigme at hive over sin historie fortolkning. Han fremsætter ikke på nogen måde et nuanceret billede med alternative opfattelser.
Han vælger så samtidig at anvende informations debat sider som sin platform for agiteren.
I den grad, blander han sin rolle som forsker og privatperson sammen.

Jeg ønsker personligt bare at andre stemmer bliver hørt, sådan at det ikke blot er neomarxisterne der har monopol på historie udlægningen.
Mere specifikt, mener jeg at påstanden; at racisme er noget der er forbeholdt hvide mennesker, er ganske lønagtig og selektiv funderet kildedemæssigt.
Desuden forsøger han helt åbenlyst at pålægge europæere et skyld kompleks, som jeg ikke kan se har noget at gøre med at bedrive historie forskning.
Dette er intet andet end politisk manipulation iklædt forskning.

Det er sjovt at du anklager mig for at tilslutte mig berufsverbot. Du burde hellere rette den anklage mod hr. Ristinge. Han har personligt ytret ønske om at fratage mig min ytringsfrihed, eftersom han mente at jeg var en "supremacist" der ikke fortjente bedre.

At jeg pakker mine anklager ind i sloganagtige angreb, er vel ikke så overraskende, efter som de er mere principielle i deres karakter. Desuden befinder vi os på et debat forum, og sidder ikke og diskuterer videnskabelige artikler. Så formen kan vel næppe være anderledes.
Mit formål er sådan set bare at skabe opmærksomhed omkring emnet, som jeg mener er meget vigtigt.

Mit angreb er sådan set ikke rettet mod den "akademiske republik" som du spydigt for antydet. Men mere generelt mod store dele af humaniora og samfundsvidenskab som i en lang årrække nærmest religiøst har dyrket neomarxismen.

Du kan anklage mig for at være "....for politisk farvet til at kunne skelne skæg fra snot.....", men i det mindste har jeg igennem årene læst en del af denne neomarxistiske litteratur, og jeg pakker heller ikke mine ytringer ind i en forsker autoritet som hr. Ristinge gør. Det er en væsentlig forskel.

Og til din oplysning, nej jeg har ikke svært ved at finde ansættelse, eftersom jeg ikke er beskæftiget indenfor akademia.
Jeg er faktisk lykkelig for at jeg ikke har min daglige gang i en neomarxistisk organisation.

Jannik Thorsen

@Inger Sundvald

Hvad vil du?
Er du uenig med mine anklager og påstande, så addresser dem.

Lad venligst være med at kommentere mine indlæg hvis du kun har sarkasme og moralisme at bidrage med. Det er spild af tid og kræfter.