Nyhed
Læsetid: 4 min.

Højre-venstre-kampen sætter EU-dagsordenen

Politik i Europa-Parlamentet er ikke et spørgsmål om at sige ja eller nej, men om at være til højre eller til venstre – fuldstændig som i Folke-tinget, siger danske parlamentarikere. Dén sandhed er stadig fraværende i den danske EU-debat
Indland
26. maj 2009

Glem Tyrkiets eventuelle EU-medlemsskab. Glem forbeholdsdiskussionerne. Glem kampen om at sikre mest mulig dansk indflydelse.

De store slagsmål i Europa-Parlamentet står ikke mellem de enkelte landes medlemmer - men mellem de politiske partigrupper med hver deres ideologiske udgangspunkt.

En indlysende sandhed, skulle man tro. Men alligevel bliver den for det meste overset i den danske debat, siger en række EU-parlamentarikere, som Information har talt med.

"Det er ikke Danmark, der sidder dernede og varetager sine interesser - det er kampen mellem højre og venstre, der sætter dagsordenen," siger Dan Jørgensen (S), der er medlem af PSE - den socialdemokratiske gruppe.

Ifølge både ham og Anne E. Jensen (V) - der sidder i den liberale gruppe ALDE - er den politiske virkelighed i parlamentet helt sammenlignelig med den politiske virkelighed, vi kender herhjemme.

Begge nævner som eksempel patientdirektivet, der skal give EU-borgere ret til behandling over hele Europa.

Dan Jørgensen mener, at det vil "markedsgøre" sundhedsydelserne i Europa. Anne E. Jensen mener, at det vil sætte "patienten i centrum frem for systemet".

"Det er to forskellige måder at se verden på - men hvor begge parter har gode plusord på. Og dén forskel er jo helt i forlængelse af debatten herhjemme," siger Anne E. Jensen.

Regulering eller ej

Ifølge EU-politikerne kan den grundlæggende uenighed mellem parlamentets store grupper først og fremmest koges ned til, hvor meget, man mener, at EU skal regulere.

"Her ligner den gruppe, som jeg er medlem af, SF så meget, at det er til at kaste op af," siger Margrethe Auken (SF), der er medlem af den 'grønne' gruppe, EFA.

"De store kløfter ligger efter min mening i, hvor lidt regulering, de borgerlige vil have - kontra hvor meget vi går ind for, at klima og arbejdstagerrettigheder bliver sat i centrum," siger Margrethe Auken.

Sofie Carsten Jensen, der som radikal spidskandidat vil komme til at sidde i samme liberale gruppe som Venstre, er enig.

"Vi skal have et højt niveau af basale rettigheder, men samtidig skal vi huske på, at det frie marked og den frie bevægelighed er hele grundstenen i EU-samarbejdet," siger hun.

Med repræsentanter for alle EU's 27 medlemslande er de store partigrupper også en broget skare.

Men selv om eksempelvis en holdning om, at EU's landbrugsstøtte skal afskaffes, med Margrethe Aukens ord er "lidt en dansk specialitet", der ikke nyder særlig stor opbakning i grupperne, så følger de danske parlamentarikere i høj grad deres grupper, når der stemmes:

Ifølge databasen 'Votewatch' stemte repræsentanterne for V, K, S, R og SF alle det samme som deres partigrupper i over 90 pct. af afstemningerne i parlamentet.

Nødvendigt at være enig

Det er et tegn på, at Europa-Parlamentet er begyndt at ligne et "rigtigt" parlament mere og mere, siger Europa-forsker Mette Buskjær Christensen fra Dansk Institut for Internationale Studier:

"I takt med at parlamentet får mere og mere indflydelse, så vil vi også se en endnu højere grad af konsensus. Hvis grupperne skal have indflydelse, så skal de hænge sammen".

Dét er Dan Jørgensen enig i.

"Og det er noget vrøvl at sige andet," siger han med direkte henvisning til Venstres spidskandidat Jens Rohdes erklæring om, at han først og fremmest ser sig som repræsentant for Danmark i parlamentet.

Rohdes partifælle Anne E. Jensen er mere diplomatisk. Ifølge hende er der ingen modsætning mellem at være loyal over for sin gruppe og over for sit danske parti.

"Vi gør alle sammen et stort arbejde med at være i kontakt med vores hjemlige parti og tjekke af, om der er problemer med nogle af de sager, vi tager op," siger hun.

Den konservative spidskandidat Bendt Bendtsen vil ikke forholde sig til de uenigheder, de andre kandidater ser i parlamentet.

"Jeg har jo ikke siddet dernede endnu. Men jeg forventer at kunne føre den linje, jeg har haft i dansk politik, videre. Og den kristendemokratiske gruppe, som jeg bliver en del af, er jo i høj grad med i brede forlig med de liberale og socialisterne," siger han.

Kendthed ikke nok

Men netop på dét punkt ser parlamentsvirkeligheden helt anderledes ud end i det danske Folketing.

På grund af mandatfordelingen er de konservative og socialisterne nemlig nødt til at være med i langt de fleste forlig, hvis et forslag skal bære igennem. Derfor bruges der meget energi på at skabe kompromisser, som alle kan stemme for.

"Men det betyder jo ikke, at vi ikke er rygende uenige i udgangspunktet," siger Dan Jørgensen.

At den politiske uenighed i parlamentet ikke fylder så meget i den danske debat skyldes ifølge professor Marlene Wind fra Københavns Universitet, at danskerne er vant til at se EU-politik som et "ja-nej-spørgsmål i stedet for et højre-venstre-spørgsmål."

"Men i denne valgkamp virker det som om, at det for første gang er ved at gå op for folk, at det her handler om politik - og ikke bare om kendthed," siger hun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hugo Barlach

Lobbykratur ganske enkelt. Det er ikke så vanskeligt at forstå. Og burde heller ikke være det i mediernes omgang med forholdet imellem strategiske hensyn af politisk karakter og så den danske befolkning.

Udenfor de politiske partier og deres tilslutning af varieret omfang (eks: Morten Lykkegaard og Venstre), altså i de brede lag, er det ret vanskeligt at undgå mistanken om, at der ikke spilles med åbne kort i EU-sammenhæng. Men hellere tale hen af strategiske årsager åbenbart end at fremlægge situationen med i det mindste et forsøg på objektivitet. Naturligvis bortset fra Information, forstås...

Jakob Lindblom

Artiklen er på visse områder misvisende, hvilket blev bekræftet meget tydeligt af Dan Jørgensen og Chr. Rovsing (K) igår i DR1 Søndag. Her kunne de to nemlig stolt fortælle, hvordan stort set alle forlig blev indgået af Kristendemokraterne og Socialdemokraterne.

Sagen er nemlig at højre venstre skellet ophæves til en vis grad af flertalstemmereglerne, hvor man kræver absolut flertal, hvilket de to grupper tilsammen har. Der er dog kamp om ændringsforslag, men når det kommer til stykket ophæves det i konsensus af stemmereglenrne, i de afsluttende afstemninger.

Endelig er præmissen om, at nej/ja ikke længere holder ikke rigtigt. Læs eventuelt denne artikel, som dog er skrevet i en lidt anden sammenhæng, men alligevel viser pointen:

http://www.kritiskdebat.dk/artikel.php?id=667

Dorte Sørensen

Dejligt hvis debatten om EU kom til at handle om politik, som de forskellige grupper står for. Så vi vælgere kan se hvor vigtig det er, at de rigtige interesserede bliver valgt og ikke bare kendte og afdankede politikker.

Rasmus Nørlem Sørensen

Det er en noget tendensiøs artikel. EU-debatten bør handle om centrale 2 dagsordner:

- Ideologiske skillelinier i debatten, mellem højrefløjen og venstrefløjen

- Demokratiske skillelinier, mellem EU-tilhængere og EU-modstandere

Man skal huske at næsten 50 % af europæerne må placeres i EU-modstander eller -kritiker kategorien. I artiklen har man kun interviewet den ene side af holdningsspektret i forhold til de demokratiske skillelinier.