Nyhed
Læsetid: 2 min.

Hvor længe vil ministeren tolerere kvælning af fladfisk?

Justitsminister Brian Mikkelsen (K) tager Det Dyretiske Råd til indtægt for, at der ikke er aktuelt behov for en indsats mod langsom kvælning af rødspætter. Men rådets formand har en anden mening
Indland
11. maj 2009

Selv om de fleste af Folketingets dyrevelfærdsordførere støtter, at rødspætter ikke lider unødigt, har justitsminister Brian Mikkelsen (K) meddelt, at han ikke har "aktuelle planer om at tage initiativer".

Ifølge vicefiskeriinspektør Allan Larsen fra Fiskeriinspektorat Vest i Frederikshavn lander danske fiskere årligt omkring 340.000 kg rødspætter levende. En del af dem kommer i kasser med is, og så kan de, som Allan Larsen siger, "holde sig i live i lang tid". Ifølge professor i akvatisk patobiologi Kurt Buchmann fra Københavns Universitet vil mere end seks timer på is være dyreplageri.

Som begrundelse for ikke at tage et initiativ henviser ministeren i et svar til Per Clausen (Enh.) til, at Det Dyreetiske Råd "ikke er i færd med at behandle det pågældende spørgsmål".

Dertil siger rådets formand, professor i bioetik Peter Sandøe fra Københavns Universitet:

"Man kan bestemt ikke tage Det Dyreetiske Råd til indtægt for, at man ikke skal gøre noget ved de lidelser, som fisk må formodes at gennemleve, når man lader dem dø en langsom kvælningsdød."

Når rådet ikke har fisk på dagsordenen, er forklaringen ifølge formanden rådets begrænsede ressourcer, som allerede er bundet op i konkrete projekter.

Håb for rødspætterne

Brian Mikkelsen udelukker dog ikke helt et initiativ: "Hvis rådet på et tidspunkt måtte finde anledning til at tage spørgsmålet op, vil det i den forbindelse eventuelt kunne blive aktuelt at overveje initiativer på området."

Hertil siger Peter Sandøe: "Ministeren behøver ikke at vente på en udtalelse fra os. Personligt har jeg svært ved at se, hvordan det overhovedet kan være i overensstemmelse med dyreværnsloven, at den praksis forekommer. Min personlige mening er, at det er uacceptabelt at lade fisk ligge og gispe længere end højest nødvendigt."

Også SF's dyrevelfærdsordfører Kristen Touborg "vil gerne have undersøgt", om der er behov for et initiativ mod, at fladfisk langsomt kvæles, siger han.

"Jeg har indtil nu haft en opfattelse af, at fisk var koldblodede dyr, men noget kunne da tyde på, at vi skal have det op til revision," tilføjer han.

Dyrevelfærdsordfører Rikke Dahl (R) har tidligere bedt Brian Mikkelsen kommentere et notat fra januar 2009 fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, om fisks evne til at føle smerte. I notatet konkluderer EFSA bl.a., at "der er videnskabelig evidens til at støtte en formodning om, at visse fiskearter har hjernestrukturer, som er i stand til at føle smerte og frygt".

Ministeren har i første omgang svaret, at et "fyldestgørende" svar ville forudsætte en udtalelse fra Fødevarestyrelsen. Og den efterlyser Bente Dahl nu: "Jeg vil bede ministreren om at indhente en sådan udtalelse," siger hun til Information.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her