Interview
Læsetid: 3 min.

'Gaveregnen og fadbamserne skal frem i lyset'

Selv om SF's Anne Baastrup erkender at være 'nervøs' ved at regulere offentlighedsloven, så støtter hun statsministerens lovforslag 212 om at undtage ministerkalendere fra aktindsigt. Den nye ordning vil til gengæld gøre lobbyisme og skattebetalte fadøl mere synlige, forventer hun
Ifølge SF-s retspolitiske ordfører Anne Baastrup er SF med i aftalen mellem regeringen og fire af Folketingets partier om den såkaldte -ny åbenhedsordning- for at forhindre skjulte forsøg på lobbyisme og skattebetalt fråds

Ifølge SF-s retspolitiske ordfører Anne Baastrup er SF med i aftalen mellem regeringen og fire af Folketingets partier om den såkaldte -ny åbenhedsordning- for at forhindre skjulte forsøg på lobbyisme og skattebetalt fråds

Kristine Kiilerich

Indland
11. maj 2009

Der var jo sagerne med Brian Mikkelsens briller, Lene Espersens barnestol og gallakjole, Bendt Bendtsens jagtrejser, Flemming Hansens golfture. Og var der ikke også noget om Lars Løkke Rasmussens skattebetalte voksenfilm og fadøl samt Claus Hjort Frederiksens hollandske speedwaybilletter?

Ifølge SF's retspolitiske ordfører Anne Baastrup er den slags mere eller mindre skjulte forsøg på lobbyisme og skattebetalt fråds ikke længere noget, som ministrene kan dølge i gråzonen mellem de officielle repræsentative opgaver og deres privatliv.

At opnå det har for Anne Baastrup været den væsentligste årsag til, at SF er med i aftalen mellem regeringen og fire af Folketingets partier om den såkaldte "ny åbenhedsordning", hvorefter ministrene af egen drift hver måned skal oplyse om deres repræsentationsudgifter, udgifterne til tjenesterejser og modtagne gaver samt repræsentative opgaver.

Modydelsen er så, at ministrenes kalendere med lovforslag 212 undtages fra aktindsigt, hvilket har ført til voldsom kritik fra bl.a. de journalister, der har konkrete erfaringer med at kigge ministrene efter i kalenderen. Den hast, hvormed L 212 skal gennemføres, har også vakt opmærksomhed.

Retskrav forsvinder

"Grunden til, at Lars Løkke Rasmussen vil have den ordning lige nu, er, at han ikke har kunnet overskue endnu en lang sommer, hvor ministrene kunne boltre sig i gratis speedwaybilletter," vurderer Anne Baastrup.

- Hvordan i alverden kan SF støtte et lovforslag om at forringe mulighederne for aktindsigt?

"Min overvejelser har været: Hvad gør svenskerne? Og i verdens mest åbne land er ministrenes kalendere altså ikke underlagt offentlighed. Når realiteten samtidig er, at ministrenes kalendere reelt er opdelt i to eller tre, alt efter om det er private aktiviteter eller ministeraktiviteter, så tror jeg alt i alt, at den nye ordning vil være en forbedring, fordi ministrene nu er forpligtede til at offentliggøre alle gaver og repræsentationsudgifter."

- Kan vi så regne med, at alt kommer frem?

"Hvis du inviterer en minister på jagt, og du efterfølgende kan se, at ministeren ikke oplyser det, så vil der være indirekte kontrol fra gavegiver."

- Hvorfor skulle en lobbyist være interesseret i at afsløre ministeren?

"Gavegiveren vil jo gerne have en oplevelse af at være i fint selskab. Og det er præciseret med syvtommersøm, at når der er tale om gaver, så skal det offentliggøres."

- En række nuværende og tidligere ministre har haft svært ved at oplyse det?

"Vi må forvente, at de folk, som ifølge statsministeren er gode nok til at sidde i regering, at de også ved, hvad en gave er. Ellers hører alting jo op."

- Men det har jo været svært især for konservative ministre at skelne?

"Det har aldrig før været et krav, at det skulle stå på en hjemmeside, hvis man som minister modtog en gave, så hvis ministrene ikke forstår det, så har statsministeren et kæmpeproblem."

- Hvis L 212 vedtages, så har offentligheden ikke længere et retskrav på indsigt?

"Som udgangspunkt er ministrenes kalendere et internt dokument, og der er stribevis af undtagelser, f.eks. om lovforberedende arbejde eller om privatlivet, så jeg tvivler meget på, at journalister i dag ville få særlig meget ud af at søge aktindsigt i kalenderne. Det meste vil være streget over, fordi det er omfattet af undtagelserne. Der vil være et hul, og så vil der stå: privat kalender."

Skyd et rådyr

"Grunden til, at det var så svært i Økonomi- og Erhvervsministeriet, var jo, at de i starten ikke kunne forstå, at det at skyde rådyr på andres regning var en gave."

- Med den eksisterende ordning er der mulighed for at klage til Ombudsmanden, hvis man er uenig i overstregningerne. Den mulighed forsvinder også?

"Fuldstændigt rigtigt. Men nu bliver det sådan, at hvis en minister modtager en gave, så er de forpligtet til både at oplyse det på hjemmesiden og opgive det til Skat. Og gør man ikke det sidste, så er det skatteunddragelse, og så læner man sig op af en straffesag. I den aftale, vi er med i, er begrebet 'gave' foldet helt ud. Man kan ikke længere være i tvivl om, hvad der er en gave. Og hvis det omvendt betragtes som en repræsentativ opgave for en minister at skyde rådyr, så skal det også oplyses på hjemmesiden. Så jeg tror, at det bliver et fremskridt i forhold til åbenhed, selv om jeg selvfølgelig er nervøs ved at regulere i offentlighedsloven."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Kroll

Fint nok - men er det kun ministre, der er genstand for lobbyisters interesse og gavegivning ?

Det er vel lige så væsentligt for en lobbyist at hverve støtte os et eller flere oppositionspartier - eller hvis en regering ikke vil "makke ret" , så at få skruet et flertal sammen uden om regeringen?

Jeg tror ikke , at man nogensinde når til vejs ende med denne debat.

Steen Erik Blumensaat

Nu ved vi de er til salg, og vil møde dem på gaden hvor de tilbyder sig og udstiller deres prostitution.

Steen Erik Blumensaat

Den ene corporations lobbyst til den anden: See! If you feed èm yourll own them forever.

Rasmus Nørlem Sørensen

Jeg forstår ikke, at partier som normalt er meget glade for overvågning - er imod at offentligheden kan undersøge, hvad de bruger deres tid i et væsentligt offentligt embede på.

Vi har jo talløse eksempler på, at VC-regeringens ministre ikke mener, at det er et problem at de modtager bestikkelse fra erhvervslivet. Hver gang der har været en sag har de forsvaret deres ret til at lade sig korrumpere.

Det er jo i sig selv en god grund til mistanke - og dermed ifølge den herskende logik på Borgen en anledning til at foranstalte overvågning.

Peter Jensen

Hvad ligner det også at alle mulige kan kigge i Ministerens kalender og se hvad hun laver ?
Det rager f.eks ikke os om Statsmedisteren deltager
i en Bilderberg-seance, uanset om han er der som "privat-person" eller som det han er ..
..men giv ham en kuglepen .. uhadada !

"Hvis du inviterer en minister på jagt"

Hvis jeg gjorde det, ville det helt klart være for at opnå et eller andet. Jeg har p.t. ingen ministre i min omgangskreds, så jeg ville ikke kunne forsvare at det var et privat arrangement. Det ville være helt almindelig korruption.

Jeg har haft en del samtaler med MF'ere, og kom igennem med budskabet til nogle få. Havde jeg "smurt" dem en smule, var jeg nok kommet længere. (emnet var softwarepatenter)

John Reynolds

Det er fuldstændig ufatteligt for mig, at en opposition af egen drift afskærer sig muligheden for at kigge ministrene i kortene.
Måske er det meget symptomatisk, at det netop er pressen, der har opdaget pampersagerne og ikke folketingets medlemmer.
Og måske nogle medlemmer i oppositionnen forbereder sig lidt for grundigt til at blive ministre (som man altså ikke kan kigge i kortene længere...)