Baggrund
Læsetid: 4 min.

Klima-aftale afslører kløft af uenighed

Mens USA lurepasser, har FN nu offentliggjort første udkast til tekst fra klimatopmødet i København. Milepæl, siger minister, men der er meget langt til enighed
Indland
22. maj 2009

Den gode nyhed er, at der nu foreligger et første udkast til den ny globale klima-aftale, som alverdens lande håber at vedtage på klimatopmødet i København til december. Den mere tvivlsomme nyhed er, at der fortsat er en afgrund mellem parterne. Trods forsigtigt optimistiske kommentarer til tekstforslaget fra klima- og energiminister Connie Hedegaard kan man roligt regne med et fortsat højspændt drama og usikkerhed til det sidste, om aftalen kommer i hus og bliver så ambitiøs, at den mindsker risikoen for klimakatastrofer, eller tværtimod låser det internationale samfund til svage målsætninger i årtier.

Det 53 sider store udkast til aftaletekst blev offentliggjort af FN's klimasekretariat i Bonn onsdag eftermiddag og supplerer et andet aftaleudkast, offentliggjort sidste fredag, om de særlige forpligtelser for i-lande under Kyoto-aftalen.

"Vi er kommet til en milepæl: For første gang er der reel forhandlingstekst på bordet, der omfatter alle landes bidrag til en ny global klimaaftale. Nu kan de mere detaljerede politiske forhandlinger frem mod København tage fart," siger Connie Hedegaard. Og tilføjer:

"Ingen skal være i tvivl om, at vi har travlt, hvis vi skal nå et ambitiøst resultat i København. Puslespillet er stort og indviklet."

Det tør siges.

Det afgørende afsnit i det nye aftaleudkast viser, at fordringerne til i-landene, når det gælder reduktion af CO2-udledningerne, svinger voldsomt. Udkastet rummer simpelthen alle de bud på formuleringer, som diverse lande eller landegrupper har indleveret.

Når det gælder det lange sigt frem mod 2050, taler teksten om et "efterstræbelsesværdigt" mål, som enten "skal" eller "bør" stabilisere atmosfærens koncentration af drivhusgasser på et niveau, der ifølge bl.a. de stærkt klimaudsatte, lavtliggende østater bør være "mærkbart under 350 ppm" (parts per million, CO2-molekyler pr. million luftmolekyler), svarende til en begrænsning af den globale opvarmning til mindre end 1,5 grader. Andre lande siger 450 ppm og sætter grænsen for opvarmning til to grader.

Disse CO2-koncentrationer svarer til krav om reduktion af de globale CO2-udledninger i 2050 med henholdsvis "mere end 85 pct." og "50 pct."

Atter andre lande vil have en helt anden terminologi i aftalen og foreslår, at 2050-målet bliver en gennemsnitlig CO2-udledning pr. verdensborger på to ton pr. år.

Endelig er der nationer, som slet ikke har indleveret bud på kvantitative mål for klima-aftalen. Det gælder USA, der således sidder i baghånd og kan frygtes at trække ambitionsniveauet ned under det laveste af de indleverede forslag.

Det korte sigt

De varierende bud på 2050-målet har konsekvenser for landenes forslag til reduktionsmål på kortere sigt. Nogle lande vil således have de globale udledninger til at toppe "mellem 2010 og 2013 og derefter falde", mens andre vil udskyde vendepunktet til "de kommende 10-20 år", dvs. måske helt frem til 2030.

Disse forskellige positioner leder så frem til de sprængfarlige forslag til, hvor meget specielt de rige lande skal reducere deres udledninger de nærmeste år. Her varierer forslagene fra en reduktion i 2020 på "mindst 45 pct." i forhold til niveauet i 1990, som bl.a. østaterne anbefaler, og til det mere beskedne "25-40 pct.", som EU foreslår. Kinas krav til i-landene er 40 pct. CO2-reduktion.

Eftersom den amerikanske regering ikke har indleveret noget bud på 2020-målet, er det usikkert, om USA vil acceptere selv det lavest foreslåede ambitionsmål: 25 pct. reduktion i 2020 i forhold til 1990-niveauet. USA's kongres behandler det såkaldte Waxman-Markey-forslag til klimalov, som i sig selv kun ser ud til at kunne begrænse udledningerne med syv pct. Som Michael Levi fra US Council of Foreign Relations siger til New York Times:

"De forskellige foreslåede mål for i-landene er meget svære at få til at hænge sammen med Waxman-Markey, der formentlig markerer den øvre grænse for, hvad der p.t. er muligt i USA."

Hvordan et overordnet mål for i-landene omsættes til specifikke mål for det enkelte land, afhænger af et komplekst, endnu ukendt beregningsapparat, som skal tage hele 11 faktorer i det enkelte land i betragtning: Dets historiske udledninger, geo-grafiske forhold, bruttonationalprodukt m.m.

Når det gælder u-landenes klima-indsats, foreslår udkastet til klima-aftale, at de "i 2020 afviger mærkbart fra en business-as-usual udvikling" i udledningen af drivhusgasser. EU foreslår mere konkret, at u-landene kommer 15-30 pct. under den 2020-udledning, som vil finde sted med uændret udvikling.

Pengene

U-landenes villighed til at indgå en aftale afhænger ikke blot af, hvor ambitiøse reduktionsforpligtelser i-landene påtager sig, men også af i-landenes vilje til at støtte u-landene med klimavenlig teknologi og med penge til både klimabeskyttelse og -tilpasning. Der er hidtil peget på et behov for 40-50 mia. dollar årligt som hjælp til alene u-landenes klimatilpasning, men aftaleudkastet rummer ingen beløb.

Til gengæld er der en række modstridende forslag til, hvordan de nødvendige penge skal skaffes: Ved at afsætte 0,5-2 pct. af i-landenes bruttonationalprodukt til formålet, ved at indføre en global CO2-skat, en skat på fly- og søtransport, en skat på finansielle transaktioner m.m. Der er også adskillige modeller til, hvordan pengene i en sådan global klimafond skal forvaltes - u-lande vil have en ny FN-institution med mærkbar indflydelse til de fattige lande, mens andre foretrækker at lægge en ny fond ind under en eksisterende institution som f.eks. Verdensbanken.

Den 1. juni mødes 192 landes forhandlere i Bonn for at foretage 12 dages indledende armlægning om den ny klimatekst. Ingen forventer dog afgørende gennembrud før på selve topmødet i København.

"Alle ønsker at holde alt åbent til sidste minut for at maksimere deres chance for en bid af kagen i den endelige tekst," siger Stephanie Tunmore, klimamedarbejder i Greenpeace-USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

"Alle ønsker at holde alt åbent til sidste minut for at maksimere deres chance for en bid af kagen i den endelige tekst."

Ja, netop, og derfor er vi allerede fortabte. Man kan ikke skabe fundamentet for et nødvendigt nyt paradigme om samarbejde mellem mennesker og nationer, når langt de fleste stadig sidder fast i krybdyrhjernens kærlighedsløst, selvhævdende reflekser.