Baggrund
Læsetid: 7 min.

De kan hyre og fyre, indtil nok er nok

Gennem mere end hundrede år har man udviklet den danske arbejdsmarkedsmodel og givet den det fine navn 'flexicurity'. Men security, sikkerhed, er der ikke meget tilbage af - alligevel har fagbevægelsen endnu ikke trukket i bremsen, og før de gør det, bliver livet mere og mere usikkert for danske lønmodtagere
Gennem mere end hundrede år har man udviklet den danske arbejdsmarkedsmodel og givet den det fine navn 'flexicurity'. Men security, sikkerhed, er der ikke meget tilbage af - alligevel har fagbevægelsen endnu ikke trukket i bremsen
Indland
23. maj 2009

"Når du er færdig med det badeværelse, så er der sgu ikke mere," lød det fra murermesteren.

Da sidste flise var lagt, pakkede Rasmus Jensen sit værktøj og forlod badeværelset.

Siden har han været arbejdsløs murer ligesom mange andre i sit fag. For 25 år siden havde fyresedlen ikke betydet så meget for Ramus Jensens privatøkonomi, for så ville dagpengene have dækket omkring 70 procent af hans indkomsttab. Sådan er det ikke i dag, 2009. Selvom han er medlem af 3F og har optjent ret til dagpenge, strammer økonomien til hos familien Jensen:

"Jeg er røget ned på halv indtægt, så det er en meget stor forskel. Jeg kan ikke tillade mig at bruge nogen penge overhovedet, for så har vi ikke til udgifterne. Vi lever af min kones løn. Det er ikke sådan, at vi må gå fra hus og hjem endnu, men vi sidder da stramt i det og må bruge af feriepengene allerede," siger Rasmus Jensen, der bor i en andelslejlighed med sin lille søn og en kone, der er advokatsekretær.

Hørt i skolen

På skolebænken lærte både Ramus Jensen og alle andre ellers, at vi i Danmark tager hånd om dem, der falder uden for arbejdsmarkedet. Vi har flexicurity, som det hedder på management'sk. En smart sammentrækning af flexibility og security - fleksibilitet og sikkerhed.

Virksomheder kan nemt tilpasse medarbejderstaben til deres ambitioner. Til gengæld kan lønmodtagerne melde sig ind i en a-kasse. Så er der et sikkerhedsnet under dem, som gør, at de både bliver forsørget og opkvalificeret i den tid, hvor de ikke arbejder.

Oldgammel liberal virksomhedstænkning og nyere socialdemokratisk velfærdslogik går hånd i hånd. Alle er glade, og skolebørnene nikker, for det giver god mening.

Der har dog aldrig været en masterplan, og den smarte model er blot et resultat af, at tiden er gået og parterne har forhandlet, påpeger Asbjørn Sonne Nørgaard fra Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet. Et hurtigt kig på opgaveportalen www.studienet.dk viser, at gymnasieeleverne den dag i dag skriver side op og side ned om, hvordan dette såkaldte flexicurity-system fungerer.

Men de færreste gymnasielever har hørt, at både Ramus Jensen og alle andre forsikrede arbejdsløse de seneste 25 år har oplevet et markant fald i værdien af dagpengene.

I 1982 fik en gennemsnitlig arbejdsløs LO-arbejder dækket 76, 5 procent af sin indkomst via dagpenge. I 2007 var dækningsgraden faldet til 52,4 procent. For en murer som Rasmus Jensen er dækningsgraden i gennemsnit 40 procent og jo højere løn, jo lavere dækningsgrad. En privatansat ingeniør får i år kun dækket en tredjedel af sin indkomst.

Dagpengene matcher med andre ord ikke længere reallønnen - og derfor er der "meget mindre security, end der har været," som Asbjørn Sonne Nørgaard udtrykker det.

Tiderne skifter

I disse dage knokler Arbejdsmarkedskommissionen på højtryk for at sætte punktum i en rapport, der skal svare på, hvordan danskerne skal gøres i stand til at arbejde mere. Én af de ting, der optager dem, er, hvordan Danmark får et "tidssvarende dagpengesystem".

I 1907 var der også en kommission, der interesserede sig for de ledige. Det var nu lidt på en anden måde, for de opfattede arbejdsløshed som et socialt onde. Arbejdsløshed er ikke selvforskyldt, mente de og kom derfor frem til, at staten må lindre ledigheden, når den rammer. Derfor anbefalede de netop økonomiske støtteforanstaltninger.

Resultatet blev den første udgave af det a-kassesystem, vi har i dag . Siden er det udviklet og den aktive arbejdsmarkedspolitik er kommet til. Nu skal de ledige aktiveres, rådgives og opkvalificeres.

Mere end hundrede år er gået, men debatten er lige så hed som dengang. Og det handler ikke kun om penge. Tryghed for en lønmodtager kan ikke kun gøres op i kroner og ører. Et andet aspekt er sikkerhed i ansættelsen. Tjenestemandsansatte behøver slet ikke spekulere på dagpengesatsen, for så længe man sidder trygt i et guldbur, er dækningsgraden sådan set irrelevant.

Men der er ikke mange guldbure i Danmark, for de danske lønmodtagere er ringere stillet end europæiske kolleger, når det kommer til ansættelsestryghed.

"Vi ligger i den tynde ende, sammenlignet med resten af Europa," siger professor i arbejdsmarkedsforskning fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, Per Kongshøj Madsen.

Det er svært at måle, men han tager udgangspunkt i et OECD-index over Employment Protection Legislation. Og ikke nok med, at den samlede ansættelsestryghed er lav, og dagpengene ditto. Hertil kommer, at der i de senere år er "mange, der har troet, at de kunne klare sig uden dagpenge," og derfor er også lønmodtagernes samlede sikringsniveau faldet, forklarer Per Kongshøj Madsen.

"Vi har tre dages opsigelse - så er det ud," tilføjer Rasmus Jensen og refererer igen til, at der bare ikke var mere at lave, da badeværelset var færdigt.

Modellandet

Den franske viceminister, Gerard Larche var så fascineret af systemet, at han brugte en del af sommeren i 2005 på at tage til Danmark. Her blev han budt velkommen af daværende beskæftigelsesminister, Claus Hjort Frderiksen, som efterfølgende har forklaret, at "han kom for at kigge nærmere på vores unikke danske flexicurity. Altså det her med, at et fleksibelt arbejdsmarked ikke er ensbetydende med usikkerhed. Faktisk er det lige omvendt. Det var han ret imponeret over ... En del af forklaringen ligger i vores sociale sikkerhedsnet og vores fleksible regler for at ansætte og afskedige medarbejdere."

Larcher var ikke den eneste nysgerrige, for som Per Kongshøj Madsen konstaterer, så har "en strøm af både danske og udenlandske rapporter besunget den danske 'flexicurity-model'".

Politikere, fagforeningsfolk og forskere fra nær og fjern har studeret modellen og OECD gjorde i 2004 Danmark til modelland ved at omtale flexicurity som et best practice.

Per Kongshøj Madsen er dog netop vendt hjem fra en EU-konference om fremtidens beskæftigelsespolitik og meddeler, at Danmark ikke nødvendigvis er modelland længere.

"Der er ved at være stigende skepsis i Syd- og Mellemeuropa, for det opfattes først og fremmest som et projekt, der handler om at sænke ansættelsestrygheden," siger han.

Kritikere har da også lavet deres eget ordspil, nemlig flexploitation - fleksibilitet og exploitation, udnyttelse.

Men den lever

Når gymnasieeleverne stadig terper flexicurity, er det, fordi, modellen sådan set fungerer - også selvom der ikke længere er meget sikkerhed.

Per Kongshøj Madsen peger på, at modellen består. så længe fagbevægelsen accepterer udviklingen: "Hvis det faldende sikringsniveau for alvor skulle være en trussel mod modellen, så skulle det manifestere sig ved, at fagbevægelsen kræver længere opsigelsesvarsler og en højere grad af beskyttelse i ansættelsesforholdene."

Eller sagt på en anden måde: "Det bliver først en trussel mod den danske model, når fagbevægelsen siger, at nok er nok."

Rasmus Jensen peger på, at krisen nu gør usikkerheden endnu værre og behovet for tilstrækkelige dagpenge endnu større:

"Det eneste, der har været sikkert indtil nu, var, at man kunne finde et arbejde ovre på den anden side af vejen. Den tid er også forbi."

Så selvom han troligt har betalt sit kontingent til både fagforening og a-kasse, har han en ultra kort opsigelsesfrist, og en meget lav indkomstkompensation. Spørger man Rasmus - så er nok nok.

Sov fagbevægelsen?

Lizette Riisgaard, der er næstformand i LO har for længst opdaget, at modellen er udhulet:

"Dagpengedækningsgraden er efterhånden faldet med omkring 25 procent. Men hvis man vil have en model, der bygger på 'hyr og fyr', så skal der også være tryghed for lønmodtagerne."

Hun vil ikke svare på præcis, hvornår nok er nok, og henviser til, at overenskomstkravene endnu ikke er på plads. Men hun forudser alligevel, at fagforeningerne snart vil trække i bremsen:

"Der er ingen tvivl om, at længere opsigelsesfrister vil være på dagsordenen allerede ved næste overenskomstforhandling."

- Men er det ikke lidt sent? Altså har fagbevægelsen ikke sovet i timen, når modellen er blevet så udhulet, og det først er nu, I truer med længere opsigelsesfrister?

"Vi har som fagbevægelse forsøgt at sætte fokus på det rigtig længe, men har desværre ikke fået politisk opbakning til det. Desværre er det jo sådan, at vi er fagbevægelsen - og ikke regeringen. Men det er på tide at have større fokus på, hvad der sker, hvis færre og færre vil være med til den danske model."

Lige nu overvejer mange LO'ere, om det overhovedet kan betale sig at være en del af systemet, siger hun. Og uden dem, ingen stærk fagbevægelse og ingen dansk model.

"Jeg siger ikke, at dagpengene skal være mega høje, men det skal være sådan, så vi kan se hinanden i øjnene og sige, at alle parter bakker op om den danske model," siger hun og anklager både regering og arbejdsgiverside for at svigte lønmodtagerne.

Så i dag kan politikerne ikke se Lizette Riisgaard i øjnene. Spørgsmålet er så, hvor længe fagbevægelsen kan se Ramus Jensen og resten af lønmodtagerne i øjnene.

Arbejdsmarkedskommissionen fremlægger sin slutrapport i sensommeren, og til den tid vil den evigt ulmende dagpengedebat sandsynligvis blusse op på ny. LO har desuden store forhåbninger til en eventuel S-SF-R-regering.

Men indtil intet andet er bevist, lever flexi(curity) modellen, og Rasmus Jensen må vente på, at danskerne igen skal have nye badeværelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter Hansen

Det er simpelthen sådan et forræderi, at man kunne tude!
Og den værste udhuling er den sikring, der lå i retten til at bestemme sin profession, så man ikke blot er kvæg på et kødmarked.

Søren Kristensen

Illustrationen lider af den svaghed at grafens nulpunkt er arbitrært. På den måde kommer det umiddelbart til at se ud som om understøttelsen relativt er faldet mere end den er i vireligheden. Enhver kan dog se det går ned ad bakke, hvilket ikke bekymrer mig voldsomt, da jeg er på kontanthjælp gennem flere år. Jeg har heller ikke hverken fladskærm, bil eller sommerhus. Til gengæld har jeg lige været på ferie for første gang i ti år.

Jesper Eriksen

Jamen hvad kan fagbevægelse gøre? Det er jo regeringen og dens vælgere der vil have det går denne vej, så det er da op af bakke hvis de skal gøre noget.

Og hvis du fx. spørger Inger Støjberg (som vel og mærke er på livsvaring pension fra Folketinget og derfor aldrig kommer til at mangle penge) så vil hun sige, jamen ham mureren han skal da bare gå hen og finde sig et job.

Og kan han ikke finde noget, tja så er det fordi han ier et dovent s... ikk?

Søren Kristensen

Selvfølgelig er mureren ikke doven, det ved du også godt, Jesper. Han gider bare ikke være social- og sundhedsassistent. Det er hans problem.

Lars Peter Simonsen

Det er strenge tider gamle jas, men det er måske det der skasl til før folk opdager at ingen er sikre nu til dags under det nuværende liberalistiske regime

Inger Sundsvald

Og hvis mureren vil være social- og sundhedsassistent, kan han måske komme ind på uddannelsen om et par år. Ventelisterne er lange.

Mona Blenstrup

Social og sundhedarbejde er på vej til at blive det sidste man vælger,når man mangler arbejde.

Det udhuler kvaliteten, hvis man ikke VIL dette arbejde men blot skal tjene penge.

Det er beskæmmende med denne undergravning af flexicurity. I ganske lang tid har der været mere flexibility end security. Men altså før eller senere kommer der en reaktion på dette og det bliver voldsommere end jordskredsvalget i 1973, altså der vil angivelig komme paradigmeskifte hvor der virkelig kommer skred i befolkning/vælgere – I mit stille sind håber jeg en dag, at arbejdere og akademikere vil slutte sig sammen, hvis dette sker vil uomtvistelig implementeres arbejdsmarkeds-
reform der tilgodeser almindelige lønmodtagere.

Inger Sundsvald

Henrik Fauerkjær

Det er nogle fromme ønsker du har. Jeg håber at dine evner til at forudsige, er ligeså gode som dine ønsker, og jeg håber at jeg kommer til at opleve denne dejlige tid ;-).

Det kan da ikke blive ved på denne måde, at føre befolkningen bag lyset.

Peter Hansen

Det er det største forræderi mod befolkningen nogensinde, og det er ufatteligt, at man overhovedet kan ønske at ændre et godt samfund med gode forhold for borgerne til noget andet og værre.
Men tiderne er da forhåbentilg ved at skifte: http://www.information.dk/191820

Inger Sundsvald

Peter Hansen

Ja, de franskmænd forstår sig på den slags ;-)

Men nu hvor vi taler om håb og ønsker:
Jeg for min del ønsker, at befolkningen på et tidspunkt (snart) begynder at interessere sig for andet end forbrug og muslimer.

F.eks. solidaritet, klima, miljø og i det hele taget dét, som vores fælles fremtid for mænd, kvinder, børn og børnebørn afhænger af – hvilket ikke indbefatter en ”aktivistisk udenrigspolitik” - så vil man af fuld hals igen kunne synge: ”Der er et yndigt land”, og også ”hvor få har for meget, og færre for lidt”.

Sikke tider! (Jeg var lige ved at sige Halleluja! ;-)

Stig Larsen

Sikkerheden er jo bare blevet afløst af private lønforsikringer, som kan trækkes fra i skat. Fuldstændig lige som private sygeforsikringer. Dagpengene er reduceret til bistandshjælp, og bistandshjælpen er reduceret til en tur på gaden sammen med fogden.
Og Steinke roterer i sin grav.

Bo Klindt Poulsen

Det er simpelthen en af de mest rystende artikler i Information, jeg har læst længe!

Jeg vil straks tage udtrykket "flexploitation" til mig - det passer uhyggeligt godt, må jeg sige.

Og tak til Stig Larsen for den koncentrerede og præcise diagnose af "velfærds"-Danmark!

Inger Sundsvald

Er der efterhånden nogen som kender og kan identificere sig med begrebet ”tryghed”?

Peter Hansen

Inger Sundsvald, der skal i hvert fald det til, at vi begynder at afideologisere den tale, der føres - og som desværre Nyrup stod bag (han synes at have ændret synspunkt senere): forringelsen af aktiveringsordningerne!
Logikken var før - med de ordninger, Schlüterregeringen gennemførte - at man selvfølgelig var ligeværdig på arbejdsmarkedet, dvs. fik overenskomstmæssig løn, optjente ny dagpengeret i overensstemmelse med 26-ugersreglen, og blev aktiveret indenfor det område, man var organiseret eller havde udvist kompetence. Det slettede Nyrup-regeringen med nogle ordninger, der af Jytte Andersen fik disse ord med på vejen: "Når staten først har vist sig solidarisk med den arbejdsløse, må den arbejdsløse vise sig solidarisk med samfundet til gengæld".
Heldigvis er der overalt et opbrud på vej mod den latterlige arbejdsnarkomani - selvom jeg må indrømme, at jeg er vokset sammen med mit arbejde.

Inger Sundsvald

Peter Hansen

Jeg husker tydeligt at Jytte Andersen sagde, at nu skulle det være ”slut med at ligge derhjemme på sofaen”. Dét blev ’dråben’ for mange socialdemokrater, så vidt jeg har forstået. Det blev også starten på et uhørt aktiveringsshow.

Kommunerne sparede en masse penge på at ’aktivere’ veluddannede mennesker i skoler, i kantiner, som pedelmedhjælpere og i institutioner. Hvorfor skulle de dog ansætte nogen til almindelig løn, hvis de kunne få en medarbejder nærmest gratis?

Jeg tror at de fik lært at stå op om morgenen og at vaske sig.

Jeg tror at der skal et stort arbejde til – ikke alene for at erobre debatten her og nu – men i høj grad at erobre sproget tilbage, så brutaliseringen ikke får lov til at brede sig yderligere. - Respekten for det enkelte menneske og for helheden savnes.

Peter Hansen

Dog kan man heldigvis konstatere, Inger Sundsvald, at både erindringen og tankegangen har overlevet og altså vil kunne bringes tilbage til politikken.
Alternativt må arbejdsmarkedsforhold blive lovgivningsområde, så regeringer vil kunne falde på at forværre forholdene for borgerne.

Kristian Rasmussen

Nu er jeg godt nok kun håndværker og altså ikke på det akademiske niveau som hærsker her på Information.dk .

Men jeg vil afligevel forsøge at få et svar på noget jeg ikke helt kan forstå logikken i .

Jeg har lidt et problem med at forstå hvordan man kan være for EU og samtidig blive foravet over at vores flexicurity-model nu helt tydelig og vel også logisk nok er under afvikling ? .

Vi har jo set til hudløshed at når der skal harmoniseres i EU bliver Danmark altid taberne som må sinke niveauet og aldrig omvendt .
Om det er giftstoffer i lejetøj eller løn niveau så bliver det altid en forringelse og aldrig en forbedring for Danmark .

Det samme må vel også ske med vores flexicurity-model nu hvor der kan arbejdes i Danmark til løn og arbejdsforhold på niveau med der er gældene for illegale Afrikaner i Spanske gartnerier.

Men måske der er nogen der kan forklare mig hvordan vi skulle kunne beholde vores flexicurity-model og vores velfærdssamfund på det nuværende høje niveau .
Når antallet af bruger nu stiger fra ca 5 millioner og til proteseilt ca 500milillioner .
Men hvor finaserings grundlaget stadig kun er de ca 5millioner ? .

For selv en håndværker er det ikke svært at se at regne stykke langt fra går op og at det igen må blive Danmark der må ned på niveau med resten af EU .

Ikke sandt ?

Søren Kristensen

Det jeg hører dig sige Kristian Rasmussen er, at der er en direkte sammenhæng mellem afviklingen af fleksicurity, dvs. velfærdsstaten og medlemskabet af EU. Hvilke leder mig til at konkludere den anden vej rundt, at en udbygning af vefærdsstaten fordrer mere selvbestemmelse og altså mindre afhængighed af EUs regler om bl.a. arbejdskraftens fri bevægelighed. Spørgsmålet er derefter om Danmark på længere sigt kan klare sig bag lukkede grænser, med gennemsnitslønninger langt over det europæiske niveau, mangel på kvalificeret arbejdskraft, ikke mindst som følge af den demografiske udvikling, mange forkælede ældre og stor udgiftstung generel arbejdsløshed, som følge af manglende konkurrenceevne på verdensmarkedet? Eller om det bedre kan betale sig at tage tørnen med at udbygge et solidarisk Europa, selv om det kommer til at nogle hellige køer livet, hvoraf fleksiicurity vel nok er den største? Spørg ikke mig. Jeg prøver bare at anlægge en lidt mere akademisk, dvs. analytisk, vinkel, som et supplement til dine mindst lige så værdifulde "håndværkerbetragtninger".

Kristian Rasmussen

@Søren Kristensen

Problemstillingen er jo tydelig og vel meget godt illustreret i de to senarier du stiller op .
Vores politikker tør bare ikke forholde sig åbnet til at sådan er det og at det er sådan situationen for EU ser ud i dag .

Jeg snakket for et på uger siden siden med en tysk mure "Frank" som var selvstændig men på grund af absolut ingen arbejde i Tyskland var kørt til Danmark og som nu var under vingerne af et af de store vikarbureauer her hjemme .
Hans historie var at i Tyskland havde polske firmare helt over taget byggebranchen med massiv prisfald til følge.
Som han sagde er der ingen Tysker hverken i regeringen eller i fagbevægelsen der tør eller han lyst til at sige noget , fordi som hans sagde det "der er et eller andet med os Tysker og vores forhold til Polakkerne i ved "
Vi snakket en del EU Frank og jer og en ting vi delte var frygten for at dette løn trykken og social dumpning vi så i dag kun lige var begyndelsen .
At løn modtagerne i EU kommer til at betale prisen for EU elitens store pan-Europa plan er der ingen arbejder jeg har mødt der er i tvivl om .
Langt de fleste har allerede kunne fortælle om de billige og forhutle østeuropæer og ikke mindst arbejdsgiver der så småt lufter planen for fremtiden og firmaets indtjening .
En anden ting der er meget tydeligt er fagforeningernes massive begejstring overfor de nye "medlemmer" .
Min egen 3F har ikke lagt skjul på i sidste mange nummer af fagbladet , at østarbejderne er en stor berigelse ikke bare for samfundet men for hele den faglige organisation i Danmark .
Løntrykkerrig og de mange dødsulykker i byggeriget springes let og elefant hen over .

At østladene skal havde hjælp og at de er en del af Europa betvivler jeg absolut ikke , men at det er de lavest lønnet og deres sikkerhedsnet der offerers som betaling er simpelhen uholdbart og dybt problematisk.
Man kalder det frie konkurrence men det er i virkeligheden en brutal udspilning af de lavest lønnet mod hinanden samtidig med man giver virksomheder mulighed for at placere sig mest gunstigt skatte og afgiftsmæssige i hele EU zonen.

Hvis den frie konkurrence skulle havde nået helt fra top til bunden af samfundet så skulle privat/virksomheds skat , prisniveau , mindsteløn afgifter og arbejdsforhold været harmoniseret før arbejdekræften blev sluppet løs .
Men problemet med det er jo at det er den sværeste disciplin og ville havde krævet massive politiske reformer og vil havde øjeblikkelige konsekvenser for alle høj som lav i hele Eurozonen.
I stedet valgte eliten en model hvor taberne vil blive de sværeste og altså dem uden andet magt end en voldsomt devalueret stemme som Eliten vælger hvornår kan bruges og ikke mindst til hvad .

Men lad os nu se hvad der sker , vi ser ikke nogen seriøs modstand før vi er på den anden side af 300,000 arbejdsløse lavtlønnet .
Og sker når/hvis det sker så bliver urolighederne i lille Danmark nok overskygget en helt del af historierne fra resten af Europa i opløsning .

Sabine Behrmann

Kristian,

Problemet er, at fagforeningerne rundt om i Europa (også i Danmark) har været ekstremt bagstræberiske, fordi de har følt, de skulle beskytte deres medlemmers nationale interesser.

Når der så kommer udlændinge for at arbejde, kan der være masser af gode grunde til, at de ikke kan blive medlemmer af en fagforening - og så er de ikke dækket af en overenskomst med alt det, det indebærer.

Men for at vende tilbage til artiklen, så hørte jeg da Ole Sohn sige for nogle år tilbage, at den højeste dagpengesats var ganske rigelig, selv om han ikke havde lyst til at prøve at leve for den i et halvt år.

Arbejdsløshed er for de fleste, der kommer ud for den, en fase i deres liv, de helst glemmer så hurtigt som muligt. Derfor kan der sker forringelser hele tiden.

Kæmper arbejdsløse imod dem, skal de skilte med, at de er arbejdsløse, og alle andre kan spørge, om de ikke har noget bedre at tage sig til.

Inger Sundsvald

Sabine Behrmann

Det er nok noget af forklaringen. Forhåbentlig kommer det ikke så vidt, at det bliver helt almindeligt at være arbejdsløs, før man tør at vise sit ansigt uden at skamme sig.

En anden forklaring kan være, at uanset hvad man gør, skal der et valg til at forandre noget. Det forekommer måske håbløst p.t. Desuden har samfundet forandret sig så meget i de senere år, at solidariteten er næsten død.

Indtil det ene eller det andet sker, må sådan nogen som mig holde skansen, og tale fællesskabets sag. Ingen kan jo i længden klare sig alene.

Peter Hansen

Jamen, der er hverken noget at skamme sig over eller beklage! Det danske flexicurity-system går først og fremmest ud på, at man indbetaler til fællesskabet, når man tjener penge, og modtager fra fællesskabet, fordi man har betalt. Der r jo også andre indtægter i staten, som man med god ret kan gøre krav på at få sin andel af.
Det danske system er strukturelt anderledes end andre lande i EU, men det giver hverken mere eller mindre til folk, end i de øvrige 'gamle' demokratier med et socialt sikringssystem.
Fordi vi desværre har undladt at lade disse ting lovfæste, står danskerne på arbejdsmarkedet imidlertid lidt svagere end deres kolleger i disse lande.

Stig Larsen

Jamen, der er hverken noget at skamme sig over eller beklage!
Det er jo ikke lige det indtryk man får når man hører på politikkerne.

Sabine Behrmann

Inger Sundsvald

Jeg tror desværre ikke, at et valg hjælper. Der findes grupper i samfundet, man ganske ustraffet kan sparke til. De arbejdsløse er en af dem.

Interessant nok har en britisk langtidsstudie om arbejdsløshedens virkning på de ramtes livskvalitet vist, at ens livssyn påvirkes negativt af, at man er blevet fyret. Det vil sige: Tyskere påvirkes negativt, da projektet blev gennemført med tyske respondenter.

Det ville være interessant at se, hvordan det forholder sig i her i landet.

Lina Krarup

Jeg har netop skrevet en kritisk opgave om flexicuritymodellen, hvor andre faktorer end økonomi er i spil.

Læs den her:

http://krarup.urbanblog.dk/2009/05/24/flexicuritymodellen/

Inger Sundsvald

Det er klart at det indvirker på livskvaliteten i negativ retning at blive arbejdsløs. Befolkningen er nu i mange år blevet bombet med udsagn om at hvis man VIL arbejde, kan man også få et arbejde, og at ”det skal kunne betale sig at arbejde”.

Derfor må den passive forsørgelse ikke være for fyrstelig. De arbejdsløse behøver sådan set bare at stå med hatten i hånden, så betaler de hårdt prøvede skatteydere for ens driverliv hjemme på sofaen. Men skamme sig skal de sgu, og finde sig i at blive set ned på, hvilket VKO har gjort sit yderste for at fremme.

Med den opfattelse, er der ikke noget at sige til, at man håber på et regeringsskifte. Værre kan det dårligt blive, men man kan da godt tvivle. Socialdemokraterne har traditionelt været på ’de svages’ side. Det forandrede sig, da det var hos ’middelklassen’ vælgerne skulle findes, og de ville have service og skattelettelser og var hunderædde for at miste egne privilegier. Intolerancen og småligheden steg til skammelige højder.

Forhåbentlig er nok snart nok.

Peter Hansen

Der er ikke noget at skamme sig over - hvis der ikke er købere til det, man kan tilbyde, må man jo stille sig i venteposition. :-)

Inger Sundsvald

Peter Hansen

Venteposition? Vi taler om tvangsarbejde, og ofte omgivelsernes uvidenhed. Der er ikke frit valg til at 'nyde friheden'.

Da jeg blev enke som 49-årig og samtidig mistede vores fælles selvstændige erhverv, prøvede jeg selv lidt af hvert. Foruden nedladende behandling hos AF med gode råd om økonomi, som bl.a. omfattede råd om at købe min næste vinterfrakke om sommeren og ikke når de var dyrest, var der også en lang række af jobansøgningskurser, indtil jeg blev aktiveret på en skole, først i ét år og så et år mere, da det skønnedes, at det ville forbedre mine muligheder for at få et ’ordentligt’ job, ved at udvide mine kvalifikationer.

Aktiveringen var skam ordentlig nok og jeg elskede hver eneste opgave. Men desværre var der ikke råd til en fast ansættelse. Hvorfor skulle man dog også betale for noget man kunne få gratis.

Opgaverne bestod bl.a. i:
1) Passe biblioteket – skolen skulle spare, og bibliotekarerne skulle undervise i klasserne.
2) Undervise flere klasser i multimedie/hjemmesider + almindelig hjælp til elever og lærere med pc, skemaarbejde og kompliceret sats, samt ekstraundervisning af visse elever i pc.
3) Forskellige kontoropgaver og korrespondance for skolens kontor.
4) Eksamensvagt.
5) Passe og aktivere en elev som ventede på psykiatrisk behandling, og ikke kunne være i klassen på grund af urolighed (6-7 timer/ugen i 3 mdr., hvilket skolen sparede rigtig mange penge på. Dén opgave var jeg absolut ikke kvalificeret til, men det gik da, samtidig med at jeg passede biblioteket).
6) Diverse andre opgaver med bl.a. at dække bord ved forskellige møder.

Efter to år var nok, nok, og jeg forlangte at få et opgraderende uddannelsesforløb på datanomniveau, med programmering, projektledelse, systemudvikling, objektorienteret analyse og design etc., (hvor heldig kan man være?) og startede igen selvstændig virksomhed, da det ikke var muligt at få andet arbejde, indtil jeg gik på efterløn.

Jeg er ikke et øjeblik hverken skamfuld eller har dårlig samvittighed over at have være arbejdsløs og ’aktiveret’. Faktisk mener jeg at jeg har gjort en god gerning for samfundet, og har i øvrigt selv betalt til en forsikring, på samme måde som man betaler andre forsikringer. Men jeg er ikke i tvivl om, at det ikke pyntede på mit cv, ved diverse jobansøgninger. Udvidelse af kvalifikationer blev det heller ikke til, da det var kvalifikationer jeg havde i forvejen, som de kunne bruge.

Samtidig er jeg glad for, at det ikke var i kantinen jeg skulle arbejde. Her knoklede smørrebrødsjomfruer m.fl. rundt med alskens køkkenopgaver – for usle dagpenge. Som kuriosum kan nævnes, at jeg selv havde undervist i spansk på aftenskole i to år – det måtte jeg holde op med, da det kostede mig penge (60 kr./md. + transport) i modregnet arbejdsløshedsunderstøttelse at undervise. 60 kr. er rigtig mange penge i den situation.

Èn ting er sikkert, man skal være stærk for at klare arbejdsløshed og aktivering. Det er ikke befordrende for selvtilliden, uanset hvor udmærkede opgaverne er, og rigtig mange mennesker bliver decideret syge, med alt hvad det indebærer for samfundet af økonomiske udgifter.

Peter Hansen

Kære Inger Sundsvald, tak for redegørelsen - jeg mente ikke, at det var, som jeg beskrev, men at det skulle være.
Det er jo utroligt, at man i vor fremskredne tid, hvor ganske få mennesker kan forestå den nødvendige produktion, hvor der overproduceres alt muligt, som med lidt snilde kunne fordeles langt mere begavet, så ingen manglede noget, alligevel kun kan finde ud af at omfordele via arbejdsmarkedet.

Inger Sundsvald

Peter Hansen

Jeg ved godt hvad din holdning er, og jeg skriver også kun dette, i håb om at bringe lidt forståelse og menneskelighed ind i hovederne på dem, som går rundt i uvidenhed om de ”faktiske forhold i jernindustrien”. Jeg gætter på, at det ikke lykkes særlig godt ;-).

Men, jeg fortsætter lidt endnu med yderligere oplysning:

Der er så mange restriktioner, at man skulle tro det var løgn. Det er det ikke. Hvis man er helt på bar bund ang. uddannelse, kan man højest få et 2-årigt forløb. Hvor mange kvalificerende uddannelser er på 2 år? Hvis man samtidig er forsørger, bliver syg eller har en bolig som ikke kan betales af understøttelse, ser det da helt sort ud. Men det er bare ærgerligt.

Man skal ikke lade sig narre af dét, for det er det, der er meningen. Det skál være sådan, især for at dem der, indtil videre, har et arbejde kan føle sig sikre på at man er ydmyg og taknemmelig for den understøttelse, de tror de betaler.

Desuden er der den lille krølle, at for at holde betalingsbalancen på ret køl, skal der være x-antal personer, som slet ikke har noget forbrug andet end til det mest nødvendige for ikke at dø af sult. Det er en ’skrue’ enhver regering kan dreje på, for at kompensere for dem som har et meget stort forbrug af især dyre importerede varer.

Jeg klarede mig, og var glad for at jeg kunne fortsætte på HF i fritiden med enkeltfag og hvad jeg ellers kunne finde på, uden at blive trukket i ydelsen. Jeg har på intet tidspunkt følt mig ’mindreværdig’, selv om jeg da har oplevet at nogen opfattede mig som sådan.