Læsetid: 7 min.

Vi elsker børnehaver, men det har vi ingen grund til

'Jeg er ikke længere sikker på, at jeg kan anbefale de danske daginstitutioner,' siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer. Forskningen peger på, at børn fungerer dårligere motorisk, sprogligt og socialt. Men forældre har brug for institutionerne og har svært ved at se i øjnene, at de skader deres børn
Svagt. -Jeg har set mange eksempler på børn, hvis behov er blevet overset. Børn, som burde stimuleres på en anden måde. Til gengæld er der faktisk temmelig få eksempler på virkeligt gode pædagogiske interventioner,- siger børnepsykologen Ditte Winther Lindquist om sit feltarbejde i en række daginstitutioner.Arkiv

Svagt. -Jeg har set mange eksempler på børn, hvis behov er blevet overset. Børn, som burde stimuleres på en anden måde. Til gengæld er der faktisk temmelig få eksempler på virkeligt gode pædagogiske interventioner,- siger børnepsykologen Ditte Winther Lindquist om sit feltarbejde i en række daginstitutioner.Arkiv

Kirsten Bille

15. maj 2009

Et dansk barn er et institutionsbarn. Det bliver afleveret klokken otte, har et rum til sine gummistøvler og en kurv til sit skiftetøj, sover til middag klokken halv tolv, er på legepladsen bagefter og bliver hentet omkring klokken 16.

96,5 procent af alle danske tre-fem-årige børn går i børnehave. De fleste går i over 30 timer om ugen, og de fleste har gået der, siden de var omkring tre år. Dermed har de danske børn noget nær verdensrekord i institutionalisering og det er både borgere og politikere godt tilfredse med. Så tilfredse at daginstitutionerne ikke længere bare ses som et pasningstilbud, men også som en nødvendighed for læring og personlighedsudvikling, for slet ikke at tale om et redskab til bedre integration. I går fulgte Århus-borgmesteren Nikolai Wammen (S) op på partifællen Mette Frederiksens forslag fra om at tvinge indvandrerbørn i vuggestue og erklærede, at alle indvandrerbørn i Århus bør begynde i vuggestue af hensyn til deres sprogindlæring og kommende skolegang.

Men hverken forældrenes tilfredshed eller politikernes forhåbninger modsvares af eksperternes vurdering. De er i den grad alarmerede over daginstitutioners betydning for de danske børns udvikling, socialt og mentalt, såvel som sprogligt og motorisk.

"Jeg kan ikke længere stå inde for de danske daginstitutioner," siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer, Dion Sommer, som i starten af 1990'erne beskrev den danske barndom som en dobbeltsocialisering mellem institution og hjem. Dengang vurderede han, at modellen var uproblematisk. Det gør han ikke længere.

"Det har været en stor diskussion i den udviklingspsykologiske forskning om børn tog skade af at blive passet uden for hjemmet, og konklusionen har været relativ entydig: Det er ikke problematisk, så længe visse forhold er til stede, for så indgår daginstitutionen og hjemmet i et harmonisk samspil. Men forholdene er blevet så dårlige i de danske institutioner, at jeg ikke længere er sikker på, at de er gavnlige for børnene," siger Dion Sommer.

Også lektor og børnepsykolog Grethe Krag Müller fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole slår alarm efter at have udført et sammenlignende studie af dagsinstitutionerne i Danmark.

"Børnene overlades i alt for høj grad til sig selv i børnehaverne. Min vurdering er, at det kommer til at gå ud over deres koncentration, deres sproglige udvikling og deres evne til at indgå i sociale relationer. Det er dybt bekymrende."

Sygdom og dårligt sprog

Der er også andre forskere, som synes, at det er værd at diskutere, hvad daginstitutionen betyder for børnenes trivsel.

Speciallæge i socialmedicin Anne Nielsen har studeret sygeligheden blandt små børn og konstaterer, at den er dobbelt så stor blandt børn, som går i vuggestue.

"Næsten 40 pct. af mødrene til vuggestuebørn mellem 1-2 år rapporterede, at barnet havde været sygt inden for de sidste 14 dage. Det er jo en meget høj sygdomsfrekvens, og det kan både hæmme barnets mentale og fysiske udvikling. Gentagne mellemørebetændelser går ud over barnets sprog, og jeg har også en formodning om, at man vil kunne se den meget sygdom slå igennem på børnenes vækstkurver," siger Anne Nielsen, som ikke mener, at man kan komme sygdommene til livs gennem bedre hygiejne, men måske med mere plads og færre børn i vuggestuerne. I øjeblikket har børnehaverne i gennemsnit to kvadratmeter pr. barn. Også bevægelseskonsulent og underviser ved UC Lillebælt, Anne Brodersen, har betænkeligheder. Hun har netop afsluttet et stort forskningsprojekt om børns motoriske færdigheder og har forbløffet måtte konstatere, at børnene bliver dårligere motorisk fungerende fra de er 19 måneder til de er tre år.

"De burde jo ellers blive bedre, når de blev ældre. Men det er et tegn på, at børnene ikke bevæger sig nok i daginstitutionerne. De har ikke plads nok og ikke mulighed for at løbe rundt på egen hånd. Hvis børnene skal udvikle aldersvarende motorik, kræver det målrettet indsats fra både pædagoger og forældre."

Og bedre ser det heller ikke ud med sprog-indlæringen, hvis man spørger lingvistikeren Martha Sif Karrebæk, som har skrevet ph.d om børn med anden etnisk baggrund og deres sprogindlæring i børnehaven.

"Jeg har ikke set på den individuelle sprogudveksling mellem pædagogerne og børnene, for den finder kun sted i et meget lille omfang. I børnehaven lærer børnene sprog af hinanden. Netop derfor skal man heller ikke tro, at tosprogede børn lærer dansk af at komme i børnehave. Det gør de selvfølgelig, men det er et børnedansk, og det er ikke nødvendigvis det samme, som de skal bruge i skolen."

Og børnepsykologen Ditte Winther Lind-quist, som har været på feltarbejde i en række danske daginstitutioner, må konstatere, at forholdene går ud over de svageste børn.

"Jeg har set mange eksempler på børn, hvis behov er blevet overset. Børn, som burde stimuleres på en anden måde. Til gengæld er der faktisk temmelig få eksempler på virkeligt gode pædagogiske interventioner i mit materiale. Pædagogisk arbejde kræver viden, kompetencer og en ro, som der ikke er nok af i institutionerne i dag."

Personlighedsudviklingen

Udviklingspsykologen Dion Sommer bygger sin bekymring på en stor undersøgelse foretaget af den amerikanske sammenslutning af børnelæger. Den fastsatte allerede i 1988 en række nationale standarder for normeringer i de amerikanske daginstitutioner.

"Det er bestemt ikke alle danske kommuner, som overholder de normeringer, og det kan give udafreagerende børn, som har svært ved at styre deres impulsivitet. Jeg har spekuleret meget på, om folkeskolelærernes beskrivelser af, at de har sværere ved at trænge igennem til eleverne, skyldes de dårlige daginstitutioner. I den diskussion bliver det altid gjort til forældrenes skyld, men når børn tilbringer så lang tid i daginstitutioner, foregår børnenes udvikling jo i et samspil mellem den offentlige opdragelse og den private," siger Dion Sommer.

Samme tanke har lektor og børnepsykolog Grethe Kragh-Müller fået efter, at hun i sit sidste videnskabelige arbejde har sammenlignet tre forskellige daginstitutioner. De er forskellige, meget endda, og den forskel gør hende bekymret. Så bekymret, at hun i den sidste tid har påtaget sig ansvaret for at finde en god vuggestue til sine egne børnebørn, for hun har ikke tillid til den gennemsnitlige daginstitution.

"Børn har brug for et tæt samspil med vigtige voksne, hvis de skal kunne indgå i sociale relationer, men det er der simpelthen ikke mulighed for i dagsinstitutioner. I en af de institutioner, som jeg undersøgte, lød det ofte: 'I dag har børnene passet sig selv ude på legepladsen igen', fordi der var sygemeldinger og ingen vikarer, og så havde pædagogerne ikke mulighed for at gå i gang med de planlagte aktiviteter," siger Grethe Kragh-Müller, som er kritisk over for den stigende tendens til at lave store institutioner for at opnå stordriftsfordele.

"Det er muligt, at det er godt for administrationen og vikarbudgettet, men det er dårligt for kontakten til børnene. Relationerne bliver for upersonlige, og det betyder, at der ikke bliver plads til det enkelte barn."

Ingen diskussion

Det undrer antropologen Eva Gulløv, som har forsket i det danske børnehaveliv, at danskerne tilsyneladende har tabt interessen for diskussionen om daginstitutionernes betydning.

"Jo flere børn, som går i institution, jo mindre diskuterer vi konsekvensen af den tidligere institutionalisering. Det gør man i andre lande. I Norge diskuterer man for eksempel højlydt, om det lille barn har brug for stabil fast opmærksomhed. Om børnene får den nødvendige nærhed i daginstitutionen, og hvad det egentlig betyder for barnets udvikling at være i institution. Hele den diskussion har man opgivet i Danmark," siger hun.

I Norge har langt flere kvinder da også fravalgt fuldtidsarbejdet og holder længere barselsorlov, men Dion Sommer er ikke sikker på, at løsningen er den hjemmegående mor.

"Vi har jo også lavet andre undersøgelser af børns trivsel, og de viser tydeligt, at den er meget afhængig af moderens humør. Hvis man går hjemme for barnets skyld, men hellere vil videre med karrieren, så vil det uundgåeligt smitte af på barnet."

Og de fleste danske kvinder vil have et arbejdsliv, de vil have deres børn i daginstitutioner, og de er glade for det tilbud, som de får. Brugertilfredsheden i de danske daginstitutioner er generelt høj, men børnepsykologen Ditte Winther Lindquist mener ikke nødvendigvis, at det afspejler kvaliteten.

"De fleste forældre har jo et stort ønske om, at de gør det bedste og det rigtige for deres børn, og netop derfor er de kun kritiske til en vis grad. Hvem kan forsvare at lade sit barn tilbringe otte timer et sted, som, man synes, er dårligt? Så lader man tvivlen komme institutionen til gode, og det er jo også meget svært for forældrene at finde ud af, hvad der foregår," siger hun og konkluderer:

"Debatten om daginstitutioner har altid været ekstremt ideologisk båret og syltet ind i diskussionen om kvindernes rolle i samfundet. Den har aldrig handlet om, hvad der var det bedste for barnet. I dag er vi endeligt enige om, at kvinderne hører til på arbejdsmarkedet og derfor er diskussionen om, hvad vi byder børnene i de offentlige institutioner, så blevet politisk irrelevant."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • June Beltoft
  • Regsa Nesneffets
  • Ralph Sylvestersen
  • randi christiansen
  • Jens Falkesgaard
  • Lars Jorgensen
Viggo Okholm, June Beltoft, Regsa Nesneffets, Ralph Sylvestersen, randi christiansen, Jens Falkesgaard og Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria Nielsen

Til Svend: Enig. De første år er SÅ afgørende, så det er ganske angstprovokerende som forældre at have så begrænset viden at handle ud fra! Vi ved ikke en dyt om institutionskvalitet - hverken generelt eller komparativt. Man vælger virkelig i blinde, og man fristes til at sige, at dette også gælder politikerne.

Jeg tror, at PISA-panikken har været en medvirkende årsag til at fokus i den danske uddannelsesdebat har været ret ensidigt fokuseret på folkeskole, gymnasiale uddannelser og etniske minoriteter i en tid, hvor andre i stigende grad har fået øje for børns tidlige udvikling. SFI's børnelivs undersøgelser giver os en idé om at børnene føler, at de er glade. PRILS, TIMSS, sprogscreeninger og jordemoder registreringer kan måske være med til fremover også at give os viden om kognitiv udvikling.

Jeg håber ikke, vuggestuen kan erstatte mig, men jeg håber, at den kan supplere mig... Der er jo sikkert nogle steder, hvor jeg kommer til kort.
Til Line Ekander: jeg håber, at du har ret. Hvis vi prioriterer den tid, vi har med vores børn, og spørger ind til deres dag, føler efter om de er glade og handler på vores instinkter, så kan det vel ikke gå helt galt?

Jeg læste en gang, et interview med en nobelpristager i fysik, som adspurgt om, hvordan han blev så god i skolen, svarede, at hans mor hver dag, når han kom hjem spurgte ham, om han havde stillet nogle gode spørgsmål. Gode forældre stiller gode spørgsmål :)

Anni Løndal de Lichtenberg

Man skulle næsten tro, at I forsøgte at blive enige om, hvorvidt mange timer i institution er godt eller skidt.

Det bliver I aldrig enige om, for børnene er forskellige. Forældrene er forskellige og institutionerne er forskellige.

Nogle børn vil trives bedst med at være i institution 20-25 timer o ugen og så være hjemme på gården hos mor eller far resten af tiden. Især fordi mor eller far har det godt med at være sammen med junior.

Andre børn ville ikke trives med at være så meget hjemme, for de kan mærke på mor og far, at mor og far egentlig hellere ville være et andet sted.

Løningen er at lave et samfund, hvor hver familie kan vælge, som det føles mest rigtig for lige netop den familie.

Problemet er, at vi ikke har ret mange institutioner i Danmark, som er velegnet til ophold i 25-45 timer om ugen.

Dem vi har nu er helt ok, for de børn, som kun er der i 20-25 timer.

Altså skal vi have bygget nogle helt nye institutioner, der har døgnåbent og hvor miljøet minder om det der hjemme. Og så skal kvinderne holde op med at fortælle hinanden, hvad der er rigtigst. For der findes ikke noget rigtigst. Hvad der er rigtigt for den ene familie ville muligvis være helt forkert for den anden familie.

Optimalt er, hvis vi også giver de familie, der ønsker, at den ene går hjemme mens børnene er små, mulighed for det. Det koster ca det offentlige 12.000 pr. barn pr. måned, at familierne sender børnene i institution - de penge kunne man jo lade følge barnet.

Marianne Rosenkvist

Nu er jeg pt. på barsel. Og så skal jeg gå alene hele dagen. Min mand skal på arbejde. Tænk om vi kunne dele den barsel. Jeg ville få frisk energi og voksenkontakt og han ville lære sit barn at kende. Men øv, bøv. Det er der ikke råd til. For han tjener mere end dobbelt så meget som mig.

Så luk lige en bestemt legemsdel i mht. at kvinder bare skal tage sig sammen og gå hjemme. Alle mænd som ikke har taget barsel skal tie stille. De ved ikke hvad de taler om. De har ikke gået op og ned ad gulvet med et kollikbarn flere måneder i træk med 4 timers søvn om natten.

Der er ikke ligestilling mt. barsel. Punktum. Og der er ikke ligestilling bag efter, for det er dyrere for en lille familie at lade far gå på nedsat tid eller tage orlov.

Med dumhed kæmper selv guderne forgæves, og det er dumt at udtale sig om at være hjemmegående når man ikke har prøvet det!!!

Anne Schøtt, Moh Abu Khassin og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Line Ekander

@ Anni de Lichtenberg:
se dette link: https://www.borger.dk/Emner/familieboernunge/boern/Boernepasning/Sider/V...
Det er allerede muligt i de fleste kommuner at få tilskud til at passe egne børn. Man bliver ikke rig af det, men det er en løsning, hvis man ønsker det.
Man kan klage over mange ting, men når det kommer til velfærd, har vores samfund altså nogle tilbud, som ikke ses mange andre steder i verden!
Priserne varierer fra kommune til kommune, men som sagt, er det ikke noget man bliver rig af. Træerne vokser ikke ind i himlen :-) Dog er muligheden til stede med økonomisk statslig støtte...

@ Manilla Rasmussen:
Jeres situation ligner vist de fleste andre familiers! Vores inklusiv... Af samme grund har jeg taget hele orloven. Derfor er det så vigtigt for os nu hvor vores søn går i vuggestue at prioritere tiden med ham, når vi begge er hjemme. Han skal mærke, at vi er der!
Og jeg har stået i situationen med et 5 uger for tidligt født barn, med 4,5 mdr. kolik, 2 mdr slem gulsot med dertilhørende behandling, og ja, alle de 'almindelige' problemer, som små børn har, oftest alene... Behovet for at komme ud er stort, men ikke kun for moderen. Omkring 8 mdr. trængte min søn til udfordringer og social samvær og det får han i vuggestuen. Det er uundværlige timer, han har derovre...
Dermed er debatten om kvaliteten LANGT fra slut, for det går virkelig den forkerte vej!

Anni Løndal de Lichtenberg

@Line Ekander: tak, det vidste jeg faktsik ikke. Kiggede lige på Odense ... uhaaa, der er mange krav for at det kan lade sig gøre og det kan max lade sig gøre ét år og det månedlige skattepligtige beløb er på ca. 3.500 FØR skat. Ehhhh, er det et reelt tilbud synes du? Hvorfor lader man ikke pengene følge barnet - også når barnet er hjemme? Det samme beløb, som kommunen sender med det barn, der skal gå i en børnehave uden for kommunens grænse?

Henrik Jensen

Jge kom i tanke om denne diskussion, da jeg i dag læste norske aftenposten.

Citat:

"Jenter som gikk i barnehage på 1970- tallet, har høyere lønn i dag enn sine medsøstre. Tid i barnehage bidrar også til mindre lønnsforskjell mellom kjønnene i voksen alder, mener forskere."

http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article3102983.ece

Jeg gad vide, om resultatet ikke ville være det samme i Danmark som i Noreg.

John Vedsegaard

Børnehaver er første skridt i retning af opdeling af befolkningen i forskellige grupper, vi kunne godt bruge noget som samler befolkningen frem for at sprede den.
Det vil naturligvis ikke gøre nogen overflødig, opgaverne vil bare ændre sig.
Jeg forestiller mig noget i retning af fritidscentre hvor alle, uanset alder, har sin gang. Det vil hjælpe alle og al erfaring kan på den måde deles.

Hans Christian Askou

Det er som med holdbarhedsdatoen på animalske fødevarer, som det er på trivslen hos vores poder. Ingen kan længere selv lugte, om der er gået fordærv i skidtet, så derfor skal der tal på bordet. Og gerne nogle, der kan sammenlignes på tværs af ethvert skel, der måtte opstå som resultat af forskellige forventninger og opfattelser af, hvad sådan et lille mennesker skal kunne vokse op og udvikle sig til.
For lige at nævne det med det vilkårlige feltarbejde: Ja, det er vilkårligt Det er jo netop hele pointen, for søren da også. De skal jo netop være med til at afdække KONKRETE VILKÅR, ikke statistiske eller modelbaserede, abstrakte repræsentationer af overordnede systemer. Pædagogisk antropologiske feltstudier i blandt andet daginstitutioner handler jo netop om at påvise en række komplicerede forhold mellem x-antal, modstridende logikker, der på samme tid gør sig gældende, og som vi mennesker på godt og ondt er et (absurt?) socialiseret resultat af. Om det så giver 3, 4 eller 7 ...
Og lige en ting ... Hvor er det skoen trykker, siden flere kan få debatten til at havne i en kritik af old school kønsmønstre? Der er da masser af fædre rundt omkring, der synes, deres børn er det bedste i hele verden og som derfor er ramt er dårlig samvittighed. Personligt, har jeg meget svært ved at se, hvorfor debatten skal drejes over på kødgryderne (Undskyld min indledning med fødevarerne, det var ikke en opfordring!). Det er påfaldende, som det kan provokere en tilsyneladende dårlig samvittighed.

Hans Christian Askou

I øjeblikket florerer et tal på 10.000 timer som udtryk for, at det er denne 'mængde' tid, der skal være brugt på noget, førend man kan siges at være blevet rigtig god til det. Det overføres blandt andre af Niels Egelund, professor ved Danmarks Pædagogisk Universitetsskole, på blandt andet diskussionerne om heldagsskolen som argument herfor. Hvorfor er der ingen, der overfører det til det at skulle lære at være forældre? Hvis man nu regner lidt på det hele, hvad kunne et sådant tal da komme op på? Altså ude i 'virkeligheden'. Og må man gerne lægge tallene for sine flere børn sammen eller skal det regnes mere spidsfindigt ud? Og er det overhovedet vigtigt, at vi bliver gode forældre?

Hans Christian Askou

@ Anni Løndal de Lichtenberg

"Optimalt er, hvis vi også giver de familie, der ønsker, at den ene går hjemme mens børnene er små, mulighed for det. Det koster ca det offentlige 12.000 pr. barn pr. måned, at familierne sender børnene i institution - de penge kunne man jo lade følge barnet."

Det rationale florerer ligeledes, at pengene skal følge 'barnet', men det er så desværre ikke blevet praktiseret lige så gnidningsfrit, som vi sikkert begge gerne ville have det. Tværtimod synes det i et vist omfang at have været et grundlag for at indføre 'markedsbetingelser' institutionerne imellem, med de såvel positive som negative konsekvenser til følge (humanistisk sludder, maybe). Om ikke andet, så har det tidligere været foreslået fra højrefløjen, VKO, at det nuværende solidariske princip med at man betaler for fulde pladser skulle afskaffes, og der i stedet skulle laves forbrugsbaserede udregning for en ex. vuggestueplads. Det appellerede jo ganske fint til deres kernevælgere, som har resurserne (kønsrelaterede lønforskelle mand og kone imellem?) til at kunne skære kraftigt ned på de timer, deres pode er i institution. Med tanke på de rationaliseringsmekanismer, der fra samme side (både 'system' og dets tilhængere) gerne tilsluttes, så kunne man sagtens forestille sig, at det enten ville gøre det meget dyrere for forældrene til de børn, der har behov (ikke deres eget!) for at være mange timer i institution med uheldige spiraller som konsekvens, eller at der bliver rationaliseret yderligere på baggrund af undersøgelser der viser, at der jo alligevel ikke er behov for så mange 'mandetimer', da det konkrete behov nu netop kan påvises at være nedadgående. Overdrev, mit eller ...?

Linda hansen

jesper kjær
15. maj, 2009 - 05:36 #

"Problemet er meget større end folk går og tror. Jeg har selv arbejdet i daginstitution i næsten 8 år (pædagog), og jeg holdt op på grund af forholdene. Ikke alene de økonomiske, men også mine kollegers uvilje imod at tænke uden for rammen. Alt for ofte er det de ansattes ønsker der kommer i første række - og jeg har mødt adskillige pædagoger der vitterligt aldrig skulle have været pædagoger. Et godt eksempel er manges tilbøjelighed til at realisere deres egen kæphest - det de så i virksomhedsplanen kalder den pædagogiske linie, istedet for at se hvad der gavner børnene.
Bevares - der er ildsjæle rundt omkring, men der er langt imellem dem."

Ogsaa jeg har arbejdet i boernehave i mange aar som paedagog, og jeg hold ogsaa op pga forholdene. Jeg har oplevet baade gode og daarlige boernehaver. Der er stor forskel, men nogen er der altsaa der haenger gevaldig i for at give boernene gode forhold, men med nedskaeringeringer er det umuligt!

En stor grund for mig til at give op efter mange aars kamp var at vi ikke kunne faa foraeldrene involveret, ligegyldigt hvor meget vi hold moeder med dem (hvis de kom) og forsoegte at forklare.

Uden foraeldrene kan man ikke forandre noget, det indsaag jeg tilsidst. Vi tabte loen for at aktionere for ungerne, og fik aldrig andre end brok og beklagelser fra foraeldrene, men nogle faa ekseptionelle undtagelser.

"Jeg var selv så heldig at mine forældre lod mig blive nøglebarn som 5 årig - især biblioteket og ikke mindst vestvolden i Brøndby blev min legeplads sammen med andre der var i samme heldige situation. I dag er gaderne, skoven og legepladserne stille i dagtimerne - for børnene afsoner forældrenes misforståede beskyttelse og forsigtighed i daginstitutioner og fritidshjem."

Jeg var selv noeglebarn, og jeg hadede det!

Svaret er ikke enten-eller, det er en misforstaaelse. Institutionerne er her for at blive, men det der skal til er kortere arbejdstid for alle, og bedre - meget bedre - institutioner. Det giver boerenene det bedste af begge verdner, og det er efter min mening ogsaa loesningen paa arbedsloesheden.

Linda hansen

Ole Falstoft
15. maj, 2009 - 09:52 #

"Når forældre sender deres spæde børn i vuggestue er det jo ikke for barnets skyld. At tilbringe 6 - 8 timer dagligt borte fra sin far og mor er ikke det bedste for små børn. når de er i den fase af deres udvikling hvor de er ved at skabe tillidsfuld social kontakt med voksne. De vil opleve adskillelsen fra deres far og mor som traumatisk og kontakten med deres forældre lider skade ved hver adskillelse - en skade der heles (delvist i alt fald) ved genforeningen -men man må spørge sig selv om der ikke kan opstå varige følelsesmæssige/adfærdsmæssig skader for børnenes evne til senere i livet at etablere tillidsfuld sociale kontakter. Det er det 'eksperiment' som vi her i Danmark er i gang med og som vi endnu ikke kender udfaldet af."

Det er ikke et eksperiment saa meget som en oekonmsik noedvendighed. Hvilket alternativ har de foraeldre? Alene boligudgifter er een loen for de fleste.

Ole Falstoft

Linda: De to ting udelukker vel ikke hinnanden?
Forældre sætter naturligvis ikke deres børn i vuggestue som et 'eksperiment'
men som du rigtige påpeger af økonomiske årsager. Med udtrykket 'eksperiment' mener jeg blot at de langsigtede psykiske konsekvenser for børnene kendes ikke og det derfor overordnet har præg af et 'eksperiment'. Måske vil man om 30 -40 år vide mere og måske vil man til den tid have en anden holdning til vuggestuer. Jeg ved det ikke.
At forældre ikke har et alternativ til at sætte deres børn i vuggestue køber jeg ikke
For langt de fleste er det et spørgsmål om prioritering.
Hvad synes man er vigtigst?
karrierere med, 'villa, volvo og vovse' eller vil man sætte krav og forventninger ned i en periode og bruge mere tid med børnene mens de er små?
Det må den enkelte gøre op med sig selv

Anders Hansen

Det er lige meget hvad I mener det er mere vigtigt hvad den unge der bliver efterladt i et børnehave med en bunke voksen mennesker, der ser på ungen som et stykke arbejder der bare skal overstås og ikke kan vente på fyraften, mener. Sandheden er at ingen børn ønsker at bliver efterladt hos fremmede mennesker i så ung en alder. Resten er bare søforklaringer for hvorfor pædaggoger skal sidde og drikke kaffe og tale om fri leg og social udvikling.

Joooooo da for det er jo kun pædagogger der kan lære børn om social udvikling gennem fri leg til 26.000 kroner om måneden mens pædagoggerne sidder og drikker kaffe. Ja og hvis en mor påpeger et problem kan pædagoggerne altid finde en problemstilling frem fra den psykologiske værktøjskasse i form af et hold kæft bolsje med møder og statsforvaltning og jeg skal komme efter dig. Ja da det er dejligt at have patent på børns udvikling og magten til at lukke munden på saglig kritik hvis der skulle være nogle der gennemskuer deres "fri leg" finte til 26.000 om måneden.

Jeg mener det er jo til barnets eget bedste at blive tvunget hen i en vuggestue så mor kan realisere sig selv og pædagoggen kan få lov at føle sig faglig kompetent ikke sandt? Hvem spurgte barnet? Hvem taler med barnet og giver det voksenkontakt mens der er fri leg og kaffe til pædaggogen? Når ja barnet græder jo bare lidt men hei!!!! institutionen får jo tilskud og det betaler jo pædagoggernes løn og dermed er de jo ikke bare en mors barn men også pædagoggens økonomiske eksistensgrundlag og der skal jo betales nogle regninger så indrømmelser kommer der ikke noget af fra denne guddommelige korrekte institution. Nej da puha! Hvilken organisation vil ikke argumentere for sit økonomiske eksistensgrundlag når først den er opbygget og lever i bedste velgående? Jeg mener hvorfor påpege at noget er galt når man bliver godt betalt for det?

Jeg mener det er jo ikke sådan at vores børn er gået hen og blevet en hel industri hvor "fagpersonale" er afhængig af at påpege problemer og mangler hos børn der er hjemme i forældrenes trygge arme i de unge år vel? Jeg mener disse institutioner får da ikke økonomiske tilskud per barn vel? Tænk engang hvad der vil ske hvis alle børn ikke gik i vuggestue og børnehave? Kunne det tænkes at en del mennesker ville miste deres arbejde og at der atter ville komme liv i parkerne og nærmiljøet? At forældre ville møde hinanden i deres nærmiljø med deres børn og ligefrem tale sammen?

Nej da puha det kan vi jo ikke have vel? Mindre statslig kontrol med de små poders udvikling og mere nærvær i familierne er jo i modstrid med statens målsætning om del og hersk princippet fra vuggestue til graven gennem et helt liv.

Ahh ja de kære økonomiske incitamenter der forårsager faglige og saglige argumenter blandt en hær af "uddannet" personale der jo kun vil vores kære små poder det bedste. Problemet er bare at denne hær af "uddannet" eksperter betalt og oplært af den centrale magt staten jo nærmest har taget patent på hvad der er det bedste for vores små poder. Og selv rationale argumenter trænger ikke igennem den hjernevask disse fageksperter har gået igennem op til flere år, da den ene jo skal dække dens anden ryg/indtægt.

Det er nærmest rart at se at der er folk inden for deres egen rækker der nu gør en smule oprør mod dette rendyrket vandvid af åbenlyst vanrøgt af vores små sårbare poder. Denne patent på det eneste rigtige og denne stædige benægtelse af at man gør børn ondt ved at fjerne dem fra forældrenes trygge rammer i så tidlig en alder er jo det rene vanvid.

Kan man mon kalde det system Danmark bruger for en form for Child Industry Coporated?

Nej det kan man vel ikke og den der vover at stille disse kritiske spørgsmål kan vel også bare blive stillet en diagnose og få en pille, komme i en eller anden form for institution ligesom vores små poder for selv disse kritiske mennesker har man en industri der tager sig af med pænt aflønnet eksperter osv.

Hvem sagde det institutionaliserede offentlige Danmark? Ja jeg spørger bare? Nej jeg må heller lade være med at stille disse spørgsmål og så bare være enig med alle der har en statslig uddannelse og dermed også patent på vores poders eget bedste for mit eget bedste og nationens bedste :o)

Anne Schøtt, Steffen Gliese og Katrine Visby anbefalede denne kommentar
Ole Falstoft

'Sandheden er at ingen børn ønsker at bliver efterladt hos fremmede mennesker i så ung en alder'
Det er nok lidt for firkantet. Det afhænger af barnets alder, personlighed, hjemlige forhold o.a.
Børn under 3 år - vuggestuebørn - har nok ikke noget 'ønske' om at blive 'efterladt' i et insttution.
men børn over 3 kan godt have noget positivt ud af at komme i børnehave i hvert fald et par timer dagligt. Det er jo der legekammeraterne er - der hjemme er der for kedeligt der er jo ingen jævnaldrene i dagtimerne.

Katrine Visby

God artikel.Jeg vil give Dion Sommer helt ret.
Det er et lidt ømtåleligt emne. For forældre, der har deres små børn i en institution vil helst ikke høre at det måske ikke er så godt for deres barn.
Staten og hele samfundet fortæller os at det er godt for børns udvikling at gå i institution.Sandheden er jo, at det er et opbevaringssted for børn.
Hvis nogle forældre vælger det fra, bliver de begtragtet som mærkelige.
Og det er lige netop her det kan blive lidt farligt, når man ikke længere stiller spørgsmål til tingene, og bare følger flokken.

Jeg har selv været i praktik i en børnehave engang. Forhallen så indbydende og flot ud. Men stuerne var små, og der var meget støj. Børnene måtte ikke løbe ud af stuerne De voksne havde tit travlt med at planlægge og ordne praktiske ting, og børnene legede mest for sig selv.
Flere børn græd og savnede deres mor i løbet af dagen. Børnene blev tit irettesat og opfordret til at gøre tingene selv. Der blev produceret produkter til at vise frem for forældrene, men den reelle opmærksomhed og nærhed synes jeg manglede.

Når man taler om den ny Verdensorden, kan jeg se at den er her allerede. Det hele er et velsmurt maskineri. Børnene bliver overdraget til institutionerne om opdragelsen, de voksne knokler derudaf som lønslaver.
Meget få stiller spørgsmål til tingene. Og hvis man gør, møder man massiv modstand.

Jeg er enig med Linda Kristiansen, vi burde alle gå ned i tid og deles om arbejdet, så vi kan få afskaffet arbejdsløshed en gang for alle. Vi har en højteknologi idag, der gør at alt kan gøres nemmere og hurtigere, og vi burde jo egentlig have mere fritid i det moderne samfund.
Jeg tror tit forældre kan føle sig usikre. Forældrene skal mærke mere efter mht. deres børn istedet for at følge reglerne blindt. De kender trods alt deres børn bedst.

"I dag er vi endeligt enige om, at kvinderne hører til på arbejdsmarkedet......."

Jeg er af den opfattelse at både mor og fra hører til i hjemmet og herefter delvist på arbejdsmarkedet.

Det største røveri at familietid skete da familien måtte sende begge parter på arbejdsmarkedet.

Steffen Gliese

Ole Falstoft, den eneste grund til, at der ikke er nogen legekammerater derhjemme, er jo, at de er i institution, så hvis det i stedet blev almindeligt igen at passe egne børn til skolealderen, ville der også være legekammerater. Det ville der faktisk, selv om nogle børn gik i institution og nogle havde forældrene hjemme.
Men der er jo en enorm angst for, at vi kommer til at mangle hænder på arbejdsmarkedet, selvom det ville være en indlysende løsning bare at holde op med at lave noget af det, der laves i dag, hvis det mod al sandsynlighed skulle blive tilfældet.

Steffen Gliese

Det er der da intet mandschauvinistisk i, Michael Pedersen, det kan være et delearbejde, det kan være farmand, der går hjemme. Det er til gengæld et brud med den fejlopfattelse, at det er arbejdslivet, der er det egentlige liv. Det største statustab, der er foregået i det danske samfund, gælder ikke arbejdsløse og kontanthjælpsmodtagere, men de familier, der har valgt at tage sig af egne børn.

Jeg kan ikke forstå, at det vigtigste her i livet, nemlig at sætte børn i verden, som i sidste ende skal forsørge os når vi ikke selv kan mere, skal overdrages til 3'die personer, hvis arbejdsdag er bestemt af spareliderlige politikere.

Disse, altså politikerne, har derigennem en enestående mulighed, sammen med det pædagogiske establishment, at målrette vores børns udvikling til et samfund vi måske ikke selv sympatiserer med.

Det er sgu da absurd.

Flemming Scheel Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
LineK Andersen

Fin debat,
men måske også en smule negativ ladet.

Anders Hansen- Jeg må spørge hvad dit kendskab til de danske pasningstilbud er? For som jeg læser dit indlæg, må din viden ligge absolut i bund! Hvis din opfattelse af det pædagogiske arbejde i de danske institutioner er, at drikke kaffe og vente på fyraften så må jeg desværre meddele dig, at du tager fejl. Jeg ville muligvis give dig ret hvis jeg havde læst dit indlæg for 10 år siden.

Katrine Visby- Hvad bygger du din udtagelse på? En 3 eller 6 mdr. `s praktik i en børnehave, giver dig ikke ret til at generalisere.
Der er mange som knokler r... ud af bukserne for at give jeres små poder en dejlig og indholdsrig dag, en dag med udfordringer, udfoldelser, leg, læring, giver børnene muligheder for udvikle sig sammen med andre men også udvikle dem til de selvstændige mennesker som de også er. Alting gøres med barnet i fokus. Og selvfølgelig kan nogle børn blive kede af det i løbet af en dag, det er ganske naturligt at savne sin mor men også en ganske naturlig reaktion når der stilles krav til den enkelte. Vi voksne bryder os heller ikke altid om krav, voksne har bare andre reaktions mønstre.

Institutionerne har mulighed for at lave aktiviteter som mange forældre ikke gør med børnene. Mange forældre har så travlt i dag at børnene købes med Legolands ture, charterferier, computere, Ipads m.m. Jeg mener, at for få forældre giver sig den nødvendige tid til fordybelse med barnet. Så derfor ser jeg det heller ikke som noget helt forfærdeligt at børnene kommer i institution hvor der netop er den tid til fordybelse.

Jeg har og har altid haft en stor respekt for mennesker som arbejder med mennesker. Når man vælger at arbejde med mennesker, gør man det i hvert fald ikke for pengenes skyld!- man gør det fordi man kan li mennesker og man sætter derudover også sig selv i spil ved at bruge egne erfaringer, sine følelser og sin medmenneskelighed.

Som samfundet i dag er skruet sammen, er der behov for at besidde mange forskellige kompetencer. Så hvorfor er det så så forkert at starte med at udvikle på børns kompetencer allerede i en meget tidlig alder gennem leg og fordybelse? Man skal tænke på at børn er frygtelig nysgerrige og lærings-villige. Og børn lærer af hinanden, de lærer når de spiser sammen ved at kigge på hinanden, de lærer at omgås hinanden med respekt, de lærer medansvar, de bliver oftere udfordret end når de er hjemme.

Min klare opfattelse af de danske institutioner er at der bliver lagt meget arbejde i børnene fordi personalet gerne vil. Derudover er der rent lovmæssigt også klare retningslinjer for hvad det pædagogiske arbejde skal indeholde. Jeg henviser til De pædagogiske læreplaner som loven foreskriver skal laves.

Og nej institutionerne er ikke opbevaring men skulle helst være et dejligt sted for børnene at være.
Og nej, pædagoger er ikke farlige og fjendtlige mennesker. De har en "udvidet" viden om børns udvikling, ligesom en VVS `er ved mere om rør og vand end jeg gør.

Jeg ser nu heller ikke institutionerne som et sted hvor man målrettet går efter at "udklække" bestemte personlighedstyper som matcher samfundet men nærmere et sted hvor børn rustes til at klare det samfund de kommer ud til. De grundlæggende livsværdier og holdninger burde man blive præget af hjemmefra.

I stedet for at snakke om dagtilbuddene i negative vendinger, kunne man dreje den til at institutionerne er et rigtig godt sted for børnene at være, når nu mor og far skal arbejde for at kunne give aftensmad på bordet. Et sted hvor børn udvikles og lærer ting som de ikke ville kunne opnå hjemme, alene med mor eller far.

Afslutningsvis må jeg sige at jeg har aldrig oplevet fjendtlighed i mine børns institutioner til trods for mine mange spørgsmål. Jeg har derimod oplevet manglende nysgerrighed fra forældrenes side vedr. deres barns hverdag. Jeg har ofte set forældre hente deres børn uden at blinke til personalet - uden at spørge til hvad barnet har lavet, uden at fortrække en mine når barnet henrykt viser sine tegninger eller sine 1000 papirklip. Hvis der skal skydes efter pædagogerne, må en lille pil også rettes efter en del af forældrene.

Sofie Henriksen

Øv, hvor ærgeligt.
Vores datter er så glad for at gå i vuggestue. Hun har gode venner og jeg troede hun blev passet godt på af de veluddannede, velinformerende pædagoger.
Vi har haft hende i 2 forskellige vuggestuer og det har været den samme positive oplevelse begge steder. Engagerede, dygtige voksne og mange søde børn. Hun vil gerne i vuggestuen i weekenden, men vi vil også gerne være sammen med hende.
Hendes udvikling går helt fint.
Vi vil gerne begge arbejde og er selvfølgelig glade for at vi kan få passet vores born, så vi kan arbejde, betale husleje, betale skat. Men vi elsker at være sammen med vores børn, når vi har fri.
(Vi laver tilgengæld intet andet, da børnene optager hele vores liv, nemlig)

Herman Hansen

...Det er i hvert fald en meget vigtig artikel.

Min personlige erfaring som forældre med de institutioner mit barn har besøgt er, at børnehaven og fritidshjem er af meget høj standdart. Børnene trives meget godt og vil gerne være der.

Der hvor det imidlertiddig går helt galt er på vuggestuer og dagplejen. Der har jeg ingen gode erfaringer med god trivsel. Desvære heller ingen lydhør kommune. Det er som om barnet nærmest slet ikke eksistere for samfundet i alderen 1 år og 3 år. Nemlig de 2 år mellem Mor på barsel og børnehaven.

...Det synes jeg er nærmest en katastrofe og der bør afsættes store midler til forbedring. En ekstrem vigtig alder og tid for vores børn, som registre og fornemmer ALT.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Det er i grunden fantastisk, så meget tidens opfattelse betyder - så meget den gør for, hvilke løsninger der foreslås på problemer.
I snart en hel del år har man konstant skåret ned på den slags offentlige ydelser, vi kalder "varme hænder" - fordi det er den slags ydelser, der sikrer omsorg. Omsorg til ældre, omsorg til syge, omsorg til børn - det opfattes som helt unødvendige udgifter. De ældre kan blive i eget hjem, kan de - de syge kan nok få medicin og operationer, men SÅ skal de også hjem.
Og så er der jo børnene. Der er der lidt en konflikt, for man kan godt se, at de ikke kan blive i eget hjem, mens forældrene går på arbejde. Det er jo heller ikke sådan, at man forstiller sig at samfundet skal betale nogen for at passe børnene hjemme - du milde himmel, det ville jo blive dyrt!
Nej. Indstillingen er, at det, kvinder traditionelt lavede i hjemmene for et par generationer siden - det er der ikke prestige i, og det skal vi helst have udført gratis. Ellers må vi i hvert fald have familien til at betale - som i vort sydlige naboland, hvor børn er forpligtede til at betale deres forældres plejehjemsplads, hvis forældrene ikke har sparetb op til den.
Man kan minsandten, her i Informations kommentarspor, læse folk, der ikke forstår at det er nødvendigt med uddannelse til at passe andre folks børn! Uden sans for, at det er noget andet end at gå hjemme med egne børn - og at der i sin tid i øvrigt var mange hjemmegående husmødre, der kunne have haft gavn af en uddannelse i psykologi og pædagogik.
Vi har et samfund, der i nogenlunde grad er præget af ligeværd mellem mand og kvinde. Er det i grunden ikke meget bekvemt for begge køn? Ønsker vi ikke at bevare det?
Det indebærer, at hvis det er vigtigt atmåle alt økonomisk, så må man også måle værdien af børnepasning økonomisk - også, hvis den foregår i hjemmet. Da det er et vigtigt og nødvendigt arbejde, må det naturligvis lønnes ordentligt og have regulære pensionsindbetalinger - husk det, I kvinder, der da for børnenes skyld helst vil gå hjemme ...
Hvordan det tænkes ordnet, det der med en billig lejlighed og hensyn til børnenes tarv, hvis man ikke lever i et pænt borgerligt ægteskab, der holder - det ved jeg ikke rigtigt. Og så ved jeg for resten heller ikke, hvor mange fine udfordringer der er i en lille billig toværelses på tredje sal ... for barnet, og for moderen.
For børnenes skyld må vi til at kræve ordentlige forhold i daginstitutionerne. For et normalt tænkende meneske kan det da ikke være svært at se, at man ikke fortsat kan skære ned på personalet og undlade at bygge institutioner med plads til børnene - uden at det er skadeligt for børnene. Og dermed skadeligt for samfundet.
Og ja, jeg siger, vi må kræve ordentlige forhold i daginstitutionerne, ikke at kvinderne skal "have lov til" at gå hjemme. Fordi den ene part af forældrene ikke skal leve på den andens økonomiske nåde og barmhjertighed - fordi man ikke igen skal være tvunget til at b live sammen "for børnenes skyld". Fordi den ene part ikke skal undvære selvstændig pension.
Fordi vi ikke igen vil have børn, der gøres til moderens eneste projekt, og hjem, der bliver gjort til udstillingsvinduer for god husførelse, så rene, at børnene ikke må noget - fordi den hjemmegående skal hente status på en eller anden måde.
Vi ved jo også alle, hvem denne ene part i stort set alle tilfælde ville blive. Når nu andre kommer frem med spørgsmål, de som ægtefæller har stillet hinanden, så kan jeg vel godt opfordre til, at alle stiller sig selv spørgsmålet, om I virkelig gerne vil have den slags ægteskaber igen?
Bare for at spare på de offentlige ydelser, så der kan blive råd til topskattelettelser og billigere Audier ...

Ja nu skriver vi snart 2018 og hvad er der sket siden denne tråd startede? Jo lærerplanerne er indoktrineret over alt, pengene eller prioriteringerne er blevet mindre til vore børns opvækst, men de er stadig i institution. Jeg var uddannet pædagog fra 1973 og gik først het fra i 2010. Jeg vil nu trods alt påstå at vi umiddelbart ingen alternativer har til vuggestuer, dagplejer og børnehaver medmindre at den almindelige arbejder m.v. kan klare sig for en løn og hvem kan det? Så mon ikke det går trods alt især hvis personalet stadig holder af børn og får bare lidt mere tid og selvstyring i samarbejde med forældrene. Skolens problemer med viden nok? må vi være her!

Sider