Læsetid: 29 min.

Statsministeren

Danmarks nye statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen. Alle kender hans navn, men hvem er han? Gennem syv kapitler tegner den liberale blogger og kommentator Jarl Cordua et portræt
Danmarks nye statsminister hedder Lars Løkke Rasmussen. Alle kender hans navn, men hvem er han? Gennem syv kapitler tegner den liberale blogger og kommentator Jarl Cordua et portræt
6. april 2009

1

Mere end et kvart århundred i dansk politik krones nu med rigets mest magtfulde politiske post og hjørnekontoret i Prins Jørgens Gård. Lars Løkke Rasmussen er Danmarks nye statsminister.

"Charmerende", "flittig", "folkelig" og "en knusende dygtig samfundssnedker". Sådan lyder nogle af de mange positive beskrivende ord, man hører i det politiske miljø om Danmarks finansminister, som også har et betydeligt netværk i dansk politik. Men der er også en del, som er dybt kritiske over for Lars Løkke og beskriver ham med ord som "arrogant", "brutal", "med en karakterbrist" eller ligefrem som "den største svindler i dansk politik".

I sit eget parti er 'Løkke' naturligvis populær hos stort set alle. Hos græsrødderne er han afholdt og blandt sin egen generation af tidligere VU'ere, som også tæller en hel del MF'ere, har Løkke noget nær heltestatus. På Christiansborg er han respekteret hos samarbejdspartnerne de Konservative og støttepartiet Dansk Folkeparti.

Men hvad drev oprindeligt Lars Løkke ind i politik? Det er den klassiske historie om det politiske dyr, der blev vakt tidligt allerede i slutningen af 1970'erne, mens han gik i syvende klasse. Lars begyndte sin politiske karriere, da han som elevrådsformand på Græsted Skole i Nordsjælland krævede at få overdækket cykelstativerne. Kravet blev taget alvorligt af skoleinspektøren, og Lars oplevede for første gang i sit liv glæden ved at få reel indflydelse. Siden blev han også elevrådsformand på Helsinge Gymnasium. De mange gode oplevelser med elevdemokrati gav unge Lars smag for mere. Mens han gik i gymnasiet, drog han konsekvensen og meldte sig sammen en kammerat ind i Venstres Ungdom og var snart med til at etablere en lokalforening i Græsted.

Væltede VU's formand

Den unge nordsjællænder var meget aktiv i VU's internationale udvalg og kom derved ind i landsorganisationens politiske arbejde, hvor han hurtigt gjorde opmærksom på sig selv i kraft af dygtighed og en god fornemmelse for politik. I løbet af få år steg han hurtigt til tops i organisationen og blev i 1985 valgt ind i VU's landsstyrelse.

Et senere fremtrædende VU-medlem overværede et åbent forretningsudvalgsmøde, som Løkke deltog i, og husker ham tydeligt:

"Den måde, Løkke tacklede de politiske diskussioner, var imponerende. Tidligere end de andre mødedeltagere fornemmede han, hvad kompromisresultatet ville ende med at blive, og satte sig derfor hurtigt i spidsen for det synspunkt. Desuden var han karismatisk og fremstod i det hele taget som en leder."

Ret hurtigt kørte den kun 22-årige ungdomspolitiker sig i 1986 i stilling som udfordrer til den siddende landsformand Lars Møller Sørensen, der kun have siddet et år. På hjemmebanen i Helsinge, hvor VU's landstævne det år blev holdt, væltede han ved et kampvalg Lars Møller Sørensen.

Det var i øvrigt ikke ukontroversielt at stille op mod en siddende formand, som ikke havde gjort det så dårligt, at det i sig selv kunne begrunde et kampvalg, erindrer flere gamle VU'ere.

"Men for Lars var der ikke så meget at rafle om. Han stillede op med den simple begrundelse, at han ville være en bedre formand. Desuden ville det være det bedste for foreningen, at han kom til," siger en af Løkkes venner fra den tid, Jan E. Jørgensen.

Myndig med drive

Selv om der til at starte med var lidt sure miner, så demonstrerede formanden hurtigt et sikkert politisk talent for at navigere politisk. Løkke blev valgt af 'centrum-venstre-fløjen' eller 'de røde', hvorimod den siddende landsformand fik støtte fra 'centrum-højre-fløjen' eller 'de sorte'. Men det fik ingen betydning. For Løkke forfulgte ikke nogen bestemt politisk linje og var i det hele taget meget pragmatisk, lyder det samstemmende om hans formandstid.

"Lars havde et fantastisk drive. Det tog ham ingen tid at konsolidere sin magtposition, så han ikke behøvede at frygte at blive væltet af nye udfordrere. Han var også god til at bygge bro hen over fløjene og sørgede i det hele taget for, at vi alle var med i beslutningerne. Desuden var han kompetent og havde en myndig ledelsesstil, som indgød en naturlig respekt. Han var på ingen måde typen, der havde behov for at rende rundt og gøre sig populær," husker Jesper Ib, som sad med i VU's ledelse i sen-80'erne.

Det var en periode, der indvarslede Venstres - og VU's - storhedstid, og som var præget af en stribe senere kendte liberale profiler, politikere og debattører såsom JP-klummeskribent og spindoktor Christopher Arzrouni, MF Søren Pind, erhvervskommentator Niels Lunde, tidligere Berlingske-redaktør Jesper Beinov, Region Syddanmarks borgmester Carl Holst og Frederiksberg-rådmanden Jan E. Jørgensen.

2

Det skete dog enkelte gange, at Løkke kom i mindretal i VU's landstyrelse. Det skete blandt andet, da VU gik imod deltagelse i gymnasieorganisation DGS's Operation Dagsværk- indsamling til Nicaragua i 1986, som var den tids hotteste politiske sag blandt ungdomsorganisationerne.

"Løkke tabte den afstemning med 12-11, da den 'sorte' fløj gik imod ham, og han var rasende. Men ellers var han eminent til at altid at placere sig lige akkurat i midten af synspunkterne. Eller også spillede han dygtigt de forskellige fraktioner ud mod hinanden. Det var sgu godt gået," husker et tidligere medlem af landsstyrelsen.

I efteråret 1998 udleverede den danske ambassadør 18 østtyskere, som efter at være trængt ind på ambassaden i Østberlin, havde anmodet om dansk asyl. Det blev en pinlig sag for den danske udenrigstjeneste, hvis øverste chef, Venstres formand udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen, blev heftigt kritiseret af oppositionen. Et flertal i VU's landsstyrelse besluttede at opfordre partiformand Ellemann - som uforvarende var bragt i den penible situation - til at afskedige ambassadøren.

"Løkke var mere moden og klog end os andre og gik naturligvis imod flertallet, men han sørgede også for at glatte ud i forhold til Uffe og Venstre," siger et tidligere medlem i landstyrelsen om sagen.

"Han var i øvrigt aldrig en, som markerede sig med yderligtgående synspunkter," siger Jesper Ib.

Efterlyst af Interpol

Som ungdomspolitiker var Løkke ikke ideologisk drevet, ligesom mange andre unge i VU var.

"Han var håndværker med et liberalt grundsyn. Han blev begejstret af at finde på gode løsninger på komplicerede politiske problemer. Det var udtalt allerede dengang," siger Jesper Ib.

Efter to år på formandsposten blev Løkke i 1988 selv udfordret af sin næstformand Lars Chr. Lilleholt - i dag MF for Venstre og byrådspolitiker i Odense - der vejrede morgenluft, da landsstævnet det år foregik i Søndersø, der var Lilleholts fynske hjemmebane. Selv om mange mente, at det var tid til et skifte, især fordi Løkke insisterede på også at blive VU's EF-kandidat, så vandt Løkke over rebellerne. Lilleholt trak sig i konsekvens af nederlaget helt fra VU, men roser i dag sin daværende modstander:

"Løkke nyudviklede VU til at blive en mere moderne ungdomsorganisation, der også formåede at sætte dagsordener i offentligheden især om Europa-politik og udlicitering af den offentlige sektor. Desuden var han en formidabel taler og efter min vurdering den bedste landsformand, som VU nogensinde har haft."

VU var i sen-80'erne især optaget af Den Kolde Krigs konflikter. Lars Løkke rejste rundt i Afghanistan som VU-formand for at besøge Mujaheddin-oprørerne, som kæmpede imod de sovjetiske besættelsesstyrker. Undervejs blev han endda meget spektakulært og fuldstændigt grundløst efterlyst af Interpol i forbindelse med et mord, der var begået på et hotel i Pakistan, som han og hans rejseledsagere havde boet på.

Løkke rejste også gerne til Moskva og Nordkorea for at deltage i diverse 'ungdoms- og fredsfestivaler', som de kommunistiske myndigheder arrangerede for unge over hele verden. Ungdomspolitikeren ville ikke legitimere regimerne, men så snarere arrangementerne som oplagte muligheder for at demonstrere for menneskerettigheder.

Det var ikke risikofrit. Da Løkke og hans VU-rejsefæller i 1989 på tilskuertribunerne, mens landets diktator Kim Il-Sung var til stede, forsøgte at rulle et banner ud med teksten " Human Rights in North Korea Too", blev han sammen andre danske deltagere tildelt slag og spark fra hårdhændede sikkerhedsfolk. Ved samme lejlighed blev de af de nordkoreanske værter desuden opfordret til at droppe deres øvrige planlagte demonstrationer, som myndighederne via deres danskkyndige folk var fuldt vidende om gennem konsekvent aflytning af deres værelser.

Pigernes Lars

Under besøget i Nordkorea kom Løkke i øvrigt på helt andre tanker. Her fik han nemlig at vide, at han skulle være far. Den 25-årige politiker tog derfor direkte til Færøerne for at hilse på sine nye svigerforældre. Den vordende mor var en kun 19-årig studerende fra Færøerne, som Løkke kun lige havde mødt til en VU-fest på Frankrigsgade-kollegiet på Amager, hvor de to turtelduer også havde spillet luftguitar til Meat Loaf.

"Det var kærlighed ved første blik," husker en VU'er, der var med til festen på kollegiet. Lars Løkke var på ingen måde ukendt med amourøse forbindelser. "Der fulgte en hale af unge kvinder i hans kølvand. Løkke så godt ud. Han er lille og kraftigt bygget, men til gengæld var han utroligt charmerende. Pigerne faldt på stribe for hans drengede smil," erindrer en VU'er.

Parret har været sammen i 20 år, men blev først gift i 1998 - det samme år, som Lars Løkke blev næstformand for Venstre.

Det var dog ikke kun pigerne, som faldt for Løkkes charme. Han var en mester til at bygge alliancer og netværk. Selv når han festede.

"Der var megen af Løkkes sociale omgang, som i virkeligheden var netværkspleje. Han lavede simpelthen politik samtidig med, at han holdt fest. Selv når der var sjov, så var der også alvor i det for Lars," husker en VU'er.

Allerede dengang havde Løkke ry for at holde ud længe, når VU'erne festede:

"Der er ingen tvivl om, at Løkke har et veludviklet socialt gen. Han trivedes i den atmosfære og var ofte en af de sidste, der gik i seng efter en god fest. Ikke desto mindre var han forbløffende klar i hovedet dagen efter," siger Jesper Ib.

3

Ved siden af sine VU-aktiviteter indledte Løkke også en byrådskarriere, da han i 1985 første gang blev valgt til Græsted-Gilleleje byråd.

Imidlertid lagde han først og fremmest billet ind på at blive valgt til Europa-Parlamentet i sommeren 1989. Venstre havde begyndt sin optur i meningsmålingerne under Uffe Ellemann-Jensen, Europa-begejstringen havde aldrig været større, og partiet kunne se frem til at få valgt en stribe Venstre-folk. Lars Løkke fik ikke kun opbakning fra VU, men også fra flere Venstre-amter, herunder Frederiksborg Amt, og blev opstillet som nummer tre på Venstres liste.

Lars Løkke og hans VU'ere sled som bæster i en legendarisk politisk kampagne, som blev VU's hidtil bedste. Som særlig gimmick kørte kandidaten land og rige rundt i en chartret London-dobbeltdækkerbus. Anstrengelserne var imidlertid forgæves, og en dybt skuffet Løkke måtte efter stemmeoptællingen se Venstres tre mandater gå til de to tidligere ministre Niels Anker Kofoed og Tove Nielsen samt værst af alt opkomlingen og finansmanden Klaus Riskær Pedersen.

Der var også nogle økonomiske tømmermænd efter Løkkes EU-valgkampagne.

"Kampagnen var for dyr. Der var tale om en markant budgetoverskridelse, men det skyldtes dårlig økonomistyring, og det var ikke kun Lars' skyld. Vi var bestemt ikke tilfredse. Men overskridelsen handlede ikke om øl og taxiregninger. Der var snarere brugt for mange penge på pjecer, plakater, flybilletter og den slags," siger Jesper Ib, der på dette tidspunkt havde overtaget formandsposten efter Løkke.

Jesper Ib erkender, at der var en del VU'ere og Venstrefolk, som var vrede over den manglede økonomiske styring. Ingen vil i dag sætte beløb på budgetoverskridelsen, men i krogene har man tidligere nævnt tal på op mod 200.000 kr.

Lars Løkke dukkede op i landsstyrelsen og forklarede sig. Det hele endte med, at man 'tørrede' underskuddet af på VU's landssekretær, som havde det formelle økonomiske ansvar, og lukkede sagen.

"Der var jo ingen, der havde lyst til eller turde røre 'vores far'," husker et landsstyrelsesmedlem.

Tæt på at droppe politik

Senere samme år var der kommunalvalg, hvor Lars Løkke, udover at blive genvalgt til Græsted-Gillelejes kommunalbestyrelse, også blev forfremmet til formand for kommunens børne- og kulturudvalg.

Løkke gik også i gang med at færdiggøre sit jurastudium, som han afsluttede i 1992.

Folketingsvalget i december 90 fornyede Lars Løkkes håb om en politisk fremtid på Christiansborg. Han havde siden 1986 været folketingskandidat i Frederiksværk-kredsen, men selv om Venstre ved valget i 90 fik stor fremgang, så blev Løkke heller ikke ved den lejlighed valgt til Folketinget. Det frustrerede ham så meget, at han i en periode herefter overvejede helt at droppe politik. I stedet startede han en mindre selvstændig konsulentvirksomhed og arbejdede en overgang på et advokatkontor i Nordsjælland.

Imidlertid var det netop i Græsted-Gilleleje Kommune, at Løkke skabte sit ry som Venstres største kommunalpolitiske tænker. Til trods for sit ikke-ideologiske ry, så havde Løkke i samarbejde med kommunens borgmester, Jannich Pedersen (V), tidligt stået i spidsen for den nordsjællandske kommunes planer om at sende hjemmehjælp og ældremad i udbud og om at eksperimentere med de såkaldte fritvalgsmodeller. Nu skulle borgerne vælge selv - i slut-80'erne en helt revolutionerende tanke og et direkte opgør med det, man i Venstre såsom socialdemokratisk system- og formyndertankegang.

Reformerne var dog ikke lige populære alle steder:

"Løkke blev frygteligt upopulær lokalt, da han stod for udliciteringen af ældreplejen. En gang sad han lige bag to ældre damer i en bus, og overhørte, hvordan de rakkede ham ned og kaldte ham 'den forfærdelige Lars Løkke Rasmussen'. Der følte han første gang, hvor belastende det indimellem kan være for en reformivrig politiker. Løkke lærte dog hurtigt at blive hård i filten og ikke lade sig gå på af den slags," husker en kammerat fra VU-tiden.

Ikke desto mindre blev Græsted-Gillelejes vellykkede eksperimenter ved siden af Peter Brixtoftes mere radikale udliciteringer i Farum Kommune flagskibene i Venstres kommunalpolitiske satsning i start-90'erne, og i øvrigt også rollemodeller for det øvrige kommunale Danmark.

Lars Løkke kronede sin fine kommunalpolitiske karriere som viceborgmester, men forinden var han blevet valgt til Folketinget i september 1994 på Venstres alleryderste mandat.

Struttede af ambitioner

Da Løkke tog plads på bagerste række i Folketingssalen - kaldet 'grebningen' - gjorde han sine omgivelser klart, at der nu skulle arbejdes hårdt både dag og nat for at avancere i hierarkiet. Løkke havde endelig fået den chance, som han havde tørstet efter, og den skulle udnyttes. Det gjaldt ikke blot om at markere sig som arbejdsmarkedsordfører, men også mere bredt på andre politiske områder, der kunne give både omtale og profil.

Mange anså Løkke for et af partiets største talenter, men han forsøgte at underspille sin egen rolle og forsøgte sig med let gennemskuelige ydmyge udsagn i stil med, at han "bare ville være med på holdet".

"Alle kunne tydeligt se, at han allerede dengang havde vildt store ambitioner - også om at blive formand for Venstre en dag. Måske han et stykke tid kunne bilde sig selv noget andet ind, men vi andre hoppede altså ikke på den," husker et Venstre-folketingsmedlem.

4

Efter folketingsvalget i marts 1998 gik Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen af som partiformand. Det skete i konsekvens af det meget knebne valgnederlag til Poul Nyrup Rasmussen (S). Allerede på valgaftenen kunne man i Venstres gruppeværelse iagttage, hvordan især to Venstre-politikere - trods valgnederlagets skuffelse - på en paradoksal måde havde svært ved at undertrykke en glæde over, at de nu havde udsigt til et for dem helt afgørende og sidste avancement til partiets lederposter. Den ene var Anders Fogh Rasmussen, som indlysende for alle ville blive partiets næste leder. Den anden var Lars Løkke Rasmussen, som slet ikke alle regnede med skulle være partiets næstformand.

Peter Brixtofte havde i mange år - i øvrigt uden større held - på forskellig vis forsøgt at bagtale Anders Fogh Rasmussen i folketingsgruppen, organisationen og pressen. Farum-borgmesteren havde især sine fans i valgkredsen på Fyn og plejede desuden selskabelig omgang med en lille skare Fogh-skeptikere i folketingsgruppen, som blandt andre talte Ivar Hansen, Mariann Fischer Boel og Svend Aage Jensby, der holdt til på Restaurant Parnas i København.

Foghs anstrengte forhold til Brixtofte var en kendt sag i Venstre. Og selv om Venstre-hoffet, dvs. Uffe Ellemann-Jensen, Fogh og den magtfulde partisekretær Claus Hjort Frederiksen officielt bakkede op om Farum-modellen, så var man på de indre linjer ganske skeptisk over for personen Brixtofte og ikke mindst hans livsstil, herunder omfanget af hans spiritusindtag, som allerede i midt-90'erne var et samtaleemne på Christiansborg. Især Fogh kæmpede en kamp for ikke at afsløre i alt for høj grad over for omgivelserne, hvor meget han i grunden afskyede Farum-borgmesteren og hans store armbevægelser. Det stod derfor klart for enhver i folketingsgruppen, at Fogh for enhver pris ville undgå Brixtofte som næstformand. Ville Brixtofte alligevel blive valgt, så frygtede man, at det i værste fald kunne rive partiet midt over.

Selv om folketingsmedlem Eva Kjer Hansen også stillede sig til rådighed som næstformandskandidat, så var Lars Løkke den perfekte kandidat set med V-ledelsens øjne. Han var ung med en kommunalpolitisk profil ligesom Brixtofte, loyal, dygtig og lovende, samt på ingen måde en trussel for Foghs lederskab.

Udfaldet var ikke givet på forhånd, og undervejs i valgkampen holdt Løkke sig i kulissen sammen med den øvrige Venstre-ledelse. I stedet greb den unge amtsrådspolitiker, tidligere VU-formand og hovedbestyrelsesmedlem Carl Holst ind og satte sig i spidsen for en effektiv kampagne, der skulle få Løkke valgt til næstformand. Holsts vidtforgrenede netværk til toneangivende organisationsfolk gjorde utvivlsomt udslaget. Den unge, men i partiet ret så respekterede sønderjydes talrige telefonsamtaler til især skeptiske jyske organisationsfolk fik reelt vendt stemningen til Løkkes fordel. Efter to tætte afstemninger på Venstres ekstraordinære landsmøde i Århus blev Lars Løkke Rasmussen den 18. april 1998 valgt som Venstres næstformand.

Valgt imod alle odds

Senere samme år bød der dog for Løkke den lejlighed at få foden under eget bord. Venstre i Frederiksborg Amt stod og manglede en amtsborgmesterkandidat. Til trods for sit folketingsmandat, sine ordførerskaber og sin næstformandsværdighed så slog Løkke til og lod sig opstille som spidskandidat.

Venstre havde fremgang og en velfungerende kampagne med sloganet "Styr på Nordsjælland", men Løkke blev reelt kun amtsborgmester, fordi Socialdemokraterne i god tid forinden havde droppet de Konservative som samarbejdspartnere til fordel for Venstre.

Fire år senere i november 2001 blev Løkke genvalgt. Det skete imod alle odds og under dramatiske omstændigheder. For i mellemtiden havde de Konservative og Socialdemokraterne fundet sammen for at slippe af med Løkke. Og kun i kraft af, at det ene afgørende konservative amtsrådsmedlem, Helsingørs borgmester, Per Tærsbøl, ikke ville rende fra et oprindeligt personligt tilsagn om støtte til Løkke, kunne Venstre fortsat besætte amtsborgmesterposten. Få dage efter valget blev Løkke udnævnt til ny indenrigs- og sundhedsminister i VK-regeringen og overlod det til partifællen Jørgen Christensen at blive ny amtsborgmester.

Løkke irriterede Fogh

Lars Løkke fik som næstformand en central rolle, allerede før VK kom i regering, og sad med i inderkredsen af Venstres topledelse. Anders Fogh Rasmussen anerkendte absolut Løkkes politiske tæft, talent, faglige dygtighed og evne til at kommunikere til vælgerne. Til gengæld var han ikke imponeret af Løkkes selvdisciplin eller mangel på samme. Mødedeltagere kunne indimellem opleve næstformanden komme 25 minutter for sent til et af V-ledelsens koordinationsmøder ofte med skjorten uden for bukserne og til formandens slet skjulte irritation:

"Altså, hvis Foghs blik kunne dræbe - Man må nok sige, at Løkke klart var Foghs modsætning. Også på det punkt," husker en mødedeltager.

Det kunne dog ikke forhindre, at Lars Løkke ved regeringsskiftet i 2001 fik ansvaret for det store Indenrigs- og sundhedsministerium, som var specialdesignet til ham netop med henblik på at lave de reformer af den offentlige sektor, som Venstre ønskede.

5

Som næstformand stod Løkke i 2006 bag udarbejdelsen af Venstres partiprogram, der rensede ud i de mest liberalistiske dele af arvegodset. Han var dog ingenlunde selv hovedarkitekt bag forvandlingen fra et stærkt ideologisk parti til det mere midtersøgende "Det Nye Venstre". Men som udtalt pragmatiker, havde han ingen problemer med, at Venstre politisk søgte ind mod midten.

Løkkes indflydelse i selve regeringen var faktisk begrænset indtil omkring 2006-2007. I mange år blev Løkke til sin store og udtalte frustration reelt holdt ude, når der skulle træffes vigtige strategiske beslutninger, og han blev først sent medlem af regeringens inderkreds med plads i det magtfulde koordinationsudvalg.

"Det var jo, fordi Anders havde den der holdning med, at man ikke bare sådan uden videre kom med i ledelsen. Ikke engang selv om man var næstformand. Det skulle man gøre sig fortjent til," husker en tidligere V-rådgiver.

Løkke brokkede sig i krogene over, at han 'kun' kunne bruges under valgkampe, hvor hans rolle ofte blev at 'at rydde op' efter partifæller, der havde kvajet sig med uheldige udmeldinger i offentligheden. Løkke gik så efterfølgende ud som den, der effektivt og troværdigt skar igennem i disse uheldige sager med, hvad der nu var Venstres holdning.

I foråret 2006 fik Lars Løkke et fristende jobtilbud fra erhvervslivet, der lokkede med en årsløn på tre millioner kroner. Han tog både en snak med familien og Fogh Rasmussen. Konklusionen blev, at Løkke og familien i fællesskab indså, at han var et politisk dyr, som ikke kunne undvære de politiske udfordringer. Mødet med Fogh endte med håndslag på, at Løkke kunne regne med Foghs opbakning den dag, hvor han trak sig, og samtidig fik Løkke et løfte om en mere fremtrædende placering.

Under valgkampen 2007 så man så, at Lars Løkke pludselig fik en langt mere central rolle i Venstres kampagne og endte med at blive Foghs nærmestes rådgiver på bekostning af Claus Hjort Frederiksen. Undervejs slog Fogh det officielt fast, at Løkke var hans efterfølger. Da døde reelt alle spekulationer om, at skatteminister Kristian Jensen var et alternativ. I hvert fald indtil det tidspunkt i foråret 2008, da Løkke rendte ind i heftig kritik på grund af rod med sine gamle bilag.

Pragmatisk reformator

Der hersker almindelig enighed om, at Lars Løkke Rasmussen allerede nu har sat sig varige spor, som det kun er meget få politikere forundt. Kommunal- og strukturreformen, det udvidede frie sygehusvalg, udligningsreformen og senest skattereformen er de største politiske aftaler, som han har stået i spidsen for. Især kommunalreformen fra 2005, der nedlagde amter og sammenlagde kommuner har berørt stort set samtlige borgere og institutioner og vil formentlig blive husket i mere end en generation.

Det var derfor ikke et tilfælde, at Fogh gjorde Løkke til sundheds- og indenrigsminister i 2001 med netop det formål at strømline den offentlige sektor. For Løkke var det ikke bare en almindelig opgave stillet af chefen. Det var et kald, som han både havde skrevet bøger om og søgt praktiseret som byrådspolitiker og amtsborgmester.

Formentlig er Løkke den person på Slotsholmen, medregnet embedsmænd, som ved mest om den offentlige sektor. Han brænder simpelthen for at effektivisere den offentlige sektor. For ham handler det dog ikke om at afvikle den offentlige sektor, men om at få den til at virke bedre. Den skal presses ved hjælp af instrumenter som konkurrenceudsættelse, udbud, benchmarking osv.

Lunken liberal

Løkke beskrives i øvrigt som ret lunken over for liberalistiske ideer, men ændrer gerne standpunkt, hvis han kan overbevises af gode argumenter, mener man i kredsen omkring ham.

Løkke møder da også kritik fra folk som redaktør Ole Birk Olesen fra den borgerlig-liberale netavis 180Grader:

"Jeg opfatter ham ikke som en stor politisk strateg, for jeg synes ikke, at hans reformer har trukket entydigt i en mere liberal retning. Kun fritvalgsordningen på sygehusområdet har været en klar forbedring, mens strukturreformen og udligningsreformen for kommunerne efter min mening har trukket i modsat retning - mod mere forbenede bureaukratiske systemer og mindre konkurrence mellem kommunerne om borgernes gunst. Især hvad angår udligningsreformen har det for mig virket som om, Løkke slet ikke havde noget politisk mål med den, men blot ville sikre sig selv en lettere gang på jorden ved at gøre, hvad der forventedes af ham fra embedsmænd og politiske alliancepartnere."

Løkkes periode som amtsborgmester i Fredensborg blev turbulent. Mest opsigtsvækkende er dog, at de politiske modstanderes heftige kritik af hans ledelse er fortsat med fornyet styrke selv mange år efter, at han forlod amtet.

Løkke blev blandt andet kritiseret for at have efterladt et stort budgetunderskud. Forklaringen på, hvordan det kunne opstå, afhænger selvsagt af, hvem man spørger. Løkkes politiske modstandere påpeger det indlysende, at han som amtsborgmester havde hovedansvaret for, at underskuddet opstod. Omvendt mener Løkke selv, at et flertal bestående af Socialdemokraterne og De Konservative nægtede at medvirke til besparelser, der kunne have lukket hullet.

Endelig har både socialdemokrater og konservative amtsrådsmedlemmer, herunder Hørsholms borgmester Uffe Thorndal, især i de seneste år beskyldt Løkke for at have misbrugt offentlige midler til taxakørsel, vin og andre personlige udgifter i sin amtsborgmesterperiode. På baggrund af to indslag i TV-Avisen, der stillede skarpt på disse forhold, bad i alt otte tidligere amtspolitikere fra fire forskellige partier sidste år Statsforvaltningen om at undersøge Løkkes taxaforbrug som amtsborgmester fra 1998 til 2001. Politikerne mente, at Løkke burde tilbagebetale 150.000 kroner for taxakørsel, der ikke havde relevans for amtet. Imidlertid mente Statsforvaltningen ikke, at der var grundlag for at rejse en tilsynssag om amtskommunens refundering af Løkkes udgifter til taxakørsel.

Bilagene ødelagde image

Sagen udløste andre bilagssager nu fra Løkkes finansministertid. Pludselig skulle befolkningen forholde sig til bilag om casinobesøg, natlige hotelfilm, spiritusindtag og meget andet. Bilagssagerne har siden forfulgt Løkke. De ødelagde hans image hos vælgerbefolkningen, og det bliver han mindet om, hver gang medierne laver popularitetsmålinger. Faktum er, at skulle danskerne vælge deres regeringschef ved et direkte valg, så kunne Løkke aldrig blive statsminister.

Løkke føler selv, at han af pressen er blevet uretfærdigt dømt og efter andre standarder, end andre politikere ville blive dømt efter. Politiske kolleger og modstandere har udtrykt deres sympati over for ham, og hver gang svarer han, "at det skulle de endelig tage og sige til nogle journalister".

Presset på Løkke gik ham på et tidspunkt så hårdt på, at vennerne slog ring om ham og sørgede for, han fik en uges ferie alene med familien i Carl Holsts ferielejlighed på Tenerife.

Det spørgsmål, som alle stiller sig, er, om bilagsagerne vil umuliggøre Løkkes håb om at vinde næste folketingsvalg og bevare regeringsmagten.

"Bilagssagerne hænger jo ved, men han skal nok overkomme det," vurderer TV2's politiske redaktør, Henrik Qvortrup

"I virkeligheden burde han være glad for, at bilagene blev kendt sidste år. Man kan sige, at det var held i uheld, for det havde været meget værre, hvis afsløringerne var kommet, mens han sad på statsministerposten. Og man må håbe for ham, at der ikke ligger en papkasse et eller andet sted med bilag, der ikke tåler dagens lys. For det ville virkelig skabe alvorlige problemer for ham," siger Qvortrup

Det er i øvrigt ikke så meget enkeltbilagenes størrelse i kroner og ører, der er problemet, men måske snarere de bilag, der drejer sig om små beløb, er vurderingen mange steder i det politiske miljø:

"Nogle ser det som en karakterbrist, hvis man som Løkke eksempelvis indleverer bilag i stil med en kop kaffe og en wienerbasse fra Monarch. Havde der i det mindste været tale om en ordentlig middag i embeds medfør, så kunne man forstå det, mens når der er tale om småbilag, så fremstår det for nogle lidt kummerligt," mener Henrik Qvortrup.

6

Hvis man spørger i kredsen omkring Løkke, hvilken retning de tror hans politiske projekt vil gå, så er der meget stor usikkerhed.

"Lars ved det næppe nøjagtigt selv," siger et Venstre-folketingsmedlem. "Han kaster sig ikke ud i det projekt, før han overtager statsministerkontoret. Måske bliver der tale om en lille drejning i retning af noget liberalt, men der bliver ingen revolution. Frit valg, udlicitering og udvikling af den offentlige sektor vil utvivlsomt fylde mere på den politiske dagsorden igen. I begyndelsen - hvilket nok vil sige perioden indtil sommer - vil der næppe ske forandringer, for det bliver vigtigt for Løkke at signalere 'stabilitet' over for vælgerne, så de ikke bliver utrygge."

Ingen spår ændringer af regeringens politik på kerneområder som skat, retspolitik og udlændingepolitikken, da de netop er en meget central del af regeringens politik og selve grundlaget, hvorpå man har bygget sin alliance med Dansk Folkeparti.

Andre spår, at Løkke vil gå hårdere frem end Anders Fogh, når det gælder om at søsætte nye politiske initiativer, for finansministeren har ikke så megen tålmodighed som Fogh.

Forskellen på Fogh og Løkkes tilgang til politik er også til at tage at føle på:

"De er vidt forskellige. Sagt med et glimt i øjet," siger en Venstrepolitiker, der kender Løkke godt. "Fogh ved, hvad han skal lave om 25 år. Sådan er Lars Løkke ikke. Han arbejder bedst under tidspres og tager i øvrigt tingene lidt, som de kommer. I virkeligheden ligner han på det punkt nok de fleste mennesker. I virkeligheden er det snarere Fogh, der skiller sig ud."

"Løkke har en utrolig arbejdskapacitet," lyder vurderingen hos en tidligere Venstre-medarbejder. "Selv midt i en hård valgkamp, hvor Løkke har været tidligt oppe og ude at lave kampagne hele dagen, så er han i stand til at arbejde om aftenen og natten med for at forberede nye politiske oplæg til dagen efter. Han kan helt klart godt lide presset. Det tænder noget hos ham."

Elsker forhandlinger

På Christiansborg er der udbredt respekt for Lars Løkke - ikke mindst for de ganske mange store politiske resultater, som han har forhandlet hjem fortrinsvis med Dansk Folkeparti.

Løkke elsker ligefrem at forhandle.

"Han kan før nogen anden se, hvordan 'kagen skal skæres', hvem der skal have hvad for at blive tilfreds," fortæller en kilde, som har oplevet Løkke i forhandlingssituationer.

Skalaen for en dygtig forhandler har ændret sig med årene. Engang var en dygtig forhandler en politiker, der evnede at forhandle brede forlig med mange partier. VKO har dog siden 2001 stort set kun forhandlet de store reformer og samtlige finanslove hjem alene med Dansk Folkeparti. Alligevel beskrives Lars Løkke som en enestående dygtig forhandler.

Mange steder i oppositionen er indtrykket af Løkkes forhandlingsevner anderledes. Her er oplevelsen gennem årene, at Løkke af vælgertaktiske grunde blot har forhandlet på skrømt med henblik på at få dem smidt dem 'pænt' ud, så han kunne lave aftaler med DF, som det skete eksempelvis med kommunalreformen og med skattereformen. Det er faktisk også påfaldende, at Lars Løkke - når man ser bort fra bankpakke I og II - netop mangler at have lavet et stort bredt forlig hen over midten.

Lars Løkke bliver ofte beskrevet som jovial og folkelig, men det er ikke hele sandheden om ham:

"Jovial? Jo, det er han da, mens man måske sidder og får en pilsner med ham," bemærker en tidligere Venstre-medarbejder. "Men alt det er forsvundet i samme sekund, at han sætter sig til rette i et forhandlingslokale. Så er han sådan en, der kan 'brække armene' på folk, hvis han er hidset tilstrækkeligt op."

Løkke beskrives som "ilter", hvis folk ikke kan følge med, når der forhandles. Tålmodighed er ikke hans stærke side. Derfor skærer han ofte knivskarpt igennem diskussionerne og kan være brutal over for forhandlere, hvis han føler, at nogen forsøger at manipulere eller rende om hjørner med ham. Embedsfolk, der ikke spiller med, risikerer at blive sendt uden for døren.

"Temperament - det har han," siger en partifælle. "Han er på godt og ondt et menneske, der ikke skjuler sine følelser. Du kan altid fornemme klart, om han er i godt humør, og alting kører, eller om humøret er skidt, fordi han slås med nogle problemer. Det er jo ikke ligesom med Anders, som oftest skjuler, hvad han føler. Det er endnu en forandring, som folk skal vende sig til."

Frygtet på Slotsholmen

På Slotsholmen har Løkke ikke det allerbedste ry, når det gælder sin omgang med embedsmændene:

"Han fik et meget skidt navn hos embedsværket, da han for nogle år tilbage i fuld offentlighed og i overværelse af alle medarbejderne en dag overfusede en yngre fuldmægtig i det daværende sundhedsministerium," fortæller en tidligere spindoktor i regeringslejren, som bemærker, at Løkke ofte kan være kort for hovedet og i øvrigt er ekstremt resultatorienteret:

"Han har en kort lunte. Hvis han ikke lige får de svar, som han forventer, så kan han finde på at 'blæse folk ud', som det skete ved den lejlighed, der ikke er enestående," beretter spindoktoren.

Angiveligt bredte historien om episoden sig som ringe i vandet på Slotsholmen og fik den konsekvens, at mange embedsmænd siden undgik at lade sig knytte fortroligt til Løkke, sådan som ministre på hans niveau ellers har brug for.

Venstres næstformand har i perioder heller ikke stået øverst på hitlisten hos Christiansborgs journalister:

"Lars Løkkes forhold til pressekorpset er - i hvert fald blandt de journalister, som jeg kender - notorisk dårligt, og det er helt og aldeles Løkkes egen skyld," siger Ole Birk Olesen, der igennem mange år dækkede Christiansborg for Berlingske Tidende og Ekstra Bladet.

"Enhver journalist, der har prøvet at stille Løkke kritiske spørgsmål på en insisterende facon - dvs. hvor man ikke bare lader sig feje væk af et udenomssvar eller to - har også oplevet ham som en ubehagelig og arrogant person, der forsøger at skræmme spørgeren til at holde inde. Det sker ved at optræde personligt forurettet og intimiderende. Det er måske en facon, der har virket for ham i nordsjællandsk lokalpolitik, hvor journalisterne har været afhængige af ham som en meget central kilde, men over for Christiansborg-journalister, der har andre kilder end ham at gå til, vil det ofte virke endog meget dårligt."

Ifølge Birk Olesen var Løkke i mere end en forstand selv skyld i, at han fik dårlig presseomtale i forbindelse med oprulningen af hans bilagssager:

"Når Løkke således ikke kunne trænge igennem med sine budskaber i bilagssagerne, så skyldtes det primært, at han havde en dårlig sag. Men det spillede også en rolle, at han ikke havde nogen positiv kapital at trække på blandt journalisterne, og at han simpelthen ikke evner at håndtere den slags pressesager, hvor han er massivt i modvind. Hele pressen kan jo ikke tromles ned ved at spille hård banan."

7

Løkke er dog ikke altid en hård banan. Faktisk er han berømmet for sine selskabelige kvaliteter:

"Møder man Lars i sociale sammenhænge, så vil man helst sidde ved hans bord, for der er underholdningen altid størst," siger en mangeårig bekendt. "Efter et par øl, hvor stemningen er blevet god, så er han en mester i at fortælle små, ofte selvironiske anekdoter fra oplevelser, han har haft - og som ikke nødvendigvis stammer fra politik. I alle tilfælde flyver tiden hurtigt i hans selskab."

Finansministeren bliver af sine venner beskrevet som et udpræget følelsesmenneske, der indimellem har det lidt svært med det personlige. Han har imidlertid ingen problemer med at vise sine følelser. Heller ikke offentligt. I forbindelse med begravelsen af partifællen Anders Mølgaard, der i 2001 døde som af kræft som 42-årig, kunne man opleve en både synligt berørt og tårevædet Lars Løkke Rasmussen. Han kan imidlertid også græde i forbindelse med lykkelige begivenheder, som det skete midt under den bryllupstale, Løkke holdt for sin brud.

Finansministeren beskrives desuden som meget omsorgsfuld over for familien og navnlig sine børn.

"Lars er meget tilstedeværende, når han er hjemme. Der er dog nok heller ingen tvivl om, at han har været meget hjemmefra, fordi jobbet har krævet det," forklarer en af Løkkes nære venner.

Lars Løkke er en udpræget netværker, der blandt andet forsøger at vedligeholde forbindelser til 60-70 liberale tænkere, erhvervsfolk, kommunalpolitikere og tidligere embedsmænd. Det sker gennem det såkaldte Havreholm-netværk, hvor Løkke samler sit netværk til orienteringsmøder eller seminarer. Tidligere foregik netværksmøder over to dage på Havreholm Slot i Nordsjælland, men nu er man skiftet til Dansk Arbejdsgiverforenings kursusejendom Egelund ved Hillerød eller hurtige møder af halvanden times varighed på en café i København.

Kampen mod tobakken

I mange år røg Løkke ca. en pakke Prince om dagen. Men lige omkring det tidspunkt, da han begyndte sin karriere i Folketinget, gik han over til udelukkende at ryge pibe ligesom mange ældre mandlige toppolitikere, blandt andre Uffe Ellemann-Jensen. Måske fik det ham til at tage sig lidt ældre ud, så han fik mere pondus. Det var så påfaldende, at han blev drillet med det. Med Uffes afgang var det ikke længere in at ryge i nærheden af chefen. Fogh afskyer tobaksrøg. Løkke forsøgte sig med rygestop et utal af gange. Mens han var sundhedsminister, foregik han heller ikke ligefrem som et godt eksempel. Kritikken verfede han af med et af sine sædvanlige drengede smil og en kæk bemærkning om, at det "kun var indenrigsministeren, der røg ... sundhedsministeren var skam holdt op".

Løkke blev dog heftigt kritiseret, fordi han smøgede den i fuld offentlighed herunder på tv i forbindelse med prins Christians barnedåb. På et tidspunkt gik Løkke over til at ryge orange Kings, der angiveligt ikke skulle give den samme afhængighed, som almindelige cigaretter. Officielt har han været stoppet op til flere gange, men endnu er det ikke lykkedes ham at lægge tobakken endegyldigt på hylden.

Løkke er ikke upåvirket af kritik af hans personlige fremtræden.

"Han er enormt forfængelig. Når pressen har skrevet, at hans tøj sidder dårligt, eller at han har grimme gule tænder, så rammer det Løkke hårdt, og han tager den slags meget nært," siger en ven.

Løkke bliver især efter bilagssagen tillagt en forkærlighed for fadbamser - senest af Informations egen Georg Metz, der for nylig titulerede politikeren, som "Lars Fadbamse". Løkke drikker det meste, men foretrækker faktisk rødvin.

Lars Løkke er ikke kendt for at gå i teatret eller høre opera eller læse franske romaner. Ifølge sin yngre bror Knud Løkke Rasmussen er han dog ikke uden interesse for det finkulturelle:

"Han har ikke tid til det, og det irriterer ham. Lars læser politiske biografier, som jo er pligtlæsning. På ferier vil han slappe af, og så læser han gerne krimier eller ser en film på dvd. Mere højpandet er det ikke."

I sin ungdom var Løkke aktiv spejder, og det hænger ved, fortæller Knud Løkke:

"Han er en spejdersjæl og tager gerne ungerne med til Sverige for at ro i kano og spise Jaka-bov."

Jarl Cordua er uafhængig liberal blogger og har kommenteret politiske nyheder og det politiske spil for talrige medier.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"De mange gode oplevelser med elevdemokrati gav unge Lars smag for mere."
Så er det da underligt at han har været medlem af den regering, som har ydet den største indsats for at afskaffe nærdemokratiet i DK.

Tak for en fremragende beskrivelse af en sand opportunist, uden økonomisk ansvarlighed, nærtagende, og i stand til at sparke nedad når han finder det nødvendigt.
Danmark og danskerne burde bringe en dybfølt tak til Tayyip Erdogan for at han endeligt fik bragt regimet Fogh Rasmussen til ende - måtte der snart komme et folketingsvalg.

mvh. Niels Mosbak

Jarl Cordua:

"VU var i sen-80'erne især optaget af Den Kolde Krigs konflikter. Lars Løkke rejste rundt i Afghanistan som VU-formand for at besøge Mujaheddin-oprørerne, som kæmpede imod de sovjetiske besættelsesstyrker."

Hr. Codura har vist ikke helt fulgt med tiden og udviklingne i udlandet. Lars Løkkes venner i Oprørrne i Afghanistan har for mange år siden skiftet navn til Taleban...

Jarl Cordua:

"Den 25-årige politiker tog derfor direkte til Færøerne for at hilse på sine nye svigerforældre."

Tv-seerne kunne i aftenens nyheder opleve, at man havde valgt at tekste et indslag med statsministerfruen, da man åbenbart mener at hendes måde at tale dansk på kan begrunde et sådant tiltag.

Det er i sandhed en smule pikant med en statsministerfrue med sådanne danskkundskaber, er gift med en mand, der er dybt afhængig af en Pia Kjærsgaard, der som bekendt er den danskeste af alle danskere.

Man kan i sit stille sind undre sig over, hvordan Dansk Folkeparti kan støtte en statsminister, der udviser en sådan ligegyldighed overfor modersmålet og danskheden?

Christian Olesen

Det er interessant at selv Cordua, som helt åbenlyst er forelsket i Lars Løkke Rasmussen heller ikke er i stand til at fremstille manden i et sympatisk lys.

Det mest menneskelige ved Løkke er tilsyneladende, at liderbukken på et tidspunkt lavede en "Jeppe Kofoed" og bollede en ung pige tyk til en VU fest. FLOT!!!!

Efter år med uforsonlig og hævngærrig blokpolitik under Fogh håbede jeg som midtsøgende liberal (libertianer?) på at der ville ske noget nyt ved Foghs afgang, men de hidtidige signaler er at det yderste højresegment styrkes med forfremmelser til bl.a. Klaus L. Frederiksen, Inger Støjberg og (gud bedre det) Peter Christensen. Der er lagt op til mere blokpolitik, mere selvtilstrækkelighed og mere magtfuldkommenhed fra højrefløjen i de kommende år.

Jeg og andre midtsøgendel, som ønsker bredt samarbejde må håbe på et hurtigt valg!

Søren Kristensen

Jeg tror Lars Lykke bliver en driftsikker statsminister for parcelhusDanmark. Det må vi andre så bare lære at leve med. Jeg mener, hvis Helle Thorning ikke kunne klare den ufolkelige og asketiske Fogh, hvordan vil hun så gøre sig forhåbninger om at slå "en mand af folket"? Fogh VAR for meget, Helle ER for lidt. Lykke er hverken eller og dermed lige tilpas. Hvis vi vil, tror jeg sku´ han, efter beskrivelsen, er villig til at give os Danmark tilbage, for at få lov til at blive siddende. Det er ik´ så ring´ endda!

Lennart Kampmann

hmm... Pia K har næppe problemer med personer fra Færøerne.

Oppositionen skal naturligvis altid kræve valg ved enhver lejlighed, ellers er den talentløs. Men den må også finde sig i at den ikke bestemmer hvornår næste gang bliver. Glem ikke at Poul Nyrup ville udnytte 11/9 problematikken gennem et hurtigt valg. Han forregnede sig. Lars Løkke ved at han skal optjene pluspoint på kontoen før han lader vælgerne tale.

Men nu hvor kommunalreform, skattereform og overenskomster ligger godt fast, er der vel tale om en kommende to-tre årig periode, hvor der ikke vil foregå noget som helst. Selv euro-afstemning ser ud til at være blæst langt væk.

med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

"hmm... Pia K har næppe problemer med personer fra Færøerne."

Pia Kjærsgarrd har et meget stort ptoblem med personer, der døjer med at beherske et fejlfrit dansk. Derfor er der til den nye indfødsretprøve, tilføjet en danskprøve der er så svær, at et forsøg har vist mange gymnasieelever døjer med at betstå prøven. Det er en prøve statsministerfruen med al sandsynlighed ikke ville kunne bestå, Lennart Kampmann...

Christian Olesen

Bedømt ud fra de seneste meningsmålinger har VKO så rigeligt brug for begge færøske mandater i folketinget, så Pia's sædvanlige skrigeri om at de nordatlantiske samfund skal klare sig selv forstummer måske for en tid.

Jeg tror gerne at Løkke vil have 2-3 år uden store reformer, hvor han kan går rundt i statsmandshabit og blive lidt mere folkekær inden et valg. Jeg tror dog ikke at han får lov.

Det der kommer til at udløse et valg inden længe vil formodentlig blive, at de danske chikanelove mod udlændige og nydanskere en for en vil blive gennemhullet af EU. Prisen for den næste aftale med "Pia" om implementering af EU domme på udlændinge området vil simpelthen blive for stor. De seneste syv års blokpolitik er kun limet sammen af en klæbrig blanding af diskrimination, marginalisering og chikane. Når klisteren elimeneres falder det hele fra hinanden.

I øvrigt vil VKO helt sikkert IKKE kunne overleve en EU afstemning.

Lennart Kampmann

Per Thomsen
Med fare for at forlade tråden en smule....

Pia K har næppe heller problemer med svensk, norsk eller grønlandsk. Jeg fornemmer hendes problem ikke er knyttet så meget til sproget, som til den kultur/nation man kommer fra. Sproget bliver så en yndet tumleplads. Sidst jeg tjekkede var en svensk, norsk eller færøsk studentereksamen et udemærket adgangsbevis til en dansk læreanstalt.

Men mon ikke hun bliver lunken hvis man kommer med et eksamensbevis fra en koranskole i Lahore?

Som jeg oplever færinger er de generelt mere religiøse end os andre danskere (bemærk jeg skriver os andre danskere, så er der lidt til fortolkeren). Måske endnu mere en fiskerne i Thyborøn.... ;)

Mht. indfødsretsprøven kan jeg ikke se problemet. Jeg kiggede på Jyllandspostens artikel og svarede på alle 40 spørgsmål. Jeg må med skam melde at jeg efter at have brug ca. 4 minutter og 30 sekunder havde en fejl. Jeg troede ikke man skulle sige hvem man er når politiet anholder en. Men man skal altså oplyse navn plus det løse. Lidt som i Geneve-konventionen (Navn, grad, Militærnummer, Fødselsdato og år). Resten var lige i skabet. Hvis man så får tid til at læse op på pensum, skulle man nok kunne klare den.

Min formodning er altså at det handler om sindelag, ikke nationalitet.

med venlig hilsen
Lennart

Heinrich R. Jørgensen

Lennart Kampmann:
"Jeg troede ikke man skulle sige hvem man er når politiet anholder en."

Jeg havde præcis samme fejl (og også den ene). Jeg har ikke fundet hjemmel i Grundloven eller andet steds, der udsiger, at man har pligt til at oplyse det. Men det har du måske fundet?

Lennart Kampmann

Heinrich R. Jørgensen

En sund skepsis er jo en dyd.

Desværre har jeg ikke forfulgt sagen videre. En jurist ville nok være den rette at pudse på opgaven, fremfor en lægmand som jeg.

med venlig hilsen
Lennart

Heinrich R. Jørgensen

Lennart Kampmann:
"En sund skepsis er jo en dyd."

Bestemt :-)

Det er nu ikke fordi spørgsmålet i sig selv nager mig voldsomt, men jeg kan nu godt lide at få en forklaring på hvorfor det officielle svar også skulle være det korrekte.

Lad os håbe en venlig sjæl med den fornødne viden lægger vejen forbi tråden ved lejlighed.

Lennart Kampmann:

"Pia K har næppe heller problemer med svensk, norsk eller grønlandsk."

Når du påstår at der ikke er noget at komme efter, er det så noget du tror eller noget du ved, Kampmann?

Sprog der ikke er danske er udanske og så er den ikke længere jf. Pia Kjærsgaards verdensbillede...

Lennart Kampmann:

"Mht. indfødsretsprøven kan jeg ikke se problemet. Jeg kiggede på Jyllandspostens artikel og svarede på alle 40 spørgsmål."

Problemet er bare at man yderst sjældent er velinformeret når man "har kigget på Jyllandspostens artikel", Kampmann.

Hvad du åbnebart ikke har forstået er, at man skal opfylde en lang række betingelser for at opnå indfødsret herunder en meget skrap prøve i dansk, som statsministerfruen efter alt at dømme ikke ville kunne bestå...

Kære Lennart Kampmann -

Det er korrekt at man har pligt til at oplyse navn, adresse og fødselsdato til politiet - det fremgår af retsplejelovens § 750.
Overtrædelse heraf straffes med bøde.

Med venlig hilsen

Niels Mosbak

Jeg mener bestemt, at Ole Birk (som altid) tager fejl. Alle reformer i det her land har trukket i ultra-liberal retning; danskerne ved det bare ikke endnu.
Lægger man alle reformer sammen, ja så bliver billedet klart. Kommunerne skulle være større, så de kunne udlicitere mere. Grunden til tids-tyranniet i den offentlige sektor handler jo netop om en eneste ting: der skal sættes en konkret pris på hver eneste lille detalje, så også private udbydere kan byde på at løse opgaverne. Netop udbud, bench-marking, konkurrence mm. - hvilket jo har vist sig ikke at virke.

Ganske enkelt fordi Lars Løkke og Venstre ikke aner (eller vil anerkende), at den offentlige sektor ikke er en sømfabrik, der skal konkurrere på et (frit) marked, men netop er præget af en vi-ånd, hvor den private sektor måske mere er præget af en jeg-ånd. Denne vi-ånd hos f.eks. lærerne og syge-plejerskerne er ganske enkelt nødvendigt for at få undervisningen eller behandlingen til at lykkes.

Mht. TV2's indslag (tror jeg det var?) om den færøske statsministerfrue blev det klart sagt, at det var et portræt lavet af det færøske TV, der blev vist. Og indslaget var fra 2008, altså gav det god mening, at hun talte færøsk - især da det først havde været vist i færøsk TV - i 2008. (bare lige for slå det fast igen).

Det interessante er så åbenbart, at hvor Fogh var (for) kontrolleret, er Løkke åbenbart ikke kontrolleret nok jvf. historien med at overfuse en yngre fuld-mægtig, som ikke lige gav ham det svar, han gerne ville have. Og netop den behandling af en embedsmand skal nok komme ham til skade - også når han nu er blevet statsminister.

Mht til liderbukken, så han altså selv ung dengang (25 år) - og han giftede sig med hende, han bollede tyk...

Lennart Kampmann

Tak til Niels Mosbak for venlig oplysning.

Til Per Thomsens fnys over Jyllandsposten er der blot at sige at avisen refererede de 40 spørgsmål der var på prøven til indfødsret. Drik lige en folkepilsner og hold fingeren fra automatsvarknappen.
Det er heller ikke gået op for hr Per Thomsen at statsministerens kone ikke skal aflægge prøven. Det er da kun dejligt at Færøerne på fornemmeste vis bliver repræsenteret af statsministerparret.

Det er en frustrerende tid for mange i Danmark. Jeg forstår. Når skuffelsen har lagt sig, bliver debatten forhåbentlig normal igen.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann:

"Det er heller ikke gået op for hr Per Thomsen at statsministerens kone ikke skal aflægge prøven."

Det har jeg heller aldrig påstået Kampmann. Jeg har blot påpeget det paradoksale i at statsministeren er afhængig af Pia Kjærsgaard, der har fået gennemtrumfet en indfødsretsprøve der er så krævende, at statsminiserfruen ikke ville have en chance for at bestå prøven.

Det må da være meget underligt for en mand i Lars Løkke Rasmussen sutuation, at arbejde sammen med et parti, der ikke bryder sig om mennesker der ikke kan påvise, at deres forfædre har været bosat i Danmark i mindst 20 generationer...

Lennart Kampmann

Per Thomsen

Indfødsretsprøven er ikke så krævende som du gør den.

Men det er vel ligemeget?

med venlig hilsen
Lennart

Christoffer Sørensen

Karsten Åen:

"Alle reformer i det her land har trukket i ultra-liberal retning"

Det lyder godt, det der. Hvad er der så liberalt ved overvågning og brud på grundloven?

Det er en floskel som er med til at udvande liberale værdier.

"hvor den private sektor måske mere er præget af en jeg-ånd. Denne vi-ånd hos f.eks. lærerne og syge-plejerskerne er ganske enkelt nødvendigt for at få undervisningen eller behandlingen til at lykkes."

Der er masser af vi-ånd i det private, måske skulle du komme ud og se, hvordan det foregår?

Dæmoniseringen af det private er ikke til at bære.

Og nej, jeg går ikke ind for kontrol. Kontrolfreaken Fogh er nu gået af, og forhåbentligt kan vi vende tilbage til normale tilstande.

Ultra-liberalt sker der det, at alle reformer tilgodeser de stærkeste, de rigeste, især hvad angår økonomien. Overvågning, tjah, jeg ved ikke om det kan kaldes liberalt at gå ind for mere overvågning. Mon ikke politikerne mener, at de også er valgt for at få os til at føle os trygge; derfor går de ind for (øget) overvågning.

Når jeg taler om vi-ånd kontra jeg-ånd hænger det ganske enkelt sammen med at i den private sektor er man vamt til at konkurrere med hinanden om at levere den bedste kvalitet for færrest muligst penge, også indenfor det enkelte firma. Man kan ganske enkelt ikke overføre dette til en skole eller et sygehus, hvor alle er afhængige af hinanden. Og hvis jeg får en god ide, ja så deler jeg den med mine lærer-kolleger. I det private gør man det vist ikke så meget. Her drejer det sig om at vise chefen, at man(d) har den gode ide, så man kan blive forfremmet.

Og jeg dæmoniserer skam ikke det private; jeg skam godt hvordan det foregår. Jeg er nemlig ud af gammel fabrikantslægt....

Lennart Kampmann:

"Indfoedstesproeven er ikke saa kraevende som du goer den."

Den danskproeve, som er en del af indfoedsretsproeven er saa skrap at statsministerfruen ikke ville have den mindste chance for at bestaa

Karsten Aaen:

Mht. TV2's indslag (tror jeg det var?) om den færøske statsministerfrue blev det klart sagt, at det var et portræt lavet af det færøske TV, der blev vist. Og indslaget var fra 2008, altså gav det god mening, at hun talte færøsk - især da det først havde været vist i færøsk TV - i 2008."

Ikke for noget, men det indslag vi andre diskuterer er det, hvor statsministerfruen blev interviewet paa dansk, og svarede paa dansk, paa en saadan maade, at man havde valgt at tekste hendes svar...

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Den nye statsministerfrue taler dansk som dronningen, det kræver også tekstning ind imellem. Derfor!

Er du emigreret Thomsen, til et tastatur uden æ, ø og å?