Læsetid: 3 min.

Danidas Styrelse anklages for lukkethed

Hverken dagsordener, referater, pressemøder eller lovpligtige årsberetninger eksisterer hos Danidas Styrelse, der blåstempler udviklingsprogrammer for millioner af bistandskroner. Den manglende indsigt i Styrelsens arbejde, blokerer for, at den danske bistand bliver en del af den politiske debat. Og det er en stor fejl, lyder kritikken
I sidste måned godkende Danidas Styrelse bistandsprojekter for 370 millioner kroner. Selv om det er et stort beløb, der er uddelt, findes der ingen offentlig indsigt i Styrelsens arbejde. Billedet er fra i et Danida-støttet bistandsprojekt i Benin.

I sidste måned godkende Danidas Styrelse bistandsprojekter for 370 millioner kroner. Selv om det er et stort beløb, der er uddelt, findes der ingen offentlig indsigt i Styrelsens arbejde. Billedet er fra i et Danida-støttet bistandsprojekt i Benin.

Jørgen Schytte

30. maj 2009

370 millioner danske bistandskroner. Det er størrelsen på det beløb til bistandsprogrammer og projekter, som Danidas Styrelse godkendte på sit seneste møde i maj. Selv om der er tale om en stor pose penge, findes der hverken referater eller dagsordener på Udenrigsministeriets hjemmeside fra Styrelsens møder, ligesom pressemøder for længst er afskaffet. Og det er yderst problematisk, fastslår flere eksperter.

"Det er en stor fejl, at Styrelsen handler i hemmelighed, fortrolighed og lukkethed. Det kortslutter den politisk debat, og skaber et politisk skyggeteater," lyder den hårde kritik fra international chef for Folkekirkens Nødhjælp, Christian Friis Bach, der fremhæver samme problematik i bogen Idealer og realiteter om dansk bistands historie.

Danidas styrelse for Internationalt Udviklingssamarbejde, i daglig tale Styrelsen, består af ni medlemmer fra erhvervslivet, NGO-foreninger og fagfolk. Styrelsen rådgiver udviklingsministeren og "blåstempler hvert år nye projekter og programmer for millioner af kroner," som det formuleres i ministeriets eget blad, Udvikling.

Også udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) har før udtrykt tillid til, "at Styrelsen samlet vil yde et solidt bidrag til gennemførelsen af dansk udviklingsbistand."

Tilfældig debat

Netop derfor er det yderst problematisk, at Styrelsen ikke orienterer offentligheden om, hvad de foretager sig, fastslår Christian Friis Bach.

Han mener, at Styrelsen blokerer for en åben debat om de store problemstillinger, som udviklingsdebatten står overfor.

I dag er det Styrelsen, Udenrigsudvalget og Finansudvalget, der sammen med ministeriet, beslutter, hvordan de ca. 15 milliarder bistandskroner skal fordeles. Men resten af Folketingets politikere er koblet helt af i den ellers vigtige proces. Politikerne fralægger sig ansvaret for Danmarks bistandspolitik som følge af Styrelsens markante indflydelse:

"Politikerne skyder hver gang ansvaret over på Styrelsen. Derfor bliver bistandsindsatsen hverken mødt med politisk engagement eller ejerskab. Det bliver tilfældigheder, der styrer dansk udviklingsbistand," siger nødhjælpschefen, der finder det problematisk, at politikerne ikke har mulighed for løbende at følge de forskellige debatter i Styrelsen.

Christian Friis Bach understreger, at første skridt på vejen mod et mere åbent system er at gøre dagsordener og referater tilgængelige på ministeriets hjemmeside og samtidig flytte den politiske debat væk fra Styrelsen og i stedet engagerr Folketingets politikere.

Styrelsens lukkethed er kun blevet værre, fremhæver udviklingskonsulent og forfatter til flere bøger om bistand, Knud Vilby:

"Styrelsen er mere lukket end før i tiden, hvor man holdt pressemøde efter hvert styrelsesmøde. Det gør man ikke mere, og det er et problem, fordi Styrelsen har så stor indflydelse på, hvordan de 15 milliarder bistandskroner skal fordeles," pointerer Vilby.

Men der er en hel klar grund til, at der hverken afholdes pressemøder eller findes referater på Udenrigsministeriets hjemmeside, fortæller formand for Styrelsen Klaus Aa. Bustrup:

"Styrelsen har jo mange forskellige opfattelser af, hvordan pengene skal fordeles. Hvis de lå åbent fremme i referater, ville man kunne misbruge kommentarerne. F.eks. kunne pressen have en interesse i at dyrke de forskellige holdninger," forklarer Bustrup.

Som et eksempel på Styrelsens lukkethed fremhæver Knud Vilby, at Styrelsen ikke har fremlagt beretning for Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejdet, selv om det ifølge § 26 i Lov om internationalt udviklingssamarbejde står skrevet sort på hvidt, at Rådet skal "modtage beretning fra Styrelsen."

Ifølge Udenrigsministeriet har Styrelsen ikke aflagt en skriftlig beretning siden 2001. Formanden selv husker ikke, det er sket, så længe han har siddet i Styrelsen - han indtrådte i 1990.

Lov er pjank

Men også her er der en logisk forklaring, forsikrer formanden selv:

"Det er sådan noget pjank. Det er ikke det væsentligste i vores arbejde, så det har vi ikke sådan praktiseret," siger Bustrup og henviser til dengang, hvor formanden for Rådet og Styrelsen oven i købet var den samme person, nemlig Holger Bernt Hansen.

Mens Klaus Aa. Bustrup i dag har overtaget formandsposten for Styrelsen, er Bernt Hansen fortsat formand for Rådet. Også han indrømmer, at Rådet ikke har modtaget en egentlig beretning i adskillige år:

"Vi skal helt tilbage til 1990'erne for en egentlig beretning. Så lovens paragraf svarer nok ikke til realiteternes verden, men vi forsøger da at møde intentionen," siger han og henviser til, at Danida hvert år fremlægger en beretning, og at formanden for Styrelsen, blandt flere andre, taler til Rådets årsmøde. "Men det er da en mere fremadrettet snak," medgiver Bernt Hansen, der ligesom Styrelsesformanden mener, at paragraffen bør fjernes.

Men den tidligere chef for Udenrigsministeriets sektorfaglige tjeneste, Ole Mølgård Andersen, mener, at man bør tage skridtet fuldt ud og nedlægge Styrelsen:

"Styrelsen er overflødig og kræver betydelige administrative ressourcer, som kunne anvendes mere produktivt," siger Mølgård Andersen.

Sektion 2, side 6-7: Folket er udviklingsbistandens store spøgelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hugo Barlach

Jamen, det formeligt vælter jo med skeletter ud af skabet i forhold til Danida og Ulla Tørnæs' Ministerie. Desværre på en tragisk baggrund i forhold til bistandsbevillingerne...

Tak for også denne artikel.

Mogens Poulsen

Jeg synes alt kan findes på Danida's hjemmeside:
http://www.um.dk/da/menu/Udviklingspolitik/OmDanida/Organisation/Styrels....

Jeg faldt f.eks. over følgende:
I Styrelsens bevilling på 20 millioner kroner til 3F’ s arbejde i det sydlige Afrika, som blev godkendt den 27. August 2008, står der i projektdokumentet under ”Væsentlige risikoelementer”:

”Opnåelsen af programmets projektmål forudsætter, at de økonomiske og politiske konjunkturer i samarbejdslandene fortsat vil være gunstige. Endvidere antages det, at den økonomiske vækst i landbruget og specielt i byggeriet fortsætter. Med de stigende råvarepriser og de internationale højkonjunkturer er dette en realistisk antagelse. Det forudsættes endvidere, at det relative gunstige demokratiske klima ikke forringes”

Jeg synes nu ni måneder senere at stigende råvarepriser og højkonjunktur ikke er en så realistisk antagelse.