Nyhed
Læsetid: 7 min.

Hellere sammenbrud end svag klima-aftale i København

I-landene bevæger sig alt for lidt, og det truer for alvor en ny global klima-aftale, mener græsrødder fra både nord og syd
Indland
16. maj 2009

Hellere et regulært sammenbrud i København og en efterfølgende international krise, end en svag klimaaftale forklædt som succes.

Det er holdningen hos en af USA's mest erfarne klimagræsrødder, Alden Meyer, politisk direktør hos organisationen Union of Concerned Scientists.

Sammen med knap hundrede andre miljø- og klima-ngo'er fra hele verden har Meyer i denne uge været i København for at drøfte en fælles strategi i processen frem mod klimatopmødet til december.

"Det værst tænkelige resultat i København er, hvis forhandlerne kommer ud med en mudret og svag aftale, som de fejrer som en stor succes, og som vi ikke på stedet kan pille fra hinanden som åbenlys fiasko. Det vil lulle folk ind i en falsk forestilling om, at problemet er klaret, skønt det slet ikke er det. Så vil jeg hellere have, at forhandlingerne bryder sammen. Den efterfølgende krise vil sætte de politiske ledere under øget pres og tvinge dem til at komme tilbage og gøre det bedre," siger Alden Meyer.

Hverken han eller ngo-repræsentanter fra seks af de andre store CO2-udledende lande vover i dag at spå om, hvor forhandlingerne ender. Flere frygter en blød rammeaftale, som lader kritiske spørgsmål om størrelsen af CO2-reduktioner og i-landes finansielle klimabistand til u-lande overgå til videre forhandlinger de kommende år.

Lover ikke godt

Mange lande har til FN afleveret deres bud på, hvor langt de vil forpligte sig i en ny global klimaaftale, og på mandag ventes FN's klimasekretariat at udsende det allerførste udkast til selve aftaleteksten. I går kom klimasekretariatets katalog over mulige formuleringer, hvad angår i-landenes forpligtelser - et katalog med hele otte tænkelige modeller for den ny aftale og med adskillige variationsmuligheder for hver enkelt model.

Ser man på I-landenes foreløbige udspil, lover det ifølge ngo'erne ikke godt for en ambitiøs aftale.

Centralt står EU's udspil om, at i-landene bør forpligte sig til at reducere deres CO2-udledninger med 25-40 pct. i 2020, målt i forhold til 1990-niveauet. De fleste u-lande og ngo'er vil have 40 pct. som mål for i-landene, men det har ingen af dem accepteret. EU selv vil gå til 30 pct., men kun hvis andre også gør det - ellers er EU-ambitionen 20 pct. CO2-reduktion.

Amerikansk udspil

I den amerikanske kongres er demokraterne i Repræsentanternes Hus næsten på plads med et udspil, der går betydeligt længere end Bush-regeringen.

"Det lovforslag, som behandles i disse dage, lægger op til en CO2-reduktion på syv pct. i 2020 i forhold til 1990-niveauet. Det er lidt stærkere end Obamas forslag under præsidentkampagnen, men langt fra de nødvendige 25-40 pct., som EU og andre appellerer til alle i-lande om at forpligte sig til," siger Alden Meyer.

Den australske regering fremlagde i går et forslag til ny klimalov, der som højeste ambitionsniveau har 25 pct. reduktion, men kun hvis andre i-lande forpligter sig til det samme. Bliver det ikke tilfældet, vil Australien kun skære fem-15 pct.

"Det gode ved det australske mål er, at regeringen knytter det til et mål om at bremse CO2-koncentrationen i atmosfæren ved 450 ppm (CO2-molekyler pr. million luftmolekyler), fordi det giver en rimelig chance for at bremse den globale opvarmning ved to grader," siger Tony Mohr, klimakampagnechef hos Australian Conservation Foundation.

"Det mindre gode er, at Australien ikke forpligter sig til de 40 pct. CO2-reduktion, som klimaet behøver. Hvis Australien forpligter sig til mindre, vil andre være nødt til at gøre mere, og det er ikke fair og næppe realistisk."

Pengene

Australien har endnu ikke har tilkendegivet, i hvilken grad man vil støtte u-landenes klimaindsats med penge og teknologi. Det gælder stort set alle i-lande, og det er fortsat en afgørende hindring i forhandlingerne.

"Det står stadig mere klart: Uden penge, ingen aftale," sagde klima- og energiminister Connie Hedegaard i går på et møde arrangeret af det danske netværk 92-gruppen.

Canada er et andet af de store i-lande, som ikke bevæger sig tilstrækkeligt.

"Canada er indtil videre kun klar til at reducere sine udledninger i 2020 med tre pct. i forhold til 1990. Det er helt hovedløst," mener Dale Marshall, politisk analytiker hos den canadiske miljøorganisation David Suzuki Foundation.

Han påpeger, at Canada groft har overskredet sin forpligtelse efter den gældende Kyoto-aftale - Canadas udledninger er i dag 26 pct. højere end i 1990 - og han håber, at den canadiske regering vil blive straffet for det.

"Hvis Canada får lov at bryde Kyoto-målet uden sanktioner, er det et meget dårligt signal for troværdigheden af en ny klimaaftale," siger Marshall.

Trods landets kritisable position netop nu tror han, den canadiske regering vil flytte sig inden København.

"Der er voksende pres på os, og jeg tror ikke, Canada kan modstå 'Obama-faktoren': Hvis USA flytter sig, vil Canada følge efter. Vi kan ikke tåle at være ude af takt med USA," siger han.

Hverken Canada eller USA har meldt ud, hvordan man vil hjælpe u-landene med penge og teknologi.

"I USA er det meget vanskeligt at få Kongressen til at afsætte penge til at hjælpe u-landene til klimavenlig teknologi. Folk tror, det betyder en masse dollar til Kina, men det er ikke rigtigt. Kina beder ikke om penge, men om samarbejds- og licensaftaler," påpeger Alden Meyer. Det bekræfter Yanli Hou, klimachef hos WWF i Kina.

"Kina gør en stor hjemlig indsats for energieffektivisering og udvikling af vedvarende energi, og vi har allerede nået det mål om 20 pct. energibesparelser, der gælder femårsplanen fra 2005-09. Kina vil nationalt blive ved med at handle ambitiøst for at bremse klimaændringerne, men man går kun med i en international aftale, hvis i-landene lever op til deres ansvar," siger Yanli Hou.

"Desværre har i-landene ikke bevæget sig meget siden klimamødet på Bali i 2007 og heller ikke svaret på u-landenes forslag om finansiering og teknologi," siger hun.

Sanjay Vashist, indisk leder af Climate Action Network South Asia, er enig.

"Det er graden af økonomisk bistand og teknologisk samarbejde fra de rige lande, der afgør, om Indien underskriver en klimaaftale. Samtidig har Indien på vegne af G77-gruppen af u-lande krævet, at i-landene reducerer med mindst 40 pct. i 2020. Man frygter, at en svagere forpligtelse fra i-landene vil indebære, at der bliver lagt tungere forpligtelser på u-landene i takt med klimakrisens forværring," siger Sanjay Vashist.

"Indien selv vil ikke i en ny aftale forpligte sig juridisk til CO2-begrænsninger, men gerne gennemføre kontrollerbare nationale initiativer til CO2-reduktion, hvis i-landene på tilsvarende kontrollerbar vis bidrager med økonomisk og finansiel støtte," påpeger Vashist.

Hans egen organisation mener, at Indien skal reducere sine egne udledninger med mindst 30 pct. i forhold til en 'business-as-usual'-udvikling. Det rimer med EU's forslag om, at store u-lande i 2020 skal reducere med 15-30 pct. i forhold til en ureguleret udvikling.

Både i Sydafrika og Brasilien er man på linje med Kina og Indien.

"Sydafrika vil udforme en national handlingsplan på frivillig basis, men man er ikke villig til at acceptere mål, der dikteres oppefra via en international aftale. Sydafrika vil gennemføre en nationalt kontrollerbar indsats, forudsat tilsvarende kontrollerbar støtte fra i-lande," siger Tashneem Essop, klimamedarbejder hos WWF-Sydafrika.

Den sydafrikanske ambition er, at CO2-udledningernes vækst skal stabiliseres i 2025 og falde fra 2030.

I Brasilien taler ngo'en Vitae Civilis Instituto (VCI) for et lignende nationalt mål.

"Vi forlanger, at væksten i Brasiliens udledninger stopper om 10-15 år og derefter begynder at falde," siger Rubens Born, koordinator i VCI.

"Brasiliens regering taler for u-landes ret til fortsat at øge udledningerne for at sikre udvikling. Man modsætter sig forpligtende reduktionsmål for u-lande og vil kun acceptere frivillige initiativer," fortæller han.

Tvivlen

Adspurgt om det realistiske udfald af klimatopmødet i København, tøver samtlige ngo'er.

"Jeg forudser svagere reduktionsmål for i-landene, end vi ønsker, og klimaforskerne anbefaler. Jeg kan godt forestille mig, at man kun indgår en rammeaftale og giver hinanden yderligere fem år til at lægge sig fast på de præcise 2020-mål," siger Rubens Born.

"Vi har indset, at aftalen ikke bliver, som vi ønsker den," siger Tashneem Essop.

"Men det er absolut ufravigeligt, at man når til enighed om de nødvendige mekanismer, institutioner og andre rammer for den fortsatte proces, så man efter København kan tale videre om konkrete forpligtelser til reduktion."

Indiske Sanjay Vashist mener, "det er for tidligt at sige, om vi kan få en tilfredsstillende aftale. Vi knokler for en strålende aftale, men man kan ikke udelukke en situation, hvor vi må sige: 'Vedtag ikke denne aftale'."

Tony Mohr, Australien er lige så fuld af tvivl.

"Der er helt sikkert internationale ngo'er, der ikke vil være tilfredse med resultatet i København. Vi argumenterer for, at København-aftalen kun kommer til at forpligte i en femårig periode, for det giver mulighed for at forhandle videre om et mere ambitiøst mål - de 40 pct. - for 2020," siger Tony Mohr.

Pres på ledere

Dale Marshall, Canada, er ikke synderlig optimistisk.

"Det er et tænkeligt udfald, at vi kun får en rammeaftale og ikke en konkret aftale med forpligtelser."

"Jeg forstår godt det synspunkt i dele af ngo-miljøet, at det er bedre med et sammenbrud end en svag aftale. En aftale, som kun er en smule bedre end Kyoto, vil være en katastrofe. Jeg udelukker ikke muligheden for, at vandene på et tidspunkt skiller blandt ngo'erne og nogle begynder at fraråde en aftale," siger Marshall.

"Jeg tør næsten ikke tale om risikoen for, at København-mødet fejler. Det vil være frygteligt," siger Yanli Hou fra Kina.

"Jeg tror, verdens ledere føler det pres, der i stigende grad hviler på dem. Det vil være ekstremt uklogt af dem ikke at leve op til udfordringen og de krav, der møder dem nu," mener Tashneem Essop.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

”Det er meget muligt at intet resultat fra Bali - altså noget i mange øjne negativt - er mere konstruktivt for den globale forståelse af de styrende mekanismers falliterklæring i forhold til det at kunne tage vare på sig selv, end et resultat som er udtryk for USA's vilje, den selvnegerende rationalitets sejr!”(15/12 -07) http://www.information.dk/151903#comment-10976

”Ind til ansættelsen af Connie Global Hedetur gik strategien fra regeringens side ud på at nedtone problematikken omkring den globale opvarmning, hvor man forfalskede videnskabelige rapporter og oplysningspjecer. Man gik i krig for olie, man stoppede opførelsen af vindmøller, man halverede miljøtilsynet i forbindelse med nedlæggelserne af amterne, man ansatte Lomborg i hans egen opfindelse, for at han kunne forklare befolkningen, at det ikke kan betale sig at gøre en skid, man gav Henrik Svensmark tilskud til hans i videnskabelige kredse diskrediterede arbejde, og så meget andet.
Nu taler man ”som om” man vil gøre noget, Connies symbolske anale ytringer blafrer i vinden, sammen med symbolerne, den ændrede miljøstrategi, som går ud på at dække over den samme politik.” (18/01 –08) http://www.information.dk/153391#comment-15529

Det vil være en kæmpe sejr for de destruktive kræfter, hvis Connies strategi lykkes, dvs. hvis det lykkes hende og hendes at fremstille sig selv som selve det inkarnerede udtryk for et glorværdigt forsøg på at fatte problemets omfang og tage hånd om det på alles, helhedens vegne.

Det vil komme til at fungere som den perfekte undskyldning for ikke at integrere problemstillingen i alle de afkroge af hele det moderne samfund, hvor problemet skabes.

Connies strategi er regeringens og resten af de selvnegerende kræfters strategi. Det faktum at de sociale succeskriterier er uforenelige med hensynet til det moderne samfunds naturlige mulighedsbetingelser forsøges konsekvent fortrængt fra de sammenhænge, hvor nødvendigheden af helt andre kriterier for succes er påtrængende netop på grund af nødvendigheden af at tage hensyn til samfundets naturlige forudsætninger. Connie og regeringens intention er og har hele tiden været den samme, selv om retorikken og strategien har ændret sig. Man forstå dybest set ikke at de succeskriterier man forfølger, især af økonomisk ideologiske grunde er fuldstændigt uforenelig med den højere nødvendighed, som man eksplicit har benægtet ind til Connies Symbolsk Anale Ytringer begyndte at blafre frit i vinden.

Det negative moment i at kunne fremstille sig selv positivt i den sammenhæng fra Connie Hedeturs side er langt større end det positive moment der vil være i en spinkel og uforpligtende aftale.

Ralph Sylvestersen

Connie Hedeturs politik ligner til forveksling den der udtykkes af Vestas topledelse idag på Berlingske; skuffelse over, at de amerikanske klimamål kan betyde mindre VÆKST for Vestas.

se http://www.business.dk/article/20090518/transport/90518062/