Læsetid: 4 min.

Danida fortsætter fejlslagent u-landsprogram

Trods årelang kritik af Danidas bistandsprogram til den private sektor, bliver programmet fastholdt og udvidet. I dag modtager danske virksomheder stadig en stor del af bistandskronerne, og det er problematisk, fastslår eksperter
Danidas bistandsprojekter går for ofte til danske lønninger og for sjældent til de fattige. Her er det en kvinde, der sorterer affald på en losseplads i et renovationsprojekt støttet af Danida.

Danidas bistandsprojekter går for ofte til danske lønninger og for sjældent til de fattige. Her er det en kvinde, der sorterer affald på en losseplads i et renovationsprojekt støttet af Danida.

19. maj 2009

Der er én ting i dansk udviklingsbistand, man ikke skal pille ved: Bistanden til den private sektor. Godt nok skiftede Danidas privatsektorprogram navn til 'Business to Business' (B2B) i 2006 efter flere års kritik af, at programmet hovedsageligt støttede danske virksomheder. Men den dag i dag forgylder programmet stadig store danske virksomheder, siger dansk virksomhedsejer, der selv er med i programmet og har set budgetterne for nogle af Danmarks store virksomheder:

"De har nogle syge lønninger," lyder bedømmelsen.

Nu kritiserer flere eksperter, at bistandsprogrammet ikke sætter en stopper for de gamle problemer.

"Programmet går grundlæggende ud på det samme - det støtter samarbejdet mellem danske og lokale virksomheder i u-landene. Danida bruger stort set de samme virkemidler," siger seniorforsker ved DIIS Steen Folke.

Han fremhæver, at Danida stadig betaler 90 procent af virksomhedernes udgifter i forbindelse med deres samarbejde, selv om erfaringer viser, at bistandskronerne hovedsageligt er gået til danske virksomheder.

Bistand til dansk løn

Det samme siger danske Satoru Inoue, der i fællesskab med sin bror ejer et lille dansk designfirma.

De har søgt om at komme med i programmet, fordi de ønsker støtte til at producere uldtøj i samarbejde med en virksomhed i Bolivia, hvor de er meget opsatte på at skabe udvikling.

I godkendelsesprocessen bad Inoue om at se budgetter for tidligere B2B-samarbejder. Og det forbavsede ham, da han med egne øjne så, at det især var store danske virksomheder, der nød godt af B2B:

"Størstedelen af udgifterne er danske, for de danske virksomheder har heftige lønninger i forhold dem, de kommer til at samarbejde med," siger Satoru Inoue og fortæller, at han for nylig har set budgetter, hvor hele 30-40 procent af budgettet er gået til den danske partner, mens kun 10 procent var afsat til den lokale partner.

"Og jeg har set eksempler på endnu voldsommere forhold, fordi nogle af de højtstående danske ledere sidder på ekstremt høje lønninger," fortæller Satoru Inoue, der blev forbavset over at se budgetterne, fordi han troede, bistandskronerne skulle hjælpe de fattige virksomheder i u-landene og ikke de danske.

Han tror ikke en meter på garantien om, at Danidas program ikke stadigvæk forgylder de danske virksomheder.

"Det ser jeg ikke nogen steder. Hvis Danida virkelig er villig til at betale 90 procent af virksomhedernes udgifter, så bør pengene anvendes til at dække reelle udgifter og ikke danske virksomheders lønninger."

Chanceløst

Heller ikke Thorkil Casse, lektor på Internationale Udviklingsstudier ved RUC ser nogle væsentlige forskelle på Danidas bistandsprogram før eller efter navneskiftet i 2006.

"Man har ikke taget tilstrækkeligt hensyn til de negative evalueringer, der har været af programmet - man burde have justeret det i højere grad," siger han og kalder programmet 'chanceløst', fordi det stadig er koncentreret om danske og lokale virksomheder.

"Regeringens ideologiske ønske om at fremme den private sektor er ikke nok til at sikre den rigtige udvikling," siger Casse.

Programmet bør kobles på nogle andre komponenter, hvis det skal kunne leve op til målsætningen om at reducere fattigdom, pointerer han. Det gælder især om at benytte sig af arbejdskraften fra folk fra bestemte lokalområder samt at beskatte virksomhedernes eventuelle gevinster.

"Programmet er ikke godt nok i sig selv. Man må sikre sig, at et overskud kommer ind i det statslige system og dernæst genanvendes. Ellers kommer pengene bare i lommerne på folk fra danske og lokale virksomheder," siger han.

Kun viden har flyttet sig

Cheføkonom i konsulentfirmaet Development Associates, Poul Buch-Hansen, har heller ikke stor tiltro til bistandsprogrammet.

"Én ting er, hvad der står i papiret - noget andet er virkeligheden. Jeg er skeptisk," siger han.

Peter Kragelund, adjunkt, ph.d. på Institut for Samfund og Globalisering ved RUC, er en af de eksperter, der sad med i den arbejdsgruppe, der kom med forslag til ændringer af privatsektorprogrammet i 2006.

Også han understreger, at der kun var tale om småændringer af programmet.

"Programmet var meget innovativt i 1993, da det blev lanceret, men sådan vil jeg ikke beskrive det i dag. Der er selvfølgelig sket småændringer, men idéen og måden til, hvordan man vil nå sine mål, er uændret. Det skal ses i lyset af, hvor meget vores viden om privatsektorbistand har flyttet sig de sidste 16 år," siger Kragelund.

Efter at virksomhedsejer Satoru Inoue har set nogle af de store danske virksomheders budgetter, er han ikke i tvivl om, hvad han mener om Danidas håndtering af de danske bistandskroner:

"Danida bruger deres penge forkert," siger han.

Selv om det ændrede privatsektorprogram trådte i kraft i 2006, foreligger der endnu ingen evaluering af det. Der er dog en på trapperne, der blandt andet bedømmer B2B, men Information har ikke fået lov til at se udkastet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danida.

For nylig afviste Ulla Tørnæs en kritisk evaluering af Indiens privatsektor-program med, at de problemer lå i fortiden - men eksperterne fastholder, at problemerne med programmet i vid grad består

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Det er efterhånden ved at blive absurd, at den liberale ånd centreret omkring egennytten, vil være bekendt at gøre ulandsbistanden til et ideologisk korstog på vilkår af at sende støtten til danske virksomheder, fremfor at grundlægge den lokalt i modtagerlandene. Der er åbenbart ingen anstændige bremseklodser for, hvor langt Venstre er 'pirat' til at gå med hensyn til forestillingen om, at man kan tale sig fra befolkningen skepsis, også når en lang række af eksperter kritiserer anliggendet. Det er dermed ved at blive tyndbenet med hensyn til bistandskommisoriet, som det ret beset burde være operationaliseret. Her kan man da roligt overveje, om der ikke er tale om, ikke blot at give til 'vennerne', men også at konvertere til samme over en art kreativ politisk bogføring! Mon vi danskere egentligt er så dumme?...

med venlig hilsen

En anden Social-antropolog...

Per Thomsen

"Trods årelang kritik af Danidas bistandsprogram til den private sektor, bliver programmet fastholdt og udvidet. I dag modtager danske virksomheder stadig en stor del af bistandskronerne, og det er problematisk, fastslår eksperter"

De penge der skulle have været brugt til at hjælpe de fattige mennnekser i Den Tredje Verden, bliver i stedet (mis)brugt til et liberalistisk korstog, der skal promovere danske virksomheder, markedsøkonomi og neoliberalisme.

Det må være det Anders Fogh Rasmussen betegner som "kultur-liberalisme"...

Søren Krog

Dette skal ikke ses om en ubetinget støtte til B2B programmet, men en kritik af, at omdrejningspunktet for artiklens kritik basalt set er misvisende. Det må påpeges, at det, hvis man rådfører sig med den danske ambassade i La Pas hjemmeside, ikke er store danske virksomheder, der i overvejende grad deltager i B2B programmet i Bolivia.

Ligeledes er det forkert at tale om, at støtte midlerne går til den danske virksomhed. Den danske virksomhed og virksomheden i det pågældende udviklingsland etablerer et forretningsmæssigt samarbejde, der vurderes rentabelt og fordelagtigt for begge parter. Et kerne element i det samarbejde er, at vidensniveauet i virksomheden højnes, som en integreret del af de planlagte forretningsaktiviteter. Og det er i den sammenhæng, at der udsendes en dansker til at forestå træningsaktiviteterne i forbindelse hermed. Det er oftest en længerevarende process, der strækker sig over flere år. Og det er de omkostninger, der er forbundet hermed, der udløser støtte. Hvorfor støtten naturligvis kan henføres til danske lønninger. Alene fordi der er tale om et udviklingsprogram, kan det ikke forstås, at det er ren filantropi fra de danske virksomheders side. Og det skal det heller ikke være.

Ofte har de deltagende virksomheder planer om, at starte aktiviteter i udlandet, inden de starter med et Danida støttet foretagende. Derfor virker B2B programmet som en tunge på vægtskålen for at vælge et af program samarbejdslandene fremfor mere åbentlyse valg.
Dette argument svækker også kritikken af, at der til tider gives støtte til større danske virksomheder, idet de vel også kan medvirke til udviklingen i det pågældende land, men naturligvis også har brug for økonomisk incitament til at vælge et land, hvor etablering og drift ville have været mere omkostningsfyldt, hvis B2B programmet ikke havde eksisteret.

Lektor Thorkil Casse udtaler, at programmet bør kobles på nogle andre komponenter, hvis det skal kunne leve op til målsætningen om at reducere fattigdom, pointerer han.
Det er også tilfældet. Danidas fokus på god regeringsførelse og institutionsopbygning skal ses som en erkendelse af, at blind støtte til den private sektor ikke er effektiv, såfremt der ikke eksisterer et regeringsapparat, hvor afledte effekter heraf kan kanaliseres ud i samfundet.

Man kan i stedet spørge sig selv om, hvorfor det udelukkende er danske virksomheder, der kan indgå i samarbejdet med virksomheder i udviklingslandene? Såfremt man fastholder, at B2B programmets målsætning er, at fremme udviklingen i de lande programmet eksisterer, burde der vel ikke være noget i vejen for, at et samarbejde med en ikke dansk virksomhed kan finde sted. Derved kan man med rette også forvent, at lønomkostningerne i mange tilfælde vil være lavere.

Ligeledes mangler B2B programmet som helhed en nærmere præcisering af, hvilke kompetencer de individuelle programlande kan tilbyde og hvor der gennem programmet er mulighed for at udvikle nationale kerne industrier. Det eksisterer på nuværende tidspunkt kun i ringe grad, men kunne have en positiv effekt på en mere målrettet national industriel udviklingspolitik. Hermed ikke sagt, at der ikke samtidig bør fokuseres bredt. Det er nemlig nødvendigt, da et af udviklingshjulene bag øget privat forretningsaktivitet, er øget eksport. Hvorfor det er vigtigt, at have kompetencer til at kunne eksportere bredere end 3% af de 1800 kategorier bag SITC standarderne.

Mvh Søren

Per Thomsen

Søren Krog:

"Ligeledes er det forkert at tale om, at støtte midlerne går til den danske virksomhed. Den danske virksomhed og virksomheden i det pågældende udviklingsland etablerer et forretningsmæssigt samarbejde, der vurderes rentabelt og fordelagtigt for begge parter."

Når danske virksomheder for midler til at "etablere et foretningsmæssigt samarbejde", så er det statsstøtte til dansk ehvervsliv. Støtte til det danske erhvervsliv er ikke hjælp til de fattige mennesker i Den Tredje Verden, men derimod støtte til det det danske erhvervsliv....

Lotte Folke Kaarsholm

Kære Søren Krog, tak for dine gode kommentarer. Vi er meget interesseret i at høre om erfaringer med privatsektor- og B2B-programmerne.
Nogle af de ting, du fremfører, er diskuteret i nogle af de tidligere artikler i serien. Blandt andet om den nylige evaluering af programmet i Indien, hvor det i høj grad var de store danske virksomheder, der fik glæde af pengene.
http://www.information.dk/189844
vh Lotte Folke, international redaktør

Karsten Aaen

Hvorfor skal danske (store) virksomheder havde (skjult?) stats-støtte til at etablere sig i udlandet?
Og ja, lønningerne til danske medarbejdere i udlandet er sat efter danske overenskomster; andet vil vil også være både ulogisk og måske en smule dumt? Og ja, netop derfor er lønningerne meget over det lokale niveau i f.eks. Bolivia eller Indien.

I 1960erne og i 1970erne prøvede man skam også dette her; det virkede bare ikke. Der kom ingen udvikling ud af det der, hvor der skulle ske udvikling.
I stedet for blev danske virksomheder etableret i det vi dengang kaldte for U-lande, de tjente en masse penge på at eksportere de varer, som U-landene (med dansk hjælp) havde fået støtte til at producere...

Og derfor gik man bort fra dette...

Søren Krog

Til Per Thomsen:

Ja, det er støtte til dansk erhvervsliv i den betydning, at der gives støtte til et forretningsmæssigt samarbejde, oftest i form af en selvstændig virksomhed, i det pågældende udviklingsland, som en dansk virksomhed er medejer af. Men man kan ikke tale om, at størstedelen af pengene går til den danske virksomhed. Det kan man ikke, da der iflg. programmets retningslinier ikke gives støtte til hverken den danske partner eller partneren i samarbejdslandet, men til det foretagende de to partnere har besluttet sig for at etablere. Og her igennem er det hensigten, at begge virksomheder skal have fortjeneste.

Og det er netop hele grundtanken bag B2B programmet, at det er den økonomiske aktivitet i privat regi, der hjælper et land til økonomisk udvikling. Gevinsterne herved bør være åbenlyse.
Man har derfor valgt, at anvende udviklingsmidler til at fremme og igangsætte udviklingen af den private sektor. Og derfor kan man ikke konkludere, at resultatet af den støtte, ikke kommer fattige mennesker i den tredje verden tilgode, som du skriver.

Tanken om, at udvikling skabes af almisse lignende løsninger, hvor der gives engangs tilskud eller lignende, har jo vist sig at være ineffektiv i langt større udstrækning end privat sektor initiativer.
Og er man af den overbevisning, at privat initiativ er bedre til at skabe udvikling, kan man ikke forkaste grundtanken bag B2B programmet. Det betyder ikke, at B2B programmet er perfekt. Det er det langt fra. Men man bør ikke være forskrækket over, at private virksomheder profitterer af udviklingsarbejdet. Jeg er godt klar over, at det påvirker samvittigheden langt mere positivt, hvis man ved, at støttemidlerne har medvirket til, at bygget 357 brønde og 88 skoler, end hvis man har hjulpet en privat virksomhed. Men da det formodes, at det ikke er aflad, vi køber, er jeg tilhænger af at støtte private initiativer

Til Lotte Folk:

Tak for henvisningen til artiklen om evalueringen af programmet i Indien. Så vidt jeg ved ophørte Indien med at være PSD program samarbejdsland for 10 år siden. Og om landet skulle have været en del af PSD samarbejdet i første omgang, er meget tvivlsomt. Det er det, da Indien havde og har et andet udviklingspotentiale end det typiske samarbejdsland i privat sektor regi, både demografisk og politisk. Derfor er der ikke i samme udstrækning brug for, at anvende midler til, at tiltrække private virksomheder.

Det er forkert at skrive, at danske virksomheder kan få dækket 90% af omkostningerne af danske bistandsmidler. Der gives udelukkende støtte til 1) at finde en forretningspartner. 2) at undersøge hvorvidt projektet vil være profitabelt. 3) træning, viden- og know-how overførsel (Som oftest udstationering) og 4) initiativer til forbedring af vilkår for kvinder samt bedre arbejdsmiljø. Og det er til disse aktiviteter, der gives et tilskud på op til 90% og sammenlagt maksimum 5 mio kr. Derudover afholder partnervirksomhederne - den danske såvel som den indiske - omkostninger til at etablere selve produktionen samt alle andre omkostninger, der ikke er inkluderet i de fire punkter nævnt ovenfor.

I artiklen nævnes det, at de indiske partnere føler, at programmet ikke var til for at hjælpe dem, at de blev bedraget, sat på bænken og udsat for skævvridning. Jeg foranledes til at tror, at der her er tale om udtalelser fra de virksomheder, hvor samarbejdet ikke er gået efter planen. Taler med med danske partnere fra virksomheder, hvor samarbejdet ikke er gået efter planen er de ofte ligeså negative.Oftest på deres tidligere forretningspartner, som de ligeledes mener har bedraget dem, og kun været ude på, at modtage danske udviklingskroner.

Mht. successraten, så er 6 profitable foretagender ikke meget. De 4 der blev danske datterselskaber tæller ikke med, da det nævnes, at det ligger udenfor målsætningerne. Men i en udviklingssammenhæng, kan de 4 vel bidrage med job, skatter og videnopbygning på samme måde, som havde de fortsat været dansk- indisk ejede. Så har man 10 ud af 23, hvilket heller ikke er imponerende. Men selv når internationale virksomheder på egen hånd etablerer internationale partnerskaber, er successraten ikke højere end 40%.

Støtten gennem B2B programmet bør fungere som incitament til at vælge et af de medvirkende program samarbejdslande fremfor et andet, mere oplagt alternativ. I artikelen fremgår det klart, at det ikke har været tilfældet i Indien, da man har støttet allerede etablerede samarbejder og måske samarbejder, der ville være blevet etableret under alle omstændigheder. Det bør ikke være tilfældet. Derfor man kan med rette se på, hvilke success kriterier, der er for dem der administrerer B2B midlerne lokalt. For her er der ikke sammenhæng med målene med B2B programmet generelt.

Jeg ser stadig intet galt i, at det er store danske virksomheder, der modtager støtten, såfremt den er medvirkende til, at de vælger at starte projektet i det pågældende land, og ikke ville have gjort det, hvis støttemuligheden ikke havde været der. Derfor mener jeg ikke, at der bør skelnes mellem store og små virksomheder, men nærmere satses på at afrette programmets mål med målene for de ansvarlige for uddeling af midlerne.
Generelt mener jeg, at incitament problemer er større end de andre i artiklen nævnte problemer. Ligesom incitament problemer er en stor del, af de underliggende årsager til disse.
Derfor mener jeg også, at Steen Folke har ret, når han siger, at der skal være mere at miste for de virksomheder, der deltager i programmet. Det ville skabe større incitament til success i de enkelte virksomheder og derfor programmet generelt.

Mvh Søren

Stanley Opmann

Ulandene betaler tre gange så meget i afdrag på deres "gæld" som de modtager i bidrag fra den vestlige verden.

Per Thomsen

Søren Krog:

"Tanken om, at udvikling skabes af almisse lignende løsninger, hvor der gives engangs tilskud eller lignende, har jo vist sig at være ineffektiv i langt større udstrækning end privat sektor initiativer."

Det er da en fuldstændig håbløs måde at argumentere på.

Man gør det meget let(købt) for sig selv, når man som Søren Krog beskriver situationen, som om der kun findes to halvdårlige løsningsmuligheder man kan vælge imellem, og at man derfor må foretrække den mindst ringe. Det er jo heldigvis ikke sådan, at tingene hænger sammen...

Søren Krog

Til Per Thomsen:

Det har du fuldstændig ret i. Det ville være for let (købt), hvis man tror der kun findes to halvdårlige løsningsmodeller man kan vælge imellem, og at man derfor foretrækker den mindst ringe. Det var heller ikke mit argument.
Argument er for anvendelsen af støtte til den private sektor, som du gav udtryk for, at være modstander af. Og støtten til den private sektor mener jeg er mere effektiv end andre udviklingsinstrumenter. Derfor skrev jeg også i direkte forlængelse af hvad du har citeret ovenfor:

"Og er man af den overbevisning, at privat initiativ er bedre til at skabe udvikling, kan man ikke forkaste grundtanken bag B2B programmet. Det betyder ikke, at B2B programmet er perfekt. Det er det langt fra."

Min indledende kritik gik på, at det man i artiklen kritiserer B2B programmet for, ikke er korrekt. Ikke at B2B programmet ikke bør udsættes for kritik. At der er mange andre punkter i programmet, der trænger til kraftige forbedringer medgiver jeg gerne.

Mvh Søren

Mogens Poulsen

Der er alt for lidt fokus i debatten på, hvad resultaterne har været af Danida’s PSD programstøtte i Indien. Steen Folke’s studie omtaler 23 PSD samarbejder i Indien, hvor det sidste blev godkendt for nøjagtig 10 år siden. De 23 projekter har tilsammen fået 36,8 millioner kroner.
Hvordan er så situationen for de 23 samarbejder i 2009?
• 6 joint ventures er 100% indisk ejet
• 5 joint ventures er 100% dansk eller udenlandsk ejet
• 2 joint ventures er dansk og indisk ejet
• 7 var andre samarbejdsformer, som buy-back og licensproduktion.
• 3 virksomheder er ophørt

Det vil sige, at i 2009 er der 20 indiske virksomheder, der i større eller mindre grad har haft glæde af støtten fra PSD programmet. De 20 virksomheder har fået 33 Mio. kr. i PSD støtte. Det vil sige ca. 90% af støtten.

For at kunne måle effekten af PSD støtten anvendes Danida’s programindikatorer for B2B (afløser for PSD) programmet til at vurdere de samlede resultater for de 20 indiske virksomheder.

Omsætning
Steen Folke angiver ikke, hvor meget omsætningen har været for de 20 indiske virksomheder, men den skønnes at ligge på 300-500 Mio. kr. om året.

Investeringer
De samlede dokumenterede investeringer i de 20 indiske selskaber er på 233 Mio. kr., men de totale investeringerne er meget højere. Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) har investeret 59 Mio. Kr. og de danske firmaer har investeret meget mere, så størstedelen af de 233 Mio. kr. er danske investeringer i Indien. Det må formodes at IFU har haft en meget stor fortjeneste på salg af deres aktier og de har fået store renteindtægter på lånene.
Sandsynligvis er IFU’s fortjeneste større end de 36,8 millioner kroner som PSD programmet har givet i tilskud til de 23 projekter. Da IFU’s fortjeneste i det store og hele går tilbage til de danske skatteydere har PSD støtten til de 23 projekter reelt set ikke kostet de danske skatteydere en krone.

Arbejdspladser
Det skønnes at der er skabt mindst 3.000 jobs i Indien ved udgangen af 2008, som kan relateres til de 20 PSD projekter. Mange jobs er for højt uddannede ingeniører inden for IT og rådgivning.

Miljøforbedringer
Alle produktionsselskaber har fået forbedring af miljø og arbejdsmiljø og nogle af de investeringer har været fra PSD programmet. Det antages at 15 % af Danida støtten er gået til miljøforbedringer.

Teknologitransfer
To projekter indenfor henholdsvis fiberteknologi og pumper var til produkttilpasning til det indiske marked. Det var en komponent, som kunne støttes under PSD programmet og det havde stor betydning for de to projekter. Det samlede PSD tilskud til de 2 projekter var 3,62 Mio. kr.
For mange af projekterne har der været tale om en betydelig overførsel af dansk teknologi til det indiske firma.

På baggrund af ovennævnte er det op til politikere og meningsdannere at vurdere om skatteyderne har fået tilstrækkelig værdi for 36,8 Mio. kr., som PSD programmet bevilgede for over 10 år siden. Reelt set har det dog ikke kostet skatteyderne en krone, fordi IFU har tjent langt over 36,8 Mio. kr., som reelt er gået tilbage til de danske skatteydere. Det er en ”omvendt Robin Hood”, når man tager fra det fattige Indien og giver til det rige Danmark.

Hugo Barlach

Jeg har da kendskab til adskillige virksomheder, hvis samarbejde, også på microvilkår i udviklingslande og -områder, foregår på helt almindelige markedsvilkår. Altså stadig virksomheder som ikke er udvalgt til den omtalte form for direkte erhvervsstøtte. Og som har en større succesrate måske alene på grund af markeds- og konkurrencevilkår. Der er også virksomheder, som uden særstøtte har mindre held med anstrengelserne, så naturligvis er det da praktisk for en række danske virksomheder at få et sikkerhedsnet spændt ud under sig. Men det gør også stadig dette ideologiske markedsfremstød til statsstøtte og ikke udviklingsbistand. Så enkelt er det såmænd...

med venlig hilsen

Per Thomsen

Helt ening med Hugo Barlach.

Hvis man så tager med i betragtning at midler der var afsat til Ulandshjælp, også skal finaciere regeringens stort anlagte prestigeprojekt, den såkaldte klimakonference, så bliver det meget tydeligt, at der er en hensigt.

Meningen er åbenbart, at pengene til Ulandshjælp skal bruges til alt muligt andet end netop Ulandshjælp.

I denne forbindelse fristes man næsten til at begynde at spekulere over, om ikke også Naser Khaders anti-muslimske konference eller Bendt Bendtsens jagtture monstro skulle være helt eller delvist financieret af penge der oprindeligt var øremærket til Udviklingsbistand i den tredje Verden?

Hugo Barlach

Man burde nok også nævne, at samtlige målelige parametre såsom omsætningsstigning, skabelse af lokale arbejdspladser (både her og i udlandet), teknologi-overføring, uddannelsesprogrammer, miljøforbedringer, investeringstiltag og meget mere så absolut også følger i kølvandet på de virksomheder, som på almindelige markedsbetingelser udvider samarbejdet med lande, der har behov for bistand.

Men at dokumentationen herfor ikke fremgår i samme omfang, som i forlængelse af den statsstøtte til danske virksomheder, som Regeringen i liberalismens ånd forsøger ihærdigt og pleonastisk at omskrive til udviklingsbistand.

Det er derfor stadig klart, at den egentlige udviklingsbistand herudenom lider under overførslen af midler fra puljen til støtteformål til særligt udvalgte danske virksomheder. Mon ikke det er dette perspektiv, der i grunden bekymrer eksperterne i forhold til måden, som regeringen forsøger at fremstille anliggendet. Altså at man konverterer puljemidler til andet formål og at artikuleringen heraf halter, såfremt man ikke i udgangspunktet har et positivt forhold til det ideologiske projekt bagved anvendelsen af disse midler. Erhvervsfremme (eller statsstøtte hertil) kan jo umiddelbart have store nagative konsekvenser for de virksomheder, der ikke har Vestre's bevågenhed. Det er der vist en lang række af såvel små som store virjsomheder med base herhjemme, der kan nikke genkendende til...

Mvh