Læsetid: 7 min.

Værdiministeren, der ikke tør bruge sin magt

Biskopembedet er en af landets tungeste værdipolitiske poster, men kun hvis biskoppen tør bruge sin åndelige magt. I øjeblikket buldrer bispevalgkampen hen over det københavnske stift, og selv om de seks kandidater tilsyneladende er enige om det meste, er valgkampen begyndt at spidse til. Det er kampen om folkekirkens mest grundlæggende værdier
Kraft. Selvom der hverken følger juridisk eller anden formel indflydelse med at være biskop i København har biskoppen stor indflydelse - ikke mindst på deabatten i samfundet. Men det forudsætter, at biskoppen forstår at udnytte mulighederne.

Kraft. Selvom der hverken følger juridisk eller anden formel indflydelse med at være biskop i København har biskoppen stor indflydelse - ikke mindst på deabatten i samfundet. Men det forudsætter, at biskoppen forstår at udnytte mulighederne.

Brian Bergmann

25. april 2009

Den københavnske biskop har ingen magt. Juridisk, sakralt eller for den sags skyld reelt. Biskoppen har ikke magt til at hyre eller fyre præster, taler ikke med nogen særlig fælles stemme for folkekirken, står ikke over resten af landets biskopper og opererer i præcis den samme lovgivning som resten af Danmark. Biskoppen er blot en administrator; en tilsynsmand og ordensmand for sit stift. Og i København, hvor mindre end halvdelen af indbyggerne er medlem af folkekirken, kan det synes som en overkommelig opgave.

Alligevel er bispesædet i hovedstaden en af landets mest magtfulde poster. Magten ligger bare ikke i jura eller administration, men i symbolet, og vælger biskoppen at bruge sin magt, kan denne præge en værdidebat med en stemme, der vejer tungere end statsministerens.

"Som biskop har man en helt enorm symbolsk magt - både internt og eksternt. En magt, der er meget større, end biskopperne selv er klar over," siger teolog Camilla Sløk, der er forsker i kirkeledelese på CBS. Lektor på Københavns Teologiske Fakultet Hans Raun Iversen giver hende ret.

"Biskoppen har ritualmagten, og inden for den ligger en masse muligheder for at føre symbolpolitik," siger han.

"Desuden har et øget fokus på religion sendt dem ind i centrum af den offentlige debat og skabt et fokus på biskopperne, vi aldrig har set i moderne tid. Og så har vi jo haft en række biskopper, der har været blændende kommunikatorer."

Tilspidsning

I løbet af sommeren afgøres det, hvem der skal afløse Erik Norman Svendsen som hovedstadens biskop, og i denne uge fik stiftets menighedsrådsmedlemmer stemmesedler, til bispevalgets første runde. Det er kun menighedsrådsmedlemmerne, der har stemmeret i bispevalget, så i månedsvis har valgkampen buldret gennem de kristelige medier, sognegårde og konfirmandstuer, og seks kandidater har fundet stillere nok til at komme i betragtning. Kandidaterne er tilsyneladende enige på alle overordnede punkter, men efterhånden som valgdagen nærmer sig, bliver fronterne skarpere og skarpere.

"I starten var valgmøderne ærlig talt ret kedelige," siger Bente Clausen, der har fulgt valgkampen gennem måneder for Kristeligt Dagblad.

"Kandidaterne synes at være enige om det hele, men efterhånden som valgsedlerne er blevet delt ud, er de begyndt at finde hver deres platform."

Selv om Bente Clausen kalder valget helt åbent, er der fire kandidater, der er favoritter til at gå i valgets endelige anden runde, som de to stærkeste går videre til. Det drejer sig om Tine Lindhardt, der er generalsekretær for Bibelselskabet - og gift med Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt; Peter Skov-Jakobsen, der er præst ved Holmens Kirke; domprovst ved Vor Frue Kirke Anders Gadegaard - og Kaj Bollmann, der til daglig er generalsekretær i Kirkefondet og tilknyttet Skt. Petri Kirke i København. Særligt Bollmann har i den seneste uge tiltrukket sig opmærksomhed efter fire stillere fra den kirkelige højrefløj sendte et anbefalingsbrev rundt til sine godt 200 stemmeberettigde støtter i stiftet. Efter en samtale med de fire topkandidater følte højrefløjen sig overbeviste om, at Bollmann "i højere grad end de øvrige kandidater vil udvise et inkluderende frisind over for præster, der reserverer sig ift. gudstjenestefællesskab med kvindelige kolleger, vielse af fraskilte og velsignelse af homoseksuelle parforhold. Både i forbindelse med præsteansættelser og i situationer, hvor disse synspunkter offentligt lægges for had," som det fremgik af brevet.

Den specifikke formulering interesserer lektor i religionsret på Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen. Særlig i spørgsmålet om forholdet til samarbejdet med kvindelige præster er Christoffersen nervøs for, at kirken kan udvikle sig til et retsligt paralleltsamfund.

Realisme i valgkampen

"Det er tilladt for menighedsrådene at vælge præster på baggrund af køn og observans, men de ansatte præster har ingen ret til at nægte samarbejde på grundlag af køn," siger Lisbet Christoffersen.

"Det er ikke i orden retligt set, hvis en præst nægter at medvirke til gudstjenester, hvor andre kvindelige kolleger deltager eller ikke vil give hånd til præsteordinationer. Det kan biskoppen helle ikke tillade, hvis det sker."

Det fremgår ikke af brevet, om Bollmann har tænkt sig at holde hånden over sine kollegaer på højrefløjen; blot at de vurderer, at han i højere grad end de andre kandidater "vil udvise et frisind". Selv mener underskriverne, at Bollmann er det mindste onde, og at de fire præster - hvoraf den ene i øvrigt er kvinde - peger på ham, handler om, at den missionske og højreorienterede del af kirken er underrepræsenteret i det københavnske stift og ikke selv har kunnet stille med en kandidat.

"Vi har forsøgt at være realistiske i den her valgkamp, og der er ingen af de opstillede kandidater, der kan matche vores ønsker," siger Peter Sode Jensen, der er sognepræst i Klemensker på Bornholm og én af de fire underskrivere på anbefalingen.

"Men Kaj Bollmann er blandt dem, der vil kunne tåle overhovedet at debattere med os. Mange af de andre kandidater vil ikke se højrefløjen som andet end tålt i kirken og ikke se det som en rigdom i debatten. Der skal være plads til Loke og Thor, og det har han forstået. Han kendes ved sine rødder og ved, at der er noget, der hedder klassisk teologi."

Mange kandidater

Kaj Bollmann er selv fraskilt og gift igen og vier i øvrigt gerne homoseksuelle par i kirken. Han kendte ikke til anbefalingsbrevet, før det blev sendt ud, og mener ikke, han har forpligtet sig i forhold til nogen fløj - blot at han er villig til at tale med den del af kirken også.

"Modstandere af kvindelige præster vil vi have blandt præsterne, så længe menighedsrådene vælger dem til præstestillinger. Jeg går ind for menighedsrådenes indstillingsret - også når menighedsrådene vælger præster af en anden holdning end min. Et par af mine medkandidater har på valgmøder slået til lyd for direkte at fyre kvindepræstemodstandere. Det er for mig at se et farligt angreb på folkekirkens rummelighed og frisind," forklarer Kaj Bollmann.

Seks kandidater til bispesædet i København er rekordstort for et bispevalg, der traditionelt ikke har talt mere end tre. Derfor vil højrefløjens anbefaling af Kaj Bollmann formentlig automatisk sende ham i anden valgrunde, hvis de godt 200 støtter vælger at følge anbefalingen. Her kan det dog vise sig at blive et problem for Bollmann at være omfavnet af højrefløjen i et stift, der i høj grad er tegnet af grundtvigianere som Tine Lindhardt og mere åbne bibelfortolkninger.

"Københavns stift er ikke et højreorienteret stift, og det kan blive et stort problem for Bollmann, at højrefløjen har omfavnet ham," siger Annika Hvithamar, der er religionsforsker ved Syddansk Universitet.

"København er en grundtvigiansk højborg, så hvis han går offentligt ud og holder hånden over præster, der er imod kvindelige præster og vielser af homoseksuelle og fraskilte, bliver han aldrig valgt."

Københavns biskop er Primus Inter Pares, som det hedder i kirkesproget - den første blandt ligemænd, og selv om det ikke er en nedskrevet lov, positionerer det ham eller hende som øverste myndighed blandt landets andre stifter. Derfor er vedkommende traditionelt set også en anelse mere tilbageholdende i den offentlige debat end landets andre biskopper, forklarer Camilla Sløk.

"Det er svært at være Københavns biskop, fordi det ofte bliver en balancegang i en meget bred folkekirke, som den ser ud på landsplan. Der er det lettere at være en Jan Lindhardt-type, der kan sidde i Roskilde og lidt friere sætte gang i den offentlige debat," siger hun og peger på ham som et eksempel på, hvor stor mulighed biskopper har for at præge værdidebatten.

Det betyder dog ikke, at den københavnske biskop har mindre magt, betoner lektor Hans Raun Iversen og forklarer, at en almindeligt administrativ opgave sagtens kan være tungt ladet med symbolpolitik:

"Så snart staten skal vise, at den har et hjerte, så ringer statsministeren til Københavns Biskop og arrangerer en national gudstjeneste. Det skete efter 11. september, efter flyulykken i Milano og efter Tsunamien," siger Hans Raun Iversen. Her er det alene biskoppen, der står for at invitere, og invitationerne falder i lidt forskellige kategorier:

"Han inviterer alle politikerne. Her sidder de så og synger om kap for at vise statens hjerte. Men han inviterer også en repræsentant fra de andre kirkesamfund og jøderne - men ikke en repræsentant for muslimerne. Det er for mig at se symbolpolitik, så det basker, og den har han den suveræne magt til at udøve, hvis han tør tage den. Han har ritualmagten. I England inviterer man altid alle trossamfund, og den engelske kirke optræder som værtskirke for sådanne arrangementer. Det er en inkluderende kirke og ikke en ekskluderende kirke, og sådan kunne man også anlægge det i Danmark, hvis man turde - selv om Dansk Folkeparti ville få et føl på tværs, hvis de skulle synge salmer sammen en imam."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Artiklen om bispevalget dækker udmærket hovedinteresserne inden for kirken. Hvis man følger lidt med, er man dog godt klar over, hvordan det forholder sig, så på en måde er artiklen ikke så forfærdelig interessant.
Nej, det, der er interessant, er, at bore sig ind til kærnen af tro og magtforhold. Hvad er det dog disse kandidater tror på/ikke tror på? Og hvorfor gjorde man livet surt for Grosbøll og frøs ham ud, når han holdt sig til den helt åbenlyse mainstream-teologi, nemlig at se trosbekendelsen som en række metaforer? Selvfølgelig ved vi godt, at det var ren kirkepolitik - og at hvis man sagde sandheden, ville der blive ballade.
Nå, ikke? Så lav en artikel med disse spørgsmål til kandidaterne om deres tro (og bed dem om at sætte kryds og minus):

Kommer Jesus igen?
Ryger en ateist en tur i helvede? For en kort tid? For bestandigt?
Findes der en personificeret ondskab benævnt djævlen?
Er du en af dem, der ikke mere snakker om helvede? Eksisterer det?
Er dødsriget et sted?
Har vi en sjæl, der går videre til et hinsides?

Det var bare nogle eksempler. Man kan selv fortsætte med resten af trosbekendelsen. Moderne teologer tror jo ikke mere på en gud "derude", men man gør alt for at befolkningen ikke opdager det. Det er denne divergens, der er virkelig interessant, for en stor del af befolkningen tror, at de betaler til en kirke, hvor i hvert fald præsterne tror på det, som de selv har utrolig vanskeligt ved at tro på.

Med biskopvalget er der en chance for at sprede tågerne. Tag og gør det!
Fint eksempel på sammenblanding af religion og samfund sidst i artiklen med Fogh, der ringer til Norman Svendsen.