Læsetid: 5 min.

Foghs opgør med samarbejdspolitikken er strandet

Anders Fogh Rasmussens storstilede opgør med den danske samarbejdspolitik under besættelsen vil gå over i historiebøgerne som en saga blot. Kritikken har ikke gjort indtryk på flertallet af danske historikere, der fastholder udlægningen som 'unuanceret og ekstrem'
-Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk,- sagde Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003 på 60-års-dagen for opgivelsen af den danske samarbejdspolitik. Siden er opgøret med samarbejdspolitikken løbet ud i sandet, mener historikere.

-Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk,- sagde Anders Fogh Rasmussen den 29. august 2003 på 60-års-dagen for opgivelsen af den danske samarbejdspolitik. Siden er opgøret med samarbejdspolitikken løbet ud i sandet, mener historikere.

Søren Bidstrup

4. maj 2009

Da befrielsesbudskabet skrattede ud gennem højttalerne den 4. maj 1945, markerede det ikke bare enden på fem års tysk besættelse. Det markerede samtidig begyndelsen på en ny kamp: Kampen om historieskrivningen.

Danmarks samarbejde med den nazistiske overmagt i krigens første år har været genstand for utallige afhandlinger og offentlige diskussioner gennem tiden. Mellem dem, der mener, at den aktive tilpasningspolitik var et nødvendigt onde, der skånede den danske befolkning for mange lidelser. Og dem, der mener, at politikerne var alt for eftergivende over for nazismen og lod andre kæmpe for befrielsen af Danmark.

Anders Fogh Rasmussen lod ingen tvivl tilbage om sit personlige ståsted, da han den 29. august 2003, i anledning af 60-års-dagen for samarbejdspolitikkens ophør, talte for frihedskampens veteraner på Søværnets Officerskole. Her kaldte den tidligere statsminister samarbejdspolitikken for "et politisk og moralsk svigt".

"Hvis alle havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler med stor sandsynlighed have vundet krigen, og Europa var blevet nazistisk," sagde han:

"Alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred (-) I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt."

Udtalelserne var opsigtsvækkende af to grunde. Dels fordi det var første gang en siddende dansk statsminister offentligt anfægtede sine fortidige kollegers dømmekraft i spørgsmålet. Og dels fordi udtalelserne uundgåeligt blev læst som en moralsk og politisk legitimering af Danmarks deltagelse i Irak-krigen, som dengang blot var nogle måneder gammel.

Ekstrem fortolkning

Selv om bemærkningerne vakte opsigt, har de dog ikke gjort synderligt indtryk på landets førende forskere i besættelsestidens historie. De har vedblivende betegnet kritikken som forfejlet og unuanceret. Opgøret sprang muligvis op som en løve, men det er faldet ned som et lam, mener de.

"Foghs betragtninger har ikke haft for 25-øres indflydelse på historieforskningen," siger forskningschef på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot Steffen Heiberg.

"De har højst interesseret dem, der i forvejen mente det samme som ham, mens de fleste har trukket på skuldrene. Reelt er det jo kun en lille del af befolkningen, der stadigvæk interesserer sig for spørgsmålet. Og for os historikere er det nogle helt andre kriterier, der gælder. Vi er ikke interesserede i at sidde på bekvemmelig afstand og dele karakterer ud, men i at analysere de historiske forudsætninger for, at man dengang handlede, som man gjorde."

Professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet Poul Villaume kalder slet og ret Anders Fogh Rasmussens opgør med samarbejdspolitikken for "ekstrem":

"Det lykkedes Fogh at gøre diskussionen om både besættelsestiden og Den Kolde Krig til en del af sin værdi- og kulturkamp. På den strækning har han nok vundet nogle sejre i den brede befolkning og i visse dele af medierne. Men du skal lede meget længe efter historikere, der abonnerer på hans ekstreme fortolkning af dansk udenrigspolitiks historie i det 20. århundrede," siger han.

Brohoved for nazismen

En af dem, der gør, er historiker og samfundsdebattør Bent Blüdnikow. Ifølge ham kan man anskue dansk besættelsestid med to sæt briller: de nationale og de internationale. Og tager man de internationale på, når man frem til samme konklusion som Anders Fogh Rasmussen, mener han, nemlig at Danmark var et brohoved for nazismen.

"Jeg siger ikke, man burde have stillet sig op og kæmpet den 9. april eller indført norske tilstande - det lægger vores geografi ikke op til - men man kunne have været mindre ivrig i det dybe samarbejde med tyskerne, som foregik på alle planer, og som havde regeringens sanktion og godkendelse," siger Blüdnikow og fortsætter:

"Så når historikere stiller sig op og siger, at samarbejdspolitikken næsten var prædestineret nødvendig og reddede jøderne, så siger jeg: Hvis man vil opstille den slags regnskaber, så er det helt fint, men den anden side af regnskabet er, at denne samarbejdspolitik havde ofre. Mange koncentrationslejrofre døde jo i den sidste fase af krigen, som blev forlænget blandt andet på grund af den danske indsats."

Ifølge Bent Blüdnikow har Anders Fogh Rasmussens bemærkninger været medvirkende til, at der især blandt yngre historikere er kommet en større velvillighed til at se på dansk besættelsestid i et større internationalt perspektiv.

"Jeg tror, Anders Fogh Rasmussen har været med til at flytte nogle erkendelsesgrænser, som også har haft betydning for historieforskningen. Jeg har netop været sammen med en række yngre forskere til forskningsdag i Kolding, hvor vi diskuterede de her ting, og hvor jeg oplevede en større lydhørhed over det at anlægge et mere internationalt syn på besættelsestidsperioden," siger Blüdnikow og nævner blandt andre historikeren Niels Wium Olesen som et eksempel på en af disse forskere.

Misforstået pointe

Selv mener Niels Wium Olesen, der er lektor ved institut for historie og områdestudier på Aarhus Universitet, at Bent Blüdnikow har misforstået hans pointe.

"Det er rigtigt, at jeg var dialektisk i mit svar på konferencen, men grundlæggende deler jeg ikke Anders Fogh Rasmussens synspunkt, som jeg mener, er både firkantet og banaliserende," siger han og uddyber:

"Hvor der tidligere var mange skønmalerier af besættelsestiden, er man nu begyndt at se fortolkninger, som går ud på, at der nok var noget anløbent ved det hele. Det er det synspunkt, Anders Fogh Rasmussen forfægter. Men det er i realiteten en lige så unuanceret udlægning af begivenhederne som den, der herskede i årene umiddelbart efter befrielsen, og som handlede om, at vi alle var modstandsmænd. I forskningskredse er der ikke opbakning til nogen af de to udlægninger."

Ifølge Niels Wium Olesen tager den totale afstandtagen til samarbejdspolitikken nemlig ikke højde for de konkrete historiske omstændigheder under besættelsen og til det faktum, at 90 procent af befolkningen faktisk støttede op om det tværpolitiske samarbejde med besættelsesmagten ved valget i marts 1943.

"Både Venstre, de konservative, Socialdemokratiet og de radikale bakkede jo op den førte politik, og det var sådan set kun kommunisterne, der stod uden for den herskende konsensus. Deres synspunkt var, at vi med samarbejdspolitikken gik tyskernes ærinde. Set i det lys er det dybt ironisk, at den måske mest højreorienterede statsminister, vi har haft i nyere tid, i et af sine skarpeste kulturkampsopgør faktisk bygger videre på en kommunistisk forståelse af historien. Ikke mindst når man tager i betragtning, at Fogh samtidig er en koldkriger. De to synspunkter kan kun forenes, hvis man skærer nuancerne væk."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

"Det var sådan set kun kommunisterne..."

Dog med et meget præcist skæringspunkt - 22. juni 1941 - før da var der ingen væsentlig kommunistisk modstand at sporer.

Niels Mosbak

Kære Lars Hansen

Joh, der har nok spillet noget international politik ind - men der var jo masser af kommunister der kæmpede mod facismen i Spanien, hvor tyskerne venligt stillede luftvåbnet til rådighed for Franco, så der var allerede før krigen danske kommunister der blev forfulgt af de danske myndigheder, fyrbøder Richard Jensen sad i Vridsløselille, da krigen brød ud.
Så de første der kæmpede mod facismen i Europa var altså danske kommunister.

Imidlertid overses ofte det faktum at USA først kom ind i krigen den 7. december 1941, altså et halvt år efter at Sovjet Unionen kæmpede mod facisterne.

Fakta er jo, at vi nok nærmest skylder Sovjet- unionen den største tak for vores befrielse, de mistede trods alt 22. millioner mennesker, mens USA og Storbritanien hver led et tab på 400.000 mennesker.

Det er jo også noget interessant, at der døde fleste dankere på Øst-Fronten i Tysk krigstjeneste.

med venlig hilsen

Niels Mosbak

Dorte Sørensen

Var Fogh Rasmussens personlige historieomskrivning af Samarbejdspolitikken ( hvor det sjovt nok var partiet Venstre, der var de mest samarbejdsvillige) ikke mere et forsøg på at retfærdiggøre Fogh Rasmussens og DF deltagelse i angrebskrigen mod Irak.

Per Diepgen

Foghs opgør med sin egen samarbejdspolitik, der ikke bliver anderledes, fordi man vender den på hovedet. Med Blüdnikow, besættelsen var udtryk for internationalisme og iikke mindst Venstre var brohovedet for nazismen, godt hjulpet af Dansk Folkeparti.
Hvilke meninger har Søren Krarup ikke ført i marken om muslimerne, vore modstandere i krigen: For det føste skal vi ikke lade os lede af en falsk humanitet, der ukristisk lukker op for disse fremmedelementer og skænker dem landets brød på bekostning af landets egne børn. For det andet må vi selv bestemme tonen i huset. Den offentlige mening og den offentlige moral må formes af danske mænd og kvinder. Vi må være opmærksomme på presse, radio, litteratur, kunst og musik og sørge for, at der ikke ad disse veje tilføres folkesjælen nogen smitte eller blot noget fremmed præg. For det tredje kan vi ikke have, at nogen der ikke helt og ubetinget føler sig som danske og ikke andet end danske, kan beherske vor økopnomi eller andre livsvigte funktioner.
Sådan er Dansk Folkeparti i dag og var i 1942, for ordene er imidlertid sagt af en anden sognepræst, Anders Malling, der repræsenterede en nazistisk præstegruppe imod jøderne. Og således udtrykker Fogh nationalisme i Nato.

Jens Thorning

Fogh mener vistnok også, at Danmark skulle have kæmpet side om side med bl.a. Rusland i Første Verdenskrig og dermed vundet æren tilbage efter tilbagetrækningen i 1864. "Du Pusling-Land, der hygge dig i Smuug, mens heele Verden brænde om din Vugge", digtede en anden kronjyde, Jeppe Aakjær, men ethvert belæg for, at han dermed opfordrede til at gå ind i kampen, savnes. Konklusionerne må være, at det altid lader sig gøre at identificere Ondskaben i en konflikt, og at krig i sig selv er bedre end fred; den befrier fra dekadent lediggang og gi'r vækst og arbejdspladser.

Lars R. Hansen

Kære Niels Mosbak

Jeg var nu bekendt med de internationale brigaders lille danske kontingent - der trodset den daværende SR-regerings forbud mod at deltage i den spanske krig mod fascisme - min kommentar rettet sig følgelig mod den danske modstand mod den tyske besættelse af Danmark og samarbejdspolitikken.

Og her var danske kommunister lydige og loyale over for Molotov-Ribbentrop pagten og det større nazityske-sovjetiske samarbejde - og som følge heraf - indledningsvist mødte besættelsen og samarbejdspolitikken med passivitet, ikke modstand.

Det ændrede sig først ved krigsudbruddet mellem Nazityskland og Sovjetrusland i juni '41.

Herefter fortsatte danske kommunister lydigt og loyalt Kremls politik, der nu naturligvis var en helt anden overfor Nazityskland, og var med deres sabotagevirksomhed helt afgjort en væsentlig årsag til Danmark senere med nød og næppe blev anerkendt som allieret af vestmagterne - mod Sovjetruslands udtalte ønsker.

Vi bør dog ikke glemme de borgerlige modstandsgrupper (hvis modstand mod Nazityskland, besættelsen og samarbejdspolitikken ikke afhang af Sovjetruslands eller andre fremmede magters indstilling) indsats for Danmark under krigen. Som jeg mener Niels Wium gør med sit "kun kommunisterne".

At danske kommunister skulle være de første, der kæmpede mod fascismen i Europa er vist også så meget sagt. Begrænser vi os til den spanske borgerkrig og de internationale brigader var mange nationaliteter repræsenteret. De første frivillige har dog næppe været danske, men måske snarere franskmænd.

NM:"Imidlertid overses ofte det faktum at USA først kom ind i krigen den 7. december 1941, altså et halvt år efter at Sovjet Unionen kæmpede mod facisterne."

Det er muligt - historieløshed er jo ganske udbredt - dog mener jeg ikke det har nogen umiddelbar relevans for samarbejdspolitikken og de danske kommunisters forholden sig til denne, der snarere (som sagt) kan henføres til Nazityskland og Sovjetruslands nære samarbejde.

NM:"Fakta er jo, at vi nok nærmest skylder Sovjet-unionen den største tak for vores befrielse"

Det at langt hovedparten af Nazitysklands militære ressourcer blev anvendt på østfronten gør det bestemt ikke indlysende for mig, at Danmark er sin frihed Sovjetrusland tak skyldig, da jeg ikke regner en sovjetrussiske 'befrielse' som en egentlig befrielse, men blot en udskiftning af undertrykkelsesform - et totalitært kommunistisk diktatur er i min bog ikke meget bedre end et nazistisk ditto.

NM:"Det er jo også noget interessant, at der døde fleste..."

Bestemt, men måske mere interessant, at der er en så overvældende enighed om den ført danske politik var den helt rigtige, nærmest genial blandt de populære publicerende danske historikere - især når man ser på hvordan udenlandske historikere vurdere samme politik - i udlandet er der langt fra samme konsensus - ja, i international sammenhæng må den danske kanoniseret udlægning af den ført danske politik snarere være et mindretalssynspunkt.

Heldigvis for de danske historikere bliver denne divergens ikke synlig, da Danmark ikke rigtig fylder noget internationalt set ifm. Anden Verdenskrig, hvorfor denne danske særegent historieopfattelse forsat dominere historieskrivning omkring samarbejdspolitikken.

Per Thomsen

Det er i det hele taget utroligt, som den danske højrefløj i disse tider forsøger at slå politisk plat på modstandskampen, og Anders Fogh Rasmussen er desværre langt fra den eneste.

Sidste skud på stammen er en obskur Foreningen ved navn Støtte til Soldater og Pårørende (STSOP) der hylder de soldater, der har været udstationeret i Irak, Afghanistan og Kosovo.

STSOP holder fuldstændig skamløst og respektløst i forhold til de tidligere modstandsfolk i dag på selve befrielsesdagen et stort anlagt arrangement på rådhuspladsen i København for at gøre opmærksom på sig selv. Mange tidligere modstandsfolk er naturligvis med god ret pikerede over dette forsøg på at kolonisere deres dag, og de gør opmærksom på at modstandskampen var en forsvarskrig i modsætning til vore dages militaristiske udenrigspolitik.

Stig Larsen

Problemet var nok ikke så meget samarbejdspolitikken, men den store sympati, som nazismen nød hos politikkere og i embedsværket.
Men det undsage Fogh ikke.

Verner Smed Sørensen

Da Fogh lod statsministeriet overtage styringen af udenrigspolitikken og indførte den aktivistiske udenrigspolitik, var et opgør med årtiers diplomati stadfæstet. Nu skulle diplomatiet ikke længere bruges til at undgå krige med, men til at starte dem med.
Derfor dette opgør med samarbejdspolitikken.

Niels Mosbak

Kære Lars Hansen

For mig at se er folketingsvalget umiddelbart efter krigen, hvor kommunisterne fik 18 mandater i folketinget. netop et tegn til eftertiden om, at den danske befolkning dengang var fuldstændig klar over hvem de skyldte tak for at være blevet befriede fra nazisterne.

Jeg mener heller ikke, at man umiddelbart kan udlede at kommunisterne sad på hænderne indtil den 22. juni 1941, de var jo udmærket klar over hvilken skæbne, der var blevet deres kammerater i Tyskland og de besatte områder til del, og man skal vel ikke undsige deres viden og evne til at organisere sig som illegale celler i besættelsens tidlige forløb.

Den kommunistiske modstand blev jo klart vanskeliggjort, idet kommunisterne alle var registreret af afdeling D. på politigården - datidens svar på PET - så man kan vel ikke bebrejde dem, at de først sørgede for at organisere sig til illegal virksomhed, det danske politis nidkærhed taget i betragtning. Det samme forhold gjorde sig jo ikke gældende for de borgerlige modstandsgrupper, der jo heller ikke var hurtigere ude af hullerne.

Med venlig hilsen

Niels Mosbak

Lars R. Hansen

Kære Niels Mosbak

NM:"For mig at se er folketingsvalget..."

Tja det kan man vel med nogen ret udlede, men det holdt så kun kort, da partiet blev halveret blot to år senere.

NM:"Jeg mener heller ikke, at man umiddelbart kan udlede at kommunisterne sad på hænderne indtil den 22. juni 1941..."

Det mener jeg nu fortsat der er noget om - godt nok har mange danske kommunister sikkert forberedt sig på det uundgåelige opgør mellem de nationale og internationale socialister - men beskeden fra Kreml var utvetydig; åben modstand mod Tyskland var tiden ikke moden til.

Barbarossa påtvang så et politikskifte.

Dertil medgiver jeg fuldstændig, at dansk modstand som sådan var utrolig sporadisk indtil februar 1943, hvorefter det blev klart nazisterne næppe ville vinde krigen.

NM:"Den kommunistiske modstand blev jo klart vanskeliggjort, idet.."

Helt klart, kommunisterne var hæmmet i den forbindelse. Men sådan må det vel nødvendigvis være for folk, der vil omstyrte staten og indføre kommunistisk diktatur - DKP var jo helt klart et sovjetrussisk organ og redskab mod det danske demokrati, hvorfor staten Danmark var påtvunget, at holde et vågent øje med deres aktiviteter og medlemmer.

Lidt hen i den forbindelse kan man jo også undre sig over historikerne og visse debattører her på Information ikke mener Foghs "forfejlet, unuanceret og ekstreme" (Steffen Heiberg og Poul Villaume) kritik af kommunistloven, der jo også var en del af samarbejdspolitikken, ikke på samme vis søges knyttet til den danske indsats i Irak.

Niels Mosbak

Kære Lars Hansen

Nu var der jo andre kredse i Danmark der ville omstyrte demokratiet - Højgårdkredsen, hvor den nuværende hr. Møllers far var involveret - gud ved om de blev overvågede af afd. D.?

Lars R. Hansen

Højgaardkredsen

Tjahh...jeg ved nu ikke helt hvor demokrati-omstyrtende Højgaardkredsen var - om end Højgaards demokratiforståelse næppe kan betegnes som ideel.

De var imod samlingsregeringen, der i deres optik bestod af ledende politikere (især P. Munch), hvis værgeløse neutralitetspolitik var delårsag til den tyske invasion og besættelse og en fortsættelse af disse politikere i en besættelsesregering fandt de utilstedelig.

Men det blev jo ikke til meget mere end et åbent brev til kongen i 1940 med ærbødige anmodninger om en regeringsomdannelse - vel at mærke uden nogen form for trusler om vold eller lignende lovstridige handlinger.

Der blev da heller ikke rejst en straffesag mod nogen i den forbindelse efter krigen - om end det naturligvis ikke nødvendigvis siger noget om legitimiteten - det skal dog siges at jeg ikke har undersøgt det nærmere, men forlader mig på J. K. Meiles afhandling:"Højgaardkredsen 1940".

Historieforfalskning.dk har jeg kun lige skimmet for artikler om 'Højgaardkredsen' , men fandt ikke nogen.

Jens Thorning

Det skandaløse arrangement på Rådhuspladsen 4. maj med medieklovnen Christiansen viser jo kun, at om det er i Kosovo, Irak, ved Dybbøl, Afghanistan, Isted Hede eller Bosnien, og hvad begrundelsen end er, er bedøvende ligegyldigt, bare det danske flag vajer i herlig våbengny og stål måles mod stål i ædel konkurrence.

Hans Nielsen

Danmark kunne jo ikke gøre andet end at samarbejde. Det kan godt være, at man i enkelte tilfælde kunne have handlet anderledes, men alternativet til det overordnede samarbejde ville have været al for omkostningsfyldt.

Hvis DK skulle have handlet anderledes, så skulle hele Europa inkl. tyskerne have handlet tidligere.

Niels Mosbak

Kære Lars Hansen

Du får lige et link mere, hvor du kan læse om hr. Højgaards særegne demokratiopfattelse, "fra hestens egen mund" det blev iøvrigt bakket op af visse konservative kredse, og Højgaardkredsen regnede vel med, at Chr. X, der allerede havde været ude i noget demokratisk snavs i forbindelse med påskekrisen i 1920, ville være i stand til at understøtte dem som tilforn.

http://www.befrielsen1945.dk/kildeoversigt/angrebdemokrati/index.html

Men man skal naturligvis ikke underkende, at den herskende politiske elite, i samarbejde med erhvervslivet, efter krigen havde en naturlig interesse i at "ting blev forsvundet" fra arkiverne - og det var en af grundene til at vi aldrig fik et egentlig retsopgør med krigens købmænd.
Det er naturligvis også grundlag for den afsporede historieopfattelse, og uvidenhed der hersker om hele perioden, fordi så mange politikere også var interesserede i at lægge et slør over deres mere dubiøse handlinger.

Og tingene forsvandt jo - eller blev henlagt af anklagemyndigheden med et pennestrøg - man skulle jo nødig genere storkapitalen, der efter krigen jo fremstod som gode demokrater - men jeg synes stadig det er besynderligt, at VK-regeringens skatteforslag skal forelægges på Esplanaden!

Søren Kristensen

Dorte Sørensens spørgsmål er nok det klareste svar vi får på hvorfor opgøret er strandet - indtil Foghs erindringer udkommer.