Nyhed
Læsetid: 4 min.

40 pct. flere fattige børn siden 2001

50.000 danske børn lever i dag i fattigdom - antallet er steget med 40 pct., siden VK-regeringen trådte til, viser ny opgørelse fra AE-rådet. 'Uanstændigt,' lyder det fra Socialdemokraterne, men Socialministeren anerkender ikke definitionen af fattigdom
Indland
7. maj 2009

I dag skal socialminister Karen Ellemann (V) og beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) på et samråd i Folketinget redegøre for deres holdning til, at den relative fattigdom i Danmark er steget. Med sig får oppositionen nyt skyts i form af en opgørelse fra AE-rådet. Den viser, at mellem 45.000 og 50.000 børn lever i relativ fattigdom. Det svarer til en stigning på 40 procent siden 2001 påpeger rådets direktør, Lars Andersen.

"Det er meget nedslående, at der bliver flere og flere børn, der lever i fattigdom - det er den værst tænkelige start på tilværelsen," siger han og peger på, at disse børn måske nok får mad, men at de vokser op uden samme muligheder som deres kammerater i forhold til at komme på ferie, få nyt tøj eller en computer.

Formand for Rådet for socialt udsatte, Preben Brandt betoner, at fattigdommen går i arv:

"Og de børn, der vokser op i familier, hvor der ud over fattigdom er psykosociale problemer, er virkelig ilde stedt," siger han.

Haldor Topsøe siger fra

Ifølge Preben Brandt er især børn, der vokser op hos forældre, som igennem flere år har været på starthjælp eller nedsat kontanthjælp, hårdt ramt.

"Man kan udlægge det som om, at voksne, der igennem længere tid har været på en fattigdomsydelse, er benhårde modstandere af at tage et arbejde, men så taler man mod sund fornuft og bedre vidende. Det er folk, der har store problemer, og deres børn betaler en meget høj pris - og det gør samfundet på sigt også," siger han og henviser til den øgede risiko for, at børn, der vokser op i fattigdom, kommer ud i sociale problemer med småkriminalitet og manglende uddannelse.

Debatten om den stigende fattigdom i Danmark har nu også fået flere erhvervsfolk op af stolen. Således langede grundlægger af forskningsvirksomheden Haldor Topsøe A/S, ud efter erhvervsliv og regeringen i søndagens Berlingske Tidende:

"Hvordan pokker er det muligt, at vi her i dette rige land har børn, der er nødlidende. Vi kan ikke være det bekendt. Sådan var situationen i 20'erne og 30'erne, hvor man oplevede fattigdom og barskhed i et omfang, man ikke forestiller sig i dag. Sådan skal det ikke være nu," sagde Haldor Topsøe.

Preben Brandt ser statistikken som udtryk for en kynisme i samfundet:

"Disse forhold er hverken skabt af naturen, skæbnen eller Vorherre, men af politiske beslutninger og holdninger hos borgerne. Vi kan ikke være det bekendt, og bør ikke affinde os med det," siger han.

S: Vi taber en årgang

Socialdemokraternes socialordfører, Mette Frederiksen peger som Brandt på, at fattigdommen ofte nedarves.

"Børn, der vokser op i fattigdom har større risiko for at opleve andre sociale problemer. Derfor risikerer vi at tabe nærmest en børneårgang på gulvet," siger hun.

Men socialminister Karen Ellemann vil ikke forholde sig til AE-rådets tal, for hun er ikke enig i præmissen:

"Som socialminister ser jeg på fattigdom som et større overordnet begreb, der ikke kun omhandler, hvad man har af indkomst, men fattigdom skyldes også social fattigdom, kulturel fattigdom - altså evnen til ikke at magte de muligheder, samfundet giver," siger ministeren og tilføjer:

"Diskussionen er for ensidig. Men at der er børn, der er udsatte i Danmark, er jeg dybt optaget af. Der, synes jeg, vi gøre meget for at forebygge og sætte ind," siger hun og peger på fritidspas til børnene og vejledning til forældre, der ikke har styr på økonomien.

Men tilbud om økonomisk rådgivning giver Mette Frederiksen ikke meget for:

"Hvis man er ramt af starthjælp, loft over kontanthjælp eller 450-timers regel, så er der ingen penge at administrere," siger hun og anklager regeringen for at løbe fra ansvaret:

"Den placerer altid ansvaret hos andre. Hvis ikke det er forældrenes skyld, så er det kommunens eller de kriminelles. Det er både uanstændigt at fralægge sig ansvaret og uacceptabelt at se til, mens uligheden stiger," siger Mette Frederiksen.

Det afviser Karen Ellemann: "Jeg anerkender, at man godt kan være økonomisk fattig, men det er forfejlet kun at ville debattere fattigdom ud fra den definition," siger hun.

I sidste uge lod ministeren i et interview med Jyllands-Posten forstå, at hun har meget vanskeligt ved at forestille sig, at der er danske børn, som går sultne i seng.

"I udgangspunktet siger jeg - og det er vigtigt. Vores fintmaskede velfærdssamfund gør virkelig meget for, at mulighederne for at give sine børn et ordentligt måltid er tilstede," siger Karen Ellemann.

Analysen fra AE-rådet viser også, at der er store kommunale forskelle i antallet af fattige børn. Således lever 8,3 pct. af børn på Langeland i relativ fattigdom, mens Hillerød Kommune 'kun' har 2,4 pct. fattige børn. I København vokser 5.592 børn op i familier, der kan betegnes som fattige, hvilket svarer til, at 6,6 pct. af hovedstadens børn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Karen Ellemann har også lært lektien. Hun udtaler, at regeringen i 2001 overtog en helt nedslidt offentlig sektor, men at det naturligvis tager tid at rette op på det hele, hvilket hun mener regeringen har knoklet for at gøre lige siden.

Hun er lige så fuld af løgn som de øvrige, når hun lyver om Aalborgs gode erfaringer med familier der sættes på gaden.

Thomas Ole Brask Jørgensen

@ Hr. Svend W. Jensen

"Velfærdsydelserne skal gøres indtægtsafhængige, som vi bl.a. fortsat kender det fra folkepensionen."

Prøv at se denne:
http://www.information.dk/186534

Mine og Henrik Wagners indlæg

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Tak for svaret, jeg har forstået, at du mener, at kun de værdig trængende, (hvordan du så vil afgrænse denne gruppe venter jeg spændt på at høre om)der skal have hjælp. Den ordning bliver for øvrigt allerede praktiseret mht. kontanthjælp, hvor folk der har en samlever ingen hjælp kan få og ligeledes heller ikke hvis familien har penge i form af formue i mursten ol. Denne ordning er kommet bag på flere, der ikke havde dagpengeforsikret sig og som er kommet ud i ledighed.
Ligeledes har regeringen og DF indført nogle skrabede ordninger til de svageste grupper i vort samfund. Så i dagens Danmark får de værdig trængende allerede en meget ringe hjælp. Denne skævhed ville jeg hellere rette op på end at gøre den endnu skævere og derved gøre vejen ind på arbejdsmarkedet endnu svære for denne svage og udsatte gruppe.

Der hvor jeg er mest bekymret for udviklingen med kun hjælp til værdig trængende er inden for pleje, pasning, uddannelse og sundhedsvæsnet. Her frygter jeg et rigtigt 2 delt samfund med de skadelige virkninger med tab af en stor restgruppe.
I mine øjne har de lige muligheder til hele befolkningen netop givet Danmark og de øvrige Nordiske lande en plads blandt de rigeste lande.
Ligeledes forstår jeg ikke hvorfor du bliver ved og ved at nævne at Danmark har det højeste skattetryk, når forsikringsordninger og arbejdsgiverbidrag ikke er talt med i OECD ´s opgørelser, hvis disse lægges til så ligger Danmark i mitter gruppen.

Inger Sundsvald

Sagen er jo, at ’systemet’ allerede har defineret hvem der er ”værdigt trængende”. Der er love og regler til den store guldmedalje om hvordan det skal udmøntes og praktiseres, og der er store kontrolforanstaltninger, som skal sikre, at der ikke sker misbrug.

Hvis man er uenig i prioriteringen, kan man stemme ved valgene på nogen som vil forbedre/forringe/indskrænke rettighederne, alt efter temperament og menneskesyn.

JEG mener, at der i høj grad er brug for at forbedre rettighederne for de ”værdigt trængende” - som jo i høj grad er defineret af den lovgivende forsamling.

Måden det gøres på, er bl.a. ved en progressiv skat, og ved at selv de rigeste får noget for pengene, og at ingen skal stå ydmygt med ’hatten i hånden’. For når selv den fattigste har ret til f.eks. uddannelse, lægehjælp og pleje, så kommer det også de rigeste og samfundet til gode i sidste ende, selv om de ikke selv personligt har brug for hjælp. Og hvis ulykken skulle ske for dem, så kan/burde også de være trygge. I det mindste undgår de at falde over eller at blive forstyrret af tiggere og elendige på gaderne.

Jeg kalder det solidaritet, og 40% flere fattige børn siden 2001 harmonerer ikke med mit menneskesyn.

Dorte Sørensen

Inger Sundsvald
Tak for den udlægning.

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Tak for svaret.
Du skriver at du ikke mener at en opdeling efter indtægter vil skabe forringelser. Det er netop det jeg frygter.
Fogh Rasmussen har allerede med DFs stemmer indført love der tillade en sådan opdeling. Fx kan hævnes Strukturreformen, hvis hovedformål var at lette vejen for privat overtagelse af offentlige opgaver. Dette har medført en mængde kontrol og styring så de ansattes arbejdsforhold er blevet ulidelige og har medført en stærk stigning i sygedagene. Ligeledes kan nævnes loven, der tillader fortjeneste ved pasning og pleje samt loven der tillader brugerbetaling for såkaldte ekstraydelser.

Mht. sygekasserne blev de netop erstattet med den statslige sygesikring for at alle skulle have lige muligheder.

Mht. OECDS samligner af skattetrykket ville jeg bare påpege at de ikke holder, når et land som Danmark har mange forsikringsordninger og arbejdsgiver bidrag indeholdt i den samlede skattebetaling . For den enkelte families husholdningsbudget kan det være lige meget om de betaler det over skatte billetten eller om de betaler det til et forsikringsselskab.

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Jeg frygter at sundhedsvæsnet, uddannelserne, pasning og pleje bliver 2 delt til skade for samfundets sammenhængskraft. I de lande der har et sådan system er udgifterne til sundhed mv. heller ikke billigere end i dagens Danmark, så her ser det heller ikke ud til at samfundet kan spare på udgifterne.
Et system hvor de svageste i samfundet får tilbudt et discount udbud og de bedre stillede får tilbudt et system som de kan betale ekstraydelser til vil 2 dele vort ret ensartede samfund og skabe grobund fore mere egoisme.
Ligeledes frygter jeg at kriminaliteten stiger, når håbløsheden breder sig for de svageste grupper. I mine øjne er det bedre at bruge samfundets penge til forebyggelse, udbygning og uddannelse i stedet for at bruge vores fællespenge til straf ol.
Bl.a. derfor behøver en fortsættelse af lige mulighed til alle ikke at blive dyre for samfundet end en omlægning til mere selvbetaling. Ligeledes vil en opdeling til mindre private organisationer også nedbryde de stordrift fordele og viden som de store offentlige organisationer har opbygget.

Dorte Sørensen

Svend W. Jensen
Nej jeg mener ikke ENSHED , men lige muligheder til alle, så må det være op til den enkelte at bruge disse muligheder.. Ligeledes kan jeg ikke genkende elementer af ensretning og totalitaritet . Disse sider ser jeg mere i regeringens og DF omdannelse af det danske samfund. Fogh Rasmussen har med DFs stemmer indført så meget kontrol og styring med vort samfund som ikke tidligere er set i nyere tid. Ligeledes er det da regeringen og DF, der vil ensrette samfundet . Fx deres såkaldte normalisering/nedlæggelse af Christiania, der ellers blev normaliseret først i 1990érne under Schlüter, hvor christianitterne bl.a. fik deres fælles brugsret til området.

Inger Sundsvald

Svend W. Jensen

Ja, det koster at have et anstændigt menneskesyn, hvor det bestemt koster at bringe de fattige børn ud af tilstanden, i stedet for at udvide kredsen med 40%.

Hvis man nu forestillede sig, at staten ikke svinede i den grad med borgernes penge, og betalte 900 mio. for meget til privathospitalerne i et ideologisk korstog, og lader alle borgerne betale for fradragsmulighederne, så kunne der f.eks. have været rettet op på mangt og meget.

Hvis man også forestillede sig at staten fik inddraget skatter og moms fra virksomhederne, f.eks. dem som ustandselig går konkurs og starter forfra, så kunne der måske blive råd til yderligere skattelettelser.

Og så er der jo ministrenes privatforbrug og unddragelse af skattebetaling, for ikke at tale om de multinationale selskabers flytten rundt med overskud til andre lande.

Tænk hvad der ikke kunne være rettet op på i de nedslidte folkeskoler, så forældre som har råd, ikke flytter ungerne til private institutioner. I det hele taget ville også det offentlige hospitalsvæsen være af en helt anden kaliber, hvis ikke de private hospitaler drænede de offentlige for menneskelige og økonomiske ressourcer.

Det er som nævnt et politisk ideologisk spørgsmål, som vi nok ikke bliver enige om. Men det er under lavmålet at beskylde anderledes tænkende for at have ”elementet til ensretning med potentiale til totalitaritet”.

Sider