Læsetid: 5 min.

Afrika-Kommissionen har været bundet på hænder og fødder

Selvpromovering og et prestigeprojekt, styret med hård hånd af Anders Fogh: Så alvorligt kritiserer førende bistandseksperter Foghs Afrika-Kommission, som præsenterer sin rapport i dag. Kommissionen blev lanceret af Fogh som 'den største udviklingspolitiske satsning nogensinde'. Men det har intet hold i virkeligheden, siger eksperterne - og kritikken kommer også fra kommissionens egne rækker
Anders Fogh Rasmussen blev formodentlig inspireret til sin kommission under sin rejse i Afrika i oktober 2005. Rejsen vil især blive husket for, at han mødte pressen i en traditionel lokal mandsturban. Her ses han på samme rejse med Tanzanias præsident, Benjamin Mkapa, (tv.), der nu er medlem af Afrika-Kommissionen. Ved siden af Anders Fogh Rasmussen og fru Anne- Mette står præsidentens kone, Anna.

Anders Fogh Rasmussen blev formodentlig inspireret til sin kommission under sin rejse i Afrika i oktober 2005. Rejsen vil især blive husket for, at han mødte pressen i en traditionel lokal mandsturban. Her ses han på samme rejse med Tanzanias præsident, Benjamin Mkapa, (tv.), der nu er medlem af Afrika-Kommissionen. Ved siden af Anders Fogh Rasmussen og fru Anne- Mette står præsidentens kone, Anna.

Emmanuel Kwitema

6. maj 2009

"Et slag i luften", "promovering af Fogh", "et ideologisk prestigeprojekt." På dagen, hvor Anders Foghs Afrika-Kommission udgiver sin store slutrapport med anbefalinger, rejser seks førende danske bistandseksperter en hård kritik af kommissionen.

Den skulle ifølge Fogh "gøre op med gammel udviklingssocialisme," og være "den største danske udviklingspolitiske satsning nogensinde."

Men Fogh har bundet kommissionen på hænder og fødder, siger kritikerne, som kan findes helt ind i kommissionens egne rækker: Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, er medlem af Afrika-Kommissionen, der har Fogh selv som formand. Friis Bach siger, at Foghs præsentation af kommissionen slet ikke holder vand.

"Det har aldrig været vores opgave at ændre hele måden, man giver bistand på. Vi blev bedt om at løse en meget konkret og specifik opgave, og den har vi forsøgt at løse," siger han.

Prestigeprojekt

Christian Friis Bach henviser til, at anbefalingerne, på Foghs foranledning, udelukkende skulle fokusere på bistand til den private sektor, herunder unge og beskæftigelse. "Vi har bevæget os inden for de rammer, der blev stillet til rådighed. Det er godt, vi kommer med en række konkrete initiativer, men vi har f.eks. ikke prioriteret mellem sundhed og støtte til den private sektor eller set på bredere reformer. Man skal derfor være varsom med at konkludere, at anbefalingerne løser problemerne eller helt kan ændre udviklingsbistanden," erklærer han.

Han stiller sig uforstående over for Foghs markante profilering af kommissionen, som den tidligere statsminister har fået stribevis af prominente personligheder til at deltage i - herunder Verdensbankens direktør og Tanzanias præsident.

Også Lars Løkke Rasmussen har understreget, at Afrika-Kommissionens arbejde skal afspejles i den danske udviklingsbistand. Ligeledes skriver Venstre i deres udviklingsoplæg, at Afrika-Kommissionen "netop har det formål at ændre dansk bistandspraksis."

Men en lang række af landets førende bistandseksperter stiller sig, ligesom Christian Friis Bach, uforstående over for regeringens måde at sælge projektet på.

Cheføkonom i konsulentfirmaet Development Associates Poul Buch-Hansen har arbejdet med bistand de sidste 25 år og lavet en række evalueringer af den danske indsats på området. Han kalder kommissionen for 'Foghs ideologiske prestigeprojekt':

"Der er ikke nogen tvivl om, at det er ideologi fra Foghs side, når han prioriterer bistand til den private sektor som den endelige løsning på fattigdomsproblemet i Afrika. Han har klart benyttet sig af muligheden for at promovere sig selv," siger Poul Buch-Hansen.

Også han er overrasket over de 'store ord,' som kommissionen officielt er blevet præsenteret med.

"De initiativer, som kommissionen kommer med, siger mindre end lidt, og de er slet ikke nye. Set ud fra en fattigdomsorienterende vinkel, er det et slag i luften. Jeg tvivler på, at det batter i forhold til fattigdomsproblemet i Afrika," siger Buch-Hansen og kritiserer, at man tilsyneladende hverken har lavet en analyse af, hvad problemerne eller mulighederne er for at afskaffe fattigdommen.

International prestige

Der hersker ingen tvivl om, at det var Foghs idé, at kommissionens anbefalinger skulle være konkrete og lette at føre ud i livet, vurderer seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) Lars Engberg-Pedersen.

"De skulle kunne implementeres hurtigt og uden større problemer. Man forstår godt statsministerens lyst, men det er ikke det, der er brug for, hvis man kigger på det i et større perspektiv. Anbefalingerne bliver ikke særlig effektive, som verden ser ud nu," siger Engberg-Pedersen og henviser til verdens forskellige kriser inden for økonomi, klima og sundhed. "Kriserne kommer til at skabe flere fattige, og det skal bistanden tage højde for."

Foghs pludselige begejstring for bistand opstod efter en rejse til Afrika sidste år - men Lars Engberg-Pedersen tvivler på dens omfang.

"Selv om han har udvist engagement, er hans indgang til bistand relativt begrænset. Det handlede også om at få lukket politiske huller og profilere ham internationalt."

Han understreger ligeledes, at det ikke har nogen gang på jorden, når Fogh sælger kommissionen som den "største udviklingspolitiske satsning nogensinde":

"Det kan godt være de markedsfører den sådan, men det passer jo ikke. Meget af det, de foreslår, er hverken revolutionerende eller nyt. Og de penge, der er sat af i år, er ikke meget af den samlede bistandskage," siger han og henviser til det beløb på 200 millioner kroner, der er sat af på finansloven i år til at implementere anbefalingerne. I det hele taget er Lars Engberg-Pedersen "forbavset" over, at kommissionens muligheder har været så begrænsede.

Gamle forslag

Det samme er leder af Center for Afrika-studier ved Københavns Universitet, Stig Jensen:

"Afrika-Kommissionen har haft meget lidt spillerum. Det er regeringens ideologiske holdninger, der går igen i Kommissionens anbefalinger. Mange af forslagene virker gamle," siger Stig Jensen og tilføjer:

"Det er interessant, hvor mange af pengene, der ender i Afrika, og hvor mange der ender i andre danske virksomheder."

Det forsikrer Kommissionsmedlem Friis Bach dog ikke kommer til at ske:

"Fokus bliver ikke på det danske erhvervsliv, men på det udenlandske. Der føler jeg mig ganske rolig."

Det beroliger imidlertid ikke centerlederen:

"Et er overordnet politik - noget andet er implementeringen, og hvad der sker i praksis. Man kan sagtens forestille sig, de danske datterselskaber fik del af støtten. Det kunne jeg godt frygte for," siger Stig Jensen.

Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen, mener også kommissionens anbefalinger er oversolgte. Han påpeger, problematikken i Foghs opsigtsvækkende udtalelser:

"Man kigger på et lille område af bistanden (til den private sektor, red.) og siger, nu skal vi indrette fremtidens bistand sådan. Det svarer til, at man kiggede på ældreområdet og sagde, at nu skal al social hjælp gå til de ældre," siger Frans Mikael Jansen og pointerer, at det ville være katastrofalt, hvis hele bistanden blev lavet helt om.

"Kommissionen har haft begrænset mandat at arbejde med. Opgaven var ikke at kigge på hele bistanden - men på unge og beskæftigelse. Det er fint nok, men lad være med at sige, at det rækker længere end det. Det ville være som at spille hasard med folks liv," siger Frans Mikael Jansen.

Steen Folke, seniorforsker på DIIS, udgav fredag, som beskrevet i Information, en evaluering, hvor en del af den danske erhvervssektorbistand mødte skarp kritik.

Heller ikke han er i tvivl om motiverne bag Afrika-Kommissionen:

"Det er åbenlyst, at det fra starten har været den afgående statsministers projekt. Han har kørt kommissionen med hård hånd, og arbejdet har båret præg af mange af hans synspunkter," siger Steen Folke, der heller "ikke begriber" Foghs markante udtalelser om "den største udviklingspolitiske satsning nogensinde".

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra hverken Anders Fogh Rasmussen, statsminister Lars Løkke Rasmussen eller udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Larsen

"Selvpromovering og et prestigeprojekt, styret med hård hånd af Anders Fogh"
Hvad består nyheden i? Er det ikke Anders Fub i en nøddeskal? Ikke andet end varm luft, lige i tidsånden, han burde ind og sidde sammen med vennerne Brixtofte, Riskær og Bagger.

Kurt Svennevig Christensen

Da Fogh lancerede sin Afrika Kommission sidste år, lød der ellers optimistiske røster fra de danske civilsamfunds organisationer - gad vide om det hang sammen med at Fogh var statsminister sidste år!

Nu er han borte og så har han selvfølgelig skyldig i alle ulykker. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om at Fogh er, men det har jeg ikke været et sekund i tvivl om siden 2001.

Men Friis-Bach talte ellers så smukt om og takkede Fogh så varmt for dette vigtige danske initiativ i sin taler til kommissionen. Og det selv om han på sin hjemmeside citerer Fogh for at sige følgende meget nedsættende om de danske civilsamfunds organisationers arbejde, som Fogh kaldte "en gang udviklingssocialisme" og civilsamfundene for "noget abstrakt fluffy noget, som ingenting giver"

Sådan er det jo så meget, men jeg forarges ikke så meget over en Fogh som siger det han mener, som jeg er trist og berørt over den vattethed der har præget det danske civilsamfund og dets topfolk under Fogh.

Torsten Mandal

Især brug for nye, bedre tilpassede, praktiske løsninger i landområder

Mange af de vigtigste, grundlæggende problemer i Afrika prioriteres ikke i initiativerne, selv for de afgrænsede spørgsmål som Fogh fastlagde fokus på fra starten. Som afrikanere fra landet nogle gange siger, er problemet tit man kan ikke klatre op i et træ fra toppen, men mange alligevel prøver.
Selvom initiativerne trods alt kan være nyttige, er der ingen god argumentation for, at de skulle gøre mere nytte en anden moderne bistand som pengene skulle tages fra. Som så ofte før er det specialister i økonomi og politik, der har analyseret og prioriteret for et emne, der har meget at gøre med troper og landområder samt fødevare-, sundheds-, og klima-kriser.
Jeg har uddybet denne kommentar konkret i forhold til de enkelte initiativer på kommisionens hjemmeside:
http://www.africacommission.um.dk/en/menu/Background/Initiatives/

Kurt Svennevig Christensen

Deadline DR2 kl. 22.30 6/5 har en debat mellem udviklingsministeren og MS' generalsekretær Frans Mikael Jansen om denne sag og ministeren forsvarer at bruge 2 mia. bistandskroner i erhvervsstøtte.

Mikael Jansen synes ikke det er nogen god ide fordi det ikke giver nogen garanti for hjælp til de fattige, hvad han jo har 100% ret i, al den stund enhver virksomhed jo skal have profit før de skal hjælpe fattige.

Men ikke mindre end 10 gange understreger ministeren at ønsket kommer fra "Afrika" i og med at Afrika Kommissionen har anbefalet den form. Og mine tæer har endnu ikke rette sig ud.

Enten er Mikael Jansen en alt for flink og rar fyr, eller også er han og MS også syltet ind i regeringens udviklingspolitik i en sådan grad, at han ikke kan sige sandheden til ministeren. Sandheden som er, at det er Fogh og udviklingsministeren som alene har bestemt hvad den kommission skal ende op med.

Hvorfor pokker sagde Mikael Jansen ikke blot, at han ikke giver fem flade øre for ministerens argument at det skulle være efter "afrikanske ønsker" - hvorfor?

Det havde i det mindste reduceret antallet af ministeren utilslørede løgne den aften i Deadline.

Steen Rasmussen

Deadline 22.30 6/5 DR 2

Udviklingsministeren fil lov til at fremstille hendes, Foghs og dansk erhvervslivs ønske om at 2 milliarder af 3 milliarder kroners afrikansk ulandshjælp hurtigst muligt blev konverteret om til krisehjælp til mellemstore danske virksomheder, som om hendes, Foghs og dansk erhvervslivs ønsker var udtryk for "Afrikas vilje". Hun sagde i DR 2 udsendelse, at hun havde lyttet til "Afrikas stemme", at kommissionens udspil netop afspejlede ”Afrikas stemme” med sine generelle anbefalinger om ændringer i fordelingen af den samlede bistand til kontinentet.

Man skulle have haft den relevante viden om kommissionens mandat i baghovedet, da man så udsendelsen. For hun hørte ikke andet end sin egen, Anders Foghs og dansk erhvervslivs stemme.

At hun fik lov til at sige, hvad hun gjorde, at hun fik lov til at fremstille kommissionens stærkt manipulerede arbejde som en anbefaling om at flytte gigantiske beløb fra de helt basale opgaver omkring sundhed, uddannelse, infrastruktur m. m. over i noget, hvor de danske firmaer kan være med, det er udtryk for så manipulerende og stupid form for propaganda, og så let genkendeligt udtryk for de sejrende socialdarwinisters selvforståelse og udlægninger af verdens sande tilstand, at der er grund til at grimmes. DRs medarbejder og Mellemfolkeligt Samvirkes mand svigtede også i situationen, på en måde så de kun kan beskrives som del af samme elendighed.

Det var professionel manipulation, løgn og italesættelse når det er værst. Så let gennemskueligt og usympatisk udtryk for snævre danske interesser, så man kun kan undre sig over at Mellemfolkeligt Samvirkes mand ikke er i stand til at gøre mere ud af det i situationen, end han gjorde.

Det kan kun forklares med at han også lever af den hånd han i den givne situation skulle have