Læsetid: 3 min.

SF-bagland blåstempler Søvndals strammerkurs

Partitoppen var nødt til at give sig en smule. Men til sidst fik Søvndal på weekendens landsmøde medlemmernes opbakning til SF's strammerkurs i retspolitikken. Han fik også en ny struktur igennem
Villy Søvndal fik på weekendens landsmøde grønt lys til at føre sin strammerkurs videre på retsområdet.

Villy Søvndal fik på weekendens landsmøde grønt lys til at føre sin strammerkurs videre på retsområdet.

Claus Fisker

27. april 2009

SF-baglandets storm mod partitoppens retspolitik udeblev. På trods af, at flere også fremtrædende medlemmer udtrykte bekymring ved SF's skærpede strammerkurs over for kriminelle, fik formand Villy Søvndals hårdhudede retspolitik alligevel en godkendelse fra partirødderne på SF's landsmøde i Århus i weekenden.

Det skete, da landsmødet med stort flertal vedtog et nyt 'reformprogram' for partiet - men forkastede et omfattende forslag om, at SF skal forbedre borgernes retssikkerhed og sikre en omlægning af kriminalpolitikken.

Forslaget var stillet af SF's tidligere retsordfører Leif Hermann som reaktion på, at retspolitikken ikke var nævnt med et ord i udkastet til reformprogrammet. Han betegner direkte Villy Søvndals forslag om minimumsstraffe mod våbenkriminalitet, som "langt ude over kanten" af, hvad en SF'er burde acceptere.

"Når kuglerne flyver om ørene, sidder superlativerne løst. Vi skal tænke os grundigt om, når vi taler straffe og minimumsstraffe. Det har det knebet noget med på det seneste," siger han.

En 'fornuftig' retspolitik, der ikke bygger på følelser og folkestemninger, har altid været hjerteblod fra SF'erne. Og Villy Søvndal åbnede allerede diskussionen i sin åbningstale ved at erklære sig "klar med en jernnæve" mod rockere og bandekriminelle.

I den efterfølgende debat var der 'run' på talerstolen

"Det er dobbelt tragisk, hvis bandekrigen fører til en retspolitisk paniklukning," sagde Balder Mørch, der er folketingkandidat på Frederiksberg. Eva Dragheim fra Syddjurs anklagede partitoppen for at "sælge ud af vigtige retssikkerhedsmæssige principper" - og kulturordfører Pernille Frahm betegnede retspolitikken i Danmark for at være "i frit fald". Retsordfører Karina Lorentzen forsvarede derimod den nye hårde linje.

"Når SF strammer, skal det allerhelst have et præventiv formål. Men nogle gange må hensynet til borgerne komme først," sagde hun - og skatteordfører Jesper Petersen erklærede, at "vi går ikke til højre, vi går frem".

Ledelsen gav sig en smule

Leif Hermanns retssikkerhedsforslag endte som sagt med at blive stemt ned i går. Men inden da måtte partitoppen alligevel give sig en smule. Under sene forhandlinger måtte Søvndal og gruppeformand Ole Sohn sluge en anden, men mindre tilføjelse i reformprogrammet. Her foreslås et uafhængigt lovråd. Og samtidig slås det bl.a. fast, "alle borgeres retssikkerhed skal fastholdes og udvides". Det erklærer Leif Hermann sig tilfreds med:

"Jeg forventer, at hovedbestyrelsen nu tager en grundlæggende diskussion om retspolitikken og får udarbejdet et grundlag, man kan arbejde ud fra."

Den tolkning deler Villy Søvndal dog ikke umiddelbart.

"Det ved jeg ikke. Jeg har forholdt mig til den vedtagelse, vi har lavet - og den er fremragende. Hvordan den videre gang på jord bliver, skal jeg ikke kunne sige," siger han til Information.

- Hvad siger du til den kritik, der blev rettet mod SFs retspolitik på landsmødet?

"Det er ikke et krisetegn, at der er debat i et parti. Der er nogen, der mener, at vi har lagt for stor vægt på straf. Andre mener noget andet. Men jeg tror, at det er nødvendigt, at bure de mennesker inde, der går og skyder tilfældige mennesker på Københavns gader," siger han.

For Søvndal er dette års landsmøde et "meget historisk" skridt på drømmevejen til regeringsmagten. For ved siden af reformprogrammet, der er SFs katalog over, hvor man vil forandre Danmark, så fik han også en stærkt omdiskuteret ændring af SF's struktur igennem. Et flertal på landsmødet sagde ja til at nedlægge den 39 personer store hovedbestyrelse og erstatte den med en mindre 17 personers landsledelse.

"Det er en ny, knaldrød Lambourghini, der giver baghjul til vores politik," sagde Kjeld Olsen fra Haderslev. Han og en række andre kritikere frygtede, at en formindsket landsledelse vil betyde topstyring og udvanding af medlemsdemokratiet.

"Men fordi Kinas folkekongres er større, er den altså ikke mere demokratisk," replicerede Torben Kastrup fra Nørrebrokredsen.

Og flertallet på SF's 'folkekongres' var enig.

Formand Søvndal fik sin nye struktur med 224 stemmer for og 166 imod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Herskind

Det kunne lyde til, at den stærke formand vist må have sig nogle vakse vagthunde, hvis det skal blive til noget med, at "alle borgeres retssikkerhed skal fastholdes og udvides"!

Anders Mortensen

Det repræsentative demokrati er virkelig i krise, når politikerne rent faktisk ikke forsøger at styre landet på bedste vis, men i stedet blot går efter mundrette slogans som kan gi' hurtige stemmer. Det er trist at SF nu også er hoppet med på den. Lige som med Socialdemokraterne fokuserer de ene og alene på magten, men ikke på hvordan de vil bruge den til at ændre samfundet til det bedre. Jeg er sgu skuffet.

Gad vide hvor længe der går før SF bliver splittet i to, og hvor mange der så vil strømme til Enhedslisten. Det er jo helt klart, at Villy Søvndal lugter magt nu - og det er jo også helt, at manden er en folkepopulist som bare tager det lette synspunkt om at bure folk inde. Og det burde da sige sig selv, at folk der render rundt og skyder andre folk ned (på Nørrebro og andre steder) selvfølgelig skal i fængsel; det kommer de vel også, når politiet og domstolene har gjort deres arbejde.

Og mht. minimums-straffe er det altså sådan, at det i DK er dommerne, domstolene og juryen, der dømmer folk, ikke politikerne som gerne vil score hurtige point på en stram rets-politik.

Jeg ved godt, det kan være svært at beholde det lands-politiske overblik, når man færdes i København til daglig. Jeg er i hvert fald træt af at politikerne åbenbart synes at Københavner-problemer er hele landets og at vi her i Jylland (og andre steder) skal rammes af landspolitikernes forslag til at løse et specifikt bande-problem i København.

Mht. demokratiet har de radikale (det radikale venstre) altså en hovedbestyrelse på 105 mand...

Det er tydeligt at SF er blevet et småborgerligt parti for mennesker der tilhører middelklassen og som typisk er ansat i den offentlige sektor.

Visionerne og solidariteten er fremover kun noget der vil have betydning for SF, når der skal holdes uforpligtende 1. maj taler...

Jørgen Schlein Nielsen

"Og Villy Søvndal åbnede allerede diskussionen i sin åbningstale ved at erklære sig "klar med en jernnæve" mod rockere og bandekriminelle."

Svenskerne har allerede opgivet i visse bydele, Rosengård i Malmö har siden nytår oplevet 90 påsatte brande. Alvoren er ved trænge frem, selv i svenske medier, hvilket er en bedrift, TV 4 har denne reportage, hvor det blandt konkluderes:
“Jeg er påvirket og overvældet. Jeg vidste ikke, det var så alvorligt. Jeg tror det er for sent for myndighederne at komme det til livs.”